Tilbage

Sparsommelighed og selvfornægelse

(52)  Sparsommelighed af midler er en fremragende afdeling i den kristne visdom. De som sidder i ansvarlige stillinger på vore institutioner overvejer ikke dette nok. Penge er en stor gave af Gud. I hans børns hænder, er det føde for den hungrige, og drikke for den tørstige, og klæder for den nøgne; det er et forsvar for den fortrykte, og middel til at helbrede syge. Midler bør ikke være unødige eller bruges i øsselhed for at stille stolthed og ærgerrighed. ret

(52)  Det er en fejltagelse at gøre store udlæg for at rejse sanatoriebygningen. Færdiggørelsen indebar en masse yderlige udgifter. Visdom og god dømmekraft ville have fået lederne til at overveje omkostningerne nøje, og spørge om det ikke var så vanskeligt at fuldende så omfattende en virksomhed. ret

(52)  Tusindvis dollars gik tabt ved at forsøge med forskellige planer, - bygge op og rive ned. Det var som om at visdommen var borte. Nogle brugte sabbater på at se på skøder og udtænke på forbedringer. Guds hånd var ikke i alt dette. Der var ophøjede ideer og udbredte planer, men ingen kapital og lille erfaring. Uden tæt forbindelse med himlen og særlig visdom fra Gud, er det ikke mærkeligt at der begås fejl. Men der blev begået større fejl ved at bebrejde bror Jones. Jeg så at han ikke forstod hvordan der skulle laves budgetter for så store byggerier; men han har fået lagt meget på sig, som andre stod til ansvar for; og nogle af hans planer, som kunne spare penge, blev ikke accepteret. Jeg så at bror Sisley udnyttede denne tilstand af tingene og oprejste sig selv efter bror Jones nederlag. ret

(53)  Der blev vist mere manglende visdom ved at skaffe den nye bygning. Der kunne spares rigtig stor gæld, ved klog budgettering. Det halve af de midler der blev brugt, kunne være nok til formålet, og et overskud ville meget bedre kunne bruges på yderligere faciliteter. ret

(53)  Man mente det var nødvendigt at henlæggelsen skulle svare til husets generelle udstyr, og der blev arbejdet mere på et flot udseende for at stille appetitten, end at gennemføre de sterile principper. Således fik sanatoriet ikke sit oprindelige udseende, men ligner et stort hotel end en behandlingsinstitution for behandling af syge. ret

(53)  En gradvis, stadig vækst fra en lille begyndelse vil gøre langt større indtryk på gæsterne og patienterne, end dyre arrangementer og udstyr, og endog store faciliteter på lånt kapital. Dette er dårlig politik. Som resultat af overdådigt udlæg, må prisen på kollegier og behandling sættes på højt, og således kan mange ikke hjælpe sig selv med institutionens tilbud. Atter har den pengemæssige forlegenhed igangsat alle Dr. Kelloggs beregninger og planer om at samle midler, der formindsker den tunge gæld. Dette har givet ham en stor byrde og meget arbejdet, og har næsten kostet hans liv. Arbejdet for at tilfredsstille verdslighed og stolthed vil mere resultere i katastrofe end man har kunne drømme om; det vil koste fysisk liv, og ruinere sjæle. ret

(54)  Den unødige bekostning fra begyndelsen indebærer øgede omkostninger for at styrre institutionen, så alt kan fremholdes i den høje standard der allerede er oprettet. De gentagende kald på midler, som er nødvendige har mishaget vore brødre. ”Penge, penge”, siger de, ”det er altid penge!” og fristelserne kommer ind, og frafaldet begynder. ret

(54)  Den store fejl der kommer ud af alt dette, er fordi man forlader den enkelthed som Gud altid har kaldt os til at bevare. Med en tung gældsbyrde hængende over institutionen, - en gæld som aldrig burde være stiftet, - har det været en stadig fristelse at fravige princippet, - for at følge verdens skikke og stille stolthedens appetit, for at få verdsliges gunst. ret

(55)  Den eneste sikre vej er at skære ned på omkostninger, og klare sig uden kræset og stor variation, og være tilfreds med enkel mad, der er enkelt tilberedt. Vi bør gøre det til at princip at ikke sætte verdens standard som mål. De dyrebare bemidlede talenter bør ikke bortødslet for at vinde menneskers ros. Vi bør være tilfreds med den ære som kommer ovenfra. Gud kalder stolthed, lyst, ærgerrighed, som er en styrende magt i verden i dag, og som hurtig vinder styringen over sanatoriet. ret

(55)  Der gøres store bestræbelser for at få de velhavendes støtte. Sanatoriet har ikke været en succes, og vil ikke vise sig som dette, medmindre dem der er knyttet til det, giver det en anden form. Hvis denne institution skal føres sådan som den er blevet, men med så lidt indflydelse fra Helligånden, vil den ikke svare til Guds hensigt, og vil blive forkastet af ham. Det var Satans påfund at have et stort forbrug af midler på bygninger og udstyr, når der ikke var fonde nok til at støtte dette udlæg. Dem som var ansvarlig for denne tunge gæld, følte at der måtte arbejdes ekstra meget for at få patienter; eftersom en vedholdende ånd kom ind; lidt efter lidt er forvandlingen kommet ind på sanatoriet, indtil det formål det var startet op på, var gået tabt. ret

(55)  For at kunne imødekomme folks virkelige behov, må de hårde motiver bag religiøse principper være den styrende magt. Men sådan er det ikke. Når kristne og verdslige sættes sammen, skal det kristne element ikke sluges op af det uhellige. Modsætningen må være skarp og tydelig mellem de to. De er tjenere af to mestre. Den ene klasse kæmper for at holde den ydmyge sti i lydighed mod Guds krav, - enkelthedens, sagtmodighedens og ydmyghedens sti – der efterligner Forbilledet, Kristus Jesus. Den anden klasse er på enhver måde modsat den første. De er verdens tjenere, ivrige og ærgerrige efter at følge dens mode og overdådige klæder og tilfredsstiller appetitten. Dette er den mark som Kristus har givet dem på Sanatoriet deres særlige arbejde til. Vi skal ikke formindske forskellen mellem os og verdslige, ved at komme op til deres standard, træde ned fra den høje sti, som Herrens genløste skal vandre på. Men den ynde der vises i den kristnes liv, - principper der føres ud i deres daglige arbejde, med at holde appetitten under fornuftens kontrol, fastholde enkle klæder, og føre hellig samtale, - vil være et stadigt lys der skinner på deres stivej, som har falske levevaner. ret

(56)  Der er nogle svage og forfængelige mennesker på sanatoriet, som ikke er dybde i deres tankesind, eller har principfasthed, som er tåbelige nok til at påvirkes og fordærves ud fra det enkle evangelium fra modens tilhængere. Hvis de ser at læger og ledere giver efter for appetitten så vidt deres forhold tillader det, og klæder sig efter verdens skikke, vil egensindighedens slaver blive bekræftet i deres forvanskede levevaner. De konkluderer at de alligevel ikke er så langt fra den vej, de behøver ikke gøre den store forandring. ret

(57)  Der må ske en forandring på det sanatorium. Jeg hæver min stemme i protest mod det der gøres, for at tilpasse sig verdens vaner og skikke. Dem som er knyttet til den institution bør være eksempler på reformatorer. Da dr. Kelogg to standpunkt imod klædereformen, gjorde han et forkert skridt, klæderne blev intet sted forsvaret som passende, og er på enhver måde passende og i overensstemmelse med en institution der behandler syge. Klæderne er ikke i overensstemmelse med verdens moder, og det er derfor de blev betragtet som frastødende. Læger og medarbejdere bør fremholde fast den rigtige standard, og udøve en indflydelse der retter deres forkerte levevaner som har tilbedt ved modens alter, og bryde dem fortryllelse som Satan har over disse stakkels sjæle. Verdslige bør se en markant modsætning mellem deres egen øsselhed og reformatorernes enkle liv som er Kristi efterfølgere. ret

(57)  Der manglende omhu og sparsommelighed, som burde være i alle afdelinger af denne institution. Der er gået meget tabt, som kunne være reddet. Mange af disse tab er fordi der ikke er sørget for de små ting. Medarbejderne mente det var deres pligt at tage større ansvar, men der er hundredvis daglige mangler som der ikke tænkes på eller sørges for, og tabet er i løbet af et år ingenlunde lille. Her er der en særlig mangel som er på Sanatoriet. Mænd og kvinder hænger sig i små detaljer. De tror det er under deres kald at være opmærksom på de små ting. ret

(58)  Mine brødre og søstre på Sanatoriet, br. McCoy og sr. Lamson i særdeleshed, I må stole på det jeg siger, - hemmelighederne bag livets succes er den ophyggelige samvittighedsfulde opmærksomhed på de små ting. Gud har gjort et enkelt blad, en sart blomst, og græssets blade, så ophyggeligt da han skabte en verden. Den symmetriske opbygning af en stærk og smuk karakter er opbygget af individuelle pligthandlinger. I må lære at være trofast i de små, såvel som i de store pligter. Jeres arbejde kan ikke bære Guds opsyn, medmindre de er med en trofast, flittig og økonomisk omhu for de små ting. Der opstår tab på alle punkter, som det er jeres pligt at forhindre. ret

(58)  Alle må være ivrige for at intet går til spilde, også hvis det er noget der ikke hører under deres afdeling. Nogle af medarbejderne ser og fordømme sådanne tab, og gør alligevel ikke noget for at forhindre disse. Hvis det var uden for deres magt at ændre denne tilstand af tingene, vil de fritages for ansvar i sagen; men det er ikke tilfældet. Enhver kan gøre noget for økonomiseringen. Alle bør udføre deres arbejde, ikke for at vinde menneskers ros, men på en sådan måde at det kan bære Guds ransagelse. ret

(58)  Kristus gav en gang sine disciple en lektie i sparsommelighed, som er al opmærksomhed værd. Han udførte et mirakel og gav tusinde sultne mad, som lyttede til hans lære; efter at de havde spist og var mætte, lod han ikke resterne gå til spilde. Han som kunne brødføde masser af mennesker, i deres nød, med sin guddommelige kraft, bad sine disciple at samle resterne, så intet gik tabt. Denne lektie blev givet til gavn for os, såvel som for dem på Kristi tid. Guds Søn har omsorg for det timelige livs fornødenheder. Han forsømte ikke de brudte rester efter festmåltidet, selvom han kunne holde et sådant festmåltid hvor han ville. Sanatoriets medarbejdere gør klogt i at give agt på denne lektie: »Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet går til spilde.« Dette er alles pligt, og dem som sidder i en ledende stilling bør sætte eksemplet. ret

(59)  Dem hvis hænder ofte reagerer på kald efter midler, der understøtter Guds sag, og hjælper de lidende og trængende, er ikke dem der findes løsslupne, efterladende og nølende med deres forretningsledelse. De er altid omhyggelige med at holde deres udgift inden for deres indtægt. De er principielt økonomiske; de føler at det er deres pligt at spare, så de har noget at give af. ret

(59)  Sanatoriets hjælpere bør ikke føle sig fri til at bruge fødeartikler til dem selv, der er givet til patienterne. Fristelsen for at føje ting efter nytilkomne, er særlig stærk, som gradvist bevæges til at rette op på deres ødelæggende vaner. Nogle af medarbejderne tillader, ligesom Israels børn, en forvansket appetit og gamle vaner få lov at skrige efter sejr. Ligesom det gamle Israel længes de efter Ægyptens porrer og hvidløg. Alle som er knyttet til denne institution bør holde strengt fast ved livets og sundhedens love, og derved ikke støtte, ved deres eksempel, andres forkerte vaner, som har gjort det nødvendigt for dem at komme til sanatoriet for at få lindring. ret

(60)  Arbejdsgiverne har ingen ret til at hjælpe sig selv til sprøde kiks, nødder, rosiner, dadler, sukker, crepefrugter af nogen slags; for det første at spise disse ting mellem måltiderne, som der gøres i almindelighed, skader fordøjelsesorganerne. Intet mad bør gå igennem læberne mellem de regulære måltider. Og dem som tager del i disse ting tager det som ikke er deres. Fristelsen ligger hele tiden foran dem, at spørge efter mad som de håndterer; og de har en fremragende mulighed for at vinde kontrol over appetitten. Men mad synes at der er rigeligt af, og de glemmer at der er sat penge i det hele. Den ene og anden føjer sig tankeløst i at smage og hjælpe sig selv, indtil de bilder sig ind at der ikke er nogen synd i denne praksis. Alle bør være klar over at samvittigheden mister sin følsomhed ved at se sådan på det. Man kan tænke: ”Den smugle jeg har taget regnes ikke for så meget;” men spørgsmålet kommer så: formindsker den lille mængde handlingens syndighed? Og også den smugle som personen tager, kan ikke betyde så meget, men når så fem kommer på samme måde, er der taget fem små ting. Så ti, tyve eller mere, kan antages på samme måde, indtil medarbejderen hver dag, til egen skade, vender sig til mange små ting, som de ikke har ret til at røre ved. Mange små ting bliver til meget til sidst. Men det store tab understøttes af dem som gør sidespring; for de overtræder de rigtige principper, lærer at se stort på overtrædelser i det hele taget. De glemmer Kristi ord: “Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.” ret

(61)  Når der arbejdes på at rette disse vaner op i praksis, modtages det normalt som bevis på strenghed fra ledernes side; og nogle vil ikke forandre sig, men fortsætte med at forhærde samvittigheden, indtil den bliver brænde som med varmt jern. De vil rejse sig imod alle restriktioner, og handle og tale trodsigt, som om deres rettigheder var blevet angrebet. Men Gud ser på alle disse ting som tyveri, og sådan skrives det ned i himlen. Al svig og bedrag er forbudt i Guds ord. Direkte tyveri og fuldstændig falskneri er ikke synder som respektfulde personer i fare for at falde for. Det er overtrædelse af de små ting der leder sjælen bort fra Gud. Ved den ene synd - at tage af den forbudne frugt - åbnede Adam og Eva for veernes flodporte over verden. Nogle kan betragte denne overtrædelse som en meget lille ting; men vi ser at dens konsekvenser var alt andet end små. Himlens engle har en videre og højere aktions-sfære end vi har; men er lige hos dem og lige hos os er den ene og samme ting. ret

(62)  Sanatoriets ledere anspores ikke af småtskårenhed og gerrighed, når de irettesætter de fejl som er blevet nævnt, og forlanger det som er passende på en sådan institution. Det er ikke noget skridt væk fra den gode værdighed, at vogte sanatoriets tarv i disse sager. Embedsmænd som selv er trofaste, ser naturligvis efter trofastheden hos andre. Streng renhed bør herske ledernes handlemåde, og bør gennemføres over for alle som arbejder under deres ledelse. ret

(62)  Principfaste mænd behøver ikke låse og nøglers restriktioner; de behøver ikke at blive overvåget og bevogtet. De vil handle sandfærdigt og ærligt hver gang, - alene, uden øjne på dem, såvel som i det offentlige. De vil ikke påføre deres pletter deres sjæle vindings eller egen fordels skyld. De foragter en dårlig handling. Selvom ingen andre ved det, vil de vide det selv, og det vil ødelægge deres selvrespekt. Dem som ikke er bevidst om og pålidelige i de små ting, vil ikke reformere sig, om der var love, begrænsninger og straf på dette punkt. Disse vil blive demoraliserede på en institution som Sanatoriet, og de vil udøve en demoraliserende indflydelse på andre. ret

(62)  Nogle få har moralsk modstandskraft til at modstå fristelse, især appetitten, og praktisere selvfornægtelse. For nogle er det en for stærk fristelse at modstå, at se andre spise det tredje måltid; og de bilder sig ind at de er sultne, skønt følelsen ikke er et kald fra maven efter mad, men et ønske i sindet, som ikke er blevet befæstet af faste principper, og disciplineret til selvfornægtelse. Selvkontrollens og selvbeherskelsens mure bør ikke i et eneste tilfælde svækkes og nedbrydes. Hedningeapostlen Paulus siger, “Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.” ret

(63)  På en institution som sanatoriet, hvor mange arbejder sammen, vil de gøre hvad de ikke mener, er det mest oprigtige at gøre, sådan som dem der er ansat hver for sig. De har mere respekt for deres omrømme, frem for at findes fejlende i de såkaldte små sager. En person der er ansat i en privat familie, tør ikke tage sig friheder med sin arbejdsgivers ejendomme, sådan som man gør det på sanatoriet. Hjælpere påvirker hinanden til at begå ulovlige handlinger; og de indser ikke at de, ved at føje sig selv, foruretter et af Guds redskaber og forkrøbler dets kræfter. Det at adskillige gør den samme ting, formindsker ikke deres skyld. Det er handlingen i sig selv som er forkert, uanset om den udføres af mange eller af få. ret

(63)  Dem som ikke overvinder de små ting vil ikke få moralsk kraft til at modstå store fristelser. Alle som søger at gøre ærlighed til de fremherskende princip i dagligdagen, vil have brug for at være på vagt så ”sølv eller guld eller klæder ikke bliver begæret af nogen.” Så længe de er tilfreds med behagelig mad og glæder, vil det være nemt at holde hjerter og sinde fra ærgerrigheds og uærligheds besmittelse. ret

(64)  De vaner der dannes i barndommen og ungdommen har større indflydelse end nogen naturlige gaver, at gøre mænd og kvinder intellektuelt store, eller til dværge og forkrøblede; for de allerbedste talenter kan, ved forkerte levevaner, blive forkvaklede og svækkede. Karakteren afgøres i stort omfang i de første år. Rigtige og dydige vaner, som er dannet i ungdommen, vil i almindelighed markere den enkeltes livsvej. I de fleste tilfælde vil dem, som har ærbødighed for Gud og ærer lyset, være dem der har lært denne lektie før verdens kulde sætter sit syndspræg på sjælen. Mænd og kvinder i moden alder er i almindelig ligeglade med nye indtryk ligesom en hård klippe; men unge tager imod indtryk, og en rigtig karakter kan da let formes. ret

(64)  Dem som er ansat ved vort sanatorium har i mange henseender de bedste muligheder for at forme rigtige levevaner. Ingen vil komme uden for fristelsernes rækkevidde; for på alle karaktertræk er der svage punkter som er i fare når fristelserne går løs. Dem som bekender Kristi navn, bør ikke ligesom den selvretfærdige farisæer, finde fornøjelse i at remse deres gode gerninger op, men alle bør finde det nødvendigt at støtte den moralske natur ved være på vagt hele tiden. Ligesom trofaste skildvagter, bør de bevogte sjælens kastel, aldrig føle at de kan slække på deres årvågenhed et eneste øjeblik. Alvorlig bøn og levende tro er ders eneste sikkerhed. ret

(65)  De som begynder at gøre uforsigtige skridt, vil finde ud af, før de blev klar over det, var deres fødder viklet ind i et spind som det var umuligt for dem at befri sig fra. Det burde være et fast princip for alle at være sandfærdige og ærlige. Uanset om de er rige eller fattige, om de har venner eller er efterladt alene, kom hvad der vil, bør de beslutte sig for Guds styrke, så at ingen indflydelse forfører dem til at begå en eneste forkert handling. Alle som en, bør i den grad, indse at Sanatoriets fremgang beror på dem. ret

næste kapitel