(16) Når mennesker vil vise tillid i deres fællesskab vil de komme meget nærmere til at besidde Kristi sindelag. Herren har afsløret den bedømmelse som han sætter over mennesket. »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Men nogle sindelag søger altid at omdanne andres karakter efter deres egne forestillinger og mål. Gud har ikke givet dem det arbejde at gøre. ret
(16) Selvet vil altid sætte selvet højt. Når mennesker mister deres første kærlighed, holder de ikke Guds bud, og da begynder de at kritisere andre. Denne ånd vil hele tiden blive tilstræbt til endens tid. Satan søger af fremme den således at brødre i deres uvidenhed kan søge at fortære andre. Gud er da ikke herliggjort men stærkt vanæret; Guds ånd er bedrøvet. Satan jubler, fordi han ved at hvis han kan sætte broder til at vogte broder i menigheden og nogle vil blive modløse og afskrækket i prædikantgerningen så de forlader deres pligter. Dette er ikke Helligåndens arbejde; en kraft nedenfra arbejder i sindets kamre og i sjælens tempel for at sætte hans kendetegn hvor Kristi kendetegn skulle være. ret
(17) Han som har betalt den uendelige pris for at forløse mennesker, tyder med fejlfri nøjagtighed alle de skjulte gerninger i det menneskelige sind, og ved lige hvordan enhver sjæl skal behandles. Og ved at handle med mennesker, viser han de samme principper som er vist i den naturlige verden. De velgørende funktioner i naturen er ikke opnået ved pludselige og overraskende mellemkomster; mennesker har ikke fået lov til at tage hendes arbejde i deres egne hænder. Gud arbejder gennem den rolige, regelmæssige, virksomhed efter hans fastsatte love. Således er det i åndelige ting. Satan søger hele tiden at fremkalde virkninger ved uforskammede og voldsomme fremstød; men Jesus fandt vej til sindene ved deres mest fortrolige forbindelsesvej. Han forstyrrede så lidt så muligt deres vante tankegang med pludselige handlinger eller foreskrevne regler. Han ærede mennesket med sin fortrolighed, og således gav han sig selv ære. Han præsenterede gamle sandheder i et nyt værdifuldt lys. Da han således kun var tolv år, overraskede han lovens doktorere med hans spørgsmål i templet. ret
(17) Jesus påtog sig menneskelighed så han kunne møde menneskelighed. Han bringer mennesker under sandhedens forvandlende kraft ved at møde dem hvor de er. Hans vinding giver adgang til hjertet ved at sikre sig sympati og fortrolighed, og får alle til at føle at hans genkendelse med deres natur og interesse er hel. Sandheden kom smukt fra hans læber i sin jævnhed, og dog klædt i værdighed og kraft. Hvilken lærer var vor Herre Jesus Kristus! Hvor nænsomt han behandlede enhver alvorlig spørger efter sandhed, så han kunne opnå adgang til hans forståelse og finde et hjem i hans hjerte. ret
(17) Jeg må sige jer, brødre, at I er langt fra det Herren ville have jer til at være. Guds og menneskets fjendes egenskaber kommer ofte til udtryk i jeres ånd adfærd mod andre. I skader hverandre fordi I ikke er deltagere af den guddommelige natur. I arbejder imod jeres egen naturs fuldkommenhed, I laver problemer for jer selv, gør jeres arbejde hårdt og besværligt, fordi I ser jeres egen karakters ånd og mangler som værdifulde dyder at holde fast ved og fremme det. ret
(18) Jesus fremhæver de højeste tanker så vel som de laveste, til liljerne, i morgenduggens friskhed, og byder os, »Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke de spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.« Og han indprenter denne lektion: »Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer i lidettroende?« ret
(18) Fremhæv sandheden
Mennesker gør arbejdet for sandhedens fremme ti gange hårdere end det i virkeligheden er, når de prøver at tage Guds arbejde ud af Hans hænder til deres egne uendeligt små hænder. De tror at de hele tiden må finde på noget for at få mennesker til at gøre ting som de formoder disse personer burde gøre. Den tid der bruges gør faktisk arbejdet mere kompliceret, for den Store første Arbejder er ladet ude af problemet med at vise sin egen arv omsorg. Mennesker påtager jobbet for at fuske med andres mangelfulde karakter, og det lykkes kun at gøre defekterne endnu være. De skulle hellere lade Gud at gøre hans eget arbejde, for han ser dem ikke som egnede til at omdanne karakter. ret
(18) Hvad de behøver, at blive gennemsyret af er Kristi ånd. Hvis de tager fat i hans styrke, vil de få fred med ham; da vil de være på en retfærdig vej for at stifte fred med deres sidestillede arbejdere. Jo mindre Kristi sagtmodighed og beskedenhed den menneskelige repræsentant har i sin ånd og karakter, des mere ser han fuldkommenhed i hans egne måder og mangelfuldhed i andres måder. Vores eneste sikkerhed er at våge i bøn, og rådslå hinanden, tro at Gud vil tage sig af vore brødre ligesom af os selv, for der er ingen personsanseelse hos ham. Gud vil arbejde for os når vi studer trofast og er ordets gørere. ret
(19) Men når der viser sig ligegyldighed hos den del af arbejderne, over vor Kristi udtrykkelige befaling at vi skal elske hverandre som han har elsket os, hvordan kan vi da forvente at brødre skal give agt på begrænsede menneskers bud, og de bestemmelser og bestemte forskrifter som hver enkelt skal arbejde efter? Den visdom der foreskrives os må være overnaturlig, ellers vil den vise sig at være en læge der ikke kan helbrede, men kun vil ødelægge. Vi søger hellere Gud med det hele hjerte, og lægger al selviskhed bort; for »I er alle brødre«. ret
(19) Kristus har gjort åget let
I stedet for at slide for at lave regelsæt og ordninger, skulle I hellere bede og underkaste jeres egen vilje og veje til Kristus. Han er ikke tilfreds når I gør de ting besværlige som han har gjort lette. Han siger: »Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.« Herren Jesus elsker sine arvinger; og hvis mennesker ikke ville se på deres særlige forret til at foreskrive regler for deres med-medarbejdere, men vil tage Kristi regler ind i deres liv og efterligne hans lektier, da vil enhver blive et eksempel, og ikke en dommer. ret
(19) Guds faderlige karakter
Kristi mest foretrukne emne var Guds faderlige karakter og rigelige kærlighed. Enhver menigheds forbandelse i dag er at mennesker ikke antager Kristi fremgangsmåder. De tror at de kan forbedre på reglerne der er givet i evangeliet, og er således fri for at forklare dem, og håber derved at reformere menighederne og medarbejderne. Lad Gud være vor eneste mester, vor eneste Herre, fuld af godhed, medlidenhed og kærlighed. ret
(20) Gud giver kundskab til sin arbejder; og han har ladet det rige, fyldige løfte optegne for os: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om af få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som kastes hid og did af vinden, og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren.« Er det ikke det bedste at opnå personlig visdom ved at gå til Gud, og ikke til mennesker? Hvad siger den Store Lærer? »Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden« ret
(20) Kritik af andres fejl
Det er et onde blandt os der behøver at blive rettet. Brødre føler sig fri til at se på, og tale om, andres formodede fejl, mens den store frihed viser en afgjort mangel i dem selv. Det gør det klart at de er vise i deres egen indbildskhed; og Gud kan ikke give dem hans særlige velsignelse, for de vil ophøje dem selv og skade sandhedens værdifulde sag. Da verden var fattig på kendskabet til Gud, kom Jesus for at tildele denne uvurderlige velsignelse - et kendskab til vor himmelske Faders faderlige karakter. Det var hans egen gave til vor verden; og denne gave overdrog han til sine disciple, for at blive overdraget af dem til verden. ret
(21) Arbejderne skulle forbedre sig selv
Når de har lært de enkle regler, burde de [prædikanterne] bøje deres tanker for at generhverve kundskab i forbindelse med deres arbejde, så de kan blive arbejdere der ikke behøver at blive til skamme. De kan mestre den ene videnskabelige forgrening efter den anden, mens de er i gang med sandhedsforkyndelsesgerningen, hvis de vil bruge deres tid forstandigt. Gyldne øjeblikke går let tabt i ubetydelige diskussioner, i dovenskab, i at gøre de ting der er af lille betydning. De burde blive brugt hver dag i nyttig tjeneste som vil gøre os egnede til bedre at nærme os den høje standard. ret
(21) De mennesker der nu står foran folk som Kristi repræsentanter, har generelt mere evne end de har oplæring, men de bruger ikke deres evner, de bruger ikke deres evner ved at udnytte deres tid og lejligheder bedst muligt. Næsten alle prædikanter i marken, har anvendt deres Gudsgivne styrke, de må ikke kun være dygtige til at læse, skrive, og grammatik, men selv i sprog. Det er væsentligt for dem at sætte deres mål højt. Men der har dog været et lille mål i at sætte deres styrke på prøve for at nå en ophøjet standard i kundskab og i religiøs indsigt. Vore prædikanter må aflægge Gud et regnskab for nedbrydelsen af de talenter han har givet for at forbedre udøvelsen. De kunne have gjort ti gange mere klogt arbejde om de så ville blive intellektuelle giganter. Hele deres erfaring fra deres høje kald er forsimplet fordi de er tilfredse med at blive hvor de er. Deres anstrengelser for at opnå kundskab vil ikke spor hindre deres åndelige vækst hvis de vil studere med rette motiver og rette mål. ret
(21) Mangel på arbejdere
Der mangler arbejdere over hele verden. Guds sandhed skal bæres ud til andre lande, så dem der er i mørket kan blive oplyst. Der burde gøres arbejde som vil udruste de studerende til at være arbejdere sammen med Gud. ret
(22) Gud behøver at der udvises meget mere tjenstiver i denne retning end der hidtil er blevet vist. Som et folk er vi i nogle hensyn langt bagefter i missionsmarken. Vi har ikke gjort en tyvendedel af det gode vi kunne udrette i betroede embeder, fordi selviskhed tager overhånd i en stor udstrækning blandt os. Nogle er misundelige på andre, og frygter at de vil blive agtet højere end dem selv. ret
(22) Der er brug for sund fornuft i enhver del af Guds arbejde; for nyomvendte kan ikke acceptabelt udbrede de skjulte rigdomme i berigelse af sjæle. Gud har udtænkt at skoler skal blive en hjælp til at udvikle arbejdere for Jesus Kristus over hvem han ikke vil skamme sig, og dette burde altid tages i betragtning. Det største menneske et kan nå ved rigtig dannelse hvad dette hidtil ikke har kunne iværksætte. Blandt os mennesker er vi dygtigere end gennemsnittet. Hvis deres evner blev brugt, skulle vi have tyve prædikanter hvor vi nu har en. Også læger, ville blive oplært til at kæmpe med sygdom. ret
(22) Steder og byer er faldet i synd, dog er der Lot´er i enhver Sodoma. Syndens gift arbejder faktisk i samfundets hjerte. Gud kalder på reformatorer til at stå for den lovs forsvar som han har etableret for at beherske den fysiske del, og for at opretholde en ophøjet standart i oplæring af sindet og hjertets dannelse. ret
(22) Hjertekultur
Der er en fare for farisæisk punktlighed, bebyrde sind med verdslige former og skikke der i mange tilfælde, vil blive altafgørende, som gør en verden ud af et atom og et atom af en verden. Kristi nåde vil med dens rensene og forædlende indflydelse gøre mere for os end al den verdslige uddannelse på dens skik og brug som er gjort så vigtig. For mange er det ydre religionens fuldstændige hovedindhold, og dog vil det blive bevist at hjertet ikke har den uforfalskethed, som alene er i værdi hos Gud. Hvis de talte om deres fejl før, har de så lidt kristen dannelse at prædikantens indviede embede, hvem Gud har sendt med sit advarselsbudskab, har mistet synet ved deres anstrengelser i at kritisere hans indstilling, hans fagter, og hans sætningers dannelser. De tror om dem selv at de er klogskabens mønster, men de lægger ikke mærke til Guds ord fra himlens sale. Til alt dette siger Gud at de er nød til at blive tåber for at komme til at kende Kristi sande visdom. ret
(23) Det var blevet vist mig at Gud har udtænkt at vores skole skal udføre det store og gode arbejde i at frelse sjæle. Det var først da den var bragt under Guds Ånds fulde kontrol at en enkelts talenter blev afgivet i fuldt omfang. Religionens forskrifter og grundsætninger er de første skridt i tilegnelsen af kundskab, og man er ved en meget fundamental ting for rigtig uddannelse. Kundskab og videnskab må blive næret af Guds Ånd for at tjene de mest ophøjede formål. Den kristne alene kan gøre rigtig brug af kundskab. For at videnskab kan blive helt værdsat, må det ses fra et religiøst synspunkt. Da kan alle dyrke videnskabens Gud. Det hjerte der er forædlet med Guds nåde kan bedst fatte den reelle værdi af uddannelse. Guds egenskaber der er set i hans skabte værk kan kun blive værdsat hvis vi har kendskab til skaberen. Lærerne må være oplyste, ikke kun med sandhedens teorier, men de må have en erfaringsmæssig kundskab til hellighedens vej for at lede unge til sandhedens kilder, til Guds Lam som tog verdens synder væk. Kundskab er kun kraft når det er forenet med sand kærlighed. En sjæl der er tømt for selvet vil blive ophøjet. Med Kristus i hjertet ved tro vil vi blive vise i Guds syn. ret