(9)Dyrernes blod kunne tilfredsstille Guds krav, som et sonoffer for at have overtrådt hans lov. Et dyrs værdi var af mindre værdi end den forbrydende synder og kunne derfor ikke være løsesum for synd. Det kunne kun være antageligt for Gud, som et billede på hans søns offer.
(9) Mennesket kunne ikke gøre soning for mennesker. Dets syndige og faldne tilstand kunne udgøre ham som et ufuldkomment offer, et sonoffer af mindre værdi end Adam før hans fald. Gud gør mennesket fuldkomment og oprejser dette, og efter dets overtrædelse, kunne der ikke længere gøres et Guds antageligt offer for mennesket, medmindre det offer der blevet givet være af større værdi for mennesket, når han var i sin fuldkommenheds og uskyldigheds tilstand.
(9)Guds guddommelige søn var det eneste offer der var af stor nok værdi til at helt opfylde kravene i Guds fuldkomne lov. Engle var syndfrie, men af mindre værdi end Guds lov. De var lydhøre over for loven. De var budbringere for at gøre Kristi vilje, og bøjede sig for ham. De var skabte væsener, og på prøve. Der var ikke langt nogen krav på Kristus. Han havde magt til at lægge sit liv ned, og tage det igen. Der var ikke lagt nogen forpligtelser på ham, at påtage sig forsoningsarbejdet. Det var et frivilligt offer han gjorde. Hans liv var af stor nok værdi til at redde menneskene fra dets faldne tilstand.
(10)Guds søn stod næst i myndighed til den store lovgiver. Han vidste at hans liv alene kunne være nok til at genløse faldne mennesker. Han var af megen større værdi end mennesker, idet hans ædle og pletfri karakter, og ophedede embede, som befalingsmand over hele den himmelske hær, var over menneskers arbejde. Han var i sin Faders udtrykte billede, ikke kun i træk, men i karakterfuldkommenhed. Idet han var uden lyde, kunne kun han blive det antagelige offer for mennesker.
(10)Brændofrene, og præsteskabet i det jødiske system, blev indført for at fremstille døden og Kristi mindeværdige arbejde. Alle de ceremonier som ikke havde mening eller nogen kraft, kun når de relaterede til Kristus, som selv var grundlaget for det, iscenesatte hele systemet. Herren havde gjort Adam, Abel, Set, Enok, Noa, Abraham, og de gamle æresmænd, især Moses, bekendt med at det ceremonielle offersystemet og præsteskabet, ikke var nok i sig selv til at sikre sig en sjæls frelse. Ofringernes brændoffersystem pegede hen til Kristus. Gennem disse så de gamle hæders mænd Kristus, og troede på ham. Dette var forordnet af himlen for at fremholde den frygtelige adskillelse for folk, som synden havde gjort mellem Gud og mennesker, og afkrævet en mellemkomsttjeneste. Ved Kristus blev forbindelsen, som var afskåret på grund af Adams overtrædelse, åbnet mellem Gud og den fortabte synder. Men det uendelige som Kristus gjorde frivilligt for mennesker, forbliver et mysterium som engle ikke kan fatte til fulde.
(11) Det jødiske system var symbolsk, skal fortsætte indtil det fuldkomne offer skal tage pladsen for det symbolske. Mellemmanden vil, i sit embede og arbejde, stærkt overgå det jordiske symbolske præsteskab i værdighed og ære. Fra Adams dage ned til tidspunktet hvor det jødiske folk blev udskilt og adskilt folk fra verden, er Guds folk blevet instrueret om Genløserens komme, som deres brændofre repræsenterede. Denne Frelser skulle være en mellemmand, der skal stå imellem den allerhøjeste og hans folk. Ved denne mellemkomst en vej åbnet, hvor den skyldige synder kan få adgang til Gud, igennem hinandens mellemkomst. Synderen kunne ikke komme i sin egen person, med sin skyld på sig, og med ingen større fortjeneste end han havde i sig selv. Kristus alene kunne åbne vejen, ved at gøre et offer der svarede til den guddommelige lovs forlangender. Han var fuldkommen, og ubesmittet af synd. Han var uden plet og lyde. Omfanget af disse frygtelige syndens konsekvenser kunne ikke aldrig blive kendt, havde ikke været den afhjælpning, som var af uvurderlig værdi. Faldne menneskers frelse blev betalt med så store omkostninger at engle undres, og kan ikke til fulde forstå den guddommelige mysterium, at himlens majestæt, lige med Gud, skulle dø for den oprørske slægt.
(11) Da tiden drog nær for Guds søn til at gøre sit første komme, Satan var Satan mere på vagt for at forberede det jødiske folks hjerter til at forhærdes imod de beviser han skulle bringe for sit messiasskab. Jøderne var blevet stolte og pralende. Præsteskabets renhed var ikke bevaret, men var frygteligt fordærvet. De bibeholdt deres tilbedelsessystems former og ceremonier, skønt deres hjerter ikke virkede. De understøttede ikke personlig renhed og dydig karakter. Og jo mere de manglede de nødvendige kvalifikationer til det hellige arbejde, som den allerhøjestes Guds præster, des mere hårdnakkede var de for at vise nidkærhed, iver og helligelse. De var hykleriske. De elskede verdens ære, og var ærgerrige efter at blive ophøjede ved rigdomme. For at få deres ønske, brugte de enhver anledning til at udnytte de fattige, især enkerne og faderløse. De krævede store pengesummer ud for dem som var samvittighedsfulde, under forskellige påskud, for Herrens rigdom, og brugte de midler de havde fået på uærlig vis til deres egen fordel. I det ydre var de selv strenge for at holde loven. De lod til at vise stor respekt for traditioner og sæder, for at få penge fra folk, til at tilfredsstille deres fordærvede ergærighed.
(12) Traditioner, vaner og unødige ceremonier, blev gentaget for folk, som Gud ikke havde givet dem gennem Moses eller nogen andre. Disse stammede ikke fra en højere kilde end fra mennesker. Ypperstepræsterne, skriftkloge og ældstene, påtvang dette folk som Guds bud. Deres hjerter var hårde og ufølsomme. De viste ingen barmhjertighed mod fattige og uheldigt stillede. Når de bad på markedspladsernes, og gav almisser for at blive set af mennesker, og der give et ydre udseende af godhed, fortærrede de enkernes huse med deres tunge skatter, som de pålagde dem. De var tydeligvis nøjeregnende med deres ydre former når mennesker sår dem; for de ønskede at deres betydning skulle give indtryk. De ønskede at fol skulle gøre sig ophøjede tanker om deres iver og helligelse for religiøse pligter, medens de daglig berøvede Gud, ved at tage folks ofre til sig selv.
(13) Præsteskabet var blevet så fordærvet at præsterne ikke havde skrubler over at gøre de mest uærlige og kriminelle handlinger for at gennemføre deres planer. Dem som påtog sig ypperstepræstens embede lige før og under Kristi første komme, var ikke guddommeligt udpegede mænd til det hellige arbejde. De havde ivrigt tragtet efter embedet ved kærlighed til magt og opvisning. De ønskede en stilling hvor de kunne få myndighed, og praktisere bedrageri under en fromhedens forklædning, og derved undgå at blive opdaget. Ypperstepræsten havde en magtfuld og betydningsfuld stilling. Han var ikke kun rådgiver og mellemmand, men dommer; og der var ingen appelmulighed efter hans afgørelse. Præsterne blev holdt i tømme af romernes myndighed, og fik ikke magt til at bortskaffe nogen lovligt til døde. Denne magt påhvilede dem som var var herskere over jøderne. Fordærvede menneskers hjerter søgte efter ypperstepræstens fremtrædende embede, og fik den ofte ved bestikkelse og attentat. Iklædt sin helligede og dyre klæder, med brystplade på sit bryst, med lys glimtende på dyrebare stene, indlagt på brystpladen, havde ypperstepræsten det mest imponerende udseende, og slog samvittighedsfulde, oprigtige mennesker med beundring, ærbødighed og æresfrygt. På en særlig måde var det mening at ypperstepræsten skulle repræsentere Kristus, som skulle blive ypperstepræst for evigt, efter Melkisedeks orden. Denne præsteorden skulle gå over i en anden, eller afløses af en anden orden.
(14) Det jødiske folk havde fordærvet deres religion ved unødige ceremonier og sæder. Dette lagde en meget stor skat på folk, især de fattigere klasser. De var også under romernes trældom, og blev pålagt at betale skat til dem. Jøderne var ikke forligt med deres trældom, og så frem til deres nations sejr, igennem Messsias, den kraftfulde udfrier, som var forudsagt i profetien. De var snæversynede. De tænkte at Den der ville komme, ville påtage sig kongelig ære når han viser sig, og ved kæres magt, undertrykke deres undertrykkere, og tage Davids trone. Var de, med ydmyge sind og åndelig dømmekraft, studeret profetierne, ville de ikke have været i så stor vildfarelse, som at overse de profetier der pegede frem til hans første komme i ydmyghed, og misbruge dem som tale om sit andet komme med kraft og megen herlighed. Det jødiske folk var havde kæmpet for sin magt. De var ærgerrig efter verdslig ære. De var stolte og fordærvede, og kunne ikke se de hellige ting. De kunne ikke skelne mellem de profetier som pegede til Kristi første komme, og dem der beskrev hans anden, herlige tilsynekomst. Den kraft og herlighed som profeterne beskrev, der ville følge med hans andet komme, ventede de på ved hans første komme. Deres nationale ære var deres største nidkærhed for dem. Deres ærgerrige ønske var at oprette et timeligt rige, som de mente vil kunne underlægge romerne, og ophøje dem selv med myndighed og magt til at reagere over dem. De havde hovmodigt pralet over for dem som de var underlagt, at de ikke skulle undertrykke dem så længe; for deres regering ville snart begynde, som ville være mere ophøjet og herligt end endog Salomons regering.
(15) Da tiden var opfyldt, blev Kristus født i en stald, vugget i en krybbe, omgivet af staldens dyr. Og er dette i virkeligheden Guds søn, som i sit ydre er et skrøbeligt og hjælpeløst barn, der ligner andre børn ganske meget? Hans guddommelige herlighed og majestæt er tilsløret af menneskelighed, og englene bebudede hans komme. Nyhederne om hans fødsel blev frembåret med glæde til de himmelske sale, medens jordens store mænd ikke vidste det. De stolte farisæere og skriftkloge, med deres hykleriske ceremonier, og tilsyneladende helligelse til loven, kendte ikke noget til Betlehems barn. De var uvidende om den måde han vil vise sig på, trods deres pralende lærdom og visdom til at udlægge loven og profetierne i profetskolerne. De fandt selv på midler til at fremme sig selv. Deres studium var at få rigdomme og verdslig ære på den mest succesrige måde, og de var helt uforberedt på Messias åbenbaring. De så efter en mægtig fyrste, som skulle regere på Davids trone, og hvis rige skulle stå for evigt. Deres stolte og høje tanker om Messias komme var ikke i overensstemmelse med den profetier de bekendte at forklare for folk. De var åndeligt blinde, og var ledere for de blinde.
(16) Herlighedens konge nedlod sig til at påtage sig menneskelighed; og engle, som havde været vidne til hans glans i de himmelske sale, da han blev tilbedt af alle himmelske hære, blev skuffet over at finde deres guddommelige befalingsmand i en så ydmyg position. Hans leje var i en krybbe, og han blev opgivet af staldens dyr. Alligevel kunne de i deres ydmyghed bøje sig ned for ham, uden at miste deres alliance til Jehova.
(16) "Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa, i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vismænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? Thi vi har set hans stjerne i østen og er kommet for at tilbede ham.« Disse mænd var ikke jøder; men de havde ventet på den forudsagte Messias. De havde studeret profetien, og vidste at tidspunktet var nær hvor Kristus ville komme; og de ventede ivrigt efter et tegn på denne store begivenhed, at de måtte være de første der bød det himmelske kongebarn velkommen, og tilbede ham. Disse vise mænd havde set himlene oplyst med lys, som omgiv himmelske budbringere som bebudede Kristi komme til Israels hyrder, og efter at englehæren vende tilbage til Himlen, viste en oplyst stjerne sig, og strålede i himlene. Det usædvanlige ved den klar stjerne, som de aldrig havde set før, hang som et tegn på himlene, og tiltrak deres opmærksomhed, og Guds Ånd bevægede dem til at søge denne himmelske Gæst for en falden verden. De vise rettede deres vej derhen hvor stjerne lod til at lede dem. Idet de drog nær Jerusalems by, blev stjernen ophyllet af mørke, og ledte dem ikke længere. De tænkte at Jøderne i Jerusalem ikke kunne være uvidne om denne store begivenhed, at Messias kom, og de spurgte sig om i Jerusalems omegn. De forklarede tydeligt deres ærinde. De søgte efter Jesus, jødernes konge, for de havde set hans stjerne i øst, og var kommet for at tilbede ham.
(17)Jerusalems by blevet oprevet i stor ophidselse ved de vise mænds udtalelser. Nyhederne kom straks til Herodes. Han var overmådelig foruroliget, dog skjulte han skuffelsen, og modtog mændene med tilsyneladende opmærksomhed.
(17)»Men da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; og han samlede alle folkets ypperstepræster og skriftkloge og søgte hos dem at få at vide, hvor Kristus skulle fødes. Og de sagde til ham: »I Betlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved profeten: Og du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en hersker, som skal være hyrde for mit folk Israel.« Derefter lod Herodes mændene kalde og fik af dem nøje besked om tiden, da stjernen havde vist sig. Så sendte han dem til Betlehem med de ord: »Gå hen og forhør jer nøje om barnet; og når I har fundet det, så lad mig det vide, for at også jeg kan komme og tilbede det.”
(18) Selv om Herodes havde taget imod de vise mænd med tilsyneladende respekt, opildnede hans misundelse og had imod barnekongen ved deres antydninger om ham, som kunne vise sig at være en rival imod ham, og drive ham eller hans efterkommere fra tronen. En storm af modstand og satanisk raseri tog Herodes i besiddelse, og han besluttede sig for at udslette denne barnekonge. Alligevel påtog han sig et rolig ydre, og bad om et n fortrolig samtale med de vise mænd. Han spurgte da specielt ud om det præcise tidspunkt stjernen viste sig på. Han hilste tilsyneladende Kristi formodede fødsel velkommen med glæde, og udtrykte et ønske om at straks blive informeret af de vise mænd, så han kan blive blandt de første, der viste ham den sande ære, ved at også han kan tilbede ham. De vise mænd var ikke i stand til at læse den tyranniske Herodes hjerte; men det var Gud, som kender til alt der sker i sjælen, til hjertets intentioner og hensigter, blev ikke bedraget af hans hykleriske påskud. Hans magt vil beskytte og bare den dyrebare barnefrelser fra Satans list, indtil hans mission på jorden er udført. "Da de havde hørt kongens ord, gav de sig på vej; og se, stjernen, som de havde set i østen, gik foran dem, indtil den kom og stod over det sted, hvor barnet var. Og da de så stjernen, fyldtes de af en meget stor glæde. Efter at de vise mænd havde forladt Jerusalem, så de igen, til deres store glæde, himlenes ledestjerne, som førte dem til vor Frelsers fødested. "Og de gik ind i huset og så barnet med dets moder Maria; da faldt de ned og tilbad det, og de lukkede op for deres skatte og bragte det gaver: guld, røgelse og myrra."
(19)Herodes forstod at Kristus skulle over et timeligt rige, og han brød sig slet ikke om tanken om en jødisk konge. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, havde bekendt og forstået profetierne om Kristi tilsynekomst. De havde gentaget profetierne over for folket, som angår Kristi andet komme i magt og megen herlighed, at nedlægge al myndighed, og herske over hele jorden. På en pralende og krænket måde hævdede at Kristus skulle blive en timelig fyrste, og at ethvert rige og folk skulle bøje sig i underdanighed under hans myndighed. Disse præster havde ikke undersøgt profetierne, med henblik til Guds ære, eller med et ønske om at tilpasse deres liv til den høje standard, der står markeret af profeterne. De ransagede skrifterne for at gamle profetier som de i på en vis måde kunne fortolke til at understøtte deres knejsende stolthed, og vise med hvilken foragt Gud betragtede alle verdens folk med, undtagen jøderne. De erklærede at den magt og myndighed de var den gang var tvunget til at respektere og adlyde, ville snart komme til en ende; for Messias ville tage Davids trone, og med hæres styrke, genoprette jøderne til frihed, og til deres høje rettigheder. Jødernes forståelse var formørket. De havde ingen lys i sig selv. De så profetierne igennem deres egen fordrejede forståelse. Satan ledte dem på deres egen fordærv. Og Herodes var opsat på at forpurre jødernes mål, og ydmyge disse stolte pralhalse, ved at udslette Kristus, lige så snart han var fundet.
(19) Efter at de vise mænds mission var udført, ville de vende tilbage, og fremføre de glædelige nyheder til Herodes om deres rejses succes. Men Gud sendte sin engel i nattestunden for at vende vismændenes vej. I et syn om natten fik de tydeligt fortalt at ikke vende tilbage til Herodes De adlød det himmelske syn. "Siden blev de i en drøm advaret af Gud mod at vende tilbage til Herodes; og ad en anden vej drog de tilbage til deres land. Men da de var draget bort, se, da viser en Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter barnet for at dræbe det.« Da stod han op og tog barnet og dets moder med sig ved nattetid og drog bort til Ægypten."
(20) Herren bevægede de vise mænd at tage af sted for at opsøge Jesus, og han førte deres vej med en stjerne. Denne stjerne, forlod dem da de var nær Jerusalem, og fik dem til at spørge sig om i Juda; for de mente at det ikke muligt for ypperstepræsterne og de skriftkloge at være uvidende om denne store begivenhed. Vismændenes ankomst gjorde hele nationen opmærksom på formålet på deres rejse, og henledte deres opmærksomhed på de vigtige begivenheder som udspillede sig. Gud vidste godt at hans Søns komme til jorden ville oprøre mørkets kræfter. Satan ønskede ikke at lyset skulle komme ind i verden. Guds øjne var på sin søn hvert øjeblik. Herren har givet sin profet Elias et mirakel da han var på en lang rejse. Han kunne ikke få føde fra nogen anden kilde. Han lod manna regne ned fra himlen til Israels børn. Herren banede vej for Josef til at bevare sit eget liv, og Jesu liv, og moderens liv, ved at flygte til Ægypten. Han gav det nødvendige til deres rejse, og til deres ophold i Ægypten, ved at bevæge Østens vise mænd til at opsøge barnefrelseren, og frembære værdibare ofre som et tegn på ære. Herren kender til alle menneskers hjerter. Han styrede Josefs vej til Ægypten, så han der kunne finde et asyl fra en tyranisk konges vrede, og barnefrelserens liv kunne bevares. Jesu jordiske forældre var fattige. De gaver de fik af vismændene, forsørgede dem medens de var i landet som fremmede.
(21) Herodes ventede ivrigt efter at de vise mænd kom tilbage; for han var utålmodig efter at gennemføre sin beslutning, at udslette Israels barnekonge. Efter lang venten for at få den kundskab han ønskede, var han bange for at hans fortsæt blev modarbejdet. Han tænkte sådan: Kunne de mænd have læst den mørke gerning han havde udtænkt? Kunne de have forstået hans plan, og undgået ham bevidst? Dette mente han var en hån og latterliggørelse. Han utålmodighed, misundelse og had blev større. Han blev oprørt af sin fader, djævelen, til at udrette sin hensigt ved den mest grusomme handling. Hvis han undlod at gennemføre sine morderiske intentioner under påskud og list, ville han vække rædsel i alle jødernes hjerter med kraft og myndighed. De skulle have et eksempel på hvad deres konge ville møde, om de ville sætte ham på tronen i Jerusalem.
(21)Og her var der en god anledning til at ydmyge jøderne stolthed, og pådrage dem en katastrofe som ville gøre dem modløse i deres ærgerrighed for at få egen regering, og blive hele jordens ære, som de havde pralet så stolt af. Herodes udsendte en erklæring til en stor soldaterhær, hvis hjerter var forhærdet af forbrydelse, krig og blodsudgydelse, til at gå igennem Betlehem og til dens kyster, og massekrere børn fra to år og derunder. Med denne grusomme handling ville Herodes udrette et dobbelt formål: For det første at udøve sin magt og myndighed ved denne blodige handling over jøderne; og for det andet at stilne deres stolte pral om deres konge, og også at fæstne sit eget rige, ved at slå barnefysten ihjel som han var misundelig på og frygtede. Dette grusomme værk blev udført. De ufølsomme soldaters sværd første ødelæggelse med sig overalt. Forældrenes rædsel og fortvivlelse kunne ikke beskrives. Grådråbene fra efterladte mødre, idet de holdt fast ved deres døende barn til deres bryster, rejste sig over soldaternes grove spøg og forbandelser, medens de råbte til himlen om hævn over den tyranniske konge.
(22)Hele denne frygtelige katastrofe udholdt Gud, for at ydmyge det jødiske folks stolthed. Deres forbrydelser og ondskab havde været så står at Herren lod den onde Herodes straffe dem sådan. Var de mindre pralende og ærgerrige, var deres liv rent, og deres levevaner enkle og oprigtige, ville Gud have bevaret dem fra at blive så ydmyget og forpint af deres fjender. På en tydelig måde ville Gud have gjort kongens vrede uskadelig for sit folk, som de havde været trofast og fuldkommen over for ham. Men han kunne ikke arbejdet specielt for dem, for deres gerninger var en afsky for ham.
(22)Jøderne havde udvist Herodes misundelse og had imod Kristus, ved deres falske udlægning af profeterne. De lærte at Kristus skulle regere over et jordisk rige, i uovertræffelig herlighed. Deres stolte pral fremstillede verdens frelser, og hans mission på jorden, i det hele taget i et falsk lys. Deres stolte idéer og deres pral førte ikke til det som Satan først ville det skulle, at udslette barnefrelseren, men kastedes tilbage til dem selv, og fyldte deres hjem med sorg. I et profetisk syn sagde Jeremias: »En røst hørtes i Rama, gråd og megen jamren; Rakel græd over sine børn og ville ikke lad sig trøste, thi de er ikke mere.« Men Herodes overlevede ikke sit grusomme værk så længe. Han døde en frygtelig død. Han blev tvunget til at give efter for en magt han ikke kunne undvige eller overvinde.
(23)Efter at Herodes var skåret bort fra jorden, advarede englen atter Josef mod at vende tilbage til Israels land. Han ønskede at gøre sig et hjem i Juda eller Betlehem; men da han hørte at sønnen fra den tyranniske Herodes regerede på sin faders trone, blev han bange for at faderens hensigter blev effektueret af sønnen, ved sat slå Kristus ihjel. I sin rådvildhed, uden at vide hvor han skulle bosætte sig, udvalgte Herren, ved sin engel, et sikkert sted for ham. "Og han kom og bosatte sig i en by ved navn Nazaret, for at, det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeterne, at ham skulle kaldes nazaræer."
(23)Dette var den modtagelse Frelseren fik da han kom til en falden verden. Han forlod sit himmelske hjem, sin majestæt og rigdomme og høje rang, og påtog sig selv menneskenatur, så han kunne frelse dem faldne slægt. I stedet for at menneskerne ærede Gud, for den ære som han tildelte dem, ved at sende sin søn i syndig køds lighed, og give ham et sted for deres hengivenhed, lod der ikke til at være hvile eller sikkerhed for barnefrelseren. Jehova kunne betro verdens beboere sin søn, som kom til verden, der ved sin guddommelige kraft kunne genløse faldne mennesker. Han kom for at bringe menneskerne liv; dem han var kommet for at hjælpe mødte ham med hån, had og mishandling. Gud kunne ikke betro sin elskede søn til mennesker, medens han gennemførte sig velgørende værk for deres frelse, og til sidst ophøjes til sin egen trone. Han sendte engle til at ledsage sin søn og beskytte hans liv, indtil hans mission på jorden var udført, og han skulle dø, ved de menneskers hænder som han kom for at frelse.
(24)Fra sin barndom, rettede Jesus sit liv nøje efter de jødiske love. Han udviste stor visdom i sin ungdom. Guds nåde og kraft var over ham. Herrens ord beskriver, ved profeten Esajas mund, Kristi embede og gerning, og viser Guds skærmende omsorg over sin Søn i sin mission for jorden, at menneskers ubarmhjertige had, inspireret af Satan, ikke skal have lov til at forpurre den store frelsesplans grundrids.
(24)Se min tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min ånd, han skal udbrede ret til folkene. Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab, vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden.
(25)Kristi røst kunne ikke høres på gaden, i larmende strid fra dem som modsatte sig has lære. Mennesker hørte heller ikke hans røst på gaden i sin bøn til sin fader. Hans røst blev ikke hørt i den muntre latter. Hans røst blev ikke hævet for at ophøje sig selv, og for at få menneskers bifald og smiger. Når han underviste, tog han sine disciple væk fra den travle bys larm og forvirring til et afsidesliggende sted der var i harmoni med de ydmyghedens og dydighedens lektier som ville indprente i deres sind. Han afskyede menneskers ros, og foretrak ensomme og fredfyldte afkroge fra menneskelivets larm og forvirring. Hans røst blev ofte hørt i alvorlige og indstændige bønner til sin Fader; dog valgte han de ensomme bjerge til disse aktiviteter, og tilbragte ofte hele nætter i bøn efter styrke, så han kunne stå de fristelser han mødte, og udrette det vigtige arbejde han kom for at gøre for menneskernes frelse. Hans bønner var alvorlige, blandet med stærke råb og tårer. Og på trods af sjælearbejdet under natten, ophørte han ikke med at arbejde om dagen. Om morgen genoptog han lige så roligt sit arbejde med nåde og uhildet godgørenhed. Kristi liv var en markant modsætning til jødernes liv, og af denne grund ønskede de at udslette ham.
(25)Ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste elskede at bede på de mest offentlige steder, ikke kun i stopfyldte synagoger, men på gadehjørner, så de må blive set af mennesker og blive rost for deres helligelse og ydmyghed. Deres velgørenhedshandlinger blev gjort på den mest offentlige måde, og for at henlede folks opmærksomhed til sig selv. Deres stemmer blev faktisk hørt i gaderne, ikke kun for at ophøje sig selv, men i ordstrid med dem som var anderledes end dem i lære. De blev fornærmede og utilgivelige, stolte, hovmodige og fanatiske. Ved sin trofaste profet viste Herren Kristi liv som en markant modsætning til de hykleriske ypperstepræster, skriftkloge og farisæer.
(26)Jesu forældre besøgte Jerusalem hvert år, i overensstemmelse med den jødiske lov. Deres søn Jesus, som den gang tolv år gammel, fulgte med dem. Da de tog tilbage til deres hjem blev deres bekymringer vækket efter at de havde gået en dagsrejse, da de savnede Jesus. De havde ikke set Jesus siden de havde forladt Jerusalem. De troede at han var med i selskabet. De spurgte og søgte efter ham iblandt deres bekendte og slægtninge efter deres højt elskede søn; men han kunne ikke opspores. De skyndte sig tilbage til Jerusalem, for deres hjerter var tunge af sorg.
(26)“Og det skete efter tre dages forløb, da fandt de ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud; og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar. Da de så ham, blev de slået af forundring; og hans moder sagde til ham: »Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte.« Da sagde han til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg hør være i min Faders hus?« Men de forstod ikke, hvad han mente med det, han sagde til dem. Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem. Og hans moder gemte alle disse ord i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.”
(27)Lovlærerne og dem der udlægger den, underviste altid folk offentligt ved særlig anledninger. Det var ved disse anledninger at Jesus gav tydelige beviser på overlegen visdom, gennemslagskraft og moden dømmekraft. Folket var mere overraket fordi Kristi forældre var fattige, og han ikke havde fået uddannelsens fordele. Spørgsmålet gik fra mund til mund: Hvor har denne unge en sådan visdom, vi aldrig har hørt før? Når Kristi forældre ledte efter ham, så de store skarer flokkes omkring templet, og da de gik ind i det, fangede deres søns velkendte røst deres opmærksomhed. De kunne ikke få øje på ham for skaren; men de vidste at de ikke var gået fejl, for ingen røst var som hans, markeret med en så højtidelig melodi. Forældrene så med forbavselse ind på sceneriet. Deres søn midt i blandt garve og lærte doktorere og skriftkloge, der beviste sin overlegne kendskab ved hans direkte spørgsmål og svar. Hans forældre var glade for at se ham blive æret sådan. Men moderen kunne ikke glemme dem sorg og bekymring som hun havde lidt, fordi han forblev i Jerusalem, og hun spurgte ham på en irettesættende måde, hvorfor han havde behandlet dem, og gav ham skylden for sin frygt og sorg.
(27)Jesus sagde: "Hvordan kan det være at I har søgt efter mig?" Dette særlige spørgsmål fik dem til at se at huskede de deres pligt, ville de ikke have forladt Jerusalem uden ham. Så tilføjer han: "Ved I ikke at jeg må være i min Faders hus?" Medens de har været så ubetænksomme over det ansvar de var blevet betroet dem, var Jesus engageret i sin Faders arbejde. Maria vidste at Kristus ikke henviste til sin jordiske fader Josef, men til Jehova. Hun lagde disse ting til sit hjerte, og fik nytte af dem.
(28) Da de var på vej tilbage fra Jerusalem med forsamlingen, talte de og ransagede dem selv, og Jesus blev glemt for en hel dag. Der blev ikke lagt mærke til hans fravær før slutningen af dagen. Josef og Maria var blevet æret af Gud på en særlig måde, ved at blive betroet ansvaret for Frelseren. Engle havde bebudet hans fødsel for hyrderne, og Gud havde ført Josefs vej, til at bevare barnefrelserens liv. Men forvirringen af megen tale havde fået dem til at forsømme deres hellige betroelse, og de kom ikke i tanker om Jesus en hel dag, af dem der ikke burde have glemt ham et øjeblik. De vendte træt tilbage, bedrøvede og bange til Jerusalem. De genkaldte den forfærdelige massakre om uskyldige børn af den grusomme Herodes, der håbede at udslette Israels konge. Da deres ængstelse kom til live, ved at finde Jesus, indrømmede de ikke deres egen pligtsforsømmelse, men deres ord blev kastet tilbage på Kristus: "Hvorfor har du behandlet os sådan? Se din fader og jeg har ledt efter dig med ængstelse". Jesus spørger i det mest respektfulde sprog: "Hvorfor har I ledt efter mig?" Men disse ord blev sendt pænt kritikken tilbage til dem selv, og mindede dem om at, hvis de ikke var så optaget af ting af ingen særlig betydning, ville de ikke have haft problemer med at lede efter ham. Så retfærdiggør han sin handlemåde: "Ved I ikke at jeg må være i min Faders hus?" Medens han var i gang med det arbejde han kom til jorden for at udrette, havde de forsømt det arbejde som hans Fader særlig havde instrueret dem om. De kunne ikke til fulde forstå Kristi ord, alligevel forstod Maria i stort omfang deres vigtighed, og lagde dem ind i sit hjerte, til at tænke over i fremtiden.
(29)Det var så naturligt for Kristi forældre at se på ham som deres eget lille barn, som forældrene i almindelighed betragter deres børn, at de var i fare for at miste den dyrebare velsignelse som daglig fulgte dem i nærheden af Jesus, verdens genløser. Da Kristus dagligt var hos dem, var hans liv i mange henseender som andre børns, det var vanskeligt at holde hans hellige mission foran sig, og den daglig velsignelse at få ham betroet i deres varetægt og forældreomsorg, for en stund, var Guds søn, hvis guddommelighed var tilsløret af menneskelighed. Han havde udtænkt sig et længere ophold i Jerusalem for at minde dem deres pligt, så de ikke blev ligegyldige i større grad, og miste en fornemmelse for den høje gunst Gud havde betroet dem.
(29) Ikke en handling i Kristi liv var uvæsentlig. Enhver begivenhed i hans liv var til gavn for hans efterfølger fremover. Det at Kristus forblev i Jerusalem, lærer dem en vigtig lektie som tror på ham. Mange var kommet langvejs fra for at holde påsken, at hebræerne må huske deres tanker fra deres verdenskærlige interesser, og fra bekymringer og uro over timelige anliggender, og se tilbage på Guds gerninger. De skulle have hans mirakler og elskelige venlighed i sinde, for sig, så at deres kærlighed og ærbødighed for ham må blive større, og altid få dem til at se på ham, og sætte deres lid til ham i alle trængsler og ikke vende sig til andre guder.
(30)Overholdelsen af påskehøjtiden havde en sørgelig indflydelse på Guds søn. I det slagtede land så han et symbol på hans egen død. Det folk som fejrede denne forordning blev instrueret til at forbinde det slagtede lam med Guds søns fremtidige død. Blodet der dannede dørstolperne i deres huse, var et symbol på Kristi blod, som skulle have virkning for den troende synder, at rense ham fra synd, og beskytte ham fra Guds vrede, som kommer over den ubodfærdige og ikke-troende verden, ligesom Guds vrede faldt over Ægypterne. Men ingen kunne få gavn af dette særlige forsyn Gud gjorde for menneskers frelse, medmindre de ville udføre det arbejde Herren havde ladet dem gøre. De havde en del at gøre for sig selv, og ved deres handlinger, vise deres tro, i de tilvejebringelser der er gjort for deres frelse.
(30)Jesus kendte til hjerterne. Han vidste at, når folkene vendte tilbage fra Jerusalem, ville der være megen snak og hjemsøgelser som ikke ville mildnes med ydmyghed og nåde, og Messias og hans mission vil være næsten glemt. Det var hans valg at vende tilbage fra Jerusalem alene med sine forældre; for derved ville hans fader og moder have mere tid til refleksion og meditation over de profetier, som henviste til hans fremtidige lidelser og død. Han ønskede ikke at de smertelige begivenheder som de skulle erfare ved hans offer for sit liv for verdens synder, skulle være nyt og uventet for dem. Han var skilt fra dem da de vendte tilbage fra Jerusalem. Efter at have fejret påsken, ledte de efter ham i sorg i tre dage. Da han ville slås ihjel for verdens synder, ville han være adskilt fra dem, mistet fra dem i tre dage. Men efter det, ville han åbenbare sig for dem, og findes af dem, og deres tro stole på ham som den faldne slægts genløser, og føre forsvar hos Faderen for deres skyld.
(31)Her er en belærende lektie for alle Kristi efterfølger. Han er en belærende lektie for alle Kristi efterfølger. Han har tænkt sig at ingen af disse lektier skal gå tabt, men skrives til gavn for fremtidige slægter. Det er nødvendigt med varsomme ord og handlinger når kristne er samlet, får at de ikke glemmer Jesus, og de forbigår det faktum at Jesus ikke er iblandt dem. Når de vækkes til deres tilstand, opdager de at de har rejst uden hans tilstedeværelse, som kunne give fred og glæde i deres hjerter, og der går dage med at vende tilbage og lede efter ham som de burde have husket på hvert øjeblik. Jesus vil ikke findes i deres selskab som er ligeglad med hans tilstedeværelse, og som indlader sig på samtaler der ikke henviser til deres Genløser, som de bekender at deres håb om evigt liv centrer sig omkring. Jesus undgår deres selskab, sådan gør englene også, som gør hans befalinger. Disse himmelske budbringere tiltrækkes til de folkeskarer hvor tankerne er splittet fra himmelske ting. Disse rene og hellige ånder kan ikke forblive i den gruppe hvor Jesu nærhed ikke er ønskværdig og opmuntres, og hans fravær ikke bemærkes. Af denne grund eksisterer der stor knurren, sorg og modløshed. På grund af manglende meditation, årvågenhed og bøn har de mistet alt som er værdifuldt. De guddommelige lysstråler, der udgår fra Jesus, er ikke hos dem, opmuntrer dem med deres elskende og ophøjende indflydelse. De er opgivet af tungsind, fordi deres ligegyldighed og pietetsløse ånd har adskilt Jesus fra deres gruppe, og drevet tjenende engle fra dem.
(32)Mange som deltager i andagtsmøder, og ikke er blevet instrueret af Gud tjenere, og blevet stærkt fornyet og velsignet af at søge Jesus, er vendt tilbage til deres hjem uden at få det bedre end da de forlod dem, fordi de ikke nærede betydningen af at bede og våge derover, da de vendte til deres hjem. De føler sig ofte tilskyndet til at beklage sig om andre, fordi de erkender deres tab. Nogle knurrer imod Gud, og irettesætter ikke sig selv som årsag til deres eget mørke og sindslidelser. De bør ikke være nedladende over for andre. Fejlen er hos dem selv. De har snakket og spøgt og afvist den himmelske gæst, og selv er de kun blevet til skam. Det er alles privilegium at beholde Jesus hos sig. Hvis de gør det, vil deres ord være udvalgte, og mildnet med nåde. Deres hjerters tanker må oplæres til at meditere over himmelske og guddommelige ting.
(32)Guds kærlighed udvises mod faldne mennesker i sin elskede søns gave, udbrød de hellige engle. "Gud elskede verden således at han gav sin enbårne søn, at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv." Sønnen var afglansen af sin Faders herlighed, og det udtrykte billede af hans person. Han havde guddommelig udmærkelse og storhed. Han var lige med Gud. Det behagede Faderen at al fylde skulle bo i ham i ham. Han "tog det ikke for et røvet byte at være Gud lig. "Men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.” For at kunne erkende frelsens sande værdi til fulde, er det nødvendigt at forstå hvad det koster. Fordi mange ser så begrænset på Guds guddommelige søns lidelser, værtsætter de ikke det store forsoningsværk så højt.
(33)Kristus samtykkede i at dø i synderens sted, for at mennesket ved et liv i lydighed kunne undslippe Guds lovs straf. Hans død gjorde ikke loven ugyldig; den slog ikke loven ihjel, svækkede ikke dens hellige krav eller formindskede dens hellige værdighed. Kristi død forkyndte, at Faderens lov var retfærdig, når den straffede overtræderen, idet han selv samtykkede i at lide lovens straf for at kunne frelse det faldne menneske fra dens forbandelse. Guds elskede søns død på korset viser Guds lovs uforanderlighed. Hans død løfter loven til højhed og ære og giver menneskene et synligt vidnesbyrd om dens uforanderlige karakter. Fra hans egne guddommelige læber lyder disse ord: »Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven.”
(33)I Kristus var det menneskelige og det guddommelige forenet. Hans mission var at forlige Gud og menneskene, at forene det endelige med det uendelige. Dette var den eneste måde, hvorpå faldne mennesker kunne ophøjes til gennem Kristi blods fortjeneste at blive delagtige i guddommelig natur. At Kristus påtog sig menneskelig natur, gjorde ham skikket til at forstå menneskenes prøvelser og sorger og alle de fristelser, der omgiver dem. Engle, som ikke kendte synd, kunne ikke sympatisere med menneskene i deres særlige prøvelser.
(34)Før Kristus forlod himlen og kom til verden for at dø, var han højere end nogen af englene. Han var majestætisk og elskelig. Men da hans tjenestegerning begyndte, var han kun lidt højere end den almindelige menneskehøjde der leve på jorden. Han var kommet iblandt mennesker med sin ædle himmelske form, sit ydre udseende ville have tiltrukket folk til sig, og han ville være modtaget uden at udvise tro.
(34)Det var efter Guds orden at Kristus skule påtage sig selv faldne menneskers natur og form, så han kunne blive fuldkommen igennem lidelse, og selv udholde kraften fra Satans hårde fristelser, så han kan forstå hvordan han kan hjælpe dem som bliver fristet. Menneskers tro på Kristus som Messias skulle ikke hvile på synlige beviser, og det at de tror på ham på grund af hans personlige tiltrækning, men på grund af den ophøjede karakter der var i ham, som aldrig er blevet fundet eller kan findes i nogen anden. Alle mennesker som elskede dydighed, renhed og hellighed, ville drages til Kristus, og vil se nok bevis på at han er den Messias der er forudsagt i profetien, som skal komme. Dem som stolede på Guds ord, ville tage imod nytten fra Kristi lære, og til sidst imod hans forsoning.
(34)Kristus kom for at henlede alle menneskers opmærksomhed på sin Fader, lære dem at angre over for Gud. Hans arbejde var at forsone mennesker med Gud. Selvom Kristus ikke kom som forventet, blev han præcis sådan som profetien havde vist at han skule komme. Dem som ønskede at tro, at han havde god nok grund til deres tro ved at henvise sig til den foreskrevne profeti om den Retfærdiges komme, og beskrev den måde han kom på.
(35)Den gamle jødiske menighed var Guds højt skattede folk der blev bragt ud af Ægypten og anerkendte dem som hans eget særlige rigdom. De mange og overmådelige store og dyrebare løfter for dem som et folk, var den jødiske menigheds håb. Heri stolede de på og troede på at der frelse var sikker. Intet andet folk bekendte at bliv blive styret af Guds bud. Vor Frelser kom først til sit eget folk, men de tog ikke imod ham.
(35)De selvretfærdige og ikke-troende jøder forventede at deres Frelser og konge ville komme ind i verden iklædt majestæt og magt, tvang alle hedninger til at være lydige imod ham. De forventede ikke at en ydmyg og lidende verden vil bliv vist i ham. De ville ikke tage imod den sagtmodige o ydmyge Jesus, og anerkende ham som verdens Frelser. Havde han vist sig i glans og påtaget sig verdens store mænds myndighed, i stedet for at påtage sig en tjeners form, ville de havde taget imod ham og tilbedt ham.
(35)Hans fødsel var uden verdslig storhed. Han blev født i en stald og lagt i en krybbe, men han fik en langt større ære ved sin fødsel end nogen anden af menneskenes børn. Engle fra himlen underrettede hyrderne om Jesu komme, og lys og herlighed fra Gud ledsagede deres vidnesbyrd. De himmelske hærskarer spillede på deres harper og ærede Gud. Jublende forkyndte de Guds Søns Komme til en falden verden for at fuldbyrde frelsens værk og ved sin død bringe menneskene fred, lykke og evigt liv. Gud hædrede sin Søns komme, og engle tilbad ham.