En Appel (kapitel 1) En Appel(1)Healdsburg, Cal., 30. maj, 1882. (1)Menigheden er vendt tilbage fra at følge Kristus sin Leder, og fastholder et tilbagetog mod Ægypten. Alligevel er kun få foruroliget over deres manglende åndelige styrke. Tvivl og endog vantro mod Guds Ånds vidnesbyrd gennemsyrer vore menigheder overalt. Sådan vil Satan have det. Prædikanter som forkynder selvet i stedet for Kristus, vil have det sådan. Vidnesbyrdene bliver ikke læst og påskønnes ikke. Gud har talt til jer. Lys har skinnet fra hans ord og fra vidnesbyrdene, og begge er blevet svigtet og ignoreret. Resultatet er tydeligt med manglende renhed og helligelse og alvorlig tro iblandt os. (1)Lad enhver spørge sig selv af hjerte: »Hvordan er vi faldet i denne åndelige svagheds og uenigheds-tilstand? Har vi ikke pådraget os selv Guds rynkede ansigtsmine fordi vore handlinger ikke svarer til vor tro? Har vi ikke søgt verdens venskab og billigelse, frem for Kristi nærvær og en dybere kendskab til hans vilje?« Ransag jeres egne hjerter, døm jeres egen handlemåde. Overvej hvem du vælger at omgås. Søger du de kloges selskab, eller vil du vælge verdslige omgangsfæller, kammerater som ikke frygter Gud, og adlyder evangeliet?« (2)Gælder du dig over at viderebringe moralsk og åndeligt livskraft? Vil de lede til rene tanker og handlinger? I dag er urenhed udbredt, endog blandt Kristi bekendende efterfølgere. Lidenskaberne begrænses ikke; dyriske tilbøjeligheder får magt ved at få frit løb, medens de moralske kræfter bliver svagere hele tiden. Mange tager ivrigt del i verdslige og demoraliserende fornøjelser som Guds ord forbyder. Derved splitter de deres forbindelse med Gud, og sætter sig selv i række med verdens fornøjelseselskere. De synder som ødelagde verden før syndfloden, og slettens byer i dag – er ikke blot i hedenske lande, ikke kun blandt de populære kristendomsbekendere, men hos de som bekender at se frem til menneskesønnens komme. Hvis Gud skal bringe disse synder frem for dig, sådan de ser ud i hans øjne, vil du fyldes med skam og rædsel. (2)Og hvad har så bevirket denne foruroligende tilstand? Mange har antaget sandhedens teori, som ikke har fået nogen sand omvendelse. Jeg ved hvad jeg taler om. Der er få som føler sand bedrøvelse over synd, som er dybt og bidende klar over det uforbedrelige naturs fordærv. Stenhjertet byttes ikke ud med at hjerte af kød. Få er villig til at falde på Klippen og blive brudt. (2)Uanset hvem du er, eller hvad dit liv har været, kan du kun frelses på Guds særlige måde. Du må angre; du må falde hjælpeløs på Klippen Kristus Jesus. Du må føle dit behov for en læge, og for det eneste hjælpemiddel mod synd, Kristi blod. Dette hjælpemiddel kan kun fås ved anger mod Gud, og tro mod vor Herre Jesus Kristus. Her er dette arbejde kun begyndt hos mange der bekender at være kristne, og endog for Kristi forkyndertjenere. Ligesom de gamle farisæere, føler mange af jer intet behov for en Frelser. I er selvtilstrækkelige, selvophøjede. Kristus sagde: »Jeg kom ikke for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.« Kristi blod vil ikke være til nytte for andre end dem der føler deres behov for dets rensende kraft. (3)Hvilken overmægtig kærlighed og nedladenhed, at, selvom vi ikke har krav på guddommelig barmhjertighed, så var Kristus villig til at påtage sig vor genløsning! Men vor store Læge kræver uomtvistelig overgivelse af enhver sjæl. Vi skal aldrig lave forskrifter for vor egen skyld. Kristus har den fulde ledelse over vilje og handlinger, ellers vil han ikke påtage sig noget for vor skyld. (3)Mange er ikke klar over deres tilstand, og deres fare, og der er meget i Kristi arbejdes natur og metode der ikke bryder sig om nogen verdslige principper, og går imod menneskehjertets stolthed. Jesus forlanger at vi selv stoler helt på hans hænder, og betror os til hans kærlighed og visdom. (3)Ligesom Nikodemus kan vi bilde os selv ind, at vore moralkarakter er korrekt, og vi ikke har brug for at ydmyge os selv for Gud, ligesom den almindelige syndige mand. Men vi må ikke være tilfreds med at indtage livet på samme måde som de største syndige mennesker. Vi kan fraskrive os vor egen retfærdighed, og gå i forbøn for at Kristi retfærdighed må tillægges os. Vi må stole helt på Kristus for at få styrke. Selvet må dø. Vi må anerkende at vi har alt vi kan have fra den guddommelige nådes overmådelige rigdomme. Lad dette være vort hjertes sprog: »Ikke for os, oh Herre, ikke for os, men for dit navns skyld giver vi den barmhjertighed ære og for din sandheds skyld.« (3)Ægte tro efterfølges af kærlighed, og kærlighed ved lydighed. Alle kræfter og lidenskaber hos det omvendte mennesker kommer under Kristi kontrol. Hans ånd er en fornyende kraft, der forvandler det guddommelige billede helt som det vil blive modtaget. Det bedrøver mig at sige at denne erfaring kun forstås af få som bekender sandheden. Rigtig mange følger deres egne veje, og føjer deres syndige ønsker, alligevel bekender de at være Kristi disciple. De har aldrig underlagt deres hjerter under Gud. Ligesom de tåbelige jomfruer, har de ikke fået nådens olie i deres kar til deres lamper. Jeg siger jer mine brødre, at et stort antal som bekender at tro og end undervise sandheden, er under syndens trældom. Lave lidenskaber besmitter sindet og fordærver sjælen. Nogle som er den mest nedrige synd har lånt en himmelsk forklædning, så de kan tjene Satan mere effektivt. (4)»Enhver som er født af Gud begår ikke synd.« Han føler at han er Kristi blods indkøbte ejendom, og bundet af det højtideligste løfte, at forherlige Gud med sit legeme og hans ånd, som er Guds. Kærlighed til synd og selvet holdes nede i ham. Han spørger dagligt: »Hvad skal jeg gøre for Herren for alle hans gaver til mig?« »Herre, hvad vil du have at jeg skal gøre?« Den sande kristne vil aldrig beklage sig over at Kristi åg snærer om skuldrene. Han regner Jesus tjeneste for at være den virkelige frihed. Guds lov er hans fryd. I stedet for at nedgøre de guddommelige befalinger, og afstemme med hans mangler, så bestræber han hele tiden på at hæve sig til deres fuldkommenheds niveau. (4)Dette skal være vor erfaring hvis vi skal stå rede på Guds dag. Nå, så længe prøvetiden trækker ud, så længe nådens røst stadig høres, er det tid til os at lægge vore synder bort. Så længe jordens moralmørke dækker jorden som et ligklæde, må lyset fra Guds standardbærere skinne endnu klarere, vise forskellen mellem Himlens lys og Satans mørke. (4)Gud har lagt det så godt til rette at vi kan stå fuldkommen i hans nåde, ikke mangle noget, vente på vor Herres tilsynekomst. Er du rede har du bryllupsklædningen på? Den klædning vil aldrig bedrag, urenhed, fordærv eller hykleri. Guds øjne er over dig. De ser hjertets tanker og intentioner. Vi kan skjule vore synder fra menneskenes øjne, men vi kan ikke skjule noget for vor Skaber. (5)Gud sparede ikke sin egen søn, men overgav ham til døden for vore overtrædelser, og oprejste ham igen for vor retfærdiggørelse. Gennem Kristus kan vi bringe vore bønner for nådens trone. Gennem ham kan vi, uværdige som vi er, opnå alle åndelige velsignelser. Kommer vi til ham, så vi kan få liv. (5)Hvordan kan vi selv kende Guds godhed og hans kærlighed? Salmisten siger os – ikke, høre og vide, og læse og vide, eller tro og vide; men – »Smag og se, at Herren er god.« Nogle – ja rigtig mange – har en teoretisk kendskab til religiøs sandhed, men har aldrig mærket den guddommelige fornyende nåde i deres egne hjerter. Disse personer er altid langsomme til at reagere på advarsels-, irettesættelses-, og belæringsvidnesbyrdene som Helligånden viser. De tror på Guds vrede, men anstrenger sig ikke for at undfly den. De tror på himlen, men ofrer ikke noget for at få den. De tror på sjælens værdi, og at dens genløsning ophører inden længe for altid. Alligevel forsømmer de, de mest dyrebare anleninger til at få fred med Gud. (5)De kan læse bibelen, men dens trusler foruroliger ikke eller dens løfter vinder dem ikke. De anerkender de fremragende ting, alligevel følger de den vej som Gud har forbudt dem at gå. De kender et tilflugtssted, men de benytter ikke sig selv af det. De kender et hjælpemiddel mod synd, men benytter det ikke. De kender det rigtige, men har ikke smag for det. Alle deres kundskaber vil kun gøre deres dom større. De har aldrig smagt og lært den erfaring at Herren er god. (6)At blive en Kristi discipel er at fornægte selvet og følge Jesus i onde såvel som gode vidnesbyrd. Nu er der kun få der gør dette. Mange profeterer falskneri, og folk elsker at have det sådan; men hvad vil dette ende med? Hvad vil beslutningen være, når deres arbejde med alle dets resultater, kommer frem for Gud, i tilbageblikket? (6)Kristenlivet er en krig. Apostlen Paulus taler om at brydes mod magter og myndigheder, da han kæmpede troens gode strid. Han erklærer også: »I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet.« Oh, nej. I dag gennemes på synd og undskyldes. Åndens skarpe sværd, Guds ord, skærer ikke ind til sjælen. Har religionen forandret sig? Er Satans fjendskab mod Gud formindsket? Et religiøst liv har engang vist vanskeligheder, og krævede selvfornægtelse. Alt gøres meget let nu. Og hvorfor er det sådan? Guds bekendende folk er gået på kompromis med mørkets magter. (6)Det direkte vidnesbyrd må vækkes til live. Himlens sti er ikke nævnere nu end den var i Frelserens dage. Alle synder må lægges bort. Enhver kær hengivelse, som forhindrer vort religiøse liv, må skæres bort. Det højre øje eller højre hånd må ofres, hvis de får os til at tage anstød. Er vi villige til at aflægge vor egen visdom, og modtage Himlens rige som et lille barn? Er vi villig til at skille os af med selvretfærdighed? Er vi villige til at opgive de verdslige omgangsfæller som vi har valgt? Er vi villig til at ofre menneskers anerkendelse. Værdsættelsen af evigt liv er af uendelig værdi. Vil vi anstrenge os for at ofre det samme som det vi har opnået? (6)Alle de selskaber vi danner, uanset hvor begrænsede måtte være, udøver en indflydelse på os. Det vi sætter til for denne indflydelse, vil bestemmes af graden af fortrolighed, det stadige samkvem og vor kærlighed og agtelse for den person vi omgås. Således bliver vi ved at kende og omgås Kristus, blive lig ham, det fejlfrie eksempel. (7)Fællesskabet med Kristus – hvor uudsigelig værdi har dette! Et sådant fællesskab er det vort privilegium at nyde, hvis vi vil opsøge det, hvis vi vil ofre for at sikre os det. Da de første disciple hørte Kristi ord, mærkede de deres behov for ham. De søgte, de fandt, det fulgte ham. De var hos ham i huset, ved bordet, i det lille kammer, på marken. De var hos ham som elever med en lærer, fik daglig lektier fra hans læber med hellig sandhed. De så op til ham, som tjenere til en mester, for at lære deres pligt. De tjente ham med glæde, gladelig. De fulgte ham, som soldater følger deres befalingsmand, kæmper troens gode strid. »Sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.« (7) »Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede. Og hvis nogen ikke har Kristi ånd, er han ikke af hans.« Denne tilpasning til Jesus vil ikke ske ubemærket for verden. Den er genstand for opmærksomhed og kommentarer. Den kristne kan ikke være klar over denne store forandring; for jo mere han ligner Kristus i karakter, des ydmygere vil han se på sig selv; men det vil kunne ses og mærkes af alle omkring ham. De som har haft den dybeste erfaring for Guds ting, og fjerner sig mest for stolthed eller selvophøjelse. De har de ydmygeste tanker om selvet, og de mest ophøjede begreber om Kristi herlighed og fortrinelighed. De føler at det laveste sted i hans tjeneste er det mest ærværedige for dem. (7)Moses vidste ikke at hans ansigt skinnede smerteligt klart og frygteligt for dem som ikke havde været sammen med Gud, som han selv havde. Paulus havde en meget ydmyg mening om sin egen vækst i kristenlivet. Han siger: »Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen«. Han siger om sig selv at han er »den største synder.« Alligevel var Paulus højt æret af Herren. Han blev taget bort i et helligt syn, til den tredje himmel, og havde modtaget den guddommelige herligheds åbenbarelser, som han ikke fik lov at gøre kendt. (8)Johannes Døber blev erklæret som den største af profeterne af vor Frelser. Hvilken modsætning er der dog ikke mellem dette Gudsmenneskes sprog og så til det som mange der bekender sig som korsets tjenere. Da han blev spurgt om Han var Kristus, erklærer Johannes sig selv som uværdig til at endog løse sine Mesters skorem. Da hans disciple kom og beklagede sig over at folks opmærksomhed blev vendt til den nye Lærer, mindede Johannes dem om at han hævdede at han selv kun var forløberen for den Forjættede. Kristus skal som brudgommen have sit folks første plads for deres hengivenhed. »Brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre. Den, der kom mer ovenfra, er over alle«.»Men den, der tager imod hans vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru.« (8)Det er sådanne medarbejdere som behøves i Guds sag i dag. Den selvtilstrækkelige, misundelige og jalousi, den kritiske og kværulerende, kan godt spares for sit hellige job. De burde ikke tolereres i forkyndertjenesten, også selvom de tilsyneladende, har udrettet noget godt. Gud er ikke indskrænket til mennesker eller midler. Han kalder på medarbejdere som er oprigtige og trofaste, rene og hellige; for dem som har følt deres behov for Kristi forsonende blod og hans Ånds helliggørende nåde. (8)Mine brødre, Gud er såret over jeres misundelse og jalousi, jeres bitterhed og uenighed. I alt dette viser I lydighed mod Satan, og ikke mod Kristus. Når vi ser principfaste mennesker, der ikke er bange for pligten, nidkære for Guds sag, alligevel ydmyge og beskedne, venlige og ømsindede, tålmodige mod alle, parat til at tilgive, vise en kærlighed for de sjæle Kristus døde for, behøver vi så at spørge: Er de kristne? De beviser umiskendeligt at de har været hos Jesus og lært af ham. Når mennesker åbenbarer de modsætte træk, når de er stolte, forfængelige, letsindige, verdsligsindede, havesyge, uvenlige, kritiske, behøver vi ikke fortælle hvem de omgås, som er deres mest fortrolige ven. De behøver ikke tro på trolddomskunst, men på trods af dette, har de fællesskab med en ond ånd. (9)Til denne klasse vil jeg sige: »Forherlige ikke jer selv, og lyv ikke imod sandheden. Den visdom stiger ikke ned ovenfra, men er jordisk, sensuel, og djævelsk. For hvor der er jalousi og strid, er der forvirring og alt ondt arbejder. Men visdommen ovenfra er først ren, så fredselskende, venlig og let at bønfalde; fuld af barmhjertighed og gode frugter, uden partiskhed og uden hykleri. Og retfærdighedens frugt sås af dem som stifter fred.« (9)Da farisæerne og saddukæerne flokkes om Johannes' dåb, hvilken frygtløs retfærdighesprædikant talte så til dem: »I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig.« Disse mænd var drevet af uværdige for at komme til Johannes. De var mænd med giftige principper og fordærvede praksis. Alligevel havde de ingen fornemmelse af deres sande tilstand. Fyldt af stolthed og ærgerrighed, ville de ikke tøve ved nogen midler at ophøje sig selv og styrke deres indflydelse hos folk. De kom for at modtage dåb fra Johannes hånd, så de bedre kunne gennemføre disse planer. (9)Johannes læste deres motiver, og mødte dem med det ransagende spørgsmål: »Hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?« Havde de hørt Guds røst tale til deres hjerter, ville de have bevist dette faktum, ved at frembringe frygter for anger. En sådan frugt kunne ikke ses. De havde kun hørt advarselen som et menneskes røst. De blev betagtet med den kraft og frimodighed som Johannes talte med; men Guds Ånd overbeviste ikke deres hjerter, og som det sikre resultat blev der ikke frembåret frugt til evigt liv. De viste ingen tegn på at ændre hjertet. Uden Helligåndens forvandlende kraft, ville Johannes have dem til at forstå at ingen ydre ceremoni ville gavne dem. (10)Profetens irettesættelse gælder mange i vor tid. De kan ikke modsige de klare og overbevisende argumenter som understøtter sandheden, men de accepterer den mere som resultat af menneskelig tankekraft end guddommelig åbenbaring. De har ingen ordentlig fornemmelse af deres tilstand som syndere, de udviser ikke noget egentligt sønderbrudt hjerte; men føler, ligesom farisæerne, at det er en stor nedladenhed for dem, at antage sandheden. (10)Ingen er længere væk fra Himmeriget end selvretfærdige formalister, fyldt med stolthed over deres egne evner, skønt de er helt blottet for Kristi ånd; medens misundelse, jalousi, eller kærlighed til ros og popularitet styrer dem. De tilhører den samme klasse som Johannes tiltale som en slægt af øgleunger, børn af den onde. Disse personer er blandt os, usynlige og uanet. De tjener Satans sag mere effektivt end den mest ryggesløse; for sidstnævnte skjuler ikke sin sande karakter; han viser hvad han er. (10)Gud forlanger frugt for anger. Uden denne frugt, har vor tros bekendelse ikke værdi. Herren er i stand til at oprejse sande troende bland dem, som aldrig har hørt hans navn. »Bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér!« (10)Gud er ikke afhængig af mennesker som ikke er omvendte i hjerte og liv. Han vil aldrig foretrække nogen som udøver uretfærdighed. »Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.« (11)De som roser og smigrer prædikanten, når de forsømmer retfærdighedens gerninger, giv umiskendelig bevis for at de er omvendte til prædikanttjenere og ikke til Gud. Vi spørger: »Hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?« Var det Helligåndens røst eller blot menneskets røst, som du hørte i budskabet sendt fra Gud? Den frugt der bæres bevidner træets karakter. (11)Ingen ydre former kan gøre os rene, ingen forordninger, administreres af menneskers helligste, kan gå i stedet for Helligåndens dåb. Guds Ånd må gøre sit arbejde på hjertet. Alle som ikke har erfaret dets fornyende kraft er rajgræs iblandt hvede. Vor Herre har sin vifte i sin hånd, og han vil rense grundigt sit gulv. På domsdagen, vil han kunne skelne »mellem ham der tjener Gud, og ham der ikke tjener ham.« (11)Kristi ånd vil åbenbares hos alle som er født af Gud. Stridigheder kan ikke komme blandt dem som er kontrolleret af hans Ånd. »Tvæt jer, I, som bærer Herrens kar!« vil sjældent tage et højere ståsted end dens prædikanttjenere tager. Vi behøver omvendt forkyndertjeneste og et omvendt folk. Hyrder som ser efter sjæle, som de må aflægge regnskab, vil føre hjorten til fredens og hellighedens stier. Så vil succesen være med i forhold til deres egen vækst i nåde og sandhedskudnskab. Når lærerne helliggøres, sjæl, legeme og ånd, kan de indprente vigtigheden af en sådan helliggørelse på folk. (11)At tale om religiøse sager på en tilfældig måde, og bede for åndelige velsignelser uden virkelig sjælshunger og levende tro, nytter kun lidt. Den forundringsfulde skare pressede sig omkring Jesus, så ingen livskraft fra kontakten. Men den fattige og lidende kvinde rakte, i sit store behov, sin hånd ud og rørte ved Jesu kvast, og mærkede den helbredende dydighedskraft. Hun rørte i tro. Kristus genkendte berøringen, og han besluttede sig der at give en lektie til sine efterfølgere, om endens tid. Han vidste at dyden var udgået fra ham, og vendte sig mod skaren og sagde: »Hvem rørte ved min kappe«? Overrasket over et sådant spørgsmål, svarede hans disciple: »Du ser at skaren trænges om dig, og du siger hvem rørte ved mig?« (12)Jesus fæstnede sine øjne ved hende som havde gjort dette. Hun blev fyldt med frygt. Hendes glæde var stor; men havde hun overtrådt sin ærbødighed? Vidende om hvad hun havde gjort, kom hun skælvende frem og faldt for hans fødder, og fortalte ham hele sandheden. Kristus bebrejdede hende ikke. Han sagde venligt: »Gå i fred, og din plage har forladt dig.« (12)Her blev der skelnet mellem tilfældig berøring og berøring i tro. Bøn og forkyndelse, uden at udvise en levende tro på Gud, vil være forgæves. Men troens berøring åbner kraften og visdommen fra det guddommelige forrådshus for os; og ved hjælp af ler, udretter Gud sine nådes underværker. (12)Denne levende tro er vort store behov i dag. Vi må vide at Jesus faktisk er vores; så hans ånd renser og forfiner vore hjerter. Hvis Kristi prædikanttjenere havde en ægte tro, med sagtmodighed og kærlighed, hvilket et arbejde måtte de da udrette! Hvilken frugt vil kunne ses til Guds ære! (12)Hvad kan jeg sige til jer, mine brødre, hvad skal vække jer fra jeres kødelige renhed? Jeg har vist jeres farer. Der er både troende og ikke-troende i menigheden. Kristus fremstiller disse to klasser i sin lignelse om vinen og dets grene. Han formaner sine efterfølgere: »Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.« (12)Der er en stor forskel mellem en foregiven sammenslutning og en virkelig forbindelse med Kristus i tro. En bekendelse til sandheden sætter mennesker i menigheden, men den beviser ikke at den virkelig har en livsvigtig forbindelse med den levende Vin. Der kan gives regler for hvordan de sande disciple kan skelnes fra dem der hævder at følger Kristus, men ikke tror på ham. Den ene klasser bærer frugter, den anden er frugtesløs. Den ene er ofte underlagt Guds beskærkniv, så de kan frembringe mere frygt; den anden, som visnede grene, skal inden længe rives væk fra den levende Vin. (13)Jeg er dybt bekymret for at vore folk bevarer de levende vidnesbyrd blandt dem; og at menigheden burde holdes ren for det ikke-troende element. Kan vi forestille os et tættere og mere fortroligt forhold til Kristus, end der kommer i ordene: »Jeg er vintræet, I er grenene«? Grenenes fibre er næsten identiske med dem på vinen. Samfærslen i livet, styrken og frugtbarhed fra stammen til grenene er uforhindret og stadig. Rødderne sender sin næring gennem grenen. Sådan er den sande troendes forhold til Kristus. Han forbliver i Kristus, og trækker sin næring fra Ham. (13)Dette åndelige forhold kan kun oprettes ved at udøve personlig tro. Denne tro må udtrykke den højeste forkærlighed fra vor side, fuldkommen tiltro, hel helligelse. Vor vilje må overgives helt til den guddommelige vilje, vore følelser, ønsker og interesser, og ære identificeres med fremgangen i Kristi rige og ære af han sag, modtager vi hele tiden nåde fra ham, og Kristus tager imod vor taknemmelighed. (13)Når denne intime forbindelse og samkvem dannes, lægges vore synder på Kristus, hans retfærdighed tildeles os. Han blev gjort til synd for os, så vi kan gøres til Guds retfærdighed i ham. Vi har adgang til Gud, gennem ham; vi er accepteret og elsket. Enhver som i ord eller handling sårer den troende, sårer derved Jesus. Enhver som giver et bæger koldt vand til en discipel, fordi han er et Guds barn, vil Jesu betragte det som om, at han selv får det. (13)Det var da Kristus var ved at forlade sine disciple, at han gav dem det smukke tegn på sit forhold til troende. Han viste dem det tætte forbund mellem ham selv hvorved de kunne fastholde åndeligt liv, da hans synlige tilstedeværelse blev vendt indad. For at indprente det i deres tanker, gav ham dem vinen som det mest slående og passende symbol. (14)Jøderne havde altid betragtet vinen som de mest ædle planer, og den art der var mest kraftfuld, fremragende og frugtbar af alle. »Vinen,« kunne vor Herre sige, »som I sætter så højt, er et symbol. Jeg er virkeligheden; Jeg er den sande vin. Som et folk påskønner I vinen; som syndere bør I sætte mig over alle jordiske ting. Grenen kan ikke adskilles fra vinen; I kan ikke leve mere uden at I forbliver I mig.« (14)Alle Kristi efterfølgere har ligeså dyb en interesse i denne lektie, som disciplene havde, der lyttede til hans ord. Under frafaldet, adskilte mennesket sig selv fra Gud. Adskillelsen er udstrakt og frygtelig; men Kristus har atter gjort tilvejebringelser for at forbinde os med sig. Den onde magt er så identificeret med menneskers natur, at ingen mennesker kan vinde sejr, uden ved forening med Kristus. Gennem denne forening modtager vi moralsk og åndelig kraft. Hvis vi har Kristi ånd, skal vi frembringe retfærdigehdens frugter, en frugt som vil ære og velsigne mennesker, og forherlige Gud. (14)Faderen er vingårdsmanden. Han poder dygtigt og barmhjertigt alle frugtbærende grene. De som deler Kristi lidelser og skam nu, vil senere dele hans herlighed. Han »vil ikke skamme sig ved at kalde dem brødre.« Hans engle tjener dem. Hans genkomst vil være som Menneskesønnen, således identificere sig i sin herlighed med menneskeheden. De som har sluttet sig til ham, erklærer: »Ligesom en moder ikke glemmer sit barn, vil jeg ikke glemme jer. Jeg har indgraveret jer i mine håndflader. I står hele tiden foran mig.« (14)Oh, hvilken forbavsende privilegier får vi tilbudt her! Vil vi anstrenge os mest for at danne denne alliance med Kristus, hvor igennem disse velsignelser kan opnås bedst? Vil vi bryde med vore synder i retfærdighed, og vore uretfærdighed vendes hen mod Herren? Skepsisme og syndighed er udbredt. Kristus stillede spørgsmålet: »Når Menneskesønnen kommer, skal han så finde troen på jorden?« Vi må værne om en levende og aktiv tro. Vor varige tro er en betingelse for vor forening. (15)Vor forening med Kristus i levende tro er varig; enhver anden union må gå tabt. Kristus valgte os først, betalt en uendelig pris for vor genløsning; og den sande troende vælger Kristus som den første og sidste, og bedste i alt. Men denne enhed koster os noget. Det er en forening af fuldstændig afhængighed, der skal indtages af et stolt væsen. Alle som danner denne forening må føle deres behov for Kristi soneblod. De må have en forandring i hjertet. De må underlægge deres egen vilje under Guds vilje. Der vil være en kamp mod ydre og indre forhindringer. Der må ske nogle smertelige adskillelser, såvel som at gøre sig hengivenhed. Stolthed, selviskhed, forfængelighed og verdslighed – synder i alle sine former – må overvindes, hvis vi vil gå i union med Kristus. Grunden til at mange finder kristenlivet så forfærdeligt hårdt, hvorfor de er så vægelsindede, så foranderlige, at de prøver at selv fæstne sig til Kristus, uden at de først skiller sig af med deres kære afguder. (15)Efter en sammenslutning med Kristus er blevet dannet, kan det kun bevares ved alvorlig bøn og utrætteligt arbejde. Vi må stå imod, vi må fornægte, vi må vinde sejr over selvet. Gennem Kristi nåde, ved mod, ved tro, ved årvågenhed kan vi vinde sejr. (15)Troende bliver ét med Kristus; men den ene gren kan ikke understøttes af andre. Næringen må fås gennem den vitale forbindelse med vinen. Vi må føle vor fuldstændige afhængighed af Kristus. Vi må leve ved tro på Guds søn. Som er meningen bag formaningen »bliv i mig.« Det liv vi lever i kødet er ikke menneskers vilje, ikke til behag for vor Herres fjender, men for at tjene og ære Ham der elskede os, og gav sig selv for os. Får denne union blot et bifald, skønt kærligheden ikke er løsrevet fra verden, dens fornøjelser og dens udskejelser, giver blot hjertet mod til ulydighed. (16)Som et folk er vi sørgelig blottet for tro og kærlighed. Vore anstrengelser er i det hele taget for svage for den farlige tid vi lever i. Stolthed og vellevned, ugudelighed og syndighed, som vi omgives af, har indflydelse på os. Få erkender vigtigheden af at undgå, så vidt muligt, alle foreninger er ikke det religiøse liv venligt. Ved at vælge sine omgivelser, sætter ganske få deres åndelige velstand i første række. (16)Forældre samles med deres familier i byerne, fordi de bilder sig ind det er lettere at få et levebrød dér, end på landet. Børn har intet at udrette når de ikke er i skole, og får en uddannelse på gaden. De får lastefulde og udsvævende levevaner af de dårlige selskaber. Alt dette ser forældrene, men det vil kræve et offer at rette deres vildfarelse, og de står hvor de er, indtil Satan får fuld kontrol over deres børn. Hellere ofre nogen eller alle verdslige hensyn, end at bringe de dyrebare sjæle i fare, som er betroet i jeres varetægt. De vil overvindes af fristelser, og bør lære at imødekomme dem, men det er jeres pligt at afskære al indflydelse, og bryde alle vaner, og skille alle bånd, som afholder jer fra det mest frie, åbne og hjertelige overdragelse af jer selv og jeres familie til Gud. (16)I stedet for den tætbefolkede by, så søg ud på afsiddesliggende steder hvor jeres børn vil være, så vidt muligt, beskyttet mod fristelse, og der oplære og uddanne dem til nyttighed. Profeten Ezekiel opregner den årsag der førte til Sodomas synd og udslettelse: »Brøde var overmod; brød i overflod og sorgløs tryghed blev hende og hendes døtre til del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende hånd.« Alle som undflyer Sodomas dom, må undgå den kurs som pådrager Guds domme over den onde by. (17)Mine brødre, I ignorer Guds mest hellige krav, når I ikke helliger jer selv og jeres børn til ham. Mange af jer hviler i en falsk sikkerhed, optaget af selviske interesser, og tiltrukket af jordiske rigdomme. I vil ikke frygte noget ondt. Farerne synes langt borte. I vil blive bedraget, forlokket til jeres evige fordærv, hvis I ikke vågner op, og med anger, og vender tilbage til Herren i dyb ydmyghed. (17)Røsten fra Himlen har igen og igen talt til jer. Vil I adlyde denne røst? Vil I give agt på det Sanddru Vidnes råd, og søge guld prøvet i ild, den hvide klædebon, og øjnsalven? Guldet er tro og kærlighed, den hvideklædebon er Kristi retfærdighed, øjnsalven er den åndelige skarpsindighed, som vil sætte jer i stand til at se Satans list, og undgå dette, for at opdage synd og afsky det, og se sandheden og adlyde den. (17)Verdens dødelige sløvhed lammer jeres saner. Synden virker ikke længere modbydelig, fordi du er forblindet af Satan. Guds domme udgydes hurtigt ud over jorden. »Flygt for dit liv,« er advarslen fra Guds engle. Andre stemmer kan man høre sige: »Bliv ikke urolig; der er ingen grund til særlig bekymring.« De som tager Zions råb om fred og sikkerhed med ro, medens Himlen erklærer at den hurtige ødelæggelse er ved at komme over overtræderen. Den unge og letsindige, fornøjelseselsker, overvejer disse betragter disse advarsler som tom snak, og vender sig fra dem med en vittighed. Forældre er tilbøjelige til at tro at deres børn er på rette vej, og alle falder hen i magelighed. Sådan var det ved den gamle verdens ødelæggelse, og så blev Sodoma og Gomora fortæret af ild. Natten lige før deres ødelæggelse, svirrede byerne sig i fornøjelser. Lot blev hånet for hans frygt og advarsler. Men det var disse hånsmænd som gik op i flammer. Netop denne nat blev nådedøren lukket for altid for Sodomas onde og ligegyldige indbyggere. (18)Det er Gud som holder sjæles skæbne i sine hænder. Han vil ikke altid forhånes; han vil ikke altid være genstand for spøg. Hans domme er allerede i landet. Voldsomme og frygtelige storme efterlader ødelæggelse og død i deres kølvand. Deres fortærende ild lægger skove og tætbefolkede byer øde. Storm og skibbrud vækker dem som rejser på det dybe vand. Ulykker og katastrofer truer alle der rejser på land. Orkaner, jordskælv, sværd og hunger, følger hurtig efter. Alligevel er menneskers hjerter forhærdede. De genkender ikke Guds advarende røst. De vil ikke flygte til det eneste tilflugtssted fra den stigende storm. (18)Mange som stilles på Zions mure, for at se med ivrige øjne om faren nærmer sig, og hæve advarselsrøsten, de sover selv. Netop dem som burde være mest aktive og årvågne I denne farens stund, forsømmer deres pligt, og pådrager sig selv sjæles blod. (18)Lad ingen tilsidesætte denne advarsel og sige: »Dette gælder ikke mig. Jeg vil ikke forstyrres af dette pirrelige budskab.« Det er den onde tjener som siger i sit hjerte: »Min Herre lader vente på sig.« En Kristi bekendende tjener, fornægter ikke i ord at Herren kommer snart; men hans handlinger viser at han henlægger denne dag til en fjern periode. Hans skyldighed trækker store veksler på hans formodede forsinkelse, han bliver ligeglad, og hans gerninger bevidner hans vantro. Han påtager sig leveregler og tilpasser sig verdens praksis. (18)Mine brødre, tag jer I agt for det onde vantro hjerte. Guds ord er tydeligt og nøje i sine restriktioner, det lægger sig ud med dine selviske udsvævelser; derfor adlyder I det ikke. Hans Ånds vidnesbyrd henleder din opmærksomhed til Skrifterne, udpeger dine karaktermangler, og irettesætter dine synder; derfor passer I ikke på dem. Og for at retfærdiggøre jeres kødelige, og fornøjelseselskende kurs, begynder I at betvivle om vidnesbyrdene er fra Gud. Hvis I adlyder jeres lære, vil I forvisses om deres guddommelige oprindelse. Husk på at jeres vantro ikke indvirker på deres sandfærdighed. Hvis de er fra Gud vil de stå. De som forsøger at formindske Guds folks tro på disse vidnesbyrd, som har været i kirken de sidste seksogtredive år, de kæmper imod Gud. Det er ikke det redskab som du forklejner og forhåner, men Gud, som har talt til jer i disse advarsler og irettesættelser. (19)Ligeså snart den onde tjener begynder at miste budskabets ånd og kraft, udviser han sin vantro. Han slår sine medtjenere. Han er parat til at kritisere dem, som er bedre end han selv. »Giftslangens gift er under din tunge.« Hans kurs går nedad. Inden længe finder man han at »spiser og drikker med drankere« – går sammen med verdslige i deres fornøjelsessamlinger, og gør sig ét med dem i alle intentioner og hensigter. Sådan er situationen hos rigtig mange blandt os i dag. Jeg er blevet vist dette. Jeg kender sandheden om det jeg siger. (19)Den belæring vor Frelser giver til sine disciple er formanende ord, der gælder særlig os: »Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer.« Våg, bed, arbejd – det er troens sande liv. »Arbejd altid;« det er, altid i bønnens ånd, og så vil du være parat til din Herres komme. (19)Nogle som står som trofaste vagtfolk lader sig mere lede af deres børn end af Herren. Let og påvirkelige, påvirkes de af disse unges vantro og skepsis, som således gør Satans arbejde, forhindrer mere deres forældre i stedet for at hjælpe dem. Jeg er blevet vist denne snare, og jeg advarer jer, i Kristi navn, at vikle jeres fødder fri. Hold det åndelige syn fri for tåge. Tag jeres ståsted på vagttårnet. Se ofte ud på hovedvejen, for at se om farerne truer befæstningen, og vær parat til at advare med det samme. (20)Vagtfolkene står til ansvar for folkets tilstand. Når I åbner døren for stolthed, misundelse, tvivl og andre synder, vil der være stridigheder, had og alle onde gerninger. Jesus, den sagtmodige og ydmyge, beder om adgang som jeres gæst, men I er bange for at byde ham ind. Han har talt til os i både det gamle og nye testamente; han taler stadig til os ved sin Ånd og sit forsyn. Hans instruktioner er til for at gøre mennesker sande over for Gud, og sande over for sig selv. (20)Jesus påtog sig selv menneskets natur, så han kun efterlade et mønster for menneskeheden, helt og fuldstændigt. Han vil at vi gør os lig ham selv, oprigtige i alle hensigter, følelser og tanker – oprigtige i hjerte, sjæl og liv. Dette er kristendom. Vor faldne natur må renses, forædles, helliggøres ved lydighed mod sandheden. Kristen tro vil aldrig stemme med verdslige principper; kristen renhed går imod al bedrag og påskud. Det menneske som værner om Kristi kærlighed i sjælen, som genspejler Frelserens billede meget fuldkomment, han er den sandeste i Guds øjne, mest ædle og ærværdige mand på jorden. |