(41) Healdsburg, Cal., - 20. juni, 1882.
Kære brødre og søstre i Battle Creek,
Jeg forstår at vidnesbyrdet [Henvisning gives til foregående artikel] som jeg sendte til pastor Smith, med anmodning om at få det oplæst i menigheden, blev holdt tilbage fra jer i adskillige uger, efter at det var modtaget fra ham. Før jeg sendte dette vidnesbyrd, gjorde Guds Ånd så stort et indtryk på mig, at jeg ikke havde ro før jeg skrev til jer. Det var ikke et arbejde som jeg selv har valgt. Før min mands død, besluttede jeg at det ikke var min opgave at frembære vidnesbyrd til nogen, med irettesættelser eller fejl, eller i forsvar for det rigtige, fordi mine ord kunne bruges til at behandle fejlende skånselsløst med og uforstandigt ophøje andre med, som jeg på ingen måde har støttet. Mange har forklaret at vidnesbyrdene passer på dem selv. Guds sandhed er ikke i harmoni med menneskers traditioner, den tilpasser sig heller ikke deres meninger. Ligesom deres Ophavsmand, er de uforanderlige, de samme i går, i dag og for evigt. Dem som adskiller sig fra Gud, vil kalde mørket for lys og vildfarelse for sandhed. Men mørket i sig selv, vil aldrig kunne blive til lys, vildfarelse vil heller ikke blive til sandhed. ret
(42) Manges tanker er blevet så formørkede og forvirrede af verdslige sæder, skikke og indflydelse at al kraft til at skelne mellem lys og mørke, sandhed og vildfarelse synes at være ødelagt. Jeg har et lille håb om at mine ord vil blive forstået; men når Herren har draget så bestemt på mig, kan jeg ikke modstå hans Ånd. Da jeg ved at I infiltrerer jer selv i Satans snarer, føler jeg at faren er for stor til at være tavs. Således skrev jeg til dig som jeg gjorde; men pastor Smith følte sig fri til at holde vidnesbyrdet tilbage fra menigheden i flere uger. Hvis Gud leder ham og dem som går sammen ham, og har rådet ham til det han gør, så leder han ikke mig; den byrde som bevægede mig til at skrive, var en falsk byrde, ansporet af en anden ånd. ret
(42) Udover det betvivlede pastor Smith det rigtige i at frembringe vidnesbyrdene for menighederne overhovedet. Derved påtager han ansvar for at stå mellem Guds irettesættelsesord og folk. Jeg bragte sagen til pastor Smith som en embedsmand for menigheden. Men i betragtningen af min tidligere position af dette arbejde, i betragtninger af den forbindelse Gud har fundet rigtigt at give mig med sin sag helt fra begyndelse, var det da pastor Smiths forret, eller dem som han rådførte sig med, deres forret at betvivle dette materiale? Skal han sætte sig til doms over mit arbejde, eller over mine advarende breve til menigheden? Denne mand, som så længe har undgået ubehagelige ansvar; som har ladet tingene drive hvilken vej de ville, frem for at stramme sig op til pligtarbejde, og irettesætte og dadle fejl med det moralske mod; som har kviet sig ved så mange pligter der tilfalder hans betroede stilling, - har nu vovet at gøre en ny karakter, og påtage sig ansvar som Gud ikke har givet ham. Han har sat sig og hans indflydelse direkte op imod mit arbejde, så at jeg ikke kan nå folk og indprente dem med de vidnesbyrd Gud har givet mig. Og der er andre der er lige så forblindede, som vil følge denne sti. ret
(43) I årevis har Herren fremstillet menighedens situation for jer. Der er givet irettesættelser og advarsler igen og igen.. Den 23.oktober 1879 gav Herren mig et vidnesbyrd om Battle Creek-menigheden, der gav mig et stort indtryk. I de sidste måneder har jeg sammen med jer båret en tung burde for menigheden, medens dem som burde have næret denne skyld, var forholdsvis rolige og ubekymrede. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Jeg har ingen tillid til den optræden mange havde og de gjorde netop det som Herren havde advaret dem, ikke at gøre. ret
(43) Den Gud som kender deres åndelige tilstand, erklærer: "De har værnet om det onde og adskilt sig fra mig. De er gået bort, alle som en. Ingen er skyldfri. De har svigtet mig, de levende vandes udspring og har gjort sig brudte beholdere der ikke kan holde vand. Mange har fordærvet deres veje for mig. Fjendskab, had til hinanden, skinsyge, onde tanker, kappelyst, strid, bitterhed er den frugt de bærer. Og de vil ikke give agt på det vidnesbyrd jeg har sendt dem. De vil ikke se deres forhærdede handlemåde og omvendes, så jeg kan helbrede dem." ret
(43) Mange er meget tilfredse med deres lange tjenestetid som evangeliets forkyndere. De mener, de har krav på en belønning for deres mange prøvelser og deres lydighed. Men denne gode og ægte erfaring i arbejdet for Herren gør dem endnu mere skyldige for ham, fordi de ikke har bevaret deres renhed og gået fremad på vejen mod fuldkommenhed. Den troskab, du viste i året som gik, kan ikke bruges som undskyldning for det, du forsømmer i dette år. At en person talte sandt i går kan ikke sone for løgnen, han kommer med i dag. ret
(44) Mange af dem, som forkastede Vidnesbyrdene, undskyldte sig med at "Ellen White bliver påvirket af sin mand. Vidnesbyrdene bærer præg af hans indstilling". Andre ledte efter noget ved mig, som de kunne bruge som påskud for deres handlinger eller til at skaffe sig større indflydelse. Det var da, jeg bestemte mig for ikke at skrive mere, før menigheden oplevede en omvendelse. Men Gud lagde igen byrden på mig og jeg forblev trofast for jer. Hvor meget dette har kostet min mand og mig selv, vil kun evigheden kunne vide. Jeg må jo erkende menighedens tilstand, når Herren har åbenbaret det for mig gennem mange år. Advarsel efter advarsel er blevet givet mig, men der er ikke sket nogen forandring. Hvorfor ligger jeg på mit ansigt nat efter nat, beder til Gud for din skyld, hvis jeg ikke vidste at du gik bort fra lyset, skridt for stridt. ret
(44) Jeg så Guds truende blik på sit folk, fordi de opsluges i verden. Jeg så at bror Smiths børn var blevet en snare for ham. Deres idéer og anskuelser, deres følelser og udtalelser, havde en indflydelse på ham og forblindede hans dømmekraft. Disse unge er stærkt tilbøjelige til vantro. Moderens mangel på tro og tillid til Gud er gået i arv til hendes børn. Hendes helligelse til dem er større end hendes helligelse til Gud. Faderen har forsømt sin pligt. Resultatet af denne forkerte adfærd, åbenbares i deres børn. ret
(44) Da jeg talte til menigheden, prøvede jeg at indskærpe forældrenes højtidelige forpligtelse for deres børn, fordi jeg kendte disse unges tilstand og de tilbøjeligheder, der havde gjort dem til det de er. Men ordene blev ikke modtaget. Jeg ved hvilke byrder jeg bar sidste gang jeg arbejdede hos jer. Jeg ville aldrig have belastet mig så meget, hvis jeg ikke kunne se jeres fare. Jeg længes efter at vække jer op, til ydmygelse for Gud og vende tilbage til ham med anger og tro. ret
(45) Men selv når jeg sender dem et vidnesbyrd med advarsler og formaninger, er der nogle af dem, som siger, at dette bare er Ellen Whites meninger. Dermed håner I Guds Ånd. I kender til, hvordan Herren har åbenbaret sig gennem profetiens ånd. Begivenheder i fortiden, nutiden og fremtiden er blevet åbenbaret for mig. Jeg er blevet vist ansigter, jeg aldrig havde set før og jeg kendte dem igen, da jeg mange år senere fik dem at se. Jeg er blevet vækket af min søvn og har fået en klarere forståelse af forhold, som jeg i forvejen var blevet gjort bekendt med. Midt om natten har jeg skrevet breve, som er blevet sendt tværs over kontinentet og er nået frem på et tidspunkt, hvor det så mest kritisk ud for Guds værk og de har afværget store ulykker. Dette har i mange år været min opgave. Jeg er blevet pålagt at irettesætte mennesker for synder jeg ikke før kendte noget til. Stammer det ovenfra eller nedenfra, det jeg har udrettet de sidste seksogtredive år? ret
(45) Forestil dig, som nogle vil vil få det til at se ud - fejlagtigt - at jeg blev påvirket til at skrive som jeg gjorde, fra breve som jeg fik fra menighedsmedlemmerne. Hvordan gjorde apostlen Paulus? De nyheder han fik gennem Kloes folk om menighedens tilstand i Korint, fik ham til at skrive sit første brev til menigheden. Private breve var kommet til ham, med de forhold de var beskrevet under, nedlægger han generelle principper i besvarelserne, som vil rette onderne, hvis der gives agt på disse principper. Med stor ømhed og visdom formaner han dem til altid at sige det samme, så der ikke kommer splid iblandt dem. ret
(45) Paulus var en inspireret apostel, dog åbenbarede Herren ham ikke altid lige sit folks tilstand. Dem som var interesserede i menighedens fremgang og så onder krybe ind, fremlagde sagen for ham og ud fra det lys han tidligere havde fået, kunne han bedømme denne udviklings sande karakter. Fordi Herren ikke havde givet ham en ny åbenbaring for denne særlige tid, forkastede de, som virkelig søgte efter lyset, ikke hans budskab som bare et almindeligt brev. Nej, faktisk ikke. Herren har vist ham de vanskeligheder og farer som menighederne vil komme ud for og udvikler de sig i menighederne, ved han lige hvordan de skal ordnes. ret
(46) Han blev sat som værn for menigheden. Han skulle våge over sjæle, som en der må aflægge et regnskab for Gud og skulle han så ikke tage sig af beretningerne om deres anarki og splid? Helt sikkert - og de irettesættelser han sendte dem blev skrevet ligeså meget under Guds Ånds inspiration som i hans andre breve. Men når disse irettesættelser kom, blev nogle ikke efterkommet. De fik udseende af, at Gud ikke havde talt til dem gennem Paulus, at han kun havde givet dem et menneskes mening og de betragtede deres egen vurdering ligeså god som Paulus'. ret
(46) Således er det med mange af vore folk, som er drevet bort fra de gamle landemærker og som har fulgt deres egen forståelse. Hvilken stor hjælp vil det ikke være, hvis de beroligede deres samvittighed ved at tro, at mit arbejde ikke er af Gud. Men jeres vantro vil ikke ændre sagen. I er mangelfulde i karakter og i moralsk og religiøs erfaring. Luk øjnene for dette faktum, hvis I vil, men dette gør jer ikke en tøddel mere fuldkomne. Det eneste middel er at vaske sig i Lammets blod. ret
(46) Når du forkaster dette vidnesbyrd, pastor Smith, har du i virkeligheden forkastet alle vidnesbyrdene. Dette må du vide i denne sag. Dette vidnesbyrd beviser det samme i karakter, som alle andre frembårne vidnesbyrd de sidste seksogtredive år. Men det forsømmer visse fejl som du har begået, og som Guds forsømmer. Årsagen til at du ikke kan se det, er fordi du har gemt på følelser der er helt imod Guds Ånd. Dine handlinger står registreret i Himlens bøger. ret
(47) Pastor Smith, jeg er mere såret end jeg kan finde udtryk for, på dit arbejde på fjendens side. Du vil finde ganske mange, som vil styrke dig i din stilling; surdejen arbejder. Du erklærer at mit arbejde er menneskeligt, og ikke ansporet af Guds Ånd. På dette punkt har du fået stort lys; og det står du til ansvar for. Hvis Gud nogen sinde har arbejde ved mig – uværdig og svag som jeg er hver gang – har han arbejde ved mig og gennem mig de sidste få måneder. I dette lange brev talte jeg om mange kendsgerninger, som jeg sagde direkte at jeg var blevet vist. Jeg skrev til dig, sagde at jeg havde set hvad din kurs kunne udrette, og hvad det kunne føre til for dig, medmindre du giver agt på det lys som Gud har sendt mig i irettesættelser, i råd og advarsler. Vil du foragte nådens Ånd? ret
(47) Jeg blev meget forbavset over at læse et brev fra søster Amadon – en samling af delvise afsløringer, og forfærdelige antydninger om frygtelige ting som ikke kunne afsløres. Så bemærker hun: ”Søster White, vær forsigtig hvordan du dræber.” Som om Guds budbringer gør et arbejde der er uafhængig af Guds Ånd! Sådan tænkte Ahab da han mødte Elias og sagde: »Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!« Elias skyder beskyldningen fast og beslutsomt tilbage og siger: »Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til ba'alerne! « De som bærer Guds advarsler, betragtes ofte som det forbryderiske parti, hvor hele sammen hviler på dem, som har gjort sig fremmed for Herren i overtrædelser. Elias giver ikke en eneste undskyldning for sit arbejde. Han profeterer ikke glatte ting, han prøver heller ikke at skjule de virkelige Guds domme. ret
(47) Hvis I forsøger at lægge Guds råd til side fordi det passer jer bedst, hvis I får mindre tillid til Guds folk i de vidnesbyrd han har sendt, gør I oprør mod Gud, ligesom Kora, Datan og Abiram. I har deres beretning. I ved hvor meget de holdt på deres egne meninger. De afgjorde at deres vurdering var bedre end Moses' og at Moses gjorde Israel stor skade. Dem som sluttede sig til dem, var så sikre i deres mening at lederne, upåvirket at Guds domme på en markant måde udslettede lederne og fyrsterne, næste morgen kom til Moses og sagde: »Det er eder, der har, dræbt Herrens folk!« Vi ser hvilket frygteligt bedrag der vil komme over menneskesindet. Hvor svært er det ikke at overbevise sjæle, der er blevet omgæret med en ånd, der ikke er af Gud. Dette er Guds arbejde og I må aflægge et regnskab for den måde I behandler hans budskab på. ret
(48) Da jeg stod ved min mands dødsleje, vidste jeg at havde andre båret deres del af byrderne, kunne han have levet. Da jeg i sjælspine bad om de tilstedeværende ikke længere måtte bedrøve Guds Ånd med deres hårdhjertethed. Nogle få dage senere, stod jeg selv ansigt til ansigt med døden. Da fik jeg de klareste åbenbarelser fra Gud om mig selv og om menigheden. Under stor svaghed frembar jeg jer mit vidnesbyrd, uden at vide at det ville være min sidste anledning. Har I glemt denne højtidelige lejlighed? Jeg kan aldrig glemme den, for det var som om jeg blev bragt frem for Kristi dommersæde. Jeres frafald, jeres hårdhjertethed, jeres mangel på kærlig og åndelig harmoni, jeres afvigelse fra enkelhed og renhed som Gud vil have I bevarer - jeg kendte det hele; jeg mærkede det hele. Uvenlig kritik, misundelse, strid efter at være højest, var iblandt jer. Jeg har set og hvad det det vil føre til. Jeg var bange for at arbejdet ville koste mit liv, men den interesse jeg nærede for jer fik mig til at tale. Gud talte til jer den dag. Gjorde det noget varigt indtryk? ret
(49) Da jeg rejste til Colorado, følte jeg en sådan byrde for jer, at jeg i min svaghed skrev flere sider, der skulle læses ved jeres lejrmøde. Svag og skælvende stod jeg op klokken tre om morgenen for at skrive til jer. Gud talte gennem et lerkar. I vil måske sige, at denne skrivelse var et brev. Ja, det var et brev, men skrevet ved Guds ånds tilskyndelse for at fremholde for jer noget, som var blevet vist mig. I disse breve, som jeg skriver, i de vidnesbyrd, jeg bærer, fremlægger jeg for jer, hvad Herren har fremlagt for mig. Jeg skriver ikke en eneste artikel i bladet som udtryk for mine egne meninger. De er, hvad Herren har åbenbaret for mig i syner - de dyrebare lysstråler, der skinner fra tronen. ret
(49) Efter at jeg kom til Oarkland blev jeg betynget med en fornemmelse af tingenes tilstand i Battle Creek og svag og kraftesløs hjalp jeg jer. Jeg vidste at vantroens syre var i gang. Dem som ignorer Guds ords tydelige formaninger ignorerer de vidnesbyrd som har fået dem til at værdsætte ordet. Da jeg besøgte Healdsburg sidste vinter, var jeg meget i bøn og bebyrdet med ængstelse og sorg. Men Herren fejede mørket bort på én gang, da jeg bad og et stort lys fyldte værelset. En Guds engel var ved min side og det var som om at jeg var i Battle Creek. Jeg var til jeres bestyrelsesmøder, jeg hørte hvad der blev sagt, jeg så og hørte ting man ville tro Gud gerne vil slette af min hukommelse, for evigt. Min sjæl var så såret at jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Nogle ting kan jeg ikke nævne. Jeg blev pålagt at ikke lade nogen vide noget om dette, for der skulle ske endnu mere. ret
(49) Jeg fik ordre om at samle det lys som var blevet givet mig og lade dets stråler skinne frem for Guds folk. Jeg har gjort dette i artikler i bladene. Jeg stod op klokken tre næsten hver morgen i månedsvis og samlede forskellige artikler fra de to sidste vidnesbyrd jeg fik i Battle Creek. Jeg skrev disse ting ned og skyndte af få dem videre til jer; men jeg havde ikke fået taget mig ordentligt af mig selv og resultatet var at jeg sank under byrden; mine skrifter blev ikke helt afsluttet til jer, til generalkonferensen. ret
(50) Igen åbenbarede Herren sig for mig, medens jeg bad. Jeg var igen i Battle Creek. Jeg var i mange hjem og hørte jeres ord omkring jeres borde. Enkelthederne kan jeg ikke fortælle om. Jeg håber at jeg aldrig vil kunne huske dem igen. Jeg havde også adskillige ret bemærkelsesværdige drømme. ret
(50) Efter at jeg skrev det lange brev til dig, som pastor Smith har forklejet som blot et udtryk af min egen mening, da vi var ved det syd-californiske lejrmøde, fjernede Herren delvis restriktionen, og jeg skrev hvad jeg gør. Nu tør jeg ikke sige mere, for at ikke gå ud over det som Herrens Ånd har tilladt mig. ret
(50) Da professor Brownsberger kom, stillede jeg har nogle få direkte spørgsmål, mere for at se hvordan han betragtede tingenes tilstand, end for at få information. Jeg følte at krisen var kommet. Havde pastor Smith, og dem der går sammen med ham, stået i lyset, ville de havde genkendt advarselens og irettesættelsens røst; men han kalder det for et menneskeligt værk og slår det til side. Det arbejde han gør, vil han inden længe ønske ikke var gjort. Han væver et net omkring sig selv, som han ikke kan bryde særlig let. Det er ikke hvad jeg mener. Hvilken stemme vil du godkende som Guds stemme? Hvilke muligheder har Herren ellers til at vise jer fejlene, som I har begået og den farlige vej, som I er slået ind på? Hvilke muligheder er der for at gøre noget for menigheden? Ved din egen kurs, har du lukket alle muligheder for at Herren kan nå dig. Vil han rejse nogen fra døde, for at tale til dig? ret
(51) Hvis I nægter at tro, før hvert eneste fnug af usikkerhed eller mulighed for tvivl er fjernet, kommer I aldrig til at tro. Den form for tvivl, som kræver fuldstændigt kendskab, vil troen aldrig kunne fjerne. Troen kræver kun bevis og vidnesbyrd, men ingen demonstration. Herren kræver af os, at vi skal lyde pligtens kald også når mange andre stemmer omkring os opmuntrer os til det modsatte. Det kræver fuld opmærksomhed at kunne høre kaldet fra Herren i et sådant tilfælde. Vi må modstå lysten til det onde og sejre over den. Vi må lyde samvittighedens stemme uden at nøle, for at den ikke skal holde op med at tale til os, så viljen og lysten får overhånd. Herrens ord kommer til alle, som ikke har modstået Den Helligånd og bestemt sig for hverken at høre eller lyde. Denne stemme kommer med råd, advarsler og irettesættelser. Det er Herrens budskab og lys for hans folk. Hvis vi bestemmer os for at vente på et tydeligere kald eller en bedre anledning, kan lyset blive fjernet og vi bliver siddende tilbage i mørket. ret
(51) Når kaldet fra Guds Ånd og hans ord en gang ikke efterkommes, når lydighed medfører et kors, har mange mistet meget - hvor meget vil de aldrig få at vide, før bøgerne åbnes på den endelige dag. Åndens bønner, som forsømmes i dag fordi behaget eller tilbøjelighederne fører i den modsatte retning, kan ikke få kraft til at overbevise, eller endog indprente til den efterfølgende dag. Udnyttelse af de nuværende anledninger, med beredvillige hjerter, er den eneste måde at vokse i nåden og sandhedskunskab på. Vi bør altid forestille os at vi hver især står over for Herrens hære; ingen ord, ingen handling, ingen tanke bør få lov til at krænke den Evige. Således skal vi ikke have frygt for mennesker eller jordiske kræfter, fordi en Monark, hvis rige er universet, som har den enkeltes skæbne for tid og evighed i hånden, bemærker alt vort arbejde. Hvis vi føler at vi alle steder er den Allerhøjestes tjenere, vil vi være mere forsigtige; hele vort liv vil have en mening for os og en hellighed som jordisk ære aldrig kan give. ret
(52) Hjertets tanker, læbernes ord og alle livets handlinger vil gøre vor karakter værdigere, hvis Guds tilstedeværelse hele tiden mærkes. Lad hjertets sprog være: "Se, Gud er her." Så vil livet være rent, karakteren, uplettet, sjælen hele tiden opløftet til Herren. Denne optræden har I ikke udvist i Battle Creek. Jeg er blevet vist at smertefulde og smitsomme sygdomme er over jer, som vil frembringe åndelig død medmindre de standses. ret
(52) Mange fordærves af deres ønske om et let og fornøjeligt liv. Selvfornægtelse er ubehagelig for dem. De søger hele tiden efter at undgå prøvelser, som er uadskillelig med troskab mod Gud. De sætter deres lid til at have dette livs gode ting. Dette er menneskefremgang, men er den vundet på bekostning af fremtidige, evige interesser? Livets store opgave er at vise os selv som Guds sande tjenere, elske retfærdighed og hade uretfærdighed. Vi bør i taknemmelighed tage imod det mål af nuværende lykke, som vi finder på pligtens sti. Vor største erkendes når vi føler og anerkender vor svaghed. Det største tab som nogen af jer i Battle Creek kan lide er at I ikke alvorlig og udholdende er ivrige efter gøre ret, miste styrke til at modstå fristelse og tab af tro på sandhedens og pligtens principper. ret
(52) Lad ingen bilde sig selv ind at han er en succesrig mand, hvis han ikke holder sin samvittighed ren og giver sig selv helt til sandheden og til Gud. Vi bør bevæge os stadig fremad og aldrig miste hjertet eller håbet for det gode arbejde, uanset hvilke prøvelser der er på vor sti, uanset det moralske mørke kan omgive os. Tålmodighed, tro og kærlighed overfor pligter er de lektier vi må lære. Underkastelse af selvet og se på Jesus er en hverdagsgerning. Herren vil aldrig svigte den sjæl der stoler på ham og søger hans hjælp. Livets krone sættes kun på sejrherrens pande. Der er, for enhver, et alvorligt højtideligt arbejde for Gud, medens livet stunder til. Idet Satans kraft bliver større og hans bedrag mangedobles, bør der bruges dygtighed, evner og skarp ledelse af dem under bevogtning af Guds hjord. Vi har ikke blot hver især et arbejde at gøre for vore egne sjæle, men vi har også en pligt til at vække andre til at få evigt liv. ret
(53) Det gør mig ondt at måtte sige, mine brødre, at I har syndet ved at nægte at vandre i lyset og at I derfor nu vandrer i mørke. Nu kan det være, at I er kommet dertil, at I ikke længere ser det som en pligt at tage imod lyset og følge det. I har ladet tvivlen få overtaget og har forsømt at efterleve Guds krav og nu hører I ikke længere Guds stemme. Mørket er blevet lys for jer og lyset er blevet mørke. Guds formaning har lydt til jer om at gå fremad på vejen mod fuldkommenhed. Den kristne må gøre fremgang og vokse i troen. Lyset fra Gud skinner klart, men vi må benytte os af det og vandre i det. Herren har velsignet os rigeligt; men der er ingen grænser for, hvad han har at give. Den, som tvivler, kan komme til at håne evangeliets kald til hellighed. Verdsligheden er smitsom og kan let få magten over mennesker. Guds sag kræver en ihærdig indsats og stor offervilje; men til slut skal den sejre. ret
(53) Befalingen lyder: Gå fremad, gør din pligt og overlad følgerne til Gud. Den, som drager ud, hvor Jesus leder, skal sejre med ham og få del i hans glæde. Kun den, som er med i kampen, kan vinde sejrskransen. Ligesom Jesus må vi nå fuldendelsen gennem lidelser. Havde Kristi liv været et mageligt liv, kunne vi også have taget den med ro. Men hans liv var fuldt af selvforsagelse, lidelse og offer og vi må bære vor del tålmodigt, hvis vi ønsker at få del med ham. Vi kan trygt vandre på den mørkeste sti, hvis vi har livets lys til at vise os vej. ret
(54) Idet jeg læser vidnesbyrd du har fået om Battle Creek angående bror Bell, og sammenligner med det som du har gjort til stadighed, kan jeg kun udbryde: Hvordan kan du gøre netop det som Guds røst forbød dig at gøre? Herren forsøger og prøver jer. Han har rådet, formanet og bedt. Alle disse højtidelige formaninger vil enten gøre menigheden bedre eller afgjort værre. Jo oftere Herren taler for at rette eller råde og I ignorerer hans røst, jo mere tilbøjelige bliver i for at forkaste det igen og igen, indtil Gud siger: »Fordi jeg råbte og i stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men i lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor leer jeg ved eders ulykke, spotter, når det, i frygter, kommer, når det, i frygter, kommer som uvejr, når eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, fordi de hadede kundskab og ikke valgte Herrens frygt; mit råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min revselse. Frugt af deres færd skal de nyde og mættes med egne råd.« ret
(54) Halter I ikke mellem to anskuelser? Forsømmer I ikke at give agt på det lys Gud har givet jer? Tag jer i agt, at ingen af jer har et vantroende, ondt hjerte, der viger fra den levende Gud. I kender ikke jeres besøgelsestid. Jødernes store synd var at de forsømte og forkastede deres anledninger den gang. Som Jesus ser sine bekendende efterfølgeres tilstand i dag, ser han en tarvelig utaknemmelighed, udhulende formalisme, hyklerisk uoprigtighed, farisæisk stolthed og frafald. ret
(54) De tårer som Kristus fældede på Oliebjerget var for den enkeltes ubodfærdighed og utaknemmelighed i endetiden. Han ser hans kærlighed som foragtet. Sjælens tempelsale er blevet omdannet til steder med uhellig samfærdsel. Selviskhed, mammon, ondskabsfuldhed, misundelse, stolthed og lidenskab - alt gemmes i menneskehjertet. Hans advarsler forkastes og latterliggøres, hans ambassadører blev behandlet med ligegyldighed, deres ord var som tom tale. Jesus har talt af nåde, men disse nådegaver er ikke vedkendt; han har talt i højtidelige advarsler, men disse advarsler er blevet afvist. ret
(55) Jeg bønfalder jer, som længe har bekendt troen som stadig viser ydre hyldest til Kristus: Bedrag ikke jer selv. Det er det hele hjerte, som Jesus værdsætter. Sjælens loyalitet alene er af værdi i Guds øjne. »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!« »Blot også du« - I øjeblikket henvender Kristus sig til dig personligt, bøjende fra sin trone, længtes inderligt med medynkende ømhed over dem som ikke mærker deres fare, som ikke har medlidenhed med sig selv. ret
(55) Mange har levet i navnet, selvom de er blevet åndeligt døde. Disse vil sige en dag: »Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Og da vil jeg sige dem rent ud: »Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret« Ve vil der råbes imod jer, hvis I nøler og bliver siddende indtil Retfærdighedens Sol skal gå ned; den evige nats mørke skal være din del. Oh, om det kolde, formelle, verdslige hjerte dog må smeltes! Kristus fælled ikke kun tårer for os, men sit eget blod. Skulle disse tilkendegivelser om hans kærlighed ikke vække op til dyb ydmygelse for Gud? Det er ydmyghed og selvfornedrelse vi har brug for, der skal anerkendes af Gud. ret
(55) Det menneske Gud leder vil blive mishaget ved sig selv, fordi lyset fra det fuldkomne Menneske skinner på ham. Men dem som mister Forbilledet af syne og sætter sig selv for meget op, vil finde fejl hos andre og kritiserer dem. De vil blive skarpe, mistænksomme, fordømmende; de vil rive andre ned for at bygge sig selv op. ret
(56) Herren har for nylig vist mig, hvordan det står til med jer. Han lod mig se, at I har forkastet budskabet og jeg fik til opgave at tale lige ud til jer i hans navn, for Herrens vrede er over jer. Der blev sagt til mig: "Du har fået din opgave af Gud. Mange kommer til at nægte at høre på dig, ligesom de nægter at høre på den Store Lærer. Fordi de mener, de ikke har gjort noget galt, er der nogle som ikke vil finde sig i at blive irettesat. Men du må bringe dine irettesættelser og advarsler, som jeg giver dig, enten de vil høre eller ikke." ret
(56) Jeg frembærer jer Herrens vidnesbyrd. Alle, som vil lade sig rette, vil høre hans røst; men dem som er blevet bedraget af fjenden er ikke villige nu til at komme til lyset, medmindre deres gerninger irettesættes. Mange af jer kan ikke se Guds arbejde og nærhed. I ved ikke at det er ham. Herren er stadig nådig, villig til at tilgive alle, som vender sig til ham i anger og tro. Herren sagde: Mange ved ikke hvad de gør forkert. De giver ikke agt på Guds stemme, men følger deres eget øjesyn og deres eget hjertes forståelse. Vantro og skepticisme har taget troens plads. De har forladt Mig. ret
(56) Jeg fik vist at fædre og mødre har forladt deres enkle livsførelse og forsømt evangeliets hellige kald. Herren har formanet dem til ikke at fordærve sig selv, ved at antage verdens vaner og grundregler. Kristus ville gerne give dem af sine nådegavers uransagelige rigdomme frit og rigeligt, men de viser sig selv som uværdige. ret
(56) Mange opløfter sjælen til forfængelighed. Lige så snart en person tror at han har talenter, som kunne bruges i Guds sag, overvurderer han gaven og begynder hellere at tænke høje tanker om sig selv, som om han var menighedens grundpille. Det arbejde som han kunne gøre tilfredsstillende, overlader han til andre med mindre evner, end han selv mener han har. Han tænker og taler om en højere status. Han må lade sit lys skinne frem for mennesker; men i stedet for at nåde, ydmyghed, beskedenhed, venlighed, mildhed og kærlighed skinner ud af hans levemåde, ses selvet, selvets betydning overalt. ret
(57) Kristi ånd bør således kontrollere vor karakter og opførsel så vi altid kan have en velsignende, opmuntrende og opbyggelig indflydelse. Vore tanker, vore ord, vore handlinger, bør bevidne at vi er født af Gud og at Kristi fred hersker i vore hjerter. På den måde har vi en venlig udstråling omkring os, som Frelseren taler om når han pålægger os at lade vort lys skinne for mennesker. Derved efterlader vi os et levende klart spor mod himmelen. På denne måde kan alle, som er knyttet til Kristus, få mere virkning i deres forkyndelse om retfærdigheden, end der kan gives fra den allerbedste talerstol, uden denne himmelske salvelse. Disse lysbærere spreder den reneste udstråling, som de slet ikke er klar over, ligesom uanselige blomster der spreder den sødeste duft. ret
(57) Vort folk gør meget store fejltagelser. Vi kan ikke rose og smigre et menneske uden at forurette ham meget; dem som gør dette vil blive alvorligt skuffet. De ser for meget på begrænsede mennesker og ikke nok på Gud, som aldrig fejler. Ivrigt ønske efter at få mennesker gjort til genstand for offentlig opmærksomhed, er bevis på frafald fra Gud og venskab med verden. Det er den ånd som karakteriserer nutiden. Det viser at mennesker ikke har Jesu sindelag; åndelig blindhed og sjælens armod er kommet over dem. Personer med lavere tankegang ser oftere bort fra Jesus, hen til en almindelig menneskestandard, ved hvilken de ikke er klar over deres usselhed og vurderer derved deres egne evner og gaver forkert. Der er blandt os, som et folk, en forgudelse af menneskelig kunnen og lutter menneskelige talenter og disse endog af overfladisk karakter. Vi må dø i selvet og værne om den ydmyge og barnlige tro. Guds folk er veget bort fra deres enfoldighed. De har ikke gjort Gud til deres styrke og åndeligt er de svage og udmattede. ret
(58) Det blev vist mig, at verdens ånd hurtigt gennemsyrer menigheden. I følger den samme vej som det gamle Israel. Der er det samme frafald fra jeres hellige kald som Guds udvalgte folk. I har fællesskab med mørkets ufrugtbare gerninger. Jeres samkvem med de vantro har frembragt Herrens mishag. I ved ikke, hvad der tjener jer til fred og det skjules hurtigt for jeres øjne. Jeres afvisning af at følge lyset vil sætte jer i en mere ugunstig situation end jøderne, over hvem Kristus udtalte et ve. ret
(58) I vidnesbyrdene der blev sendt til Battle Creek, har jeg give jer det lys Gud har givet mig. Jeg har på ingen måde givet min egen bedømmelse eller mening. Jeg har nok at skrive om det der er vist mig, uden at falde tilbage til mine egne meninger. I gør som Israels børn gjorde igen og igen. I stedet for at angre for Gud, afviser du hans ord, og tillægger alle advarslerne og irettesættelserne til den budbringer Herren sender. ret
(58) Jeg er blevet vist, at utroskab mod vidnesbyrdene er øget hastigt i takt med, at folket glider bort fra Gud. Det sker overalt iblandt os og over hele felten. Men kun få kender til, hvad vore menigheder vil komme til at erfare. Jeg så, at vi for øjeblikket er under guddommelig overbærenhed, men ingen kan sige, hvor længe dette vil fortsætte. Ingen ved, hvor stor en nåde, der er blevet vist os. Men få er de, som er overgivet til Gud. Der er kun få, som er som stjerner i en stormfuld nat, de skinner her og der mellem skyerne. ret
(58) Mange, som i selvtilfredshed lytter til sandheden fra Guds ord, er åndeligt døde, mens de foregiver at være levende. I årevis er de gået ud og ind af vore forsamlinger, men de synes mindre og mindre følsomme overfor værdien af den åbenbarede sandhed. De hungrer og tørster ikke efter retfærdighed. De har ingen smag for åndelige eller guddommelige ting. De samtykker med sandheden, men de er ikke helliggjort gennem den. Hverken Guds Ord eller Hans Ånds vidnesbyrd gør noget varigt indtryk på dem. I overensstemmelse med lyset, privilegierne og mulighederne, som de har tilsidesat, vil deres fordømmelse blive. Mange, som forkynder sandheden for andre, dvæler selv ved uretfærdighed. Guds Ånds bønfaldelser, som en guddommelig melodi, hans ords løfter så rige og overvældende, dets trusler mod afguderi og ulydighed - alle er de magtesløse i at blødgøre det hjerte, som er hærdet af verden. ret
(59) Mange af vore folk er lunkne. De indtager en stilling som Meroz, ikke for eller imod, hverken kold eller varm. De hører Kristi ord, men handler ikke efter dem. Hvis de forbliver i denne tilstand, vil han afvise dem med afsky. Mange af dem, der har haft et stort lys, store muligheder og ethvert åndeligt fortrin priser Gud og verden i samme åndedrag. De bøjer sig for Gud og mammon. De gør sig lystige med verdens børn og dog gør de krav på at blive velsignet med Guds børn. De ønsker at have Kristus som deres Frelser, men ønsker ikke at bære korset eller tage hans åg på sig. Må Herren være jer nådige, for hvis I fortsætter på den måde, er der intet andet end ondt, der kan profeteres om jer. ret
(59) Guds tålmodighed har et mål, men I modvirker det. Han tillader en tingenes tilstand at indtræffe, som I gerne ville modvirke lidt efter lidt, men det vil være for sent. Gud bad Elias om at salve den onde og bedrageriske Hazael til konge over Syrien, for at han kunne blive en plage for det afguderiske Israel. Hvem ved, om ikke Gud vil overgive jer til de bedrag, I elsker? Hvem ved, om ikke de prædikanter, der er trofaste og faste vil blive de sidste, som skal give fredens evangelium til vore utaknemmelige menigheder? Det kan være at ødelæggere allerede er under oplæring under Satans ledelse og kun venter på, at endnu nogle få fanebærere skal gå af, således at de kan indtage deres pladser og med den falske profets stemme udråbe "fred, fred", når Herren ikke har talt om fred. Jeg græder kun sjældent, men nu er mine øjne blændet af tårer; de falder på papiret, mens jeg skriver. Det kan være, at inden længe vil al profetisk tale iblandt os ophøre og den stemme, som har vækket folket kan ikke længere forstyrre deres kødelige søvn. ret
(60) Når Gud skal gøre sit sælsomme værk på jorden, når hellige hænder ikke længere bærer arken, vil der komme ve over folket. Oh, hvad ville I have vidst, endog jer, på denne jeres dag, de ting som tilhører jeres fred! Oh, om vort folk måtte, ligesom Nineve, angre med al deres styrke og tro med hele hjertet, så Gud kan vende sin voldsomme vrede bort fra dem. ret
(60) [Jeg fyldes med rædsel, når tilstanden i familier, som bekender sig til den nærværende sandhed, bliver åbenbaret for mig. Unge menneskers, ja selv børns umoral er næsten utrolig. Forældre ved ikke, at hemmelig synd udvisker og tilintetgør Guds billede i deres børn. De synder, der karakteriserede sodomitterne, findes iblandt dem. Forældrene er ansvarlige, for de har ikke opdraget deres børn til at elske og adlyde Gud. De har ikke holdt dem i ave eller omhyggeligt undervist dem i Herrens vej. De har givet dem lov til at gå og komme, som de ville og til at omgås verdens børn. Den verdslige indflydelse, der modarbejder forældrenes undervisning og autoritet, findes hovedsagelig i det såkaldt bedre selskab. Ved deres påklædning, udseende og fornøjelser omgiver de sig med en atmosfære, der står i modsætningsforhold til Kristus. ret
(60) Det eneste sikre for os er at stå som Guds særskilte folk. Ikke en tomme må vi give efter for denne degenererede tids moder og skikke, men stå moralsk selvstændige og ikke gå på akkord med dens umoralske, afguderiske vaner. ret
(61) Det vil kræve mod og selvstændighed at rejse sig over kristenverdens religiøse standard. De følger ikke Frelserens selvfornægtende eksempel; de ofrer sig ikke; de forsøger hele tiden at undgå det Kors, som Kristus erklærer som tegnet på discipelskab. ret
(61) Hvad kan jeg sige for at vække vort folk op? Jeg siger jer, ikke så få prædikanter som står foran folk og forklarer skrifterne, er besmittede. Deres hjerter er fordærvede, deres hænder er urene. Alligevel råber mange, "Fred, fred"; og misgerningernes arbejdere foruroliges ikke. Herrens hånd er ikke så kort at han ikke kan frelse, hans øre er ikke for forstokket så han ikke kan høre; men det er vore synder der har adskilt os fra Gud. Menigheden er fordærvet på grund af dets medlemmer, som besmitter deres legemer og forurener deres sjæle. ret
(61) Hvis alle, som samledes til opbyggelses- og bedemøder kunne betragtes som sande gudsdyrkere, så kan vi gøre vort håb, skønt meget stadig vil blive gjort for os. Men det er nyttesløst at bedrage os selv. Tingene er langt fra at være hvad de ser ud til. På afstand ser de meget godt ud, men under nærmere undersøgelse vil de være fulde af misdannelser. Vor tids fremherskende ånd er utroskabens og frafaldets ånd - en ånd med et falsk lys på grund af sandhedskundksab, men i virkeligheden på grund af blind indbildskhed. Der er en modstand imod Guds klare ord og hans ånds vidnesbyrd. Der er en afguderisk ophøjelse af almindelig menneskelig forstand over Guds åbenbarede visdom. ret
(61) Der er mænd blandt os, i ansvarlige stillinger, som fremholder at nogle få indbildske filosoffers meninger, skal have - såkaldt - mere tiltro end bibelens sandhed, eller Helligåndens vidnesbyrd. En tro som Paulus, Peter eller Johannes betragtes som gammeldags og utilstrækkelig for nutiden. Den kaldes absurd, mystisk og uværdigt for et intelligent menneske. ret
(62) Gud har vist mig at disse mænd er Hazaeler der vil vise sig at være en svøbe for vort folk. De er klogere end det der er skrevet. Denne utro på Guds ords sandheder, fordi menneskelig bedømmelse ikke kan fatte hans gerningers mysterier findes i alle områder, i alle samfundets rækker. Den læres i de fleste af vore skoler og kommer ind i børnehaverne. Tusindvis som bekender at være kristne, lægger mærke til løgnagtighed. Overalt vil mørkets ånd i religionens klædning stå lige over for jer. ret
(62) Hvis alt der ser ud som guddommeligt liv var det i virkeligheden, hvis (80) alle som bekender den nærværende sandhed for verden forkyndte sandheden og ikke imod den og hvis de var Guds mænd, vejledt af Hans Ånd, - så kunne vi se noget opmuntrende midt i det fremherskende moralmørke. Men antikrists ånd hersker i så stor grad som aldrig før. Vel kan vi udbryde: "Hjælp, Herre; for det gudfrygtige menneske ophører; for den trofaste svigter menneskenes børn." Jeg ved at mange tænker alt for godt om denne tid. Disse magelige sjæle vil opsluges i almindeligt fordærv. Alligevel fortvivler vi ikke. Vi har været tilbøjelige til at tro, at hvor der ikke er trofaste prædikanter, der kan der ikke være sande kristne; men dette er ikke tilfældet. Gud har lovet at, hvor hyrderne ikke er sande, vil han selv tage sig af hjorden. Gud har aldrig gjort hjorden helt afhængig af menneskelig medvirken. Men menighedens renselsesdage kommer med hast. Gud vil have et rent og sandt folk. I den mægtige sigtning, der snart vil finde sted, bliver vi i bedre stand til at måle Israels styrke. Tegnene åbenbarer at tiden er nær, hvor Herren vil vise at han har sin vifte i hånden og han vil rense sit gulv grundigt. ret
(63) Dagene nærmer sig hurtigt, da der vil herske stor rådvildhed og forvirring. Forklædt som en engel vil Satan føre endog de udvalgte vild, om det var muligt. Der vil blive mange "guder" og mange "herrer". Alle mulige lærdomme vil blæse som vinde.] Dem som har afgivet største hyldest til såkaldt videnskabsfalskneri, vil så ikke blive ledere. Dem som har stolet på forstanden, skytsånd eller talent vil da ikke stå i rækkerne. De havde ikke fred med lyset. Dem som har bevist sig selv som upålidelige, vil da ikke betros hjorden. Ikke mange af de store mænd vil være engageret i det alvorlige afsluttende værk. De er selvsikre og uafhængige af Gud og han kan ikke bruge dem. Herren har nogle trofaste tjenere, som vil komme til syne i rystelsens og prøvens tid. Der findes dyrebare sjæle, som nu er skjult og som ikke har bøjet knæ for Ba'al. De har ikke haft det lys, der har skinnet så klart for jer. Men under et barsk og utiltalende ydre lyser måske en ægte kristelig karakters renhed. Når vi om dagen ser op imod himmelen, kan vi ikke se nogen stjerner. Men de er der, de er der på himmelen, øjet kan blot ikke skelne dem. Men om natten kan vi se dem i deres fulde glans. ret
(63.) Den tid, da enhver sjæl vil blive prøvet, er ikke langt borte. Dyrets mærke vil blive påtvunget os. De, som lidt efter lidt har givet efter for verdens krav og føjet sig efter verdens skik og brug, vil ikke finde det vanskeligt at give efter for dem, der har magten på den tid, hellere end at blive genstand for spot, krænkelse og trussel om fængsling og død. Striden står mellem Guds bud og menneskers bud. På den tid vil slaggerne blive skilt fra guldet i menigheden. Virkelig gudsfrygt vil klart kunne skelnes fra det ydre skin og skær af gudsfrygt. Mangen en stjerne, som vi har beundret for dens glans, vil da gå ud i mørket. Avnerne vil som en sky blive bortvejret af vinden, selv fra steder, hvor vi kun ser gulve fulde af gylden hvede. Alle, som smykker sig med helligdommens prydelser, men ikke er iklædt Kristi retfærdighed, deres nøgenheds skam skal blive åbenbar. ret
(64) Når træer uden frugt, skæres ned som besværlige planter for jorden, når masser af falske brødre udskilles fra de sande, så vil de skjulte åbenbares og med hosiannaråb stille sig under Kristi banner. Dem som har været sky og manglet selvtillid vil erklære sig selv åbenlyst for Kristus og hans sandhed. Men de svageste og mest tøvende i menigheden, vil være som Davis - villig til at turde og gøre det. Jo mørkere natten er for Guds folk, des mere strålende er stjernerne. Satan vil på smertelig måde plage den trofaste; men, i Jesu navn, vil de komme mere ud som sejrherrer. Så vil Kristi kirke vise sig »fager som månen, skær som solen, frygtelig som hære under banner?" ret
(64) Sandhedens frø som sås i missionsarbejdet vil spire op, blomstre og bære frugt. Sjæle vil modtage sandheden, som udholder trængslerne og priser Gud for at de må lide for Jesus. »I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.« Når den overvældende plage skal feje over jorden, når viften renser Jehovas grund, vil Gud hjælpe sit folk. Satans sejrstegn kan sættes på højene, men den rene og hellige tro lader sig ikke skræmme. ret
(64) Elias tog Elisa fra ploven og satte indvielseskåbe på ham. Kaldet til dette store og højtidelige arbejde blev overbragt lærte og værdsatte mennesker; var disse små i deres egne øjne og stolede helt på Herren, han ville have æret dem, ved at føre sin triumferende standard til sejr. Men de skilte sig fra Gud, overgav sig til verdens indflydelse og Herren forkastede dem. ret
(65) Mange har ophøjet videnskaben og mistet videnskabens Gud af syne. Dette var ikke tilfældet med menigheden i de reneste tider. ret
(65) Gud vil udføre et arbejde i vore dage, som kun få kan vente sig. Han vil oprejse og ophøje dem iblandt os, som mere er oplært af hans Ånds salvelse end af videnskabsinstitutionernes ydre oplæring. Den ydre oplæring skal ikke foragtes eller fordømmes; de er forordnet af Gud, men de kan kun give ydre kvalifikationer. Gud vil tilkendegive at han ikke er afhængig af lærte - egensindige dødelige mennesker. ret
(65) Der er få virkelig helligede mænd iblandt os, få som har kæmpet og sejret i kampen med selvet. Virkelige omvendelser er en afgjort forandring af følelser og motiver; det er en (83) livsvigtig aflæggelse af verdslige forbindelser, en hasten væk fra deres åndelige atmosfære, en borttrækken fra deres tankers, anskuelsers og indflydelsers herskende magt. Adskillelsen skaber smerte og bitterhed til begge partnere. Det er strid som Kristus siger at han kom for at bringe. Men omvendte vil nære et stadigt ønske for at deres venner skal forlade alt for Kristus, være klar over at gør de ikke dette, vil de blive adskilt endeligt og for evigt. Den sande kristne kan ikke være lette og spøgende når de er sammen med ikke-troende venner. Sjælenes værdi, for hvem Kristus døde, er for stor. ret
(65) »Ingen af jer kan være min discipel,« siger Jesus, »uden at han giver afkald på alt, hvad han har.« Hvad som helst der adskiller os fra Gudshengivenheden, må opgives. Mammon er manges afgud. Dets gyldne kæder binder dem til Satan. Anseelse og verdslig ære dyrkes af en anden klasse. Et liv i selvmagelighed og fri for ansvar er andres afgud. Dette er Satans snarer, der sættes frem for uforsigtige fødder. Men disse slavebånd må brydes; kødet må korsfæstes med dets hengivenhed og lyster. Vi kan ikke være halvt Herrens og halvt verdens. Vi er ikke Guds folk, medmindre vi er det fuldt ud. Ethvert vægtlod, enhver omsiggribende synd, må lægges til side. Guds vagtfolk vil ikke råbe: "Fred, fred", når Gud ikke har sagt fred. De trofaste vagtfolks røst vil høres: »Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer Herrens kar!« ret
(66) Menigheden kan ikke måle sig selv med verden, heller ikke med menneskers meninger, heller ikke med hvad hun engang var. Hendes tro og hendes position i verden som den er nu, må sammenlignes med, hvad den kunne være, hvis hendes vej hele tiden var fremad og opad. Menigheden vil vejes på helligdommens vægte. Hvis hendes karakter og åndelige status ikke svarer til de gaver og velsignelser Gud har givet hende, vil hun findes for let. Lyset har skinnet klart og bestemt på hendes stivej og lyset fra 1882 drager hende til regnskab. Hvis hendes talenter ikke er udnyttet og hendes frugter ikke er fuldkomne for Gud, hvis hendes lys er blevet mørke, er hun i virkeligheden fundet for let. Kundskab til vor tilstand, som Gud ser den, er som skjult for os. Vi ser, men fatter ikke; vi hører, men forstår ikke; og vi hviler ligeså ubekymrede som om skystøtten om dagen og ildstøtten om natten, hvilede over vor helligdom. Vi bekender at kende Gud og tro sandheden, men i gerninger fornægtes han. Vore handlinger er direkte modsat til sandhedens og retfærdighedens principper, hvilke vi bekender at blive styret af. ret
(66) Medarbejderne på vort College
Grundlaget for al rigtig fremgang for vort college, er en tæt enhed med Gud, hos lærerne og de studerende. Herrens frygt er visdoms begyndelse. Hans forskrifter bør anerkendes som en livsregel. I bibelen åbenbares Guds vilje for hans børn. Hvor den end læses, i familiekredsen, skolen eller menigheden, bør det altid have en stille og hellig opmærksomhed, som om Gud virkelig var til stede og talte til dem. ret
(67) På vor skole fastholdes ikke altid en høj religiøs standard. En majoritet af både lærere og studerende forsøger hele tiden at se bort fra deres religion. Dette har især været tilfældet siden verdslige har støttet colleget. Kristus forlanger af alle hans efterfølgere, åbne og mandige trosbekendelser. Enhver må tage stilling og være det Gud har tænkt han skulle være, et skuespil for verden, for engle og for mennesker. Enhver kristen skal være et lys, der ikke skal skjules under en skæppe eller under en seng, men sættes på en lysestage så det kan lyse for alle i huset. ret
(67) Lærerne på vort college bør ikke tilpasse sig verdslige skikke eller antage verdslige principper. De egenskaber Gud værdsætter mest er kærlighed og renhed. Disse egenskaber burde enhver kristen værne om. »Enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud.« »Hvis vi elsker hverandre, bliver Gud i os og hans kærlighed er blevet fuldkommet i os.« »vi skal se ham, som han er. Og enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren. « ret
(67) Gud har bevæget på unge mænds hjerter, at de skal hellige sig til tjenesten. De er kommet på vort college i håb om at få fordele, de ikke kan få andre steder. Men Guds Ånds højtidelige aftryk er blevet taget let af lærerne, som kun ved lidt om de unges værdi og føler kun en lille byrde for deres frelse og de har bestræbt sig for at vende de unge fra den sti Gud har forsøgt at lede dem på. ret
(67) Velkvalificerede læreres indflydelse er meget højere end vore prædikanter og lærerne arbejder ikke nær så hårdt eller gør sig så stor ulejlighed som prædikanten der giver sig selv helt til arbejdet. Disse ting er blevet overbragt de unge og de nærer mistillid til Gud og ikke tro på hans løfter. Mange har valgt en lettere vej og har fået sig selv til at lære videnskaber eller gå ind i andre foretagender i stedet for at forkynde sandheden. ret
(68) Derved er Guds arbejde blevet forhindret af uhelligede lærere, som bekender at tro sandheden, men som ikke elsker den af deres hjerter. Den uddannede unge mand er blevet belært at deres evner er for dyrebare til at anvende i Kristi tjeneste. Men har Gud da ingen krav på ham? Hvem gav styrke til at få denne åndelige disciplin og disse færdigheder? Er helt uafhængigheden af Jehova? ret
(68) Mange unge som er uvidende om verden uvidende om deres svaghed, uvidende om fremtiden, føler ikke behov for en guddommelig hånd der kan vise dem deres vej. De betragter sig selv som fuldt kvalificerede til at lede deres eget skib midt iblandt andre skibe. Lad disse huske at, uanset hvor de går, er de ikke uden for Guds domæne. De er ikke fri til at vælge hvad de vil, uden at rådføre sig med deres Skabers vilje. ret
(68) Talentet udvikles bedst og påskønnes bedst når der er mest brug for det. Men denne sandhed overses af mange som stræber ivrigt efter udmærkelser. Selvom de er overfladiske i religiøs erfaring i mentale færdigheder, higer deres kortere mål efter en højere handlingsfære, end den, Forsynet har givet dem. Herren kalder ikke dem, som han kaldte Josef og Daniel, til at modstå fristelser til verdslig ære og høj status. Men de placerer sig selv i farlige situationer og forlader den pligtspost de er egnede til. ret
(68) De makedoniske råb kommer til os fra alle retninger. »Kom over til Makedonien og hjælp os!« er den indtrængende appel fra øst og vest. Overalt omkring os er markerne allerede hvide til høsten. »Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så de kan glæde sig sammen, både den, som sår og den, som høster.« Er det ikke tåbeligt at vende sig fra disse marker og gå ind i forretninger der kun afgiver pengemæssige gevinster? Kristus ønsker ingen selviske medarbejdere, som kun søger den højeste løn. Han kalder på dem, som er villige til at blive fattig for hans skyld, ligesom han blev fattig for dem. Hvad var behandlingen Kristus fik i denne verden? Hån, spot, armod, skam, afslag, bedrag og korsfæstelse. Skal underhyrderne da ikke søge efter en lettere lod, end deres mester? ret
(69) Guds ord er en stor forenkler af livets komplicerede tilskikkelser. For enhver alvorlig gransker, giver det guddommelig visdom. Vi bør aldrig glemme at vi er blevet indløst ved lidelse. Det er Kristi dyrebare blod der gør forsoning for os. Ved slid opofrelse og risiko, ved tabet af verdslige goder og i sjælens pine er evangeliet blevet bragt frem til verden. Gud kalder på unge mænd i deres ungdoms kraft og styrke til at have del i hans selvfornægtelse, opofrelse og lidelse. Hvis de tager imod dette kald, vil han gøre dem til sine redskaber til frelse for sjæle, som han ofrede sit liv for. Men han ønsker, at de skal beregne omkostningerne og ved indtrædelsen i arbejdet være fuldt klar over betingelserne for at tjene en korsfæstet forløser. ret
(69) Jeg har svært ved at udtrykke mine følelser når jeg tænker på at Guds formål med colleget er blevet vanrøgtet. Dem som har en formel gudsfrygt fornægter, ved deres uhelligede liv, sandhedens kraft, at gøre mennesker forstandige til frelsen. Se på apostlenes historie, som led fattigdom, vanære, mishandling og endog død for sandhedens sag. De glædede sig over af de var lidelser for Kristi skyld værdige. ret
(69) Hvis store resultater kan opnås ved store anstrengelser og store lidelser, hvem af os der er genstand for guddommelig nåde kan nægte ofrene? Kristi evangelium indbefatter krav til enhver sjæl der har hørt budskabet i glade strømme. Hvad skal vi give Gud for alle hans ydelser til os? Hvilken uforlignelig barmhjertighed kan aldrig gengældes. Vi kan, kun ved villig lydighed og taknemmelig tjeneste, vidne om vor loyalitet og med ære hædre vor Forløser. ret
(70) Jeg har ikke noget højere ønske, end at se vore unge besjælede af den sande religion, som leder dem til at tage korset op og følge Jesus. Gå fremad, I Kristi unge disciple, principfaste og iførte renheds og retfærdigheds klædebon. Frelseren vil lede jer frem til den stilling, der passer bedst for jeres evner og hvor I kan gøre mest nytte. På pligtens vej kan I være sikre på at få nåde nok til dagen. ret
(70) Evangeliets prædiken, er Guds udvalgte formidling til sjæles frelse. Vor første gerning må være at bringe vort eget hjerte i harmoni med Gud og da er vi rede til at arbejde for andre. Før i tiden var der grundig hjerteransagelse blandt vore alvorlige arbejdere. De rådførte sig med hverandre og forenedes i ydmyg, inderlig bøn om guddommelig vejledning. Der har været en nedgang i den sande missionsånd hos prædikanter og lærere. Kristi komme er nærmere nu, end da vi blev troende. For hver dag, der går, har vi én mindre til at forkynde advarselsbudskabet for vor verden. Jeg skulle ønske, at der i dag var mere indtrængende forbøn, større ydmyghed, større renhed og større tro. ret
(70) Den forbandelse som faldt over figntræet fordi det ikke bar frygt, truer nu at falde over menigheden i Battle Creek. Gud har plantet vigtige institutioner blandt jer, alligevel har I ikke været mere forsigtige med at jeres indflydelse går til den forkerte side. W. C. Gage, C. W. Stone, J. H. Kellogg, og andre som har ansvarsbetyngede stillinger, har ikke rejst sig i deres renhed for at modstå verdens ånd og indflydelse. De er blevet advaret og irettesat, men til tider har du være hurtigere til at give efter for en verdslig indflydelse end give efter for Gud Ånd. ret
(71) Alle er i konstant fare. Jeg advarer menigheden om at tage sig i agt for dem, som forkynder livets ord for andre men ikke selv værner om ydmyghedens og selvfornægtelsens ånd som det omfatter. Sådanne mennesker kan der ikke stoles på i en krise. De ignorerer Guds røst ligeså hurtigt som Saulus gjorde og ligesom han er mange parate til at retfærdiggøre deres handlemåde. Da Saul blev irettesat af Herren, ved hans profet, fornægtede han på det kraftigste at han ikke havde adlydt Guds røst; men brægende får og brølene okser bevidnede at det havde han ikke. På samme måde fornægter mange i dag deres loyalitet til Gud. Deres koncerter og andre fornøjelser, deres verdslige omgangsfæller, deres selvforherligelse, deres inderlige ønske om popularitet, bevidner alt sammen at de ikke har adlydt hans røst. »Mit, folk har en dreng ved styret og over det hersker kvinder.« ret
(71) Det er høje normer som evangeliet sætter os. Den konsekvente kristne er ikke blot en ny men en ædel skabning i Jesus Kristus. Han er et ufejlbarligt lys, der skal vise andre vejen til himmelen og til Gud. Han som drager sit liv fra Kristus vil ikke have noget ønske om verdens tåbelige, uhellige nydelser. ret
(71) Blandt de unge vil man finde stor uensartethed i karakter og opdragelse. Nogle har levet under vilkårlig tvang og hårdhed, som har udviklet en stædig og trodsig ånd hos dem. Andre har været hjemmets kæledægge og har af alt for eftergivende forældre fået lov til at følge deres egne tilbøjeligheder. Hver eneste fejl er blevet undskyldt, indtil deres karakter er blevet misdannet. For med held at kunne arbejde med disse forskellige karakterer har læreren brug for at vise megen takt og finfølelse såvel som fasthed i sin ledelse af skolen. ret
(71) Uvilje, ja endog foragt for et passende reglement vil ofte komme til udtryk. Nogle vil bruge al deres opfindsomhed for at undgå straf, medens andre vil udvise en ubekymret ligegyldighed for overtrædelsens følger. Alt dette vil kræve større tålmodighed og anstrengelse hos dem, som har fået deres uddannelse betroet. ret
(72) En af de største vanskeligheder, lærerne har haft at kæmpe med, er, at forældrene på deres side undlader at samarbejde i forvaltningen af skolens disciplin. Hvis forældrene følte sig forpligtede til at støtte lærerens autoritet, ville mange lydighedsnægtelser, uvaner og udsvævelser blive afværget. Forældrene bør forlange, at deres børn skal respektere og adlyde en lovlig autoritet. De bør med aldrig svigtende omhu og flid arbejde på at undervise, vejlede og styre deres børn, indtil de rette vaner er solidt grundfæstede. Med en sådan oplæring ville de unge bøje sig for samfundets forordninger og de almindelige moralske forpligtelsers restriktioner. ret
(72) Både ved forskrift og eksempel skal de unge lære enkelhed i klæder, manérer, flid, ædruelighed og sparsommelighed. Mange studerende ødsler mange midler bort de har fået af deres forældre. De prøver at gøre sig større end deres kammerater ved at bortødsle penge for at vise sig og føje sig selv. På nogle undervisningsinstitutioner er det af stor betydning at de studerendes klæder er foreskreven (skoleuniformer) og deres pengeforbrug begrænses ved lov. Men føjelige forældre og føjede studerende vil finde en måde at omgå loven på. Vi vil ikke gå til sådanne midler. Vi beder kristne forældre om at tage alle disse ting forsigtigt, under bønlig overvejelse, søge råd fra Guds ord og så søge at handle efter dens lære. ret
(72) Hvis der var mulighed for manuelt arbejde i forbindelse med vor skole og de studerende blev pålagt at bruge en del af deres tid til en aktiv beskæftigelse, ville det for mange vise sig som en beskyttelse mod mange af de onde indflydelser der hersker på undervisningsinstitutioner. Mandige, nyttige beskæftigelser, i stedet for tåbelige og fordærvelige adspredelser, vil give ungdomslivets overflod et legitimt spillerum og vil virke for ædruelighed og karakterfasthed. Alle mulige anstrengelser bør gøres for at opmuntre til et ønske om moralske og fysiske såvel som mentale fremskridt. Hvis piger lærte at lave mad, især at bage godt brød, vil deres uddannelse være af langt større værdi. Kundskab til nyttigt arbejde vil, i stort omfang, forhindre den syge sentimentalisme som har og stadig ruinerer tusindvis af sjæle. Brugen af muskler, såvel som hjernen vil give smag for det praktiske livs hjemmepligter. ret
(73) Den nuværende tidsalder er en med opvisninger og overfladiske uddannelser. Bror Bell har en naturlig kærlighed for system og grundighed og dette er blevet en vane ved livslang træning og disciplin. Gud har anerkendt ham for dette. Hans arbejde er af virkelig værdi, fordi han ikke lader de studerende være overfladiske. Men i sit allerførste arbejde med oprettelsen af en skole, stødte han må mange hindringer. Var han mindre standhaftig og udholdende ville han have opgivet kampen. Nogle af forældrene støttede ikke skolen og deres børn respekterede ikke læreren fordi han bar fattige klæder. De dømte imod ham på hans udseende. Denne respektløshed blev irettesat af Herren og læreren hjalp til i dette. Men børnene beklagede sig og gav ukloge beretninger i deres hjem og det har styrket forældrenes fordomme. Da bror Bell forsøgte at indprente sande principper og danne rigtige vaner, beklagede overforkælede børn sig over deres hårde studier. Jeg fik vist at netop de, led fordi de ikke var tilstrækkeligt optaget af deres studier. Deres tanker var over demoraliserende ting og både sind og legeme blev svækket af selvbesmittelse. Det var denne skammelige behandling, ikke for mange studier, der fremkaldte disse børns hyppige sygdomme og forhindrede dem i at gøre fremskridt, som forældrene ønskede. ret
(73) Herren anerkendte bror Bells handlemåde i almindelighed, da han lagde grunden for den skole, som er der nu. Men manden har arbejdet for hårdt, uden en fast, velsignet og styrkende påvirkning hjemmefra, til at lette hans byrder. Under overarbejdets belastning har han gjort nogle fejltagelser, dog ikke halvt så frygtelige, som de personer der udviste bitterhed imod ham. I sin omgang med de unge har han måtte møde denne oprørskhed og trods, som apostlene erklærer er et af tegnene på de sidste dage. ret
(74) Nogle af lærerne på colleget har ikke indset ansvaret i deres stilling. De har ikke selv været elever i Kristi skole og derfor ikke rede til at lære andre. Der er sket nogle ting, som har styrket skolens ikke-religiøse element. En stærk uenighed er ekisteret blandt lærerne. Der har været en anseelig utilfredshed med bror Bells måde at behandle de studerende på. Han har ikke altid arbejdet sådan, at det befordrer den bedste indflydelse. Nogle synes at han virker hård og usympatisk. Han kunne tolerere den ligegyldighed som de studerende til tider har manifesteret. Det som interesserede ham, mente han skulle interessere hans klasse. De rappe bemærkninger som han giver nogle gange, har efterladt et ubehageligt indtryk på følsomme mennesker, som ikke kender ham så godt. ret
(74) Blandt de studerende vil der findes nogle med dovne og skadelige levevaner. Disse vil have brug for irettesættelse og disciplin; men hvis de ikke kan reformeres, så lad dem ikke drive videre mod graven i utålmodighed og hårdhed. Lærerne bør altid have i tanke at de unge de har i deres varetægt, er købt af Kristi blod og er yngre medlemmer af Herrens familie. Kristus gjorde et uendeligt offer for at løskøbe dem. Og lærere bør føle at de skal stå som missionærer, for at vinde disse studerende til Jesus. Hvis de af naturen er krigeriske, så lad dem vogte sig omhyggeligt mod at give efter for dette karaktertræk. Dem som har passeret den kritiske periode i ungdommen, bør aldrig glemme det tidligere livs fristelser og prøvelser og hvor meget de behøvede forståelse, venlighed og kærlighed. ret
(75) Han som helliger sig selv til det vanskelige samfundsarbejde for menneskehedens sag, finder ofte kun lidt tid til sin egen familie og, i en vis forstand, efterlades uden en familie og uden karminstedet, sociale påvirkning. Det er sket med bror Bell. Hans sind er hele tiden blevet bebyrdet. Han har kun haft lidt anledning til at vinde sine børns hengivenhed eller give dem de nødvendige begrænsninger og vejledning. De blev nervøse og viljebestemte. En fast, diskret og kærlig moder, kunne have kontrollerede disse ukuelige børn, og bror Bell kunne have fået et langt lykkeligere hjem. ret
(75) Få kan vide hvor tunge byrder bror Bell har båret på grund af disse ting, som jeg blot har rørt ved. Han har ofte gået til kasseværelset, så betynget med forvirrende og ulykkeligere tanker, at det virker næsten umuligt for ham at passe sine nuværende pligter. ret
(75) Dem på højskolen har fundet så mange fejl hos bror Bell, at det har været mere mangelfuldt end han, når de ikke gør dem til det. Bror Ramsey har beklaget sig meget over brorBells ledelse, men det som skulle accepteres hos bror Bell på grund af hans tidligere så kærlige arbejde, vil de unge ikke kunne klare. Bror Ramsey viser en hårdhed og karphed i skolen der er helt upassende for nogen i hans alder og stilling. Når han har lært dem tålmodighed, ydmyghed og selvkontrol der hjemme, i skolen og hvor det end måtte være, så vil det mindst vise sig som mindre kriminelt for ham at ændre sig over for bror Bell. Bror Ramsey har gode evner, og vil blive en succesrig lærer, hvis han ikke har så høje tanker om sig selv, end han burde. Men når han føler at han har nok i sig selv, så er han en meget svag mand. Når han stoler helt på Gud, så kan han bruge alle sine kræfter på bedste måde. Bror Miller er ikke en særlig from mand. Han er fast, beslutsom, hårdnakket, men meget indbildt. ret
(76) Den allerværste ting der nogensinde er sket på Battle Creek-skolen var mr. Hamills besøg, lærer i talekunst. Facineret af denne kundskabsgren, glemmer mange vor stilling som et særligt og helligt folk. De lod sig selv lede bort fra Gud, og nogle sjæle vil gå tabt som følge deraf. Fejlen er ikke hos mr. Hamill. Han arbejdede efter sin tro. Men de som glemte al højere interesse for deres iver til denne nye studiegren, har ikke tilføjet noget til sig selv eller den sag de repræsenterer. Nogle har gjort sig selv til grin. Selvom Gud har irettesat deres fejl for at blande sig med verden, har andre gjort det samme, og fortsætter med at gentage den samme fej, med deres åndelige blidhed og manglende helligelse. ret
(76) Bror Stone har ikke altid handlet i overensstemmelse med deres tro. Han har ikke givet agt på Guds Ånds vidnesbyrd, men har åbne en dør for skolen, hvorved de kunne forbinde sig med verden. Han kunne være en nyttigmand hvis han vil overvinde sit egensindige temperament. Han har i en vis grad kvaliteter. Hvis talentet for musik kunne være en magt til det gode, hvis den fremholdes som Guds gave og helliges til hans tjeneste. Men det har været middel til at lede ham og andre til venskab med verden, og har gjort mere skade end godt. Herren har talt til bror Stone i irettesættelser og opmuntring. Vil han adlyde denne røst fra Himlen, eller vil dem han omgås og hans vaner være for stærke for ham. Han må aflægge regnskab for sine talenter, hvad enten om de bruges til at ære Gud eller behage ham selv og andre, som ikke har Guds frygt for sig. ret
(76) Der er mange på colleget som behøver en grundig omvendelse. Lad ingen forsøge at se splinten i din broders øje, når de har en bjælke i deres eget øje: Enhver bør rense sit eget sjæletempel fra dets besmittelse. Lad misundelse og jalousi gå sammen med det ophobede skrald. Ophøjede privilegier og himmelske evner, købt til os for en uendelig omkostning, gives os frit for vor antagelse af det. Gud holder os hver især ansvarlig for det mål af lys og privilegier han har givet os. Og hvis vi nægter at give Gud forøgelsen af de talenter, han har betroet os, forspildes vi hans gunst. ret
(77) Mange i Battle Creek har givet givet efter for Satans fristelser indtil deres hjerter er blevet så umådeligt hårdt. De er usympatiske og kritiske, dømmer og fordømmer andre, som om Gud har sat dem, stakkels fejlende dødelige mennesker, på domsædet. I Guds sag har der ikke være en mere hjertelig, alvorlig og grundig arbejdsmand end bror Bell. Følte hans anklagere en ligeså dyb interesse for Guds sags fremgang, og brugte deres kræfter ligesom ham, ville de ikke have tid eller temperament til at fordømme hans arbejde. De ville synes langt mere om ham. ret
(77) Lad hans brødre overveje fordomsfrit, det arbejde han har udrettet i årevis, for at fremme uddannelsesarbejdet i Battle Creek; lad dem overveje de andre arbejdsgrene som han har fået, og så sammenligne deres eget arbejde og dets resultater med hans flid og bedrifter, deres løn med hans vederlag, og se hvordan disse vil fremstå over for sig selv og Gud, når der ses tilbage. ret
(77) Professor McLearn ville have tjent dig godt, hvis han ikke var blevet smigret af nogle og fordømt af andre. Han blev forvirret. Han har karaktertræk der må undertrykkes. I deres begejstring har nogle givet ham for meget tillid og ros. Nogle har sat mennesket dér, hvor det vil svært for mennesket at opdage sig selv og finde sit virkelige ståsted. Han er blevet forkastet af begge partier i menigheden, fordi de ikke har givet agt på Guds Ånds formaninger. Dette er uretfærdigt for ham. Han er fornylig kommet til troen og var ikke rede til den udvikling der er sket. Havde menigheden givet agt på Guds Ånds råd, havde de hver i sær igangsat reformarbejdet, i stedet for at forsvare sig selv; hade de ydmyget deres egne hjerter, brødrene Bell og McLearn sammen med resten, disse to lærere kunne komme i harmoni. Men de er blevet revet i stykker af menigheden, som er forblindet af sjælefjenden, og som Guds irettesættelse hviler over. ret
(78) Medmindre kirken bliver forenet i sin grund, vil de fremtidige læreres arbejde på Højskolen være al andet en let eller ønskværdigt. Når de fremholdes af en gruppe vil de kritiseres af en anden. Dette er i sig selv nok for at gøre enhver læreres arbejde ekstremt vanskeligt. Begge lærere og studerende vil underlægges delvise præferancer og følelser, som er sikket dødt for det åndelige. ret
(78) Hvor lidt vi dog ved om den indflydelse, vore handlinger vil øve på vor egen og andres fremtid! Mange mener, det har ringe betydning, hvad de gør. Det vil ikke gøre dem nogen skade at overvære denne koncert eller at forene sig med verden i hin fornøjelse, hvis de ønsker det. På denne måde leder og behersker Satan deres ønsker og de betænker ikke, at det kan få de mest skæbnesvangre følger. Det kan blive det led i begivenhedernes kæde, der binder en sjæl fast i Satans snare og bestemmer dens evige ruin.
(78) Hver handling, ligegyldig hvor lille, har sin plads i livets store drama. Betænk, at ønsket om en eneste tilfredsstillelse af appetitten bragte synden med dens forfærdelige følger ind i verden. Guds sønners vanhellige ægteskaber med menneskenes døtre førte til det store frafald, der endte med verdens ødelæggelse ved en vandflod. Den ubetydeligste selvnydelse har ført til store revolutioner. Dette er tilfældet nu. Der er meget få, som er forstandige. Ligesom Israels børn vil de ikke agte på råd, men følger deres egen tilbøjelighed. De forener sig med verdslige elementer ved at overvære sammenkomster, hvor der vil blive lagt mærke til dem og viser således vejen og andre følger efter. Hvad der een gang er blevet gjort, vil de selv og mange andre gøre igen. Hvert skridt, som disse tager, gør et varigt indtryk ikke blot på deres egen samvittighed og deres vaner, men på andres. Dette forhold giver menneskelivet en overvældende betydning. ret
(79) Mit hjerte skælver dag efter dag og nat efter nat for vore menigheder. Mange kommer frem, men på det tilbagegående spor. »Retfærdiges sti .... vokser i glans til højlys dag.« Deres march er fremad og opad. De vokser fra styrke til styrke, fra nådegave til nådegave og fra herlighed til herlighed. Dette er alle vore menigheders privilegier. Men, oh, hvor anderledes har det ikke gået dem! De behøver guddommelig oplysning. De må vende helt om. Jeg ved hvad jeg siger. Hvis de ikke bliver virkelige kristne, vil de gå fra svaghed til svaghed, splittelsen vil øges og mange sjæle vil føres til fortabelse. ret
(79) Alt hvad jeg kan sige til jer er: Tag det lys op som Gud har givet jer og følg det, uanset hvad det koster jer. Det er jeres eneste sikkerhed. I har et arbejde med at komme i harmoni og måtte Herren hjælpe jer til at gøre det også hvis selvet korsfæstes. Tag det lys op som er blevet ringeagtet og forkastet. Tag det op i ydmyghed, med bæven og frygt. Det gamle Israels synd var at ignorere Guds udtrykte vilje og følge deres egen vej, efter uhelligede hjerters ledelse. Det moderne Israel følger hurtig i deres fodspor og Herrens mishag hviler ligeså sikkert over dem. ret
(79) Det er aldrig svært at gøre hvad vi kan lide at gøre, men at gå direkte imod vore tilbøjeligheder er at løfte et kors. Kristus bad om at hans disciple måtte blive ét, ligesom han var ét med Faderen. Denne enhed er Kristi legitimation overfor verden, at Gud har sendt ham. Når egenviljen aflægges angående disse ting, vil der være en sammenslutning af troende sammen med Kristus. Alt dette, bør der bedes og arbejdes målbevidst for og derved besvares videst muligt Kristi bøn for enhed i hans menighed.