(65) Efter at have forladt Korint, var Paulus næste arbejdscene i Efesus. Han var på vej til Jerusalem for at fejre den kommende højtid, og hans ophold i Efesus blev nødvendigvis kort. Han talte fornuftigt med jøderne i synagogen, og gav et så godt indtryk at han blev bedt om at fortsætte sit arbejde iblandt dem. Hans plan var at besøge Jerusalem forhindrede ham i at blive der, men han lovede at arbejde hos dem når han kom tilbage. På vej til Efesus blev han ledsaget af Akvila og Priska, og han forlod dem nu for at fortsætte det gode arbejde som han havde påbegyndt. ret
(66) Det var på dette tidspunkt at Apollos, en alexandrinsk jøde, besøgte Efesus. Han havde fået den højeste græske dannelse, og var videnskabsmand og taler. Han havde hørt Johannes Døbers lære, havde fået omvendelsesdåben, og var et levende vidne for at profetens arbejde ikke var forgæves. Apollos studerende profetierne grundigt, og var dygtig til at forklare skriften, proklamere sin tro på Kristus offentligt, så vidt som han selv havde fået lyset. ret
(66) Akvila og Priska lyttede til ham, og så at hans lære var mangelfuld. Han havde ikke grundigt kendskab til Kristi mission, og hans opstandelse og himmelfart, og til hans Ånds arbejde, Trøstermanden som han sendte for at blive hos sit folk, under hans fravær. Derfor sendte de Apollos, og de uddannede taler fik undervisning af dem, til glædelig overraskelse. I deres lære fik han en klarere forståelse af Skriften, og blev en af de bedste forsvarer for den kristne kirke. Derved lærte en så grundig videnskabsmand og strålende taler Herrens vej mere til fulde, fra en kristen mands og kvindes lære hvis ydmyge erhverv var at lave telte. ret
(66) Apollos, var blevet bedre bekendt med Kristi lære, var nu ivrig efter at besøge Korint, og brødrene i Efesus skrev til korinterne for at tage imod ham som en lærer i fuld harmoni med Kristi menighed. Derfor tog han til Korint, og arbejde med de jøder, som havde forkastet den sandhed Paulus havde forkyndt dem. Han talte fornuftigt med dem fra hus til hus, både offentligt og privat, viste dem Kristus i profetien, at han var Jesus, som Paulus havde forkyndt, og at deres forventninger om en anden kommende Messias var forgæves. Derved plantede Paulus sandhedens frø, og Apollos vandede det, og det at Apollos understøttede Paulus mission, gav karakter til det arbejde den første store apostle gjorde hos dem. ret
(67) Han succes med at forkynde evangeliet ledte i menigheden til at ophøje hans arbejde over Paulus arbejde, skønt han selv arbejdede i harmoni med Paulus for sagens fremme. Denne rivalisering truede sandhedens fremmarch meget. Paulus ville give evangeliet til korinterne i sin fulde enkelthed. Skuffet over resultatet af hans arbejde med athenerne, hvor han fik sin lærdom og veltalenhed over sine tilhørere, og besluttede at tage en helt anden kurs i Korint. Han bragte denne klare og enkle sandhed, ubesmykket af verdslig visdom, og dvælede omhyggeligt om Kristus, og hans mission i verden. Apollos velformulerede prædikener, og hans tydelige lærdom, blev sat op imod hans tilhørere med Paulus enkle og ubesmykkede forkyndelse. ret
(67) Mange erklærede at de selv var under Apollos ledelse, medens andre foretrak Paulus arbejde. Satan kom ind for at udnytte disse indbildte forskelle i korintermenigheden, fristede dem til at holde disse kristne forkyndere i modsætning til hinanden. Nogle hævdede at Apollos var deres leder, nogle Paulus, og nogle Peter. Derved mødte Paulus, i hans anstrengelser for at befæste kristendommen, kampe og trængsler i menigheden såvel som uden for den. Der begyndte også at rejse sig fraktioner fra jødiske læreres indflydelse, som ansporede at kristendommens nyomvendte burde overholde ceremoniloven når det gælder omskærelse. ret
(68) De fastholdt stadig at det oprindelige Israel var Abrahams ophøjede og priviligerede børn, og blev berettiget til alle de løfter han fik. De mente oprigtig at de på denne mellemgrund mellem jøder og kristne, ville de det lykkes for dem at fjerne modviljen at komme ind i kristendommen, og ville indsamle et stort antal jøder som ellers ikke vil favne den sande tro. De hævdede deres standpunkt, som var imod Paulus standpunkt, ved at vise at apostlens optræden, at tage hedninge ind i menigheden uden omskærelse, forhindrede de flere jøder fra at acceptere tron, end de hedningene som kom ind. De undskyldte derved deres modstand med resultaterne af Guds anerkendte tjeneres rolige sindighed. ret
(68) De nægtede at lade Kristi arbejde omfavne hele verden. De hævdede at han var Frelser for hebræerne alene, derfor fastholdt de at hedningene skulle have omskærelse før de fik Kristi kirkes privilegier. Efter rådsbeslutningen i Jerusalem om dette spørgsmål, var mange stadig af den opfattelse, men udviste ikke deres modstand længere. Ved den anledning havde rådet besluttet at de omvendte fra den jødiske menighed, kunne overholde den mosariske lovs forordninger, hvis de valgte, medens disse forordninger ikke skulle være påbudt for nyomvendte fra hedningene. Dette udnyttede modstandsgruppen nu. og fremskynder en forskel mellem dem der overholder ceremoniloven, og dem som ikke overholder den, fremholder at den sidstnævnte var længere væk fra Gud end førstnævnte. ret
(69) Her blev Paulus tvunget til at kæmpe, diskutere spørgsmål hvad enten om de nyomvendte til kristendommen var jøder på enhver måde, bevare deres tro på at Jesus Kristus var Messias – eller om de så helt til enden at det som var blevet ophævet ved Kristi død, og bevidste at de var Abrahams børn, ikke blot i deres legemer, men i deres hjerter, viste Kristi nådes fortjenester ved deres retfærdige liv. ret
(69) Paulus harme blev oprørt. Hans røst hævedes i hård irettesættelse. "Om I er omskårne, skal Kristus ikke gavne jer noget." Gruppen der fastholdt delvis at kristendommen var værdiløs uden omskærelse, satte sig selv op imod apostlen, og han måtte møde dem i de menigheder der var oprettet eller besøgt i Jerusalem, Antiokia, Galatien, Korint, Efesus og Rom. Gud tilskyndede ham til at gå i det store Kristus-forkyndende arbejde, og Kristus korsfæstet, omskærelse eller ej havde ingen betydning. Jødernes parti så på Paulus som en apostel, tilbøjelig til at nedbryde partiskel som Gud havde oprettet mellem israelitterne og verden. De besøgte enhver menighed som var blevet organiseret, skabe splittelser. De fremholdt at enden ville retfærdiggøre midlerne, de spredte falske anklager imod apostlene, og bestræbte sig på at få ham i vanry. Da Paulus besøgte menighederne, og fulgte efter disse nidkære og skruppelløse modstandere, mødte han mange som så på ham med mistillid, og nogle som endog foragtede hans arbejde. ret
(70) Denne splid om ceremoniloven, og forskellige tjenere, relative fortrin, der underviser i Kristi lære, gav apostlen meget bekymring og hårdt arbejde. I sit brev til korinterne, skrev han til dem om sidstnævnte emne: -:— ret
(70) “Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning. Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer. Jeg sigter til, at I hver især siger: Jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus. Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? eller blev I døbt til Paulus' navn?" ret
(70) Han forklarer også grunden til sin arbejdsmetode iblandt dem: "Og brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu, fordi I endnu er kødelige. Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis?" ret
(70) Han viste dem at han ikke, medens han var hos dem, tale til dem, som dem der fik en erfaring i åndeligt liv og gudsfrygtens mysterium. Uanset hvor kloge de kunne have været på verdslig kundskab, var de kun små børn i Kristus-kundskaben, og det var hans arbejde at undervise dem i den kristne tros og læres afsæt og grundsætninger. Det var hans del at så de frø, som anden skulle vande. Dem som fulgte ham, var det deres opgave at videreføre værket fra det punkt hvor han havde forladt det, og give åndeligt lys og kundskab i rette tid, eftersom hvad menigheden kunne bære. ret
(71) Da han kom til dem, havde de ingen erfaringsmæssig kundskab til frelsens vej, og han var nød til at bringe dem sandheden i sin enkleste form. Deres kødelige sind kunne se Guds hellige åbenbarelser, de var fremmede for den guddommelige krafts manifestationer. Paulus havde talt til dem som dem der var uvidende om denne krafts indgreb i hjertet. De var kødeligt sindede, og apostlen var klar over at de ikke kunne fatte frelsens mysterier, for åndelige ting må erkendes åndeligt. Han vidste at mange af hans tilhørere var stolte troende i menneskelige teorier, og falske teologier konklusioner, famlede med blinde øjne i naturens bog til en selvmodsigelse af åndeligt og evigt liv åbenbaret i Guds bog. ret
(71) Han vidste at kritik ville bringe diskussion over den kristne fortolkning af det åbenbarede ord, og skepsis ville behandle Kristi evangelium med spot og hån. Det stod ham i hovedet at introducere de største sandheder han ønskede at undervise dem i. Sand kristendom er en fremadskridende religion. Den giver altid lys og velsignelse, og har endnu større lys og velsignelse i reserve til dem som modtager dens sandheder. Kristi evangeliums oplysende indflydelse, og Guds helliggørende nåde, kan alene forvandle det kødelige sind til at være i harmoni med åndelige ting. ret
(72) Paulus var ikke bange for at irettesætte tøjlesløshed, og vise dem hvor afskyelig deres synd var i en hellig Guds øjne. Som en klog instruktør var hans arbejde at sætte et sandt livsmål foran dem, indprente den guddommelige lærers lektier i deres sind, som skulle opdrage dem fra verdslighed og synd til renhed og evigt liv. De åndelige sanser må modnes af stadig vækst og kundskab til himmelske ting. Derved vil tankerne lære at glæde sig over dem; og alle forskrifter i Guds ord vil skinne frem som en uvurderlig perle. ret
(72) Apostlen dvælede særlig ved praktisk gudsfrygt, og karakteren af den hellighed som må opnås for at sikre sig himmeriget. Han ønskede at lyset fra Kristi evangelium skulle gennembore mørket i deres sind, så de kan se hvor anstødelig deres udødelige praksis var i Guds øjne. Derfor var byrden i Pauli forkyndelse iblandt dem nemlig Kristus, og ham korsfæstet. Han ønskede at de skulle forstå temaet i deres alvorligste studium, og største glæde, at det var den store frelsessandhed gennem anger imod Gud, og troen på vor Herre Jesus Kristus. ret
(72) Filosoffen vil lægge frelsens lys til side, fordi det gør hans stolte teorier til skamme. Den verdslige nægter at tage imod det, fordi det vil adskille ham fra hans jordiske afguder, og drage ham til et helligere liv, som han ikke har nogen hang til. Paulus så at Kristi karakter måtte forstås, før mennesker kunne elske ham, og se korset med troens øjne. Her må der begynde det studium som skal være den genløstes videnskab og sang igennem hele evigheden. I korsets lys alene kan menneskesjælens sande værdi kunne vurderes. ret
(73) Guds nådes forfinende indflydelse ændrer menneskets naturlige tilbøjelighed. Himlen vil ikke være ønskværdig for den kødeligt sindede; deres naturlige, uhelliggjorte hjerter vil ikke føle nogen tiltrækning mod det rene og hellige sted; og hvis det var muligt for dem at komme ind, ville de ikke finde noget de havde sympati for, i deres syndige tilstand. Den tilbøjelighed som regerer i det natulirge hjerte må underlægges ved Kristi nåde, før faldne mennesker kan ophøjes til at harmonisere med himlen, og nyde rene og hellige engles selskab. Når mennesket dør over for synden, og oplives til nyt liv i Kristus Jesus, fylder guddommelig kærlighed hans hjerte; hans forståelse helliggøres; han drikker fra glædens og kundskabens uudtømmelige kilde; og en evig dags lys skinner på hans sti, for han har hele tiden livets Lys med sig. ret
(73) Paulus søgte at indprente sine korintiske brødre med kendsgerningen, at han selv, og prædikanterne der var knyttet til ham, kun var mennesker, hvervet af Gud til at undervise sandheden; at de hver især var engageret i det samme arbejde, som blev givet dem af deres Himmelske Fader; og at de alle var afhængige af ham, for om deres arbejde fik succes. "Thi når en siger: ’Jeg er tilhænger af Paulus,’ og en anden: ’Jeg er tilhænger af Apollos,’ er I så ikke ’mennesker’? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham; jeg plantede, Apollos vandedde, men Gud gav væksten." ret
(74) Bevidstheden om at være Guds tjenere skulle inspirere prædikanten med energi og ihærdig udholdende udføre sin pligt, med øjnene rettet mod sin Mesters ære. Gud har givet enhver sine budbringere sit særlige arbejde; og når der er forskellige begavelser, skal alle blande sig harmonisk for at udføre det store frelsesarbejde. De er kun redskaber af guddommelig nåde og kraft. ret
(74) Paulus siger: "Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst. Den, der planter, og den, der vander, er ét; dog skal hver få sin løn i forhold til sin møje. Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I." Læreren af Kristi sandhed må selv være nær korset, for at bringe syndere til det. Hans arbejde bør være at prædike Kristus, og nøje undgå at pådrage sig selv opmærksomhed, og derved belemre den hellige sandhed, så han forhindrer dens frelsende kraft. ret
(74) Der kan ikke være noget stærke bevis i menighederne for at Bibelens sandheder ikke har helliggjort dem der får sandhederne, end at deres hengivenhed til nogle foretrukne forkyndertjenere, og deres uvillighed til at acceptere arbejde fra andre lærer, og få noget ud af disse. Herren sender hjælp til sin menighed når de behøver dem, ikke som de vælger; for kortsynede dødelige mennesker kan ikke se hvad der er for det bedste. Det er sjældent at en forkyndertjener har alle nødvendige kvalifikationer for at udvikle en menighed i alt det kristendommen forlanger; derfor sender Gud andre forkyndertjenere for at følge ham, den ene efter den anden, enhver har nogle egenskaber, hvor de andre mangler. ret
(75) Menigheden bør acceptere disse Kristi tjenere taknemmeligt, lige som de ville acceptere Mesteren selv. De bør søge at få al mulig udnytte fra den undervisning, som forkyndertjenerne kan give dem fra Guds ord. Men forkyndertjenerne selv skal ikke forgudes; der bør være ikke religiøse yndlinge og favoritter iblandt folk; det er de sandheder de bringer som skal accepteres og påskønnes i ydmyghedens sagtmodighed. ret
(75) I apostlenes tid, hævdede et parti at tro på Kristus, alligevel nægtede de at give hans ambassadører den passende respekt. De hævdede at de ikke fulgte nogen menneskelig lærer, men være undervist direkte fra Kristus, uden evangelietjenernes hjælp. De var uafhængige i ånd, og uvillig til at underlægge sig menighedens røst. Et andet parti hævdede at Paulus var deres leder, og gjorde sammenligninger mellem ham og Peter, som ikke var imødekommende mod sidstnævnte. Andre erklærede at Apollos overgik Paulus langt mere i tale, og veltalenhed. Andre hævdede at Peter var deres leder, hævdede at han var mest fortrolig med Kristus, da han var på jorden, medens Paulus forfulgte de troende. Der var fare for at denne partiskhed ville ruinere den kristne menighed. ret
(75) Paulus og Apollos var i fuldkommen harmoni. Sidstnævnte blev skuffet og såret på grund af spliden i menigheden; han udnyttede ikke den forkærlighed der blev udvist mod ham, han opmuntrede den heller ikke, men forlod hurtigt stridens mark. Da Paulus senere tilskyndede ham til at besøge Korint, afslog han, og arbejdede ikke der igen før længe efter, indtil menigheden havde fået en bedre åndelig tilstand. ret
(76) I brevet til Korinterne, taler Paulus om Apollos, som ham der har vandet de dyrebare frø han selv har sået. Han nævnte ikke de falske lærere som forsøgte at ødelægge frugten af hans arbejde. På grund af mørke og splid i menigheden, undlod han klogt at irritere dem med sådanne hentydninger, af frygt for at vende dem helt bort fra sandheden. Men han henledte korinternes opmærksomhed til hans eget arbejde iblandt dem, og sagde: "Efter den Guds nåde, som blev givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den. Men enhver se til, hvorledes han bygger. Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus." ret
(76) Paulus er en troens sejrherre, der ikke tøvede med at erklære karakteren af hans værk. Men derved ophøjede han ikke sig selv, da han hævdede at han var en klog bygningsmester, som havde lagt fundamentet for andre at bygge på. Han sagde: "For vi er Guds medarbejdere." Han hævdede ikke sin egen visdom; men guddommelig magt, forenet med sine menneskelige anstrengelser, kunne han bringe sandheden på en Gud velbehagelig måde. Han var en Kristi medarbejder, en ihærdig medarbejder der bragte åndelig kundskab fra Guds ord og Kristi gerninger, til alle dem med hjerter åbnet for beviser. Forenet med Kristus, som var den største lærer af alle, kunne Paulus viderebringe lektier af guddommelig visdom, som mødte alle klassers behov, og menneskers vilkår, og som gælder alle tider, og steder, og alle folk. Idet han gjorde sådan, tog apostlen ikke æren til sig selv, som et ydmygt redskab i Guds hænder. ret
(77) Gud gav Paulus en dygtig arkitekts visdom, så han kan lægge fundamentet for Kristi kirke. Dette billede på at rejse templet gentages ofte i skriften, som nødvendigvis illustrer opbyggelsen af den sande kristne kirke. Zakarias henviser ofte til til Kristus som den Gren som skal bygge Herrens tempel. Han henviser også til Hedningene som hjælper til i dette arbejde: "Langvejs fra skal man komme og bygge på Herrens helligdom." ret
(77) Nu havde Paulus arbejdet i hedningenes stenbrud, for at få værdifulde stene ud og lægge på fundamentet, som var Jesus Kristus, at de i modsætning til denne levende sten, også kan blive levende stene. I sit skrift til effeserne, siger han: "Så er I da ikke længer fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden." ret
(77) Nogle prædikanter giver ved deres arbejde, de dyrebareste materialer, guld, sølv og ædelstene, som præsenter sand moralværdi hos dem de vinder for sag. Det falske materiale forgyldes for at ligne det sande, - som er det kødelige sind, uhelliggjort karakter, besmykket med tilsyneladende retfærdighed, - at det så hurtigt kan opdages af menneskelige øjne; men Guds dag vil prøve materialet. ret
(78) De dyrebare stene repræsenterer de mest fuldkomne kristne, som er blevet forfinet, og poleret af Guds nåde, og ved de trængsler som de har udholdt med megen bøn og tålmodighed. Deres lydighed og kærlighed ligner det, der hos det store Forbillede. Deres liv er forskønnet og forædlet af selvopofrelse. De vil stå prøven på ilddagen, for de er levende stene. "Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra." ret
(78) Ud fra verdslig taktik, bestræber mange sig på, ved deres egne anstrengelser, at blive velpolerede stene; men de kan ikke være levende stene, fordi de er ikke bygget på det sande fundament. Guds dag vil åbenbare at de i virkeligheden blot er træ, hø, og stubbe. Den store Dianas tempel blev ruineret; dens storhed gik helt tabt; dem som råbte: "Stor er Effesus’ Diana!" gik tabt med deres gudinde, og templet som omskinnede hende. Deres religion glemmes, eller virker som et tomt eventyr. Det tempel blev bygget på falsk grund, og når det blev prøvet, blev det fundet værdiløs. Men de stene som Paulus ud fra Efesus fandtes som dyrebare og varige. ret
(78) Paulus lagde sig selv på det sande fundament, og bragte alle stene, store som små, polerede eller rå, almindelige eller dyrebare, hen og blev forbundet med den levende grundsten, Kristus Jesus. Således hævede templet for Guds kirke sig for alle. Apostlen siger: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!" ret
(79) I et syn havde Paulus set Guds stad, med dens grundstene, og hen fremstiller sande kristne nyomvendte om guld, sølv og ædelstene. Men Jøderne gjorde Paulus arbejde overmådelig vanskeligt. De hævdede hele tiden at være Abrahams sande børn, og var derfor de eneste legitime bygningsstene til Guds hus; og når hedningene tog imod evangeliet, og blev det sande fundament, knurrede jøderne over dette materiale. Derved forhindrede de guds arbejde; ikke desto mindre, fortsatte apostlen uforfærdet sit arbejde. ret
(79) Paulus og hans medarbejdere var dygtige arkitekter, fordi de havde lært fra Kristus og hans gerninger. De skulle ikke kun bygge, men også rive ned. De måtte gå med til menneskers blinde tro, fordomme og voldsomhed, som havde bygget på et falsk fundament. Gennem Guds kraft, blev apostlene mægtige med at rive disse fjendens stærke fæstningsværker ned. Mange som havde arbejdet som tempelbyggere af Kristi kirke, burde sammenlignes som bygmestrene af murene på Nehamias tid: "De byggede på muren. Også lastdragerne var væbnet; med den ene hånd arbejdede de, og med den anden holdt de spydet." ret
(79) En efter en faldt de ædle bygningsfolk for hans værk, ved fjendens hånd. Stefanus blev stenet; Jakob blev slået ihjel ved sværdet; Paulus blev halshugget; Peter blev korsfæstet; Johannes kom i eksil. Og alligevel blev sten efter sten tilføjet til bygningen, kirken voksede midt i de forfærdelige forfølgelser der pinte den, og nye medarbejdere på muren indtog den faldnes plads. ret
(80) Disse trofaste bygmestere søgte ihærdigt at bringe dyrebart materiale til det levende fundament. Paulus arbejdede på at få sit eget hjerte og karakter i harmoni med Guds lov, og så søge alvorligt at bringe det samme resultat med hans nyomvendte. Han formanede Timotius: "Tag dig selv i agt, og på læren." Dette er pligten os enhver underviser af bibelsandheden, - at illustrere de kristne dyder i sit eget liv, og være ren i hjerte, overgivet til hellig samtale, - for at illustrere de aktive kristne dyder i hans eget liv, og være ren i hjertet, givet til hellig samtale, at være god, og gøre godt. ret
(80) Gud vil ikke acceptere de mest strålende talenter eller den bedste tjeneste, hvis det ikke lægges på den levende grundsten, og forbindes med den; for denne alene giver sand værdi til evner, og gør arbejdet til en levende Guds tjeneste. Vi kan se tilbage igennem århundrederne, og se de levende stene glimte som lysstråler gennem vildfarelsens og overtroens mørke. Disse dyrebare juveler vil hele tiden skinne mere og mere ivrigt ud i evigheden. Selvom de er døde bevidner de retfærdige gennem tidsaldrene, ved de nedskrevne ord og gerninger, om Guds sandhed. Martyrernes navne for Kristi skyld udødeliggøres iblandt Himlens engle; og en strålende løn venter dem når Livgiveren kalder dem ud af deres grave. ret