Tilbage

Salomons erfaring

[The Review and Herald, 4 januar, 1906.]
I det gamle Israels dage da Moses, ved foden af Sinaj, bragte folket det guddommelige påbud: "De skal lave mig en helligdom, så vil jeg tage bolig hos dem" blev israelitternes svar fulgt af passende gaver. "Og alle, der følte sig tilskyndet og ville give frivilligt, kom med afgift til Herren til arbejdet på Åbenbaringsteltet og til hele tjenesten i det og til de hellige klæder" og har gaver frem. Store og kostbare forberedelser var nødvendige til bygningen af helligdommen. Det krævede en stor mængde af de fineste og mest kostbare materialer. Alligevel ville Herren kun tage imod frivillige gaver. "Fra enhver, der vil give frivilligt, skal I modtage afgiften til mig." Dette var den guddommelige befaling Moses gentog for forsamlingen. Helligelse til Gud og en selvopofrelsens ånd var de første og fremmest krav når det gjaldt om at skaffe en bolig til veje for Den Højeste.

Et lignende kald til selvopofrelse blev givet da David overlod Salomo ansvaret for at opføre templet. Til mængden som var samlet, og havde bragt deres rigelige gaver, stillede David spørgsmålet: "Hvem vil i dag bringe frivillige gaver til Herren?" Denne opfordring skulle de som havde ansvaret for opførelsen af templet, altid have husket på.

Udvalgte mænd blev specielt dygtiggjort af Gud med færdighed og visdom til at opføre tabernaklet ude i Ørkenen. "Moses sagde til israelitterne: "Se, Herren har udvalgt Besal'el...fra Judas stamme, og fyldt ham med Guds ånd, med visdom og klogskab og indsigt til at udføre al slags arbejde...evnen til at lære fra sig, og han har fyldt dem med kundskab til at udføre al slags arbejde med indgravering, med kunstfærdig og broget vævning af purpurblåt, purpurrødt og karminrødt stof og fint linned og med almindelig vævning de skal udføre al slags arbejde og lave udkast til kunstneriske arbejder." " Besal'el og Oholiab og alle de kyndige mænd, som Herren har givet visdom og klogskab."Himmelske magter arbejder sammen med de arbejdere som Herren selv havde udvalgt.

Efterkommere af disse mænd arvede i stor grad den dygtighed deres forfædre havde modtaget. I Juda og Dans stammer var der mænd som blev betragtet som særligt kyndige når det gjaldt den finere kunst. En tid forblev disse mænd ydmyge og uselviske, men gradvis, næsten umærkeligt, mistede de deres nære kontakt med Gud og hans sandhed. De begyndte at bede om højere løn på grund af deres fremragende dygtighed. I nogle tilfælde blev deres anmodning imødekommet. Men det hændte oftere at de som bad om højere løn, fik arbejde hos de omkringboende folkeslag. I stedet for den ædle selvopofrelsens ånd som havde præget deres navngivne forfædre, så nærede de en begærlighedens ånd, og de forlangte mere og mere. De tjente hedenske konger med deres gudgivne dygtighed, og de vanærede deres skaber.

Det var blandt disse frafaldne, Salomo søgte en mesterarbejder som skulle forestå opførelsen af templet på Moria bjerg. Kongen var blevet betroet skriftlige, nøjagtige specifikationer vedrørende hver del af den hellige bygning, og han skulle i tro se hen til Gud for at få indviede hjælpere. Disse ville Herren give særlig dygtighed til nøjagtigt at udføre det arbejde som krævedes. Men Salomo tabte denne anledning af syne, til at øve tro på Gud. Han henvendte sig til kongen i Tyrus for at få fat i "en mand, der er kyndig i at arbejde i guld, sølv, bronze, jern, rødt purpur, karmin og blåt purpur, og som har forstand på gravering; han skal arbejde sammen med de kyndige, jeg har hos mig i Juda og Jerusalem."

Den fønikiske konge svarede med at sende Hiram, en klog og kyndig mand, søn af en kvinde af Dans slægt, men hans far var fra Tyrus. På moderens side var han en efterkommer af Oholiab som Gud havde givet speciel visdom om opførelsen af tabernaklet flere hundrede år tidligere. Sådan gik det til at der som leder for Salomos arbejderstab blev ansat en vanhellig mand som krævede stor løn på grund af sin usædvanlige dygtighed.

Hiram blev ikke tilskyndet af et ønske om at yde sin bedste tjeneste for Gud. Han tjente denne verdens gud -Mammon. Selve fibrene i hans væsen var blevet indpakket i selviskhedens principper som kom til syne ved at han tragtede efter de højeste lønninger. Gradvis blev disse fejlagtige principper arvet af hans medhjælpere. Medens de arbejdede sammen med ham dag efter dag og gav efter for tilbøjeligheden til at sammenligne hans løn med deres egen, begyndte de at tabe deres arbejdes hellige karakter af syne og de blev optaget af forskellen mellem deres løn og hans. Lidt efter lidt mistede de selvfornedrelsens ånd og nærede en begærlighedens ånd. Følgen blev et krav om højere løn, noget de også fik.

Den fordærvelige indflydelse som blev sat i gang ved ansættelsen af denne mand med den griske ånd, trængte igennem i alle grene af Herrens tjeneste og spredte sig videre gennem hele Salomos kongerige. De høje lønninger som blev krævet og givet, gav mange anledning til at hengive sig til luksus og ødselhed. I de langtrækkende virkninger af denne indflydelse, kan man spore en af de vigtigste grunde til det frygtelige frafald, hos ham som en gang var den viseste af alle mennesker. Kongen var ikke alene om sit frafald. Overdådighed og korruption var synlig overalt. De fattige blev undertrykt af de rige. Den selvopofrende ånd i Guds tjeneste var næsten borte.

I dette er det en højst betydningsfuld lærdom for Guds folk i dag, en lektie som mange er sene til at lære. Begærlighedens ånd, det at søge de fineste stillinger og den højeste løn, er fremherskende i verden. Den gammeldags indstilling med selvfornægtelse og selvopofrelse er alt for sjælden at se. Men det er den eneste ånd som kan motivere en sand Jesu efterfølger. Vor guddommelige mester har givet os et eksempel på hvordan vi skal arbejde. Dem som han gav denne befaling: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere," tilbød han ikke nogen bestemt sum som belønning for deres tjeneste. De skulle dele hans selvfornægtelse og offer sammen med ham.

De som gør krav på at være efterfølgere af den store mester, og som er engagerede i hans tjeneste som Guds medarbejdere, skal i deres gerning medbringe den nøjagtighed og dygtighed, den takt og visdom som fuldkommenhedens Gud krævede under opførelsen af det jordiske tabernakel. Og nu, som på den tid, og i tiden under Kristi jordiske tjeneste, bør hengivelse til Gud og en selvopofrelses ånd betragtes som det mest nødvendige for at kunne udføre en acceptabel tjeneste. Gud ønsker ikke at en eneste tråd af selviskhed skal væves ind i hans gerning.

Der bør lægges stor vægt på den ånd som trænger igennem i vore institutioner. Disse institutioner blev grundlagt ved selvopofrelse og er blevet bygget op ved Guds folks selvfornægtelse, gaver og hans tjeneres uselviske gerning. Alt hvad der har med institutionernes tjeneste at gøre, skal bære himmelens stempel. Der bør opelskes en følelse af hellighed i vor holdning til Herrens institutioner. Arbejderne må ydmyge sig for Herren og erkende hans overhøjhed. Alle bør leve i samfund med selvfornægtelsens principper. Når den selvfornægtende arbejder, med sin åndelige lampe trimmet og brændende, på en uselvisk måde anstrenger sig for at fremme institutionens interesser der hvor han arbejder, vil han få en dyrebar erfaring. Han vil være i stand til at sige: "Herren er sandelig på dette sted." Han vil føle det som en stor forret at have anledning til at give institutionen sin dygtighed, sin tjeneste og sin utrættelig årvågenhed.

I den første tid af den tredje engels budskab var de som grundlagde vore institutioner, og de som arbejdede i dem, påvirket af høje, uselviske motiver. For deres krævende indsats fik de blot en ussel løn - knapt nok tilstrækkeligt til underhold for en fattig familie. Men deres hjerter var døbt til kærlighedens tjeneste. Belønningen for en helhjertet gavmildhed kunne ses i deres nære samfund med Mesterens ånd. De praktiserede den strengeste økonomi sådan at så mange arbejdere som muligt kunne plante sandhedens banner på nye steder.

Men på den tid indtraf der en forandring. Selvopofrelsens ånd kom ikke så klart frem. I en del af vore institutioner blev nogle få arbejderes løn øget ud over grænsen for hvad der var rimeligt. De som fik denne løn, påstod at de fortjente en større sum end andre, på grund af deres overlegne talenter. Men hvem gav dem deres talenter, deres dygtighed? Efter hånden som lønnen blev øget, kom der også en jævn stigning af begærlighed, som er afgudsdyrkelse, og en stadig nedgang i åndelighed. Grove onder sneg sig ind, og Gud blev vanæret. Mange som var vidne til dette at jage efter højere og stadig højere løn, blev gennemsyret i deres sind af tvivl og vantro. Besynderlige principper trængte igennem næsten hele flokken af troende, lige som en ondskabens surdej. Mange holdt op med at fornægte sig selv, og ikke få holdt deres tiende og deres offergaver tilbage.

I sit forsyn krævede Gud en reform i sit hellige værk. Den skulle begynde i hjertet og virke fremad. Nogle som i deres blindhed fortsatte med at vurdere deres tjenester specielt højt, blev fjernet. Andre tog imod det budskab som blev givet dem. De vendte sig til Gud af hele deres hjerte og lærte at afsky deres begærlige holdning. Så langt det var muligt, prøvede de at sætte et rigtigt eksempel for andre, ved frivilligt at reducere deres løn. De var klar over at intet mindre end en fuldstændig forvandling af sindet og hjertet kunne frelse dem fra at blive fejet over ende af mesterbedragerens fristelser.

Guds værk i hele dets udstrækning er ét. De samme principper og den samme ånd bør åbenbares i alle dets grene. De må bære præg af at være missionsarbejde. Hver afdeling af værket er beslægtet med alle dele af det evangeliske arbejde. Den ånd som råder i en afdeling, vil mærkes ud over hele arbejdsfeltet. Hvis en del af arbejderne får høj løn, er der andre i forskellige grene af arbejdet som vil bede om højere løn, og selvfornægtelsens ånd vil gradvis blive tabt af syne. Andre institutioner og distrikter vil blive grebet af den samme ånd, og Herrens gunst vil blive taget fra dem, for han kan aldrig godtage selvviskhed. Sådan vil vort udadvendte arbejde ophøre. Det kan kun blive fremmet ved stadig offervilje.

Gud vil prøve enhvers tro. Kristus har købt os for et uendeligt offer. Selv om han var rig, blev han fattig for vor skyld, for at vi ved hans fattigdom skulle komme i besiddelse af evige rigdomme. Alt det vi ejer af dygtighed og evner, har vi fået udlånt af Herren, fordi vi skal bruge det for ham. Det er vort privilegium at tage del med Kristus i hans offer.