Tilbage

“I tilhører ikke jer selv”

[Unpubliceret Manuskrift., 8. april, 1903.]
Det arbejde som Gud har udpeget til at blive udført, er ikke blevet udrettet. By efter by er efterladt ubearbejdet. Prædikanter på de mest nødlidende marker er blevet overladt til at arbejde som de bedst kan, med utilstrækkelige midler. En lille sum penge er sat til side til dem. Nogle har brug for midler til at få mad og klæder, og alligevel nægter mennesker, i deres ærgerrighed at hjælpe dem. Gud ser på medarbejdere som forsøger at forkynde evangeliet og gøre et sandt missionsarbejde mere værdige til større sunder end nogle andre. Og de har større brug, end nogle, for mere i løn. Mange kalder på deres hjælp. De møder dem som er i ynkværdigt trængende behov, og de fornægter sig selv for at hjælpe de trængende.

En nat var som jeg var i en forsamling, hvor kun få var til stede. Der blev arrangeret for at rejse løn til nogle af disse. En myndighedsperson rakte Sin hånd ud, og regnskabsoptegnelserne, og undersøgte dem kritisk. Så sagde han: "En forandring vil snart finde sted. Dem som var på ___kontoret som ledere var upålidelige i deres forvaltning. De skal fritages fra deres ansvar, medmindre de beviser en grundig omvendelse. Jeg vil ikke have principløs ledelse, Min Ånd vil heller ikke kæmpe med dem, medmindre de angrer sig. Arbejdet skal ikke længere betros i jeres varetægt. Midlerne i Herrens forrådskammer, som skulle bruges på at folk kan komme ud på nye marker, bliver taget af selviske og uhellige hænder. Dem som er sandt omvendte, legeme, sjæl og ånd, fyldes med selvopofrelsens ånd."

Mennesker har skrevet til mig og sagt at de må have en høj løn, og bruger en kostbar familie som undskyldning. Og samtidig er den institution som de er knyttet til nød til at gå på smalhals for at dække omkostningerne. Hvorfor kan nogen bede for en dyr familie, for at få højere lønninger? Er det ikke nok med det som Kristus har lært. Han siger: "Hvis nogen vil følge mig, så må han fornægte sig selv, og tage sit kors op og følge mig."

Vore institutioner blev etableret som effektivt middel til at forsvare det sjælevindende arbejde. De som er knyttet til dem skal finde ud af hvordan de kan hjælpe institutionen, ikke hvordan de kan få mest mulig ud af forrådskammeret. Hvis de griber mere end de bør, forhindrer de Guds sag. Lad enhver som er knyttet til institutioner sige. Jeg vil ikke sætte min løn på højt stade, fordi det vil frarøve forrådskammeret, og proklameringen af nådesbudskabet vil forhindres. Jeg må udvise sparsommelighed. Dem som er ude på marken gør et lige så vigtigt arbejde som det jeg gør. Jeg må gøre alt i min magt for at hjælpe dem. Det er Guds midler jeg har med at gøre, og jeg vil gøre sådan som Kristus vil i mit sted. Jeg vil ikke bruge penge på luksus. Jeg vil huske på Herrens medarbejdere på missionsmarkerne. De har mere brug for midler end jeg har. De kommer i deres arbejde i kontakt med megen fattigdom og nød. Jeg må give de sultne mad og klæde de nøgne. Jeg må begrænse mine udgifter, så jeg får del i deres kærlighedsgerning.

Vil tilhører ikke os selv. Vi er blevet købt for en pris. Vi er under ed af vort dåbsløfte til at arbejde for Gud. Vi skal huske at vore penge ikke skal bruges selvisk, men at alt hvad vi kan spare kan bruges på at fremme Guds arbejde. Alle vore ord og handlinger skal være i overensstemmelse med Guds vilje, så vi vil kunne aflægge vor regnskab med god samvittighed, blottet for forhånelse mod Gud eller mennesker.

Enhver skal gore sit særlige arbejde efter hans specielle evner. Kristne missionærere skal støttes. Guds folk skal snarere fornægte sig selv end at lade Hans sag lide. De skal bruge deres penge til Guds ære, ikke for at behage sig selv, så de på dommens dag må vide at de har gjort deres del trofast for at proklamere evangeliet.