(35) 2.februar, 1895.
Den fremherskende ensformighed af det religiøse omkring gudstjenesterne i vore menigheder behøver at blive rørt. Aktivitetens surdej behøver at blive indført, så vores menigheds medlemmer selv kan lave nye linjer, udtænke nye metoder. Helligåndens kraft vil røre ved hjerterne når dens døde og livløse ensformighed er brudt op, og mange vil begynde at arbejde i alvor som aldrig før har tænkt på noget sådant men var dovne tilskuere. En arbejdende menighed på jorden er i forbindelse med en arbejdene menighed deroppe. Gud arbejder, engle arbejder, og mennesker skulle arbejde for sjæles forvandling. Bestræbelser skulle udføres for at gøre noget når dagen varer ved, og Guds nåde vil blive åbenbaret så sjæle kan blive frelst til Kristus. Hvor som helst sjæle fortabes i deres synder, siger Gud til hver troende sjæl, Fremskynd jeres hjælp med det budskab som jeg vil give jer. ret
(35) Sparsommelighed
Herren har gjort mennesker til sine repræsentanter, og med hjertet fyldt af Jesu kærlighed, kan de samarbejde med ham for at vende fra vildfarelse til sandhed. Gud velsigner jorden med sol og regn. Han lader jorden frembringe masser af rigdomme til menneskers gavn. Herren har gjort mennesket til sin udbetalingsmand for at fordele hans himmelske gaver ved at bring sjæle til sandheden. Vil mine brødre i Amerika forhøre sig om hvordan den kostbare, frelsene sandhed nåede dem da de var i mørket? Mænd og kvinder bragte deres tiende og gaver til Gud, og mens midler fyldte skatkammeret, blev mennesker sendt ud for at fremme arbejdet. Det samme må gøres igen hvis sjæle som er i mørke er kommet i hænde på den dag. Men jeg har set at der er mange der helt tilbageholder deres tiende, og andre der tilbageholder en del, og dog tiltager det store missionsarbejde år for år. Vi skulle lære at økonomisere i vore husholdnings budgetter. Ingen unødig udgift skulle blive pådraget; fordi mangel og usselhed, fattigdom og elendighed af enhver slags kommer til vor opmærksomhed, og vi er kaldt til at hjælpe dem som er trængende og nødstedt. Vi må sørge for at dem som mangler mad og klæder er forsynet, så dem der er i sjælens armod kan forstå frelsens godhed. ret
(36) Alvorligt arbejde
Det er når vi er engageret i alvorligt arbejde, et arbejde der stemmer med vore forskellige evner, at Gud viser sig selv for os, og giver os nåde efter nåde. En arbejdene menighed der slider og slæber for sjælene vil blive en bedende menighed, en troende menighed og en velkommen menighed. En menighed hvis medlemmer findes på deres knæ for Gud, bønfalder efter hans barmhjertighed, søger ham dagligt, er en menighed der fødes af livets brød, og drikker livets vand. Løftet, »Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn« vil blive bekræftet for dem. Kristus-lig handlinger efterfulgt med ihærdig tjenstiver vil give stort resultat. Der vil blive en endnu større erfaring i kærlighed, og de menneskelige repræsentanter vil have et ophøjet syn på hvad Gud ville gøre gennem dem idet de står på deres pligt post. Da vil menigheden rejse sig og skinne, og forstå at Herrens herlighed har rejst sig over hende, og dette mørke vil vige. Missionsfremgang vil stå i et rimeligt forhold til helhjertede, fuldstændigt indviede bestræbelser. Enhver afvigelse fra sand missionsk bestræbelse, ethvert svigt for at bevare missions ånden, har virket på menigheden, og der har været et aftag på åndlighed. Men enhver alvorlig anstrengelse der har været gjort i de missionske spor har bragt åndelig helse til menigheden, og har ikke kun forøget menighedens medlemstal, men har også forøget dens hellige tjenstiver og glæde. ret
(37) Guds lovlydige folk vil blive sat i den mest prøvede situation; men alle som har vandret i lyset, og spredt lyset, vil erfare hvad Gud indskød til deres bedste. Når alt ser allermest afskrækkende ud, så vil Herren vise hans kraft for hans trofaste. Når det folk som Gud har arbejdet for, på en så storslået måde, og over hvem han har dækket med almagtens skjold, opgivet de protestantiske grundsætninger, og ved dets lovgivningsmagt giver billigelse og støtte til den romerske kirke ved at begrænse religiøs frihed, da vil Gud arbejde i hans egen kraft for hans folk som er sandt. Roms tyranni vil blive udøvet, men Kristus er vor tilflugt. ret
(37) Selvfornægtende opofrelse
Mange har i det hele taget været i en temmelig søvnig tilstand. Mens nogle har arbejdet anspændt, og har vist uudtømmelig energi, har andre stået som tilskuere, og har været klar til at give bemærkninger af en kritisk karakter over metoder og resultater. Det er de klar til at gøre, selv om de aldrig har opøvet deres tanker i at lave planer hvorved værdifulde sjæle kunne blive frelst for Kristus. De står klar til at finde fejl hos dem som gør noget. Når disse lade sjæle vågner op og viser nogle tegn på at bevidstheden kommer tilbage, er de skuffede hvis andre ikke med det samme finder dem godt placeret i arbejdet. Det er et stort chok for dem at finde ud af at arbejde ikke kan gøres uden flittige, selvfornægtende, selv-korsfæstende bestræbelser. De forventer fremgang, og tror at de må have den samme grad af fremgang som apostlene på pinsefestens dag havde. Den fremgang de nok skal have når de går, er ydmyghedens og selvfornægtelsens offers erfaring som apostlene havde. Når de overbringer så alvorlige bønner fra brudte, sønderknuste, troende hjerter som apostlene gjorde, da vil den samme dimension af fremgang ledsage deres arbejdere. »Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »Hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerter til live.« »Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord.« ret
(38) Hjemmemissions arbejde
Hjemmemissions ånden er ikke så meget kendt blandt os, og dens udslag mangler stærkt i enhver gren af arbejdet. En del af menigheden er begyndt på at vise nogle aktiviteter kun i missionsøjemed. Men hvis vi ikke vågner mere fuldt og helt op, så vil dem der ikke kender sandheden for denne tid komme foran os og spærre vores vej. Hvor meget vil det kræve at vække de driverter som i årevis har drevet den af på Battle Creek? Hvornår vil de blive trofaste vidner for Gud? Hvor lang tid vil der gå før de forener sig med Kristus? Hvor meget tid er der hver dag sat til side for at dyrke Gud? Hvor mange har tid til meditation og til inderlig bøn? Hvor mange har oplært sig selv til sparsommelige vaner, så de kan have gaver for Herrens hus? Hvor mange har fået deres hjerter varmet ved praktisk velvilje? Hvor mange har gjort alvorlige anstrengelser for at inspirere andre til mesterens arbejde? Det hjemlige arbejde kan mangle en ånd, tro, og udholdenhed som ikke vil fejle eller blive gjort modløst. Der er ikke én som ikke gør tjeneste i himlen, og ikke én vil gå ind i lyksalighedens herskabshuse der har svigtet i at vise Kristi kærlighed, der ikke har anstrenget sig for andres frelse. Hvem kan fortælle om det arbejde der skulle have været gjort i vore menigheder, hvis dem som har forsvaret sandheden ikke har forladt disse svage menigheder, for at søge til Battle Creek? Hvis hele vort folk havde været trofaste, flittige og gudfrygtige tjenere for Kristus, og havde gjort bestræbelser for at gøre deres indflydelse så vidtrækkende som det er muligt hjemme, hvor de var, hvor mange sjæle kunne da blive frelst! Ét lys tændt på et sted kunne have været midlet til at tænde mange andre, og resultatet ville have været af stemmen med jeres pris og taksigelse ville blive hørt, og mange ville have sagt: »Hvad Gud dog ikke har udrettet! Han har i høj grad gjort rigeligt over alt det vi spørger eller tænker.« ret