Tilbage

Kristeligt samkvem

(44)  Med al deres samkvem med hinanden, bør Kristi efterfølgere søge at ophøje kristendommens standard. Jeg har tøvet med at tale om dette punkt, fordi nogle som var parat til at gå til yderligheder, konkluderer at for at ophøje standarden, er det nødvendigt at diskutere med patienter på dette lærdomspunkt, og ved de religiøse møder der holdes på sanatoriet, taler som de vil, hvis de var blandt deres brødre i vort eget bedehus. Nogle udviser ikke visdom til at frembære deres vidnesbyrd til disse særlige møder der skal hjælpe patienterne, men iler på med deres egen iver, og taler om den tredje engels budskab, eller andre særlige trospunkter, medens disse syge folk ikke forstår mere end hvis de talte på græsk. ret

(44)  Det kan være godt nok at introducere disse emner ved et bedemøde for troende, men ikke hvor målet er at hjælpe dem som ikke ved noget om vor tro. Vi bør tilpasse vore bønner og vidnesbyrd ved anledningen og til tilstedeværende gruppe. Dem som ikke kan gøre dette er der ikke brug for til disse møder. Der er temaer som Kristne dvæler ved til enhver tid, og får gavn af det, såsom den kristne erfaring, Kristi kærlighed, og den enkle tro; og hvis deres egne hjerter er besjælet med Jesu kærlighed, vil de ikke lade det skinne frem i enhver bøn og formaning. Lad den helliggørende sandheds frugter kunne ses i livet, i det gudfrygtige eksempel, og det vil gøre indtrykket at ingen modsatrettet indflydelse kan gå imod. ret

(45)  Det er skammeligt for kristennavnet, at der ses så lidt stabilitet og sand gudsfrygt i manges liv som bekender Kristus. Når vi kommer i kontakt med verdslig indflydelse, vil de få splittede hjerter. De læner sig mere mod verden frem for mod Kristus. Medmindre der kommer mægtige spændinger der oprør følelser, vil man aldrig tro, ud fra deres optræden, at de elsker sandheden eller var kristne. ret

(45)  Nogle vil anerkende sandfærdigheden som jeg har skrevet om, men vil ikke ændre mig radikalt; de kan ikke se deres egne hjerter bedrageriske gerninger, og på grund af deres åndelige blindhed vil de lokkes af indflydelse og fordærv og ruinere sjælen. Fristelsens fortryllelse vil holde dem fangen, som ikke mærker eller føler deres fare. Ved enhver gunstig anledning vil sjælefjenden bruge dem som sine agenter, og han vil oprøre alle fordærvelige elementer som er i deres uhelliggjorte natur. De vil udvise en stadig tendens mod det som er forkert. Appetitten og lidenskaben vil skrige efter deres eftergivenhed. Flere års levevaner vil afsløres under Satans fristelsers stærke kraft. Hvis denne klasse var mange mil borte fra nogen af vore institutioner i Battle Creek; vil Gud sag få langt mere fremgang. ret

(45)  Disse personer må reformere sig, hvis de vil have en sand fornemmelse af deres tilstand og den skadelige indflydelse de udøver, og vil anstrenge sig meget for at rette op på deres fejl. Men de mediterer ikke, eller beder, eller læser Skrifterne som de burde. De er letsindige og foranderlige. De har ingen forankring. Dem som burde være trofaste og udøve en frelsende indflydelse på andre, finder denne klasse som en anstødssten på deres sti, og deres gerninger er ti gange vanskeligere end det ellers burde være. ret

(46)  Jeg er blevet vist at lægerne skal komme i tæt kontakt med Gud, og stå og arbejde alvorligt i hans kraft. De har en ansvarsbetynget del at gøre. Ikke kun patienternes liv står på spil men også deres sjæle. Mange som får hjælp fysisk, kan samtidig hjælpes meget åndeligt. Kroppens sundhed og også sjælens frelse er i høj grad afhængig af lægernes handlemåde. Det er af største betydning at de gør det rigtige; at de ikke kun har videnskabelige kundskaber, men kendskab til Guds vilje og Guds vejen. Store ansvar hviler på dem. ret

(46)  Mine brødre, I bør kunne se og føle jeres ansvar, og med det for øje må I ydmyge jeres sjæle for Gud, og bede ham indstændigt om visdom. I ser ikke hvor meget de sjæles frelse er afhængige af jeres ord, handlinger og optræden hvis kroppe I forsøger at lindre fra lidelse. I gør et arbejde som må stå dommens prøve. I må vægte jeres egne sjæl fra selviskhedens, selvtilstrækkelighedens og selvsikkerhedens synder. ret

(46)  I bør bevare en sand Kristen værdighed, men undgå al påtagethed. Vær meget ærlig i hjerte og liv. Lad troen slå, ligesom palmetræet, sine indtrængende rødder ud under de synlige ting, og frembringe åndelig fornyelse fra Guds nådes og barmhjertige levende udspring. Der er en vandkilde som springer op af evigt liv. I må drage jeres liv fra dette skjulte udspring. Hvis I skiller jer af med selviskhed, og styrker jeres sjæle ved stadig samkvem med Gud, kan I fremme de menneskers lykke som I kommer i kontakt med. I vil lægge mærke til den forsømte, informere den uvidende, opmuntre den fortrykte og fortvivlede, og så vidt muligt lindre de lidende. Og I vil ikke kun udpegede vejen til himlen, men vil selv vandre på den vej. ret

(47)  Vær ikke tilfreds med et overfladisk kendskab. Bliv ikke opstemt af smiger, eller nedtrykt af kværulering. Satan vil friste jer til at arbejde sådan at I beundres og smigres; men I bør vende jer bort fra hans list. I er tjenere af den levende Gud. ret

(47)  Jeres omgang med syge er en udmarvende proces, og vil gradvis udtørre livets kildeudspring, hvis der ikke sker nogen forandring, ingen mulighed for genskabelse, og hvis Guds engle ikke vogter og beskytter jer. Hvis I blot kunne se de mange farer som I styres så sikkert igennem dagligt af himlens budbringere, vil I bryde ud af hjertets taknemmelighed, og udtrykke det fra jeres læber. Hvis I gør Gud til jeres styrke, kan I, under de mest nedslående omstændigheder, få en højde og bredde i kristen udvikling som I knapt tror I kan nå. Jeres tanker vil ophøjes, I vil stræbe på en ædel måde, klare begreber om sandheden, og handlingsmål som vil hæve jer over alle usle motiver. ret

(48)  Både tanke og handling vil være nødvendig, hvis I skal nå til karakterfuldkommenhed. Når I kommer i kontakt med verden, bør I være på vagt at I ikke opsøger menneskers bifald for ivrigt, og lever efter deres mening. Gå forsigtigt, hvis I vil vandre sikkert; opelsk nådens ydmyghed, og hæng jeres hjælpeløse sjæle på Kristus. Så vil I, i enhver forstand, være Guds mænd. Midt i den verdslige forsamlings forvirring og fristelser, kan I, med fuldkommen liflighed, holde sjælen uafhængig. ret

(48)  Hvis I er i daglig samfund med Gud, vil I lære at påskønne mennesker som han, og jeres pligt at være til velsignelse for lidende mennesker, vil møde en villig genklang. I er ikke jeres egne; jeres Herre stiller hellige krav til jeres højeste hengivenhed og jeres livs allerhøjeste tjenesteydelser. Han har ret til at bruge jer, med jeres krop og i jeres ånd, til det yderste i jeres evner, til hans ære og herlighed. Uanset hvilke kors du er pålagt at bære, uanset det arbejde og de lidelser du er pålagt af hans hånd, skal du acceptere uden knurren. ret

(48)  Dem som I arbejder for er jeres brødre i vanskeligheder, lider fysisk uorden og syndens åndelige spedalskhed. Hvis I er bedre end de, vil det tilskrives Kristi kors. Mange er uden Gud, og uden håb i verden. De er skyldige, fordærvede og degenererede, - slaver af Satans bedrag. Det er dog disse at Kristus kom fra Himlen for at genløse. De er genstand for de ømmeste medynk, sympati og utrættelig møje; for de er på randen til fordærvelse. De lider under uindfriede ønsker, uordentlige lidenskaber, og fordømt af deres egen samvittighed; de er miserable i hele ordets forstand, for de mister deres greb på dette liv, og har ikke udsigt til det kommende liv. ret

(49)  I har en vigtig arbejdsmark, og I bør være aktive og tapre, yde glad og ubetinget lydighed mod Mesterens kald. Hav altid i sinde at jeres arbejde for at reformere andre skal gøres i en urokkelig venlig ånd. Der vindes intet ved at beskue sig selv på afstand fra dem som I vil hjælpe. I bør fremholde forslag patienternes sind at de reformerer levevaner og skikke, at det ikke fordærver dem, men redder dem. At når de opgiver det som de hidtil har værdsat og elsket, skal de bygge på et mere sikkert fundament. Så længe reformen forsvares fast og beslutsomt, bør alt hvad der ligner blind tro eller hoveren undgås nøje. Kristus har givet os dyrebare lektier i tålmodighed, overbærenhed og kærlighed. Der er ikke energi i grovheder; ej heller tyranni og heltemod. Guds Søn var overbevisende. Han kom frem for at drage alle til sig. Hans efterfølgere må studere sit liv nøjere, og vandre i lyset af hans eksempel, hvor end selvet blev ofret. Reform, stadig reform, må fremholdes for folk; og jeres eksempel bør vise jeres tro. ret

(50)  Daniels sag blev vist for mig. Selvom han var en mand med samme lidenskaber som vi har, fremviser den inspirerede pen ham som en fejlfri karakter. Hans liv blev givet os som et klart eksempel på hvad et menneske bliver til, også i dette liv, hvis han vil gøre Gud til sin kraft, og udnytte de anledninger og privileger klogt der kommer inden for hans rækkevidde. Daniel var en forstandsmæssig gigant, dog søgte han hele tiden efter større kundskab, efter højere mål. Andre unge mænd havde de samme muligheder; men bøjede ikke al deres kraft for at søge visdom, sådan som han gjorde – den Guds kundskab der står åbenbaret i hans ord og gerninger. Selvom Daniel var en af verdens store mænd, var han ikke stolt og egenmægtig. Han følte behov for at fornyet sin sjæl med bøn, og hver dag bad han indstændigt overfor Gud. Han ville fratages dette privilegium, endog da en løvekule åbnes op for at tage imod ham, hvis han fortsatte med at bede. ret

(50)  Daniel elskede, frygtede og adlød Gud. Alligevel flygtede han ikke bort fra verden, for at undgå dens fordærvende indflydelse. Under Guds forsyn, skulle han være i verden, dog ikke af verden. Med alle hoflivets fristelser og facinationer omkring sig, stod han i sin sjælsrenhed, klippefast på princippet. Han gjorde Gud til sin styrke, og blev ikke svigtet af ham når han mest behøvede det. ret

(51)  Daniel var oprigtig, ædel og højsindet. Skønt han var ivrig efter at få fred med alle mennesker, ville han ikke lade nogen kraft vende ham bort fra pligtens sti. Han var villig til at adlyde dem som herskede over ham, så vidt som han kunne gøre det samvittighedsfuldt med sandhed og retfærdighed, men konger og dekreter kunne få ham til vakle fra sin alliance med kongernes Konge. Daniel var kun atten år gammel, da han kom ind i et hedensk hof for at tjene Babylons konge. Og på grund af hans ungdom, hans ædle modstand mod det forkerte, og hans standhaftige vedholdenhed mod det rigtige er det mere beundringsværdigt. Hans ædle eksempel giver styrke til den prøvede og fristede, også i vor tid. ret

(51)  En streng overholdelse af bibelens krav vil være til velsignelse, ikke kun for sjælen, men for kroppen. Åndens frugt er ikke kun kærlighed, glæde og fred, men også afholdenhed. Vi er pålagt at ikke besmitte vore legmer; for de er Helligåndens templer. Daniels sag viser os, at de unge mænd, gennem religiøse principper, kan sejre over kødets lyster, og forblive oprigtige mod Guds krav, også selvom det koster dem et stort offer. Hvad hvis han var gået på kompromis med disse hedenske embedsmænd, og givet efter for presset og spise og drikke, som det var skik hos babylonerne? Dette ene forkerte skridt ville sandsynligvis have ført til andre, indtil hans stærke forbindelse med Himlen var forsvundet ved friselser. Men når han klynger sig til Gud med urokkelig tillid, kom den profetiske kraft over ham. Da mennesker instruerede ham i hoflivets pligter, blev han undervist af Gud til at læse fremtidige tiders mysterier. ret

næste kapitel