Tilbage

Direkte afhængighed af Gud

(39)  19.februar, 1895.
Det er ikke efter Guds orden at noget menneske, eller en bestemt klasse af mennesker skal begynde at tro at Gud har gjort dem til deres brødrers samvittighed, eller, på en nedladende måde, tage deres egne begrænsede hænder frem, for at styre Herrens betroede arbejdere, og således bringe Herrens arv i fare såvel som deres egen, og hæmmer Herrens arbejde. Gud begrænser sig ikke for et menneske, eller en gruppe mennesker, igennem hvem hans arbejde udføres, men alle siger, »Guds medarbejdere er vi« Det betyder at enhver troende sjæl skal have en del at gøre i hans indviede arbejde, og enhver enkelt troende i Jesus Kristus viser et sindbillede på Kristi fylde for verden, for at fremstille den højere lov for hans menighed, for den fremtidige evige verden, og i lydighed til himlens fuldmagt som er uden sidestykke, skulle de vise en dyb kundskab uafhængig af menneskers påfund. Herren må vi have tiltro til og tjene som den store »jeg er«, og vi må betro ham samtykke. Lad ikke mennesker lave love der tager Guds lovs plads. Lær aldrig mennesker at se på mennesker, at stole på mennesker; for menneskers klogskab er ikke tilstrækkelig til at beslutte med hensyn til deres ret til at engagere sig i Herrens arbejde. Når Herren lægger et arbejde på den enkelte, kan mennesker ikke afvise hans forordning. Gud må ikke hæmmes i gennemførelsen af sine planer af menneskers indblanden, men det er sket igen og igen. Hvis menigheden på jorden ligner et tempel, lad den da blive bygget i overensstemmelse med mønsteret vist i himlen, og ikke ifølge menneskers genialitet. Menneskers påfund modvirker ofte arbejdet i Guds planer. Den gyldne målestok har ikke været i hænderne på noget begrænset menneske eller en klasse af mennesker, uanset deres stilling eller kald, men er i den himmelske Arkitekts hånd. Hvis mennesker ikke vil blande sig i Guds plan, og vil lade ham arbejde på sindelagene og karaktererne, bygge dem op efter hans planer, vil et arbejde blive udrettet som vil stå igennem de hårdeste prøver. ret

(40)  Kristi kraft
Folket bør gøres bekendt med Kristus, den korsfæstede frelsers magt til at give evigt liv. Vi bør vise dem, at det gamle testamente med dets forbilleder og skygger i lige så høj grad er evangeliet som det nye testamente i dets åbenbarede kraft. Det nye testamente fremholder ikke en ny religion og det gamle testamente fremholder ikke en religion, som skal afløses af Det nye. Abel troede på Kristus og blev i lige så høj grad frelst ved hans kraft som Peter og Paulus. Enok var i lige så høj grad en Kristi repræsentant som den elskede discipel Johannes. Enok vandrede med Gud og han var ikke mere, thi Gud tog ham. Han fik betroet budskabet om Kristi genkomst. »Dem var det også, Enok, Adams efterkommer i syvende led, profeterede om og sagde: »Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle.« Judas 14-15. Det budskab, som Enok forkyndte og hans bortrykning til himmelen var et overbevisende vidnesbyrd for alle, som levede på hans tid. Disse kendsgerninger var et argument, som Metusalem og Noa kunne bruge med styrke for at vise, at de retfærdige kunne forvandles. ret

(41)  Den Gud, som vandrede med Enok, var vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Han var verdens lys dengang som nu. De, som levede dengang, manglede ikke lærere til at undervise dem om livets vej, for Noa og Enok var kristne. Tredje Mosebog indeholder evangeliet i forbilleder. Der kræves ubetinget lydighed nu som dengang. Det er af største vigtighed, at vi forstår betydningen af dette ord. Nogle spørger: Hvad er årsagen til menighedens tilstand? Svaret er: Vi lader vore tanker blive ledet bort fra ordet. Hvis vi indtog Guds ord som føde for sjælen og hvis det blev behandlet med agtelse og ærbødighed, ville det ikke være nødvendigt med de mange og gentagne vidnesbyrd, som fremholdes. Så ville man tage imod og efterleve Skriftens enkle udtalelser. ret