Tilbage

En appel om vort arbejde i Skandinavien


Appel for vort arbejde i Skandinavien
(kapitel 1)

Appel for vort arbejde i Skandinavien

Vore brødre i Skandinavien er kommet i vanskeligheder, men selvom dette hovedsagelig må være frugten af begåede fejltagelser så lad os nu ikke bruge tid på klandre og kværulere; for kritik og beklagelser samt irettesættelser vil ikke gøre tingene enklere for dem. Det, som behøves for øjeblikket, er virkelig medfølelse og rigtig hjælp. Nu bør vi hver især betænke, at vore udsatte brødre faktisk behøver hjælp her og nu i deres trængsler.

Eftersom der forekommer sand sympati mellem himmelen og jorden, og eftersom Gud finder det rigtigt at udpege engle til at tjene alle nødstedte, forstår vi at når vi gør vor del, beskikkes disse himmelske foretrædere med almagt ud at bistå under denne tid, hvor særlig hjælp behøves. Gud vil at vække mænd, som han har fået betroet evner og midler, at påtage sig ansvarsbyrden, og nu hjælpe vore skandinaviske brødre, så at det lykkes at redde ejendom, som ellers måtte ofres.

Nu er det ikke tiden at kritisere, uden hvert åndedrag som vies til denne sag, bør anvendes til at tale ord, som opmuntrer, og anvender hver kraft til opløftende handlinger. Om de, som det formår, giver en del af sine midler til gavn for arbejdet på dette område, gengælder de bare Herren med en mindre del af den barmhjertighed og de velsignelser, som han har givet dem. Alle hans gaver betros til os, at anvendes når han kræver sit eget tilbage, for at fremme hans værk på jorden. Skal vi da ikke anstrenge os helhjertet og kraftfuldt, for at lystigt og uden knurren hjælpe til?

Det indgår i de himmelske engle arbejdsopgaver, at besøge vor verden og overvåge Herrens værk, som ligger i hænderne på hans forvaltere. De skal stille op med hvert behov hos dem, som, i egenskab af Guds medarbejdere, gør sit bedste, for at fremgangsrigt udføre hans værk på jorden. Disse himmelske fornuftsvæsener beskrives som lumsk at se ind i genløsningsplanens inderste, og englehæren jubler når som helst en del af Guds værk er godt i gang.

Gud har kaldet på menneskelige redskaber, at samvirke med ham for andres frelse; og skal når vi, som selv er udsat for fristelse og personligt fejler, irettesætter og beskylder andre, som ulykkeligvis gjort fejlgreb? Burde vi ikke hellere blive så forvandlede af Guds nåde, at vi får medlidenhed og bliver rørt af menneskelige lidelser? Dette skulle ellers skabe fryd i himmelen; for om vi elsker vore faldne søskende, idet Gud og Kristus elsker os, viser vi os vor deltagelse af Kristi særpræg. Engle er interesseret i deres åndelige velstand, som søger at genskabe Guds moralske afbild i mennesker, og det er meningen, at den menneskelige familie skal knytte sig til den himmelske familie, i det at den forbinder de sår og ar, som synder har forårsaget.

Selvom englekræfterne er usynlige, , samvirker de med synlige menneskekræfter, oprettede en nød-hjælpende indretning sammen med os. Ligger der ikke noget stimulerende og inspirerende i tanken, at det menneskelige redskab synligt overbringer velsignelser fra engleagenten? Når vi således er Guds medarbejdere, bærer værket det guddommeliges præg?. Med hvilken fryd og fortrøstning hele himmelen betragter disse sammenflettede indflydelser – indflydelsen, som erkendes i de himmelske sale! Menneskelige væsener udgør hænderne på himmelske bud; da himmelske engle benytter sig af menneskehænder i praktisk tjeneste. Deres uselviske handlinger under denne tjeneste gør dem delagtige i fremgangen, som beror på den tilbudte hjælp. Dette her er den måde, hvorpå himmelen anvender sig af frelsende magt og kraft. Når den himmelske medarbejderskare slår sin viden sammen og sine handlinger med den Menneskelige medarbejderskare, formildnes de fortrykte og de anfektedes lidende og vanskeligheder.

Netop de engle, som udkæmpede striden i de himmelske sale under Satans kupforsøg, og sejrede med Gud; netop de engle, som fra sin ophøjede stilling tiljublede vor verdens skabelse, ligesom vore første forældres tilblivelse inden for deres bosætning på jorden; englene, som bevidnede menneskers syndefald og blev uddrevet fra sit hjem i Eden, er specielt ivrige efter at virke i forbund med den faldne, genløste slægt i at udvikle kraft, som Gud stiller til rådighed, for at bidrage til udviklingen af hver person, som forener sig med himmelens fornuftsvæsener, for at søge op og frelse mennesker, som er ved at gå under i sine synder. Under forudsætning, at mennesker bliver delagtige af den guddommelige natur, og skiller selviskheden fra sine liv, bliver de tildelt særlig evner til at bistå hverandre. Om alle skulle elske, som Kristus her elsket, for at mennesker truet af evig fortabelse måtte frelses fra undergang, O, hvilken forandring skulle indtræffe i vor verden!

“ Jeg levner i din midte et folk, som er ydmygt og ringe, og Israels rest skal lide på Herrens navn. Uret øver de ikke og taler ej løgn, der findes ej i deres mund en svigefuld tunge; thi de skal græsse og raste uden at skræmmes. Jubl, du Zions datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte, Jerusalems datter! Herren har slettet din dom, bortdrevet dine fjender. I din midte er Israels konge, Herren, ej mere skuer du ondt. På hin dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke hænderne synke! I dig er Herren din Gud, en helt, som Frelser. Han glæder sig over dig med fryd, han tier i sin kærlighed, han fryder sig over dig med jubel som på festens dag." Hvilket billede, som tegnes her! Kan vi fatte dette?

“Den tid er omme, da du bærer på skam over ham. Se, på hin tid gør jeg ende på alle, som kuede dig, og jeg Frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem ære og ry på hele jorden. På hin tid bringer jeg eder hjem, og på hin tid samler jeg eder; thi jeg giver eder ry og ære blandt alle jordens folkeslag, når jeg vender eders skæbne for eders øjne, siger Herren. Læs også det første kapitel i Haggai.

Det er passende, at alle som er vidende om Herrens snare komme, udlever sin tro. Når vi ser en af Guds medarbejdere sløves eller være i fare, da bør værkets helhjertede tilskyndere vise sin interesse. De himmelske fornuftsvæsener kan samvirke med os, når vi ønsker at være et med dem i sind og hjerte. Når Menneskelige agenter, i egenskab af Guds forvaltere, enigt tager del i Herrens kraft og hjælpemiddel, og bruger disse til at løfte byrderne hvilende på hans institutioner, så vil Herren samarbejde med dem.

»Engelen, som talte med mig, vakte mig så atter, som man vækker et menneske af hans søvn, og spurgte mig: »hvad skuer du?« Jeg svarede: »Jeg, skuer, og se, der er en lysestage, helt og holdent af guld, og et oliekar ovenpå og syv lamper og syv rør til lamperne, desuden to olietræer ved siden af den, et til højre, et andet tilvenstre for oliekarret.« Og jeg spurgte engelen, som talte med mig: »Hvad betyder disse ting, herre?« Han svarede: »ved du ikke, hvad de betyder?« jeg sagde: »Nej. Herre!« Da svarede han og sagde til mig: Dette er Herrens ord til Zerubbabel: Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskares Herre. Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette! Han skal hente topstenen, medens der råbes: »Nåde, nåde være med den!« Og Herrens ord kom til mig således: Zerubbabels hænder har lagt grunden til dette hus, hans hænder skal også fuldende det; og du skal kende, at Hærskares Herre har sendt mig til eder. Thi den, der lod hånt om de ringe begyndelsers dag, skal glæde sig, når han ser blystenen i Zerubbabels hånd. Hine syv er Herrens øjne, som søger ud over hele jorden. Derpå spurgte jeg ham:»hvad betyder de to olietræer der til højre og venstre for lysestagen?« Og videre spurgte jeg: »hvad betyder de to oliegrene ved siden af de to guldrør, som leder den gyldne olie ned derfra?« Han svarede: »ved du ikke, hvad de betyder?« Jeg sagde: »nej, Herre!« Så sagde han: »Det er de to med olie salvede, som står for al jordens Herre.«

Det kærves af mennesker, at de tager imod fra de himmelske agenter, for at de skal kunne give til andre. Når som helst lederne på nogle af Guds institutioner lukker deres hjerter over for sine søsterinstitutioner, når disse er i nød, og ikke gør sit yderste, for at lindre disse, genom at selvisk udsagn: Lad dem lide, lægger Gud mærke til deres trængsler, og en dag kommer, hvor de må gå igennem en lignende, ydmygende erfaring. Men, mine brødre, det har I ikke til hensigt at gøre. Det ved jeg, at I ikke gør.

Når en Guds indretning, som er involveret i hans værks udførsel, på grund af fejlbedømmelse i ledelsen kommer til insolvens, bør de institutioner, som står har en bedre økonomi, gør sit yderste, for at få op den faldne institution på fode igen, så at Guds navn ikke vanhelliges. Hver ressource, som vi har i Europa for værkets fremadskriden, behøves, og bør bibeholdes i sund form indenfor en ugudelig verden. Lad ikke Guds engle, som tjener de ansvarshavende, må se Guds medarbejdere modfaldne. Vanskelighederne er allerede blevet større på grund af vor langsommelighed, så at genoprettelsesarbejdet nu vil kræve flere anstrengelser og udlæg. I Herrens navn beder vi hans folk, som har midler, at stå op og indse, at Gud ejer alle deres ejendomme, og viser sig at være trofaste forvaltere. Reparer maskineriet, som er nødvendig for at udføre Guds arbejde, så at hans folk ikke skal svigte håbet, og hans værk går i stå.

“Og Herrens ord kom til Zakarias således: Så siger Hærskares Herre: Fæld redelig dom, vis miskundhed og barmhjertighed mod hverandre, undertryk ikke enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders hjerter ondt mod hverandre!’" Så lyder Herrens Ord.

Jeg vil ikke tro, at den afsluttende del af dette kapitel skal genspejle jeres erfaring: “Men de ville ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres ører døve og deres hjerter hårde som diamant for ikke at høre loven og de ord, Hærskares Herre sendte gennem sin Ånd ved de tidligere profeter. Derfor kom der stor vrede fra Hærskares Herre. Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskares Herre, ikke høre, når de kalder; og jeg blæste dem bort blandt alle de folk, de ikke kendte, og landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige land til en ørk."

Tal ingen hårde ord. Læg ikke skylden på den eller den personen. Faktum er, at i dag behøver alle stille op, for at atter mure den opståede sprække. Gør det med glæde. Gør det med ædelmod. Træd frem til Herrens hjælp, ja, til Herrens hjælp mod de mægtige. Red omgående den alvorlig trussel. Det går an, om alle trækker i fælles hammel og indløser denne svært skyldbetyngede institution; og i samarbejde hermed kommer Herrens velsignelse at hvile over jer. Det går an; og grip jer, i Herrens navn, i gang med opgaven! Alle bør påtage sig opgaven med godt humør og med fryd, og så kommer dette værk til at vise sig som en stor, velsignende erfaring for alle, som griber fat i den og udfør den på fremgangsrigt måde.

I Europa skal et stort værk fuldbyrdes. Hele himmelen interesserer sig ikke bare for nærliggende lander med behov for hjælp, men også for fjernere lande. Alle indbyggere i himmelen gør aktiv tjeneste, de bistår en falden verden. De er dybt og livligt interesseret for mennesker frelse – denne verdens faldne beboere. De himmelske væsener spejder efter og venter på, at Menneskelige hjælpere skal røres i sit inderste over sine kollegaer, som befinder sig i vanskeligheder og prøvelser samt sorg og angst. Menneskelige væsener formanes til, at blive personlige bisiddere, som omsætter de himmelske engles kunnen i praktisk handling. Ved at forene os med disse kræfter, som er almægtige, vil vi kunne drage nytte af deres høje uddannelse og erfaring. Herrens betroede talenter vil være virksomme, om de bruges for at udrette det værk, som er betroet hans institutioner, så at de igen får sin uafhængighed. Hele himmelen betragter de redskaber, som på en praktisk måde har virkeliggjort Guds hensigt med verdenen, hvorigennem Guds vilje og plan også virkeliggøres i himmelen. Et sådant samarbejde giver et værk, som giver ære og herlighed samt majestæt til Gud.

Det står tilbage at udføre et storværk for sjæle i Skandinavien. Lad ingen sløves af eller lammes, når I her forsikres om, at engle med beboelsesret i det Eviges store telt, ja, i Guds nærvær, og som beskuer Guds herlighed, faktisk er jeres medhjælpere. Vil I samarbejde med dem i opbyggelsen af hver institution, tjener Gud under ledelse af de tjenende engle?

Hvem formår at beregne værdien af de menneskesjæle, for hvilke deres Fyrste, deres konge, Sønnen til den uendelige Gud, udgav sit pletfrie liv til en skammelig død, for at redde alle, som tror på ham? Hvis samtlige forstod dette, som de burde gøre, hvilket værk skulle de da ikke udrette med deres hænder, i form af de alvorligste, ihærdigste indsatser, for at gå rigtigt på dybet, for gennem den Hellige Ånds virke kan de, med hjælp af røsten og sine økonomiske midler, ledes mange sjæle til at undfly mørkets lænke og Satans helvedets aftryk, samt vaskes rene fra sine synder i Lammets blod! O, lad værket trænge helt dybt ned! Engle i himmelen glæder sig til, at se syndere virkelig angre sine overtrædelser og vende sig til den levende Gud. “I tilhører ikke jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!"
Ellen G. White
St. Helena, Cal.,
den 20. November, 1900.

Senere
Medens foregående blev trykt, sendtes efterfølgende tillæggende appel fra søster White, til fordel for sanatoriet i Skodsborg, Danmark. Virksomheden ved sanatoriet er lige så meget en del af Herrens arbejde i Skandinavien, som forlagsvirksomheden; for at undgå forvirring, ansås det at være klogest, at udsende begge appeller samlet, og lade begge kollekter tilfalde samme kasse, hvorfra midlerne overføres.

Måtte de himmelske fornuftsvæsener få mulighed for at glæde sig, og vore brødres hjerter bliver gjort lykkelige, gennem det gavmilde gensvar, som vil følge i appellerne!
Geo A. Irwin

Appel til fordel vort sanatorium i Danmark
I Skodsborg, en forstad til København, har vore brødre indrettet et sanatorium. De søsatte projektet forhåbningsfuldt, overbevist om at de udførte præcis det værk, som Gud her pålagt sit folk. Generelt set har vore brødre ikke interesseret sig lige så meget for at indrette af sanatorier i de europæiske lande, som de borde have gjort, og vore kære brødre med ansvar for Skodsborgs Sanatorium her rykket hurtigere fremad, end de tilgængelige midler tillod, så nu er de ramt af vanskeligheder og kvaler.

Jeg er alvorlig bekymret, når det gælder vanskeligheder og farerne, som omgiver vore institutioner i Skandinavien. Mit sind maner mig stærkt til, at rette denne appel til vort folk, ikke bare for forlaget Christiania, men også for det danske sanatorium. Det er blevet vist mig, at fjenden ivrigt lurer på en mulighed for at ødelægge disse institutioner, hvilket er Guds redskaber til menneskeslægtens genvinding. Skal Satans ønske blive opfyldt? Skal vi lade disse institutioner vrides ud af hænderne på os og deres gode virksomhed standse? Skal vi lade vore brødre stå ensomme med følgerne af sine fejltagelser, bare for at de har begået fejl? Er dette den måde, som Kristus her behandlet os på?

Sådan som Kristus behandler os, sådan må vi behandle vore brødre, som befinder sig i vanskeligheder. Brødre, det er på tide at vi interesserer os for disse institutioner. Vore amerikanske brødre burde komme til deres undsætning. Vore skandinaviske brødre i Amerika burde blive gøres særlig opmærksomme på dette, for at træffe kraftfulde foranstaltninger. Ligeså bør søskende i Danmark, Norge og Sverige få det gjort klart for sig, at sådan er deres situation, og at de nu forventes at komma til Herrens værks undsætning.

Det er ofte tilfældet, at når en person betynget af en svær byrde står over for en stejl opadgående, ramt af sammenfaldne omstændigheder, og har behov for glade, stærke medhjælpere i arbejdet med, at få det tunge læs opad bakken, går der meget tid med klagen og irettesættelser samt irritation. Men dette hjælper ikke med at komme ud ar situationer; dermed flyttes læsset ikke. Personerne, som betynges mest af læsset, hverken behøver eller fortjener de hårde ord. Disse skulle hellere rettes til dem, som burde have taget på sig sin del af byrderne tidligere. Men hårde ord kunne dog være uegnede, og de ville helt sikkert være uden gavn. Vor første tanke burde i stedet være: Hvordan kan vi sammen løfte byrden? Tiden er dyrebar. For meget står på spil, for at vi kan risikere forsinkelse.

Jeg opfordres indstændigt af Herrens Ånd til, at støde i alarmbasunen, for at samle hele vort folk, som elsker Gud og hans sak, så at de kommer til undsætning for hans institutioner i Europa, hvilke nu har skrigende behov for hjælp. Måtte de, som stoler på Gud og tror på hans ord, nøje overveje sine evner, sit ansvar og sin pligt i forhold til sine brødre i Europa, som er blevet brugt af Gud, for at begynde et godt værk. Om vi nu forsømmer, at gøre vor pligt som Guds hjælpende hånd, ved at fjerne det skandinaviske forlagets og sanatoriets udfordringer, vil vi miste om en stor velsignelse.

Ved undsætningen af vore institutioner i Europa skal der tålmod, kærlighed og kristen belevenhed til. Dermed kommer vi til at vise os med en sund tro og raske sjæle. I så fald skulle vi anklage forstanderne vid Skodsborgs Sanatorium, som er ansvarlige for værkets fremvækst hvor, for verdslig ærgerrighed og et ønske om, at forherlige sig selve, skulle vi være uretfærdige mod dem. De var sysselsatte med, at arbejde for Guds forherligelse; og et værk her har sin vækst, som har nået langt i sin indflydelse for det gode, og som i høj grad irriterer retfærdighedens fjende.

Hvem tænker nu at stille sig på Herrens side? Hvem tænker at række ham en hjælpende hånd, gennem at helhjertet løfte byrden? Hvem vil opmuntre de nedtrykte til, at stole på Herren? Hvem vil prøve den to, som hverken ryster eller bringes til fald, uden nogens bistand de haster fremad mod sejren? Hvem tænker nu på at bygge det op, som Satan bestræber på at nedrive – en virksomhed, som burde gå stærkt fremad? Hvem vil nu gøre det for sine brødre i Europa, som de selv skulle ville have gjort for sig selv, om rollerne var byttet om? Hvem vil således samvirke med de tjenende engle?

O, hvilken åsyn det skulle blive for de iagttagende engle, at se institutioner grundlagt for oplyse og sprede af grundprincipperne for en bedre og kristen levemåde – Guds redskab – glide ud af hænderne på dem, som kunde anvende dem i Guds virksomhed, og lægges i hænderne på verdenen! Herrens rigdomme står lige foran, udlånt til os som en betroelse, for præcis sådanne nødssituationer som denne. Guds folk bør tjene ham i sandhed og retfærdighed. De bør tage af deres Gudsgivne midler, for at bistå sine medarbejdere i en besværlig tid. Samtlige vore menigheder bør nu agere helhjertet og ensartet i dette ærinde, fast besluttet på at afværge den store ulykke, som rammer sagen, gennem at skade eller rykke Herrens hjælpemiddel bort. Engle fra Gud kommer til at samvirke med os, for at befri institutionerne i Danmark og Norge fra deres skuldre, så at ingen bebrejdelser skal lyde over Herrens sag.

Vi behøver opelske den ånd, som Abraham og Moses udviste. Så kommer vi at udvise tro på Gud og medlidenhed med de fejlende. Vore brødre i Skandinavien har, ved at lade værket der voks ud af sin økonomiske ramme, forsat sig selv ud i gældsbyrden. Her igennem sættes institutionernes fremtid og sagens ære på spil. Skal vi yderligere forværre situationen, ved at klandre og skælde ud, eller skal vi modigt gå i gang med opgaven foran os – arbejdet med, at befri forlagshuset og sanatoriet fra deres skyldbyrder? Dette er gøres. Der skulle være taget forhåndsregler forud skulle, om ikke mennesker lagde sig i mellem og hindrede dette.

Herren maner sit folk til selvfornægtende opofrelse. Lad os alle forene os i, at give ham et nyårsoffer, som løfter den tunge byrde, som hviler på hans institutioner i Skandinavien. Lad os give sådan, som vi ville om vi skal handle med os selv for bekvemmeligheds eller for fornøjelses skyld. Lad os lære børnene, at fornægte deres egent jeg, og blive Herrens hjælpere i, at sprede hans velsignelser. Lad os overgive vore offergaver med taksigelse, og med en bøn om, at Herren skal velsigne gaverne, og mangfoldiggøre dem, sådan som han gjorde med maden, som mættede de fem tusinde.

Jeg beder instændigt mine skandinaviske søskende, at de skal gøre sit bedste. Vi skal forene vore anstrengelser med jeres kærlighedsfulde og hjælpsomme arbejde med, at genoprette de institutioner, som nu rammes af undergang. Der findes tilstrækkeligt mange midler i hænderne på Herrens forvaltere, for at udføre dette værk, under forudsætning at de forenes i ømsindet medlidenhed, for at gendanne, helne og bringe sundhed og velstand til Guds hjælpemiddel. Bevar troen på Gud. Hold et fast greb om hånden på almagten; for Herren har, i hænderne på sine forvaltere, en pengekasse der er stor nok, for at læge alle sygdomme hos institutionerne i Europa.

De summer, som I giver, må være små i sammenligning med sagens behov, men gør jer ikke uro. Gå fremad i tro, så det som først ser håbløst ud, kommer at anderledes ud. At de fem tusinde blev mættet er en anskuelsesundervisning for os. Han, som mættede fem tusinde mænd, foruden kvinder og børn, med fem brødstykker og to små fisk, formår at udrette en stor dåd for sit folk i dag.

Læs beretningen om, hvordan profeten mættede et hundrede mænd: “Engang kom en mand fra Ba'al?sjalisja og Bragte den Guds mand brød af nyt korn, tyve bygbrød, og nyhøstet korn i sin ransel. Da sagde han: »Giv folkene det at spise!« Men hans tjener sagde: »Hvorledes skal jeg kunne sætte dette frem for hundrede mennesker?« Men han sagde: »Giv folkene det at spise! Thi så siger Herren: de skal spise og levne!«

Hvilken ydmyg handling det var fra Kristi side, at stille andres sult med et underværk! Han stillede sult hos et hundrede sønner til profeterne, og siden da har han, dog ikke på et så tydeligt og synderlig måde, om og om igen virket, for at mildne effekterne af Menneskelig svaghed. Om vi havde bedre åndelig skarpsindighed, så at vi hurtigere fik opdaget Guds barmhjertige, medlidende imødekommelse af sit folk, hvilken rigere erfaring skulle da ikke blive vor! Vi må se under overfladen. Vi må se i højere perspektiv, end vi gør, ind i Guds vidunderlige værk. Han har benyttet sig af personer, som ikke står på vor side i erkendelsen af sandheden, men hvis hjerter han ofte har påvirket til at hjælpe hans folk. Herren har ret slags personer i beredskab, ligesom manden, som hade maden med sig til profetsønnerne.

Når Herren giver os et arbejde at udfore, så lad os da ikke slå til, for at betvivl eller klandre. Spild ikke tid på, at opklare det kloge i befalingen, eller det tænkelige udfald af jeres anstrengelser, for at rette på situationen. Ud fra et Menneskeligt syn, kan ressourcerne virke utilstrækkelige, men i Herrens hænder kommer det til at være mere, end nok. Tjeneren “satte … frem det til dem, og de til og fik det over, så som HERREN hade sagt."

Vor tro behøver at vokse. Vort åndelige liv er afhængigt Helligåndens livgivende kraft. Vi bør blive mere bevidste om Guds forhold til dem, som han har købt os med blodet fra sin enbårne Søn. Vi bør tilstræbe os, at bistå gennem glæde, handling og tro. Vi bør nære tro på, at Guds riges værk skal gå fremad.

Lad os ikke ødsle tiden bort, ved at beklage os over manglende ressourcer, uden at gøre det bedste af det vi har. Ved kraft og fortrøstning på Gud kommer at sikre ressourcer, selvom omstændighederne må te sig ulykkestruende. Under forudsætning, at vi bruger vore bedste midler, kommer Guds magt at gøre det muligt for os, at nå masserne, som nu hungrer, for at de savner livets brød.

Skulle det overraske os, at Gud forøger de offergaver vi frembærer til Ham i fryd og kærlighed? Vi har ikke lært os halvdelen af det vi burde af lærdommene i Bibelen. Et helliget sinde indser, at Gud gør fælles sag med den, som skænker ham noget af uselviskhed; thi den fremgangsmåde er i overensstemmelse med himmelens velvilje. Vi behøver udvide os og virkelig tro på vort udsyn af Guds forhold til denne verden og sit folk, genom hvilke han virker, for at garantere for sine hensigter. Genom en berøring fra sin guddommelige hånd og et velsignelsens ord fra sine læber, er Jesus i stand til, at øge på den beskedne ration. Genom sin magt er han velhavende nok til, at øge den beskedne kassebeholdning, indtil den er stor nok at sætte i hænder på hans tjenere, for at bedrive hans virksomhed.

Lad os, når vi bistår søskende i Danmark og Norge, løfte byrden på ivrig og ædel vis, og lad Gud tage sig af resten. Lad os sætte lid og tro på, at han skal øge vore offergaver, til de er omfattende nok til at trygt fortsætte hans institutioner i Europa.
Ellen G. White
St. Helena, Cal.,
den 3. december, 1900.