(30) Sand fornemmelse af arbejdets hellighed
Med hensyn til problemerne på Pacific Forlagshus, så har der ikke været den pålidelighed som Gud forlanger. Der bør være en dybere fornemmelse for arbejdets hellighed, og enhver og alle bør være pålidelig i deres forskellige afdelinger af værket. Men hos nogle mangler der specielt stabilitet. Når unge mænd og unge damer viser særlig opmærksomhed, og de opmuntrer til denne opmærksomhed, og ungemænd der ikke udfører deres pligter, bliver letsindige og ikke passer på deres optræden, er det forkert at opmuntre til en sådan optræden, ved at begrænse dem på kontoret i forbindelse med arbejde; og når nogen gifter sig, må man ikke gå med til optrin og fremvisninger. ret
(30) Jeg fik vist at der hos nogle af dem der arbejder på kontoret, ikke er en oprigtig sans for religiøse ting. Dem som har forladt Østkysten for at tage til Stillehavskysten bør ikke, i deres daglige og religiøse liv, føre sig sådan at det ikke er efterligning værdig. De vanærer og fejlfremstiller dem som ikke er forbundet med arbejdet i øststaterne. De bør være forsigtige med deres optræden. Deres daglige religiøse liv er meget mangelfuldt. Evige interesser sættes under det timelige. Jeg så at under fleres navne, der nu arbejder på Signs-kontoret, stod der skrevet i himlens optegnelsesbøger: ”For let – vejet på vægten og funden for let.” Idet Dommerens ransagende øjne hvilede på disse upålidelige mennesker, blev de blege i ansigterne, og rædsel greb dem. Nogle var ikke skyldig i nogen stor fejl, men de havde ikke ladet deres lys skinne ud for mennesker, så andre når de ser deres gode gerninger, vil genspejle ære til Gud. I som arbejder på kontoret kan selv få nytte af de religiøse privilegier hvis I vil, så at I kan få åndelige styrke til at bruge og anvende den til egen og andres gavn. Bedemøderne forsømmes, religiøse pligter efterlades ugjort, og samvittigheden tages let. Hvad siger denne åndelige ladhed til fordel for Kristus? Netop dette, at jeres egen forretning, eller det mekaniske arbejde som du involveres, er af større betydning end Guds tjeneste. ret
(31) Vigtigheden af religiøs tjeneste
Du må arbejde alvorligt med at udføre dine medicinske opgaver, og så gå, uden interesse eller alvor, til den religiøse tjeneste, vise at du ikke har hjertet med i en sådan tjeneste. Hvordan kan disse bekendende vokse? Det er umuligt. De vil altid være dværge i religiøse ting, og når dommen sættes og bøgerne åbnes, kommer deres navne ind under de dovne tjenere, - vejet på vægten og fundet for lette. ret
(31) Det forkyndte Ord vil være magtesløs når sjæle overbevises og omvendes, medens en sovende, uvirksom og frafalden kirke er alt som er tilbage til at støtte disse medarbejderes anstrengelser. Kristi ambassadører anstrengelser vil kun kunne lykkes når de understøttes af alvorlige, bedende og arbejdsomme folk. Bedemøder forsømmes, medens koncerter, sangskoler og forskellige underholdninger beskyttes nøje. ”Det er bare et bedemøde,” gentager menighedsmedlemmerne ofte; jeg kan ikke kalde dem kristne. Det interesserer menighedsmedlemmerne med populære lektier, og kalder dem ud, medens bedemødet ikke har deres interesse. Dette åbenbarer menighedens sande tilstand. Gud er ikke tilfreds med tingenes tilstand. Gud er ikke glad for denne tilstand af tingene. Åndelige og evige ting påskønnes ikke, medens timelige sager ophøjes over ting af evig interesse. ret
(32) Et bedemøde vil altid fortælle menighedsmedlemmerns sande interesse for åndelige og evige ting. Bedemødet er som legemets puls; det betoner kirkens åndelige tilstand. En livløs, frafalden menighed har ikke trang til bedemøder. Unge mænd og kvinder uden dyb religiøs interesse, som er forfængelige og stolte og letsindige, føler ingen tilfredshed med at engagere sig i religiøse øvelser. De foretrækker at bruge tiden på flørt eller læse noveller, eller tilfredsstille det naturlige hjertes følelser på andre måder. ret
(32) Alle bør være medarbejdere
Ingen af medarbejderne på kontoret er fritaget for at være en medarbejder i Guds menighed. Dem som er i stand til at tage arbejdet på kontoret er duelige medarbejdere i menigheden. Der er missionsarbejde at gøre over alt. Enhver på kontoret som bekender Kristi navn bør påtage sig systematisk arbejde af en slags i kirken. Enhver mand og kvinde er pålagt af Gud til at gøre noget for Hans sags fremme. Enhver institution ligesom forlagshuset på Stillehavskysten bør have regler og disciplin, der kræver at dem der arbejder på kontoret at være alvorlige medarbejdere i kirken. Hvis aftenmøderne eller sabbatsmøderne forsømmes, bør der spørges ind til, og hvis der ikke gives gyldige begrundelser, bør de tilskyndes eller formanes til at deltage I disse møder, der er så væsentlige for deres åndelige styrke. Uden denne åndelige styrke vil disse medarbejderes indflydelse ikke være god, og den religiøse tone på kontoret vil ikke være rigtig. Dem som bekender at gå ind i Guds hellige arbejde bør ikke undskylde forsømmelse af Gudstjenesten, på grund af deres eget arbejde. Et sådant arbejde kan meget bedre lægges til side end Guds tjeneste, for Hans styrke og nåde er nok hver dag til at udføre de daglige pligter, og anledninger og privilegier efter åndelig styrkes kan ikke forsømmes uden at vende sig bort fra Gud. Der behøves ikke frafaldne for at gå ind i Guds værk. ret
(33) For at kunne bibeholde det åndelige liv bør medarbejderne udnytte alle nådens midler for at få styrke, ikke som tilskurere, som medarbejdere i menigheden, der gør de pligter som må gøres på forskellige afdelinger. Der må udvises respekt og interesse for Gudsdyrkelse, og nøje tilstedeværelse til det, af alle som er knyttet til kontoret, som har navn som Guds børn. Ligesom legemet behøver timelig mad, ligeså behøver sjælen åndelig føde, og alle bør anstrenge sig personligt for at sætte sig selv i forbindelse med alle de nådens midler som er tilvejebragt. Alle lysstråler de kan samle til deres sjæle bør der værnes om, for det moralske mørke omgiver os overalt, og overskygger alles stivej, og efterlader sit mørke aftryk på sindet, og dens fordærvelige indflydelse på karakteren. ret
(34) Helligåndens nødvendighed
Særlige kvaliteter og kræfter udvikles enten for godt eller ondt. For at få dem udøvet for det gode, må disse kræfter være under Guds Ånds kontrollerende indflydelse; så vil deres indflydelse kunne mærkes til godt, uanset hvad disse mennesker gør, eller hvad de måtte være. Enhver giver en daglig lektie til andre ved ord og optræden, enten for deres bedste eller skade så længe livet varer ved. Herrens tjeneste betragter mange ikke som hellig og væsentlig, hvis vi dømmer ud fra deres forsømmelse af disse hellige privilegier. Vort arbejde må gøres, men det må ikke sættes over evige interesser. Det er nødvendigt at udføre de timelige pligter trofast, men det bør aldrig gå i stedet for religiøs andagt, og trænge den tid ud som burde gives til det, får at de åndelige styrke ikke sygner hen. ret
(35) Hvordan hjerterne forhærdes
De rette principper forlades så sørgeligt. Guds ord erklærer at Gud forhærde Faraos hjerte. Dette skete da Farao gav advarsler og åbenbarede Guds mirakuløse styre for ham, han gik helt til at modsætte sig lyset, go nægtede at anerkende himlens Monark og give efter for Hans forlangender. Hver gang at Farao, modsatte sig Guds Ånd blev hans hjerte hårdere og blev vanskeligere at give indtryk, indtil Guds Ånds styrende indflydelse var væk. Farao såede hele tiden genstridighedens frø, og han høstede genstridighed, og han fastholdte sin beslutning for genstridighed indtil han gik fortabt i det Røde Hav. ret
(35) Gud tvang ikke Farao til at gå tabt. Enhver som går tabt ødelægger sig selv. Når en mand vender sig fra det lys Gud har givet, og nægter at vandre i det, bliver det lys til mørke for ham. Når lyset kommer frem for ham igen, er det så tåget at han knapt nok kan se det. Da irettesættelsesordene kom fra Gud til ham der fejler, er der et oprør i hjerte, en opildnende samvittighed. Den lyttendes hjerter er overbevist og Satan skælver for hans magt. Enkeltpersoner forlader Guds hus opsat på at modstå stolthed, ydmyge lysterne og overvinde havesyge. Men de ydmyger ikke deres sjæle for Gud og angrer, og retter op på fortidens fejl. De gør ikke en beslutsom forandring og beder Gud efter hjælp, stoler på Hans styrke, og indtrykket forsvinder snart. De føler for en tid en fornemmelse af deres tilstand, men indrømmer ikke syndens afskyelige karakter. De bliver ligegyldige og karakterens gamle brister viser sig, hvadenten det er stolthed og forfængelighed, verdslighed og selviskhed, eller smålig uærlighed, uærlig handel, sensualitet eller lyst for vinding. De går lige så ivrigt frem som om de ikke havde tid til et lille samvittighedsløft. Efter dette tilbagefald kan de lytte til fordømmelse imod synd og ugudeliges gerninger, Guds Ånd kan hvile over taleren med usædvanlig velvillighed, og Guds kraft kan være i ordet, men de har ikke bevæget sig så meget, de er blevet forhærdet af overdøvelsen i deres samvittighed. ret
(36) Alt er underlagt Kristus
Forretninger, socialt liv, velvære, ære, anseelse må være underlagt Kristi krav, Vi tror ofte at vi gør store ofre for sandhedens, men det er ikke virkeligheden. Den store hedningeapostel, mener vi, for vort synspunkt, gjorde ofre da han vendte sig fra rigdom, social forskel, og høje ærværdige titler, og kæder sit navn og skæbne med dette et særligt folk, overalt sagt imod, men han regnede bare alt for et tab, for at kunne vidne Kristus. Fik han tab ud af dette bytte? Han siger at han arbejdede overmådeligt, ofte til døde, fem gange fik han fyrre piskeslag på nær et, han blev stenet, var i dybet en nat og en dag, i fare på land og i hav, og byen og i ørknen, fra røvere og fra sine egne landsmand; at han udførte sin mission træt og smerteligt, ofte overvåget, i sult og tørst, ofte i faste, i kulde og nøgenhed, og alligevel lød ordene til os fra den gamle troshelt: ”Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” ret
(37) Da martyrdommens krone blev presset ned over hans pande, blev han spæret inde i et fangehul, berøvet god mad og klæder, og adskilt fra hans mange venner; men en, eller nogle gange to, var hos ham for at modtage de ord som Gud talte til ham for at komme ned til os. Men i hans første svar, som blev givet til tyrannen Nero, sagde han: ”Ingen kom mig til hjælp, men alle svigtede mig.” En isoleret fange, på prøve for sit liv, forfulgt og opgivet. Men tænkte Paulus over at han gjorde et stort offer i sit religiøse liv? Der kom disse ord til os fra ham: “Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os.” Han forsikrer at han har modtaget den højeste trøst: ”Trøst har jeg fået i fuldt mål og glæde i overflod midt i al vor trængsel.” Denne troshelt har givet sit vidnesbyrd, der varer ud i evigheden, for denne tids arbejde. Han formede de tiders karakter hvori han udlevede sin religiøse erfaring og hans kraftfulde forstand. ret
(38) Paulus liv var en succes. Paulus indflydelse og arbejde, den stor reformator, kan aldrig gå til; de udødeliggøres. Hans kristne karakter skinner frem med himmelhvælvingens klarhed. Hele Paulus’ kristenliv var en forberedelse til det fremtidige, evige liv. I det sorte hul, en fange for Gud, så hen over sit liv med tilfredshed, og vidende at han ikke havde ført spillet og tabt, så udbrød han: ”Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.” Så fæstner han sine øjne på de usynlige ting, det evige liv, som har været det inspirerende motiv for hans kristenliv, og i den forvisning udbryder han: ”Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.” ret
(38) I fuld forventning til livets krone, ender denne store krigers kamp ud i linjer til os, der endog lader til at berøve døden sin sejr. Dem som tør være principfaste og leve for Gud og det fremtidige evige liv, som ikke vil underlægge sig denne fordærvede tids former, skikke og idéer, vil ikke blive forstået af verden, mere end Kristus blev kendt og forstået. Men de forstås i himlen; deres navne star nedskrevet i Lammets livets bog.
Battle Creek, Mich., 7. november, 1879. ret