(2)En note til læseren
Denne lille bog, hvor beretningen om Kristi opstandelse og himmelfart er nedskrevet, får læseren i den tro at dens gennemførelse vil hjælpe ham til at studere de hellige Skrifter. Denne, sammenmed foregående bøger i denne serie, indeholder mange træk af Kristi liv og mission, der ikke bringes i andre værker.
Udgivernde
(3)
(3)De havde hørt ham sige, at han havde al magt til at sætte sit liv til og at tage det igen. De kom i hu, at han havde sagt: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen." De sammenlignede begge disse vidnesbyrd og frygtede. Da Judas forrådte sin Mester til præsterne, havde ham fortalt dem, hvad Jesus havde sagt sine disciple, medens han gik med dem alene på vejen til staden. Han havde sagt: "Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes; men på den tredje dag skal han opstå." De kom ihu mange ting, som han havde sagt, og de indså nu, at disse var tydelige profetier om de begivenheder, som nu fandt sted. De ønskede ikke at tænke på alt dette; men de kunne ikke fjerne det fra deres sind. De troede ligesom deres fader, djævlen og bævede.
(4)Da nu det værste af ophidselsen var forbi, trængte Jesu billede sig ind i deres sjæl, idet han stod rolig og stum for sine fjender og led hån og mishandling uden mindste knur. De kom i hu, hvorledes han bad om, at de, som naglede ham på korset, måtte få forladelse; hvorledes han ikke tænkte på sine egne lidelser; hvor barmhjertig han besvarede den dødende røvers bøn; hvorledes mørket, der dækkede jorden, pludselig hævede sig. De kom i hu, hvorledes han jublende havde råbt: "Det er fuldbragt," og hvorledes dette råb syntes genlyde gennem hele skabningen. De kom i hu, hvorledes han øjeblikkelig døde; hvorledes jorden skælvede og klipperne revnede; hvorledes gravene åbnedes, og hvorledes forhænget i templet splittedes i to dele. Alle disse mærkværdige omstændigheder trængte ind på deres sind og gav dem et uomstødeligt bevis for, at Jesus var Guds Søn.
(4)De hvilede ikke meget på sabbaten. Skønt de ikke ville træde over dørtærsklen til en hednings hus af frygt for at blive besmittede, holdt de dog råd angående Kristi legeme. De vidste, at disciplene ikke ville forsøge at fjerne ham før sabbaten; men de var ængstelige for, at de kunne tage enhver mulig forsigtighedsregel ved dens slutning. Derfor "samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: "Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, medens han endnu levede: "Efter tre dages forløb opstår jeg. Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: "Han er opstået fra de døde"; og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første." Pilatus ønskede ligeså lidt som jøderne, at Jesus skulle opstå med magt til at straffe dem, som havde ihjelslået ham, og han stillede en afdeling romerske soldater til præsternes rådighed. Han sagde: "Der har I vagtmandskab; gå hen og bevogt graven, så godt I kan." Og de gik hen og bevogtede graven med vagt efter at have sat segl for stenen.
(5)Disciplinen i den romerske armé var meget streng. Fandt man en skildvagt sovende på sin post, blev han straffet med døden. Jøderne indså, hvilken fordel der var ved at have en sådan vagt omkring Jesu grav. De beseglede stenen, som lå foran indgangen, så at ingen kunne forstyrre den, uden at man vidste derom, og de tog enhver mulig forsigtighedsregel mod, at disciplene skulle forøve noget bedrag med Jesu legeme. Men alle deres planer og forsigtighedsregler hjalp kun til, at der blev mere fuldstændig sejr ved Jesu opstandelse, og at opstandelsens sandhed blev stærkere stradfæstet.
(5) Hvorledes må ikke Gud og hans hellige engle have skuet ned på alle disse beredelser for at vogte verdens Genløsers legeme! Hvor afmægtige og dåreagtige må ikke disse bestræbelser have forekommet dem! Salmisten giver et træffende billede herpå, når han siger "Hvorfor fnyser hedninger, hvorfor pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod Herren og mod hans salvede: "Lad og sprænge deres bånd og kaste rebene af os!" Han, som troner i Himlen, ler, Herren, spotter dem." Den romerske vagt og de romerske våben kunne ikke binde livets Herre indenfor gravens snævre lukke. Kristus havde erklæret, at han havde magt til at sætte sit liv til og til at tage det igen. Hans sejrs time var for hånden.
(6)Gud havde styret de begivenheder, der samlede sig omkring Kristi fødsel. Der var en bestemt tid, da Jesus skulle vise sig i menneskelig skikkelse. En lang række af profetier, skrevet af mænd, der var drevet af Helligånden, viste, at Kristus skulle komme til verden og beskrev nøjagtig, hvorledes man skulle modtage ham. Var Kristus kommet tidligere i verdens historie, så kunne de kristne ikke have gjort så god fremgang; thi da kunne de have udviklet og styrket sin tro ved at overveje de profetier, som henviste til en fjern fremtid og fremstillede de begivenheder, som skulle ske.
(6)Herren havde tilladt, at jøderne blev overvundet af en hedensk nation, fordi de i deres ugudelighed vandrede bort fra ham. Jøderne havde kun en vis begrænset magt. Selv det jødiske råd fik ikke lov til at afsige en endelige dom i sådanne vigtige sager, der havde med dødsstraf at gøre. Når at folk lader sig beherske af skinhellighed og overtro, således som tilfældet var med jøderne, bliver det omsider grusomt og ubarmhjertigt. Gud åbenbarede sin visdom derved, at han sendte sin søn til verden på en tid, da den romerske magt regerede. Hvis det jødiske folk havde haft uindskrænket myndighed, så ville man nu ikke have haft en beretning om Kristi liv og virksomhed blandt menneskene. De misundelige præster og ældste ville snart have skaffet en så frygtet medarbejder af vejen. Man ville have stenet ham til døde, fordi, som man falskelig påstod, han overtrådte Guds lov. Jøderne henrettede ingen ved korsfæstelse; dette var den måde hvorpå romerne straffede forbrydere. Man ville derfor ikke have haft noget kors på Golgatha. Profetierne ville da heller ikke have gået i opfyldelse; thi Kristus skulle ophøjes på korset øjensynlig for enhver, ligesom man ophøjede slangen i ørknen.
(7)Var Kristus kommet mange år senere, da det jødiske folk havde endnu mindre magt, ville profetierne heller ikke have gået i opfyldelse; thi da kunne jøderne med sin forsvindende magt umulig have fået de romerske myndigheder til at underskrive Jesu dødsdom, fordi de ikke ville have troet på de falske beskyldninger, man fremførte, og der ville da heller ikke være blevet opført noget kors på Golgatha. Snart efter Frelserens henrettelse, blev dødsmåden forandret. Man henrettede ikke længere forbrydere ved korsfæstelse. Det, som gik for sig, da Kristus døde, folkets umenneskelige opførsel, det overnaturlige mørke, som dækkede jorden, og de voldsomme foreteelser, som skete i naturen, idet klipperne revnede, og lynet blinkede, slog dem med en sådan anger og skræk, at korsfæstelse som dødsstraf efterhånden gik af brug. Da Jerusalem blev ødelagt, og den ustyrlige folkehob atter fik magt, kom korsfæstelse igen i brug, og der stod mange kors på Golgatha.
(8)Profetierne fik en ligefrem og fuldstændig opfyldelse derved, at Kristus kom på den tid og på den måde, som han gjorde. De vidnesbyrd herfor, som apostlene og deres samtidige har skaffet verden, er nogle af de stærkeste beviser for den kristne tros ægthed. Vi var ikke øjenvidner til Jesu undergerninger, der vidnede om hans guddom; men hans disciple, som var øjenvidner dertil, har vidnet for os derom, og i troen ser vi gennem deres øjne og hører gennem deres øre, og vor tro, forenet med deres tro, tilegner sig de beviser, som de har givet os.
(8)Apostlene troede på profeternes og retfærdige mænds vidnesbyrd, der strakte sig gennem et tidsrum af mange århundreder, og som en følge heraf tog de imod Jesus. Den kristne verden har en fuldstændig række af beviser både i det gamle og nye testamente; i det ene peges fremad til Frelseren, som skulle komme, og i det andet har man beviserne for, at disse profetier er blevet opfyldte. Alt dette er tilstrækkeligt til at stadfæste troen hos dem, som er villige til at tro. Herrens hensigt var at lade menneskeslægten få en god anledning til at udvikle tro på Guds og hans Søns magt og på Helligåndens gerning.
(8)Præsterne, som tjente foran altret, havde mørke anelser, idet de så på forhænget, som usynlige hænder havde revet i itu fra øverst til nederst, og som man ikke havde haft tid til at forny eller helt istandsætte. De hellige hemmeligheder i det allerhelligste var blevet afslørede, og dette bragte dem til med bæven at frygte for en kommende ulykke. Mange af de tjenestegørende præster følte sig dybt overbeviste om Jesu sande væsen. De havde ikke ransaget profetierne forgæves, og efter at han opstod fra de døde, erkendte de ham for at være Guds Søn.
(9)Det, som man tænkte og talte mest om ved denne mindeværdige påskefest, var det, som var sket ved korsfæstelsen. Hundreder havde bragt sine syge slægtninge og venner med til påskefesten i håb om, at de kunne se Jesus og få ham til at helbrede og frelse dem. Men nu blev de højlig skuffede over, at de ikke kunne finde ham ved festen, og når man fortalte dem, at han var blevet henrettet som en forbryder, kendte deres bedrøvelse og harme ingen grænser.
(9)De lidende mennesker, som var kommet med det håb, at Frelseren skulle helbrede dem, overvældedes af deres skuffelse. Der var stor sorg på gaderne og i templets forgård. De syge døde, fordi Jesus af Nazareth ikke var til stede for at berøre og helbrede dem. Man rådførte sig med lægerne, men forgæves; ingen var så duelig som den, der lå død i Josefs grav. Lidende sjæle, som længe havde set fremad til denne tid, og som intet andet håb om hjælp havde, spurgte nu forgæves efter den læge de søgte.
(9)Den hævn, som præsterne mente skulle blive så sød, var allerede forvandlet til bitterhed for dem. De vidste, at folket nu dadlede dem strengt. De vidste, at de selvsamme personer, som de havde påvirket til at træde op imod Jesus, nu følte sig forskrækkede over sin egen skammelige gerning, og idet, de var vidner til alle disse beviser på Jesu guddommelige indflydelse, blev de mere bange for hans døde legeme i graven, end de havde været for ham, medens han levede og vandrede iblandt dem. Tanken om, at Jesus muligvis ville opstå af graven, fyldte deres skyldbetyngede sjæl med ubeskrivelig rædsel. De følte, at Jesus når som helst kunne stå frem for dem, så at den anklagede bliv en anklager, den fordømte den, som ville fordømme, og den ihjelslåede den, som med god grund ville forlange, at hans mordere skulle dø.