(3) Melbourne, Australien, 3.august, 1892.
Mine kære brødre og søstre:
Mine tanker har været meget optaget i flere nætter, jeg har sovet og vågnet op for det arbejde der skal gøres i dette land. I denne store missionsmark er der en hel del der skal gøres for sagens fremme og Mesterens arbejde, med den store mangel på midler og arbejdere, ved vi at det ikke vil blive gjort. Vi må ydmyge vore hjerter for Gud, og ofre oprigtigt og brændende så Herren, som har så mange midler, vil åbne vor vej. »Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra Hærskarers Herre.« og »dyrene på de tusinde bjerge.« Kristi liv, herlighedens Herre, er vort eksempel. Han kom fra himlen, hvor alt var rigdom og pragt; men han lagde sin kongelige krone til side, hans kongelige kappe, og klædte hans guddommelighed med menneskelighed. Hvorfor? Så han kunne møde mennesker hvor de var. Han stillede ikke sig selv i række med rige, jordens fornemme. Kristi mission var at nå ud til jordens meget trængende. Han selv arbejdede i hans tidligste år som en søn af en tømrer. Selvfornægtelse, kendte han ikke ordets betydning? Himlens rigdomme og herlighed var hans eget, men for vor sag bliv han fattig, så vi igennem hans armod kan blive rige. Det mest grundlæggende i hans mission var selvfornægtelse og selvopofrelse. Verden var hans, han gjorde den; dog i en verden hvor hans egen skabning menneskesønnen ikke kunne lægge sit hoved noget sted. »Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.« ret
(4) Ved værkets etablering og udvidelse i dette land, vil midler være væsentlige, så vi kan gøre et stort arbejde på en kort tid. Og den eneste måde vi kan gøre det på er, i et hvert øjeblik, at holde øjet kun på Guds herlighed, så at der ikke må blive sagt om os: De begynder at bygge, men ikke i stand til at afslutte. Under udførelsen til at gøre et bredere arbejde, må vi, helt fra begyndelsen af, tage hovmod og verdslige mål helt ud af vore hjerter. Har vi Kristi eksempel for os, den største Lærer verden nogensinde har kendt, skal vi ikke at tage fejl. »Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.« Vi må studere mønsteret, og spørge ved hvert skridt, »Er dette Herrens vej?« vi vil bestemt gøre alvorlige fejl hvis vi ikke holder selvfornægtelse og selvopofrelse fremtrædende for folk i ethvert øjeblik. ret
(4) Arbejdet i denne missionsmark er endnu i dets begyndelse. De troende har kun gjort en begyndelse i det kristne liv; og grunden til at de har følt så stor en byrde for dette folk er, at de for fremtiden kan lære større ting. Dette viser dog ikke hvad de vil være ved en praktisk tro på sandheden og helliggørelsen af det hele sindet af sandheden. Ordne og eksemplet fra vor Forløser i hans menneskelige liv og selvfornægtelse vil blive hans folks lys og styrke hvis de følger Jesus helt, og stoler på ham ved ethvert skridt. Lad dette blive vore hjerters sprog, »Vær du mit forbillede«. Ham der »vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud.« (eller han skal kende til læren). Intet er så ønskværdigt som at leve som Kristus levede, at fornægte sig selv som Kristus fornægtede sig selv, og arbejde med ham i at frelse det som er mistet. ret
(5) Når det drejer sig om møbler, så køb dem ikke for at vække beundring. Store ting vil være brugbare, og skal kunne bruges. Uddan folk til at praktisere selvfornægtelse. Lad det være taget i betragtning at enhver dollar kan stå for en sjæl, for en eller anden kunne den bruges til et kendskab af sandheden ved at bruge den dollar i missionsarbejdet. Vi må have en meget tiltalende smag, og synes om det som er smukt og kunstnerisk; men havde Kristus ikke den fineste, reneste og helligeste smag? Hans hjem var himlen, dog fornægtede han sig selv; ydmygelse fremstillede hele hans liv, fra krybbe til Golgatha. Ved arbejdets begyndelse, må vi ikke gentage de ting som Herren har fordømt i Amerika, unødvendig, luksuøs, forbrug af penge til at tilfredsstille fremvisningens kærlighed og stolthed. Lad al den slags blive omhyggeligt undgået. ret
(5) Ved spise og påklædning, og ved udstyring af vore skolebygninger, ønsker vi at bevare sand gudfrygtig ligefremhed. Mange vil fornægte sig selv og ofre meget for at medvirke til give missionsarbejdet en fremgang, og ville de se de midler blive brugt på de prægtigste måder og på mere dyrt tilbehør og genstande på bordet, ville det have en meget uheldig påvirkning på disse brødre og søstre. Intet kunne virke mere afgjort mod vore nuværende og fremtidige nytte i dette land. Den allerførste lektion at lære de studerende er selvfornægtelse. Lad deres øjne og deres sanser, tage lektierne ind; lad alle skolens regler bibringe til praktisk undervisning på en sådan måde, at arbejdet kan føres frem kun ved en stadig ofring. ret
(5) Lad os i et hvert øjeblik følge Frelserens eksempel nært. Jeg føler dybt for disse ting. Vi må overveje på hvilke måder der skal arbejdes for at sikre fremgang; vi må komme til arbejdet med hjerterne gennemsyret af Kristi ånd. Da skal vi erkende at vort arbejde må føres frem på en ydmyg måde. Vore prædikanter og deres hustruer burde være et eksempel med enkle klæder; de burde klæde sig nydeligt, behageligt, bære et godt stof, men undgå hvad som er luksuøst og pyntende, selv hvis det ikke er dyrt; for disse ting taler til vor skade. Vi burde oplære de unge til at klæde sig ligefrem, enkelhed med orden. Lad klædepynten blive fjernet, selv når omkostningen bare er en bagatel. ret
(6) Nogle har en byrde med henblik på at bære en vielsesring, og føler at vore prædikanters hustruer skulle tilpasse sig denne skik. Alt dette er unødvendigt. Lad vore prædikanters hustruer have den gyldne ring der binder deres sjæle til Jesus Kristus, med en ren og hellig karakter, med den sande kærlighed og sagtmodighed og gudfrygtighed der bærer frugterne på det kristne træ, og deres påvirkning vil blive sikker hvor som helst. Det faktum at en ignorereren af denne skik giver anledning til bemærkninger er ingen god grund til at indføre den. Amerikanere kan gøre deres stilling forståeelig ved klart at erklære at skikken ikke er nødvendig i vores land. Vi behøver ikke at bære det tegn, for vi er ikke falske i vort ægteskabsløfte, og med ringen på ville ikke være noget bevis for at vi var sande. Jeg føler noget stærkt over for denne gennemsyrende proces der lader til at gå over os, og som følger skik og brug. Ikke en penny skulle bruges til en guldring for at bevidne at vi er gifte. I lande hvor skikken er nødvendig, har vi ingen byrde for at fordømme dem som har deres vielsesring; lad dem bære den hvis de kan gøre det samvittighedsfuldt; men lad ikke vore missionærer føle at det at bære ring vil forøge deres indflydelse en kende eller tøddel. Hvis de er kristne, vil det vise sig i deres Kristi lig karakter, i deres ord, i deres arbejde, i hjemmet, i selskab med andre; det vil blive udvist ved deres tålmodighed og langmodighed og venlighed. ret