Tilbage

Genløsningen: Eller Kristi mirakler, den mægtige


Kristi mirakler
Høvedsmandens søn
Jesus i Bethesda
Jesus i Kapernaum
Den spedalske
Brødene og fiskene
Gå på søen
Den lammede
Kanaans kvinde
Kristus stilner storm
Mænd fra gravene
Jairus datter
Lazarus’ genopstandelse
Forklarelsen
(kapitel 1)

Kristi mirakler

(2)Note til læseren
Kristi mirakler er så umådeligt vigtigt bevis på hans guddommelige kraft, og indprenter sine moralske lektier i menneskenes sind, at det er med glæde at forelæggerne bringer deres læsere denne lille bog, der hjælper dem, med deres grundige gennemgang af Kristi mægtige mirakler, sådan som de vises i evangelierne. Dette værk, sammen med Kristi forkyndertjeneste og lære, fra tidligere pamfletter i denne serie, af samme forfatter, former et studium der ikke kan undgå at være den grundige læser til gavn.
forelæggerne

(3)

Kristi mirakler

Brylluppet i Kana
Da Jesus gik i gang med store arbejde i hans jordiske liv, valgte Jesus fem disciple: Johannes, Andreas, Simon, Filip og Natanel. Disse mænd blev kaldt fra deres ydmyge erhverv, til at ledsage Frelseren i hans Forkyndertjeneste, modtage hans guddommelige lære, og bevidne hans mægtige mirakler, ad de kan udbrede dem ud til verden.

(3)Der skulle være bryllup i Kana i Galilæa. De, som holdt dette bryllup, var slægtninge af Josef og Maria. Jesus vidste, at familien skulle samles, og at mange personer med stor indflydelse ville forsamles med dem. Derfor drog han til Kana med sine nye disciple. Så sandt som det rygtedes, at Jesus var kommet til staden, sendte de en særskilt indbydelse til ham og hans venner. Dette var netop, hvad Jesus ønskede, og han prydede festen med sin nærværelse.

(3)Jesus havde været adskilt fra sin moder i nogen tid. I denne tid var han blevet døbt og havde udstået fristelsen i ørknen. Maria havde fået underretning om sin søn og hans lidelser. Johannes, en af de nye disciple, havde søgt efter Kristus og fandt ham i hans fornedrelse. Han var udtæret og viste tegn på, at han led stor legemlig og åndelig nød. Jesus ønskede ikke, at Johannes skulle være vidne til hans fornedrelse; og havde derfor venligt, men med bestemthed sendt ham bort fra sig. Han ønskede at være alene. Intet menneskeligt øje skulle se hans sjælekamp; intet menneskeligt hjerte viste medlidenhed med ham i hans elendighed.

(4)Denne discipel havde opsøgt Maria i hendes hjem og fortalt hende, hvad der forefaldt ved dette møde med Jesus såvel som begivenhederne ved hans dåb, da Guds røst lød, idet han erkendte ham som sin søn, og hvorledes profeten Johannes havde peget på Kristus og sagt: "Se det Guds lam, som bærer verdens synd." I tredive år havde Maria samlet beviser for, at Jesus var Guds Søn den lovede Frelser, som skulle komme til verden. Josef var død, og hun havde ikke nogen, til hvem hun kunne betro de tanker, hun nærede i sit hjerte. Hun havde vaklet mellem håb og tvivl og ofte været forlegen, men hun havde altid haft en mere eller mindre stærk forvisning om, at hendes søn var den Forjættede.

(4)Hun havde været meget bedrøvet de sidste to måneder; thi hun havde været adskilt fra sin søn, som altid havde været trofast, lydig og forekommende mod hende. Jesu moder havde sørget over de lidelser, som hendes søn måtte udhold ene og forladt. De havde bragt hende stor glæde så vel som sorg, at han var Messias. Men hvor forunderligt det end forekom hende, så mødte han ham nu ved bryllupsfesten, og han var den samme ømme, lydige søn, og dog ikke den samme; thi hans ansigt var forandret. Hun kunne se mærker af den strenge kamp, som han havde udstået i fristelsens ørken, og hun så et bevis på hans sagtmodige adfærd og den hellige værdighed, hvormed han fremtrådte. Hun ser, at han ledsages af en del unge mænd, som med ærbødighed taler til ham og kalder ham Mesteren. Disse disciple fortæller Maria om de underlige ting, som de har været vidne til, ikke blot ved hans dåb, med også ved flere andre lejligheder, og de slutter sine bemærkninger med disse ord: "Vi har fundet den, om hvem Moses i loven og profeterne har skrevet, Jesus, Josefs søn af Nazareth; han er den længe forventede Messias."

(5)Maria blev glad ved denne forsikring om, at det håb, hun havde næret i så mange år og med længsel forventet virkelig var sandt. Og vi kan ikke undres over, om der med den kærlige moders dybe og hellige glæde blandede sig lidt naturlig stolthed. Imidlertid samledes gæsterne, og tiden gik hen. Til sidst opdagede man, at der af en eller anden grund ikke var mere vin, og dette satte dem i stor forlegenhed. Den vin, som man brugte, var ren druesaft, og det var umuligt at skaffe den nu så sent. Det var almindelig skik at benytte den ved sådanne lejligheder. Derfor talte Jesu moder, som på grund af sit slægtskab måtte udføre en vigtig tjeneste ved festen, til sin søn og sagde: "De har ikke vin." Denne meddelelse indeholdt et skjult forlangende eller rettere sagt et forslag, at den, for hvem alle ting var mulige, måtte afhjælpe deres mangel. Men Jesus svarer: "Kvinde, hvad vil du mig? Min time er ikke endnu kommet."

(5)Han talte ærbødig, men bestemt. Han ønskede at lade Maria forstå, at den tid nu var forbi, da hun kunne styre for ham som moder. Hans mægtige gerning lå nu for ham, og ingen måtte bestemme, hvorledes han skulle bruge sin guddommelige magt. Der var fare for, at Maria på grund af sit slægtskab med Kristus ville synes, at hun kunne gøre forandring på hans hjælp frem for andre og havde særskilte rettigheder; men som den Højstes søn og verdens Frelser måtte intet jordisk bånd forhindre hans guddommelige tjeneste, ingen jordisk indflydelse måtte forandre hans bane. Det var nødvendigt, at han skulle være fri fra alle personlige hensyn og rede til altid at udføre sin himmelske Faders vilje.

(6)Jesus elskede sin moder ømt. I tredive år havde han været sine forældre underdanig. Men nu var tiden kommet, at han skulle arbejde i sin faders gerning. Idet Jesus irettesætter sin moder, irettesætter han også mange andre, som har en afguderisk kærlighed for sin familie og tillader, at slægtskabsforbindelser forhindrer dem i at tjene Gud. Kærlighed til mennesker er en hellig følelse; men den bør aldrig være af en sådan natur, at den skader vort åndelige liv eller drager vore hjerter bort fra Gud.

(6)Kristi fremtidige liv lå udbredt for ham. Hans guddommelige magt havde været skjult; i tredive år havde han ventet i fornedrelse uden at være kendt, og han havde intet hastværk med at begynde sin gerning før den bestemte tid. Men Maria længtes i sit hjertes stolthed efter, at han skulle bevise for de forsamlede, at han virkelig var den, som Gud ærede. Det forekom hende, at dette var en god lejlighed for Jesus til at overbevise det forsamlede folk om sin guddommelige magt, idet han for deres øjne udførte en undergerning, der kunne sætte ham i den stilling, som han burde indtage overfor jøderne. Men han svarede, at hans time var endnu ikke kommet. Hans tid til at blive æret og herliggjort som konge var endnu ikke kommet. Det var endnu hans lod at være en sorgens mand, fuld af pine.

(6)Kristi forhold som menneske til sin moder var nu forandret. Den, som havde været hendes underdanige søn, var nu hendes guddommelige Herre. Hendes eneste håb, var ligesom alle andre menneskers, var at tro på ham som verdens forløser og at vise ham fuldkommen lydighed. Den romerske kirke ophøjer i sin gruelige vildfarelse Kristi moder lige med den evige Guds Søn; men Frelseren selv fremsætter denne sag i et meget forskelligt lys og viser klart at slægtskabsbåndet mellem dem på ingen måde gør Hende til hans lige eller garanterer for hendes fremtid. Menneskelig medfølelse må ikke længere påvirke ham, hvis mission angår hele verden.

(7)Kristi moder kendte sin søns karakter, og hun bøjede sig underdanig for hans vilje. Hun vidste, at han ville opfylde hendes bøn, dersom det var bedst at gøre det. Hendes opfordring viste, at hun havde fuldkommen tillid til hans visdom og magt, og det var denne tro, som Jesus imødekom ved det mirakel, han udførte. Maria troede, at Jesus var i stand til at gøre det, som hun havde bedt ham om, og hun var meget ængstelig for, at alt med hensyn til festen skulle udføres ordentlig og ske med tilbørlig anstand. Hun sagde til dem, som tjente ved bordet: "Hvad som han siger jer, gør det!" Således gjorde hun hvad hun kunne, for at berede vejen.

(7)Ved indgangen til huset stod seks vandkar af sten. Jesus befalede tjenerne at fylde disse med vand. De adlød villig dette besynderlige forlangende. Man var netop i dette øjeblik knibe for vinen. Jesus siger til dem: "øs nu og bær det til skafferen" Tjenerne så med forbavselse, at vandkarrene var fulde af vin i stedet for det krystalklare vand, hvormed de netop havde fyldt dem. Hverken skafferen eller gæsterne vidste, at vinforrådet var sluppet op. Da de smagte vinen, blev skafferen forbavset; thi den var bedre end nogen vin, han nogensinde havde drukket og meget forskellig fra den, man havde frembåret ved festens begyndelse.

(8)Han henvendte sig derfor til brudgommen og sagde til ham: "Hvert menneske sætter først den gode vin frem, og når den er blevet drukket, [engelsk: har drukket nok] da den ringere; du har indtil nu holdt den gode vin tilbage." Jesus fremstiller ved dette mirakel den store sandhed, at verden fremsætter sine bedste gaver først or at henrive sanserne og behage øjet, men han giver altid gode gaver friske og nye, indtil det sidste. De bliver aldrig ubehagelige for smagen, hjertet bliver aldrig sygt eller træt af dem. Verdens fornøjelser er utilfredsstillende; dens vin bliver til bitterhed, dens lystighed til mørke. Det, som begynder med sang og munterhed, ender med, at man bliver træt og utilfreds. Men Jesus bereder sjælen en fest, som giver tilfredshed og glæde. Enhver ny gave fra ham sætter os bedre i stand til at påskønne og nyde vor herres velsignelser. Han giver ikke lidt, men langt mere, end man beder om eller forventer.

(8)Denne Kristi gave ved bryllupsnadveren var et symbol på nådemidlerne. vandet fremstiller dåben til hans død, vinen hans blod, som blev udgydt for at rense menneskene fra synd, Han frembragte et rigt forråd for bryllpsgæsterne, og det forråd, som han har frembragt for at udslette menneskenes synder, er ikke mindre rigt

(8) Jesus var netop kommet fra sin lange faste i ørknen, hvor han havde lidt for at overvinde de sanselige begæringers magt over mennesket, hvilken blandt andre onder havde forført dem til en hyppig brug af beruserne drikke. Den vin, som Jesus frembragte for bryllupsgæsterne, havde ingen berusende egenskaber, hverken på grund af gæring eller forfalskning. Det var den rene saft af vindruer i harmoni med naturens love.

(9)Gæsterne gjorde bemærkninger angående vinens fortræffelige egenskaber, og man undersøgte omsider, hvorledes dette var gået til og fik en beretning af tjenerne om den underfulde gerning, som den unge galilæer havde udført. De forsamlede lyttede til denne beretning med stor forbavselse og udtrykte deres tvivl og forundring. Til sidst så de efter Jesus, for at de kunne bringe ham sin skyldige tak og få at vide, hvorledes han havde udført denne gerning og så underfuldt forvandlet vand til vin; men de kunne ikke finde ham. Han havde udført sit mirakel med værdig beskedenhed og var derpå i stilhed gået bort.

(9) Da man erfarede, at Jesus virkelig var gået bort, henvendtes de forsamledes opmærksomhed til hans disciple, som var blevet tilbage. Disse havde nu for første gang anledning til at bekende, at de troede på Jesus af Nazareth som verdens Frelser. Johannes fortalte, hvad han havde hørt og set af hans lære. Han fortalte de underfulde ting, som blev åbenbarede ved Jesu dåb af profeten Johannes i Jordans flod, hvorledes lyset og herligheden fra himlen steg ned og kom over ham i en dues skikkelse, medens en røst fra den skyfrie himmel forkyndte, at han var den evige faders søn. Johannes fremholdt disse sandheder med stor klarhed og nøjagtighed. De tilstedeværendes nysgerrighed blev vakt, og mange bekymrede sjæle, som så efter og længtes efter Messias, tænkte, om det i sandhed var muligt, at denne var den lovede Israels Frelser.

(10) Rygtet om det mirakel, som her blev udført, udbredte sig i hele omegnen og nåede endog til Jerusalem. Præsterne og de ældste lyttede der til med forundring. De ransagede med fornyet interesse profetierne, som henviser til Kristi komme. De længes meget efter at blive bekendt med den nye lærers hensigt og mission, eftersom han optrådte blandt folket på fordringsløs måde og dog udførte større ting, end noget menneske nogensinde før havde udført. I modsætning til farisæerne og andre fornemme mænd, som afsondrede sig strengt fra folket, havde han deltaget i den blandede forsamling ved en bryllupsfest og havde givet sit bifald til deres selskabelige sammenkomst ved sin nærværelse, men dog uden den mindste skygge af verdslig letsindighed plettede hans opførsel.

(10)Dette tjener til eksempel for Kristi disciple til alle tider og viser, at de ikke skal unddrage sig fra alt samfundliv eller forkaste al selskabelig omgang eller søge at adskille sig strengt fra sine medskabninger. For at kunne gøre vel mod alle klasser, må vi gå til dem, hvor de er; thi de søger sjælden hen til os af egen tilskyndelse. Det er ikke blot prædikestolen, at mænds og kvinders hjerter berøres af den guddommelige sandhed. Kristus gik ind iblandt dem som en, der søgte at gøre dem godt. Han opsøgte dem ved deres daglige kald og viste en oprigtig interesse i deres jordiske forretninger. Han bragte hele familien i deres eget hjem under sin guddommelige nærværelses indflydelse. Hans store personlige sympati hjalp ham at vinde hjerter for hans sag.

(10)Vor Mesters eksempel i denne henseende bør nøje følges af hans tjenere. Hvor lærerige og nyttige deres offentlige taler end kan være, så bør de dog erindre, at der er en anden arbejdsmark; om end den er mere uanselig, så viser den dog fuldstændig så gode udsigter at få sig en rig høst. Den findes i de fattiges hytter såvel som i de fornemmes kostbare boliger, ved det gæstfrie bord, og der, hvor man samles til uskyldige, selskabelige fornøjelser.

(11)Jesu fremgangsmåde i denne henseende var aldeles modsat end de jødiske lederes. De afsondrede sig selv fra al medfølelse med folket og søgte hverken at gøre dem godt eller at vinde deres venskab. Men Kristus viste sans for sine medmennesker interesse, og det bør også de gøre, som forkynder hans ord. Dette skulle imidlertid ikke ske, fordi man ønskede at tilfredsstille lysten til personlige fornøjelser eller af kærlighed til forandring eller nydelse, men for at gribe enhver lejlighed til at gøre godt og lade sandhedens lys skinne ind i menneskenes hjerter, medens man på samme tid bevarer livet rent og ubesmittet af samfundets dårskaber og forfængelighed.

(11) Kristi fornemste hensigt, idet han deltog i denne bryllupsfest, var at begynde at nedbryde den stolte og stive rangsånd, som gjorde sig gældende blandt jøderne, og at åbne vejen for folket til mere frit at samles. Jesus var ikke blot kommet som jødernes Messias, men som verdens forløser. Farisæerne og de ældste undlod at holde selskab med nogen anden klasse end deres egen. De ophøjede sig selv, ikke blot over hedningerne, men også over de fleste af deres egen nation, og deres læge ledte alle klasser til at adskille sig fra den øvrige del af verden på en måde, som var beregnet på at gøre dem selvretfærdige, egennyttige og ufordragelige. Farisæernes strenge afsondring og skinhellighed hindrede deres indflydelse og frembragte en fordom, som Kristus ville bortlede, for at hans virksomhed kunne have indflydelse blandt alle klasser.

(12)De, som mener, at de kan bevare deres religion ved at skjule den indenfor stenmure og derved undgå verdens besmittelse, taber mange gyldne anledninger til at oplyse og gavne menneskeslægten. Vor Frelser opsøgte menneskene på offentlige gader, i private huse, i både synagogerne, ved søbreden og ved bryllupsfesten. Han tilbragte meget tid i bjergene, hvor han hengav sig til alvorsfuld bøn, for at han kunne gå ud, styrket til striden og til sin besværlige virksomhed blandt menneskerne i livet, for at han kunne oplyse og hjælpe de fattige, syge og uvidende og dem som var bundet i Satans lænker, så vel som de rige og fornemme.

(12)Kristi virksomhed står i skarp modsætning til de jødiske læreres. De hævede sig over al medfølelse med mennesker og betragtede sig selv som Guds udvalgte; og de påtog sig et falsk skin af retfærdighed og høj værdighed. Jøderne var afveget så langt fra Jehovas lære ved profeterne, at de mente, at de ville blive retfærdige for Gud, og at han ville opfylde sine løfter på dem, dersom de nøje holdt sig efter lovens bogstav, som Moses havde givet dem.

(12) Den nidkærhed, hvormed de fulgte de ældstes undervisning, gav dem udseende af at besidde stor fromhed. de var ikke tilfredst med at udføre de ceremonier, som Gud havde påbudt ved Moses; men de søgte hele tiden at indføre endnu strengere og besværligere pligter. De målte deres hellighed ved mængden af deres ceremonier, medens deres hjerter var fulde af hykleri og gerrighed. Guds forbandelse hvilede over dem for deres ugudeligheds skyld, medens de gav sig ud for at være de eneste retfærdige mennesker på jorden.

(13)De havde antaget vanhellige og dunkle forklaringer af loven. De havde føjet sagn til sagn, de havde indskrænket friheden til at tænke og handle, indtil Guds befalinger, anordninger og tjeneste tabte sig i en uendelig mængde meningsløse skikke og ceremonier. Deres religion var et trældomsåg. De var blevet så trælbundne, at det var umuligt for dem at udføre livets daglige forretninger uden at leje hedningerne til at udrette mange nødvendige ting, som har forbudt jøderne at udføre af frygt for, at de skulle besmittes. De frygtede hele tiden for besmittelse, og idet de så udelukkende dvælede ved disse ting, blev deres hjerter snævre og deres virksomhed i livet indskrænket.

(13) Jesus begyndte at forbedre denne tilstand i samfundet, idet han bragte sig selv i en inderlig forening med menneskene. Han var en jøde, og hans bestemmelse var at leve som et fuldkomment mønster for dem, som ville være jøder indvortes. Medens han irettesatte farisæerne for deres påtagne fromhed og forsøgte at befri folket fra de urimelige byrder, som var langt på dem, viste han den største agtelse for Guds lov og lærte menneskene at adlyde dens bud.

(13) Jesus straffede deres overdrevenhed, vellyst og dårskab; men han var villig til at holde omgang med andre. Han modtog indbydelser til at spise med de lærde og fornemme såvel som med de fattige og syge. Ved disse lejligheder var hans samtaler opmuntrende og belærende, og de, som lyttede til ham, blev henrevet af hans ord. Han opmuntrede ikke til svir og udsvævelser; men uskyldig munterhed behagede ham. En jødisk bryllupsfest var en højtidelig og vigtig anledning, og den fornøjelse og glæde, som der herskede, var ikke mishagelig for Guds Søn. Den undergerning, Jesus her udførte, viste han til, at jødernes fordomme skulle nedbrydes. Jesu disciple lærte derved, at de skulle vise deltagelse for deres medmennesker. Jesu slægtninge blev draget til ham ved kærlige følelser, og de fulgte ham på vejen, da han gik til Kapernaum.

(14)Idet Jesus deltog i denne fest, stadfæstede han ægteskabet som en guddommelig anordning, og gennem hele sit efterfølgende liv viste han stor respekt for ægteskabspagten, idet han brugte den som et billede til at forklare mange villige sandheder.