Tilbage

Aandens Vidnesbyrd til vore Missionsarbeidere.

Kristiania. Sundhedsbladets Trykkeri. 1898.

Uddrag fra traktaten Spiritual Advancement the Object of Camp-Meetings.

Et lille hæfte på 24 sider, og blot ét kapitel.


Åndens Vidnesbyrd.
(kapitel 1)

Åndens Vidnesbyrd.

Hvad Missionsarbejderne behøver.
Missionsarbejderne behøver at ydmyge deres sjæle for Gud og rense sjælens tempel for enhver moralsk og åndelig besmittelse, så de må ligne Kristus i Ånd og karakter, og vide hvorledes de bør våge over sjæle. Dette kan de umuligt gøre, uden ved at få den guddommelige natur og Ånd. Kærlighed må stadig være et fremherskende princip hos den sjæl, som ønsker at lede andre til Kristus. Men hvor lille kærlighed, der dog egentlig findes til Gud og menneskene, dannede i hans billede.

Når menneskene bliver delagtige i den guddommelige natur, vil Jesu kærlighed blive et fremherskende princip i sjælen, og "selv" og dets særegenheder vil ikke blive lagt for dagen. Men det er sørgeligt at se, at de, som burde være kar til ære, lader den lavere naturs tilbøjeligheder herske over sig og går på veje, som fordømmes af samvittigheden. Fordærvelse indefra forener sig med fordærvelsen udenfra, og mennesker, som bekender sig til at være Kristi efterfølgere , synker ned til et lavt standpunkt, altid sukkende, fordi de kommer til kort uden nogensinde at sejre og knuse Satan under sine fødder. Skyld og fordømmelse forkrymper sjælen, og sådanne kan med rette råbe: "Jeg elendige menneske! Hvad skal fri mig fra dette dødens legeme?" Ved at samtykke i synd ødelægges selvagtelsen, og når den er borte formindskes også agtelsen for andre, idet man lever under den forestilling, at andre ligeså uretfærdige som en selv.

Ved vore årlige Sammenkomster bør disse ting fremholdes for folket, og de bør opmuntres til at håbe på Herren, som siger: "Når I søger mig af hele eders hjerte" "skal I finde mig": Vort mål bør sættes højere. Forkyndelsen af Ordet bør være af en mere åndelig karakter, så folket kan se grunden til deres svaghed og ulykke. Mange er ulykkelige, fordi de ikke er helliggjort. Kun et rent hjerte og et uskyldigt sind kan i sandhed blive velsignet af Gud. Når der næres synd i hjertet, kan ikke følgen blive andet end ulykke, og den synd, som leder til de mest ulykkelige resultater, er hjertets stolthed, mangel på kristelig sympati og kærlighed.

De, som indtager ansvarsfulde stillinger
Mange er tilfredse med forretningsvirksomheder i Guds sag, medens deres hjerter blottede for gensidig kærlighed og medlidenhed. De kender intet til dem ømme sympati som boede i Jesu bryst, og medmindre deres karakter forandres, medmindre deres hjerte bliver ømmere, og medmindre de bliver delagtige i den guddommelige Natur, vil de gøre grove fejl og miste deres hjem i himmelen.

De, som indtager ansvarsfulde stillinger behøver at drikke dybt af Kristi kærligheds kilde, så deres hjerte kan blive mildt og deres handlinger betænksomme. Gud taler tidlig og silde på en indtrængende måde til sit folk både gennem ordet og sin Ånds vidnesbyrd og opmuntrer dem til at nå op til det guddommelige ideal.

Det var i denne hensigt Kristus påtog sig menneskenes natur. Frelsesplanens formål er at kræve menneskene. Denne opløftning af menneskets karakter fås ved Kristi nåde og fortjeneste. Vi bør stadig se på ham, dvæle ved hans karakter og studere hans kærlighed, og ved beskuelsen vil vi blive forandrede.

Vigtig gerning på årsmøderne
Nogle af de vigtige ting at fremholde på årsmøderne er sådanne, som mest vil tjene til folkets åndelige fremvækst. Den orden, som de er kommet ind i, og som næsten har omdannet mødernes karakter, idet de mere har fået et forretningsmæssigt udseende end en religiøs sammenkomst må forandres.

Den vigtige sand om praktisk godgørenhed bør fremholdes. Folk bør bibringes forståelsen af, at tro og kærlighed bør fylde sjælen; thi ved udøvelsen af disse får sjælen en passende uddannelse. Kristus, herlighedens håb, bør "få sin skikkelse i eder". Disse ting må fremholdes, linje for linje, bud på bud, lidt her og lidt der. Den helligelse, som Kristus kræver af sine efterfølgere, bør altid fremholdes for sindet.

Jo større vor enfoldige tro er, og jo mere alvorlig hengiven tillid vi besidder, jo stadigere vil vor fred i Kristus være. Vi må uden ophør kæmpe troens gode kamp; thi vi har ikke kamp mod kød og blod, men mod fyrstendømmer og magter, mod verdens herrer, som herefter i denne tids mørke, mod ondskabens åndelige hær under himmelen.

Al ladhed i vor gerning må aflægges, og vi må anstrenge os for at fortsætte løbet på den kristnes løbebane og vinde klenodiet – herlighedens håb evige krone. Vi bør henvende os til Herren i tro på, at Han vil opfylde sine forjættelser til os, thi et rent hjerte og et uegennyttig sind er nådegaver fra Gud. Det er hans Ånd, som gør os til nye skabninger i Kristus Jesus. Guds Ord lægger ansvaret for vor ruin i vor egen hånd. Alt afhænger af vor lydighed eller ulydighed.

Kristus alt – intet af "jeg".
Vi må besidde Kristus helt og intet af "selv". Da vil forjættelserne fuldt ud være vore, og sjælen vil blive opfyldt af himmelsk inspiration. Sjælens tempel vil da blive fuldstændig renset af besmittelse. Ren og ubesmittet religion vil fylde hjertet. Det er Guds liv i sjælen, og det vil åbenbare sig i gode gerninger.

For at kunne være i en stilling, hvori vi kan modtage forøget nåde, må vi gøre fremskridt i det, vi allerede har fået; thi tro og gerninger følges ad. Det går ikke an som forhen at modstå Guds Ånd, men vi må lægge vind på de ting, som varer til evig tid. Den som angrer, har Gud lovet tilgivelse for synd, men hvis de, som har modstået Guds Ånd og har haft fejlagtigt begreb om Guds karakter, ikke omvender sig, vil deres navn blive udslettet af livets bog.

Guds arm er udragt for at frelse sit folk fra at synke ned i den formelle ukristelige stilling, som den jødiske nation nedsank i. At foragte de midler, Gud har forordnet i denne hensigt, er at foragte Jesus. Den Sjæl, som ønsker at blive frelst, må samarbejde med Gud i arbejde for sjæles frelse. Det menneskelige og det guddommelige må forenes i tro og praksis. Dersom vi vil have tilgivelse, må vi bekende vore synder og tro på Guds nåde.

Hvorledes bør vort kristelige liv og vor karakter ikke være, når vi tager i betænkning hvilket underfuldt lys, Gud har givet os, der oplyser vejen til himmelen! Hvilken varm nidkærhed, hvilken stadig vågen bør ikke udmærke vort kristelig liv! Jesus siger: "Stræb alvorlig at gå ind igennem den snævre port; thi mange, siger jeg eder, skal søge at komme ind og skal ikke kunne." Men selv om vejen er snæver, behøver vi ikke at fortvivle, dersom vi lytter til hans røst og lyder ham i stedet for vore egne vanhellige tilbøjeligheder. Kristus har sagt: "Min nåde er dig nok." Hans kraft fuldkommes i skrøbelighed.

Hyppig bøn og rådslagning
De, som arbejder ved årsmøderne, bør hyppig forene sig i bøn og rådslå tilsammen, for at de må kunne arbejde på den bedste og den fornuftigste måde. Praktisk undervisning om Kristus bør ofte gentages. Kristus og hans retfærdighed er så nøje forbundet med den tredje engels budskab, at hele verden må oplyses af hans herlighed.

Alle bør have en personlig prøvet kendskab til , hvad Jesus kan udrette for dem, ellers kan de ikke forkynde sandheden, som den er i Jesus. Personlig tro på Kristi blods virkning i os, giver "Fred og tryghed til evig tid". I prøvelsens og trængslens tid, behøver vi ikke frygte for ondt; thi hvem kan skade Guds udvalgte. Herren retfærdiggør dem for Kristi skyld, han, som gav sit dyrebare blod til deres frelse.

Vi må vandre i lydighed mod Gud og i harmoni med hans plan for verdens frelse. Ingen sjæl kan blive frelst i ulydighed. Der er stor fare for at miste vor interesse for hverandre, miste vor kærlighed blandt dem, som Kristus døde for, fordi vi ikke lever i lyset af retfærdighedens Sol.

Brødre, bør vi vise kold ligegyldighed mod dem, som vandrer i uvidenhed om sandheden, der kan gøre dem vise til salighed? Dersom vore hjerter er berørte af hans guddommelige kærlighed, vil de blive blødgjorte ved Kristi kærlighed; men det er umulig at bibringe andre det, vi slev ikke har nogen erfaring på.

Denne hårdhjertethed er af Satan. Han arbejder på mange måder. Han søger at gøre mennesker, som bekender sit ti at tro sandheden, lidettroende, ukærlige, stolte, egennyttige, overmodige og tyranniske. Han ved helt hvad, at de, som ejer en sådan karakter, kan aldrig være en livets lugt til liv. Sådanne mennesker udøver ingen god indflydelse, men sårer og knuser snarere deres sjæle, som de burde oplive og hjælpe fremad.

Efterlign vort mønster.
Herren ønsker, at enhver skal efterligne det store Mønster. Som han var i verden, så er hans efterfølgere her. Det er ikke efter Guds vilje, at menneskene er barske, umilde og uden kærlighed og tålmodighed, uden sand sympati for andre. Paulus siger: "Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi sagtmodighed og mildhed." Job siger om sig selv: "Græd jeg ikke over den, som havde hårde dage? Sørgede ikke min sjæl over den fattige? Vi er kun i stand til at lade vort lys skinne til Guds ære, når vi udviser Kristi godhed og sagtmodighed ikke alene mod dem, som behager os, men også mod dem, som er syndige og vildfarne. Lad alt vort arbejde blive udført i Gud, og dersom vi har noget uelskværdigt karaktertræk, lad os da sejre derover og slutte op med at vanære Gud og has sag.

Sæt målet højere.
Der har vist sig stor indbildskhed hos dem, som bekender sig til at være Guds børn. O, hvor meget bedre ville det ikke være at vandre vor udlændigheds tid i frygt – ikke i frygt for at Guds kraft ikke er tilstrækkelig for os, ej heller i frygt for at et af hans gode løfter skulle slå fejl, men i frygt for vort eget syndige hjerte. "Lad os derfor, da forjættelsen om at gå ind til hans hvile endnu er tilbage, vogte os for, at ikke nogen af eder skal synes at blive tilbage." Vi må sætte vort mål højere og højere, og i og gennem Kristi nåde må vi nå op til det.

Vi må betragte bibelen som skrevet til os personligt, og når vi antager Guds ord således, vil det blive os et værn imod fjenden.

Manges religion er alt for behagelig, alt for let. De synes at mene, at når de bare kan efterligne deres naboers liv, er de sikre. Jeg siger eder: Vi er ikke sikre ved at efterligne andre end Kristus. Kristus er vejen, sandheden og livet. Takket være Gud, prøvetiden vedvarer endnu, og vi kan have håb.

Det er nødvendigt, at vi daglig ransager os selv, daglig ydmyger os, daglig lærer ved korsets fod. Det er af stor vigtighed, at vi føler vor trang, vore svagheder og fejl, og så fuldt ud forlader os på Kristus; da vil vi være i stand til at kunne prise ham, som har kaldt os fra mørket til sit underfulde lys.

Den tredje engels budskab.
Den tredje engel fremstilles som følgende den første og den anden engel, råbende med høj røst: "Dersom nogen tilbeder dyret og dets billede og modtager mørket i sin pande eller i sin hånd, så drikker også han af Guds vredes vin, som er i skænket ublandet i hans fortørnelses kalk." "Her er de helliges tålmodighed, her er de, som bevarer Guds bud og Jesu tro!"

Bør ikke vi, som læser disse trusler, og som tror Guds ord, advar verden, som sidder i mørket? Englene fremstilles som flyvende midt igennem Himmelen forkyndende højtidelige, alvorlige budskaber. Jordens indbyggere har ikke hørt deres røst, der lyder gennem det folk, som frembærer disse budskaber. De, som søger i skriften forstår de budskaber, englene forkynder, og lader det samme råb høres, idet de bringer advarslerne for verden videre. De tre budskaber for vor tid er af højeste vigtighed, og de medfører de alvorligste følger for dem, som hører dem, alt eftersom de giver agt på lyset eller ikke.

Guds opmuntrer sin trofaste vægter, som ser faren, til at råbe: "Der kommer morgen, men også nat!" Det er enhvers gerning, som forstår Bibelens sandheder for denne tid, at forene sin røst i forkyndelsen af budskabet, og fremskynde korsets triumf. Sandheden bør fremstilles i sin enkelthed på en klar og tydelig måde. Vi må under ingen omstændigheder skjule vort lys under en skæppe, som om vi skammede os ved det. Vi har intet at skamme os over. Guds bud vil blive ærede højt over alle menneskers bud og anordninger.

Benyt derfor, brødre, på en vis og forstandig måde, det lys, Gud har givet. Fremhold det for folket med Kristi sagtmodighed og ydmyghed. Mød folkets fordom med samme indbydelse, som Filip gav Natanel: "Kom og se!" Sig: "Dersom syvende-dags-adventisterne har sandheden på sin side og kan bevise det med Guds Ord, så ønsker I vel ikke at kæmpe imod Gud." Herren har sat os til at være Lysbærere, og vi bør fremholde Kristi kærlighed for folket, og fremstille hel vor lære i det rette forhold til dette vigtige emne.

Fremhæv Kristus.
Vi må være forberedte på at møde vantro og modstand. Sandheden har altid haft sådan modgang. I Kristi dage var farisæerne og de skriftkloge modstandere af hans værk. Når det lød: "Så har Gud elsket verden at han har givet sin søn, den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv", havde de samme kritik og indvendig derimod som Folket på vor Tid har imod Syvende-Das-Aventisternes lære. Vi vil komme til at møde mennesker, der er besjælede af samme had til vort værk, som præsterne og de øverste nærede mod Kristus og hans gerning.

Det er imidlertid vor pligt at sprede lyset i alle retninger, og på en klar og god måde fortælle synderen, hvad han bør gøre for at få det evige liv. Kristi ord stred imod Nikodemus’ forudfattede mening. Han var blevet oplært til at tro, at jøderne som Abrahams efterkommere var det folk, som evangeliets privilegier udelukkede tilhørte. Alt udenfor den jødiske nation var genstand for vrede og fordømmelse. Nikodemus anerkendte Kristus som en lærer fra Gud, men det var en ny åbenbaring for ham, at Guds kærlighed strakte sig til alle mennesker, at Guds nåde var for alle, som troede på Kristus.

O, at menneskene måtte forstå, at mange års skikke og traditioner forandrer ikke en vildfarelse til sandhed! Frelseren er for alle, som tror, og der er ingen persons- eller nationsanseelse hos Gud. Sandheden må fremholdes for menneskene, hvad enten de vil høre den eller ej. Vi må prædike Kristus og ham korsfæstet, gå tilbage til de gamle stier og lede andre på den gode vej. vi bør fremhæve Kristus og lade vort eget "jeg" være ude af syne, så at Kristus kan få drage til sig selv de sjæle, som hvem han gav sit liv.

Fremhold åndelige ting.
Konferensens formand og menighedernes prædikanter bør vie sig for de åndelige interesse, og ør være fritaget fra andet arbejde, som forefalder under årsmødet. Prædikanterne bør ikke udtrættes, men hellere føle sig forfriskede, glade og lykkelige til sinds; thi dette er af stor vigtighed for at kunne få det bedste ud af modet. De bør være i stand til at tale opmuntrende og oplivende, og udså sådanne sandhedssædekorn i ædle hjerter, som kan vokse op og være frugt.

Herren har ladet sit lys skinne på os, for at vi skulle meddele det til andre. Vi er samarbejdere med Gud. Der findes mænd og kvinder, som har vandret i overensstemmelse med det lys, de har haft, og nye sandheder vil også blive åbenbare for sådanne ædle sjæle. Nogle vil tage vare på sabbatten og vise deres troskab til Gud.

Fremvis Kristi kærlighed.
vore prædikanter og lærere bør søge at fremvise Kristi kærlighed for en falden verden. Prædikanterne ved årsmøder bør ikke bare gå ud på at vise veltalenhed; thi det er at sammenligne med Kains offer, uden Kristi blod, som alene kan gøre dem antagelige i himmelen: De bør vise, hvorledes Gud har åbenbaret sit Had til synd, men hans kærlighed til syndere. Findes der nogen kærlighed i verden, som kan tåle sammenligning med den kærlighed, som Gud har udvist med den faldne verden? Gud har åbenbaret sin kærlighed til os ved at give os hele himmelen i en gave, nemlig ved at give os sin enbårne, højtelskede søn.

Guds kærlighed er fremholdes for folket. lad Guds Ord lyde for folket fra et ømt og sagtmodigt hjerte, lad sandhedens budskab lyde i alle kroge af verden, og omslut dem, som lever i vildfarelse, med Kristi kærlighed.

Hvis de, som du arbejder for, ikke øjeblikkelig og hurtigt tager imod sandheden, så fordøm og kritiser dem ikke, men husk stadig på, at det er din pligt at repræsentere Kristus i hans ydmyghed, sagtmodighed og kærlighed, da vil du i sandhed blive en samarbejder med Gud, som fremholder sandheden, som den er i Jesus; og enhver sjæl, som vindes for Kristus, vil blive en stjerne i din glædeskrone. Selv om du vil komme til at møde bitter modstand, så

fordøm ikke dine modstandere.
De tror måske ligesom Paulus, at de udfører Guds vilje, og mod sådanne bør vi vise tålmodighed, sagtmodighed og venlighed. Det er den eneste måde, på hvilken vi kan blive en livets lugt til liv.

Las os ikke føle, at vi har tunge prøver at bære og mange vanskeligheder at kæmpe med, når vi fremholder en upopulær sandhed. Tænk på Jesus, og hvad han har lidt for os, og ti da stille. Klag ikke, knur ikke, lad ikke sindet fyldes med utilfredshed og bebrejdelser, selv når forhånelse og falskhed møder dig.

Fortsæt løbet fremad og "lad eders omgængelse blandt hedningene være god, for at de, idet de bagtaler eder som misdædere, kan se eders gode gerninger og på grund af dem prise Gud på besøgelsens dag". "Betal ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsign, vidende, at i er dertil kalde, at I skal arve velsignelse! Thi den, som vil elske livet og se gode dage, han holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig, han vende sig fra ondt og gøre godt, han søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne er over de retfærdige, og hans øren til deres bøn; men Herrens åsyn er over dem, som gøre ondt. Og hvem er den, som kan skade eder, dersom i beflitter jer på det gode? Men om I end lider for Retfærdigheds Skyld, er I salige, men frygt ikke som de frygter, forfærdes ikke, men helliger Gud Herren i jeres hjerter! Men vær altid færdige til at forsvare eder med sagtmodighed og ærefrygt for enhver, som begærer regnskab af eder om det håb, som er i eder."

Du bør opføre dig med sagtmodighed og mildhed overfor dem, som vandrer i vildfarelse; thi var ikke du for nylig forblindet i dine synder? Og bør ikke du for Kristi tålmodigheds skyld også være tålmodig og venlig mod andre. Apostlen opmunter os til at være "barmhjertige og velvillige". Gud har givet os mange påmindelser om at udvise den første venlighed mod dem, som står os imod, for at vi ikke skal lede en sjæl på forkert vej.

Vort liv bør være skjult med Kristus i Gud. Vi bør kende Kristus personlig; thi det er et evige liv, at vi kender Gud og Jesus Kristus. Kun da kan vi rettelig repræsentere ham for verden. Lad os altid bede: "Herre lær mig at vandre som Jesus vandrede, må han være alt i mig." Hvor vi end færdes, må vi lade vort lys skinne til Guds ære i gode gerninger. Det er vort livs store og vigtige mål.

Et ord i rette tid.
De, som altid findes i en bedende sindsstemning, vil være i stand til at tale et ord i rette tid til dem, som er inden deres indflydelse; thi Gud vil give visdom, hvormed de kan tjene den Herre Jesus. "Thi visdom skal komme i dit hjerte og kundskab skal være liflig for din sjæl; eftertanke skal holde vagt over dig, og forstand skal bevare dig." Du vil kunne åbne din mund med visdom, og på din tunge vil kærlighedslov findes.

Dersom de, der bekender sig til at være kristne, vil modtage Kristi ord, vil alle, som kommer i berøring med dem forstå, at de har været hos Jesus og lært af ham. De vil repræsentere Kristus, og de ting, der angår Evigheden, vil deres Tanker og samtaler dreje sig om. Evighedens virkelighed vil blive bragt nær. De som vil våge over sjæle mener mere end mange tror. Det mener at gå ud og finde de tabte Får af Israels hus.

Nå op til målet
O, at vi alle måtte nå det høje mål, som Gud har sat os og ikke fortsætte som dværge i det religiøse liv. Hvilke lysstråler ville ikke skinne ud over verden, dersom vi blev sådanne lysbærere, som Gud ønskede vi skulle være! Hvor mange vandrer i overensstemmelse med lyst og derved bliver redskaber til at bringe lyset til andre! Gå fremad i stedet for at stå stille. I stedet for at klage, så fryd eder over det væld, der udrinder fra frelsens kilde. Det er altid hårdt at udføre Guds gerning, når Kristus lades ude af betragtning. Jesus siger: "Uden mig kan I slet intet gøre", men ved Kristus, som styrker os, formår vi alt.

Jeg opfordrer inderlig konferensens formænd, prædikanterne og missionsarbejderne i det hele taget at rejse sig ved troen og blive flittige og stærke samarbejdere med Gud. Enhver troende bør styrkes ved Kristi Ånd, og ved Guds Ånds hjælp nå folket. Frelseren er ikke i Josefs nye grav. han er opstanden fra de døde og indgangen i himmelen for at være vor midler, for at lade sit blods fortjenester blive os til gode. Vi har en levende frelser, som vil føre sit værk frem her på jorden. Vi behøver ikke at arbejde alene. Guds tjenere bør ikke alene prædike fra talerstolen, men bør komme i personlig berøring med folket. Personligt arbejde bør fremskyndes, at sjæle må blive revet ud af fjendens snarer. Lad so derfor arbejde med alvor og tro, og vi vil da få en velsignet høst.

Nogle af de ting, som gør os udygtige til at udføre Guds gerning og hvorledes de kan afhjælpes.
Jeg ønsker at sige til eder, som prædiker ordet: "Dine ords åbenbaring spreder lys og gør de enfoldige forstandige." Alle de fordele og privilegier, som ydes eder i så rigt mål, for at I skal blive oplærte og dygtiggjorte, rodfæstede og stadfæstede i sandheden, vil ikke gavne eder meget uden eders sind og hjerte er modtagelige for sandheden, og I samvittighedsfuldt aflægger enhver ond vane, enhver slet tilbøjelighed og enhver synd, som har lukket døren for Jesus. Lad det nye lys, som kommer fra Jesus, ransage enhver mørk krog i din sjæl; tag alvorlig beslutning at gøre hvad der er ret. Dersom I vedbliver at vandre på forbudte stier, som mange af eder nu gør; dersom sandhedens kraft ikke udfører sin forvandlende gerning i eder; Så at I adlyder den af eders hele hjerte, fordi I elsker dens rene principper, så kan I være forsikrede om, at sandheden vil tabe sin levendegørende kraft, og synden vil styrkes. Dette er grunden til, at s mange er uduelige i mesterens tjeneste. De søger bestandig at behage og ophøje sig selv, eller de nærer onde tilbøjeligheder i deres hjerte. De tror vidst nok, at hele loven med dens ti bud er bindende, og mange giver teoretisk undervisning i den; men de elsker ikke dens principper. De adlyder ikke det Guds bud, som befaler dem at være rene, at elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv. Kan de have styrke, når hele deres liv er en løgn? Kan de nære tillid? Kan sådanne blive duelige arbejdere for Gud?

Vor frelser bad for sine disciple: "Hellige dem i din sandhed; dit ord er sandhed." Men dersom den bibelkundskab man modtager, ikke frembringer nogen forandring i ens vaner og opførsel i forhold til sandhedens lys, hvad da? Ånden strider mod kødet og kødet imod ånden, og en af dem må gå af med sejren. Dersom sandheden helliger sjælen, bliver synden hadet og afskyet, fordi Kristus modtages som en hædret gæst. Men Kristus vil ikke have et delt hjerte; synden og Jesus kan aldrig indgå nogen forening. Den, som i oprigtighed modtager sandheden, den, som æder Guds søns kød og drikker hans blod, har et evigt liv. "De ord, som jeg taler til eder," sagde Jesus, "er ånd og er liv." Når den, som modtager sandheden, samarbejder med Helligånden, vil han modtage en byrde for sjæles frelse; hans tale vil ikke blive blot tomme ord. Han vil med sjæl og hjerte tage fat på den store gerning at følge og frelse det, som er fortabt. Ved at praktisere Kristi religion vil han udføre et godt værk i at vinde sjæle.

Enhver troende er under forpligtelser til Gud at være åndelig sindet, at stå, hvor lyset kan skinne på ham, så at han kan lade sit lys skinne for verden. Når alle, som deltager i den hellige gerning, at prædike ordet, vokser i vores Herres og frelsers Jesu Kristi nåde og kundskab, så vil de hade synden og al egenkærlighed. En moralsk udrensning foregår stadig; idet de vedbliver at se hen til Jesus, vedbliver de forvandlede efter hans billede, og er fuldkomne i ham. De har ikke deres egen retfærdighed, men den, som findes i Kristus Jesus, vor Herre.

De store fordele, som vore bibelinstitutioner yder, bliver kun sat lidt pris på. De tilbyder rige anledninger, men de udretter ikke på langt nær, hvad de burde og skulle gøre, fordi de, som overværer dem, ikke praktiserer den sandhed, som bliver fremholdt for dem på en så klar måde. Mange af dem, som udlægger skrifterne for andre, har ikke samvittighedsfuldt og helt overgivet deres sind og hjerte og liv til Helligåndens ledelse. De elsker synden og hænger ved den. Jeg er blevet vist, at urene vaner, stolthed, egenkærlighed og selvophøjelse har lukket hjertets dør endog blandt dem, som prædiker sandheden for andre, og Guds mishag hviler over den. Kan ikke en eller anden rensende kraft tage fat i dem? Er de faldne som offer for en moralsk sygdom, som er ulægelig på grund af, at de nægter at lade sig læge? O, at alle, som underviser i Herrens Ord, ville tage Paulus’ ord til hjerte: "Jeg formaner eder, brødre! ved Guds barmhjertighed, at i fremstiller eder legemer, som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer, hvilket er eders fornuftige Gudsdyrkelse."

Hvor i mit hjerte glæder sig ved at tænke på dem, der vandrer i ydmyghed, som elsker og frygter Gud. De besidder en kraft, der er langt mere værd en lærdom og veltalenhed. "Herrens frygt er begyndelsen af visdom;" og hans kærlighed og frugt er ligesom en gylden snor, der forener det menneskelige redskab med det guddommelige. Når Guds børn kæmper mod fristelser, når de strider mod deres naturlige hjertes tilbøjeligheder, så forbinder troen sjælen med den eneste, som kan yde hjælp, og de vinder sejr.

Må Herren virke i deres hjerter, som har fået stort lys, at de må afstå fra al uretfærdighed. Beskue Golgatas kors! Der er Jesus, som gav sit liv, ikke for at menneskene skulle vedblive i synden, ikke for at de frit skulle kunne overtræde Guds lov, men for at de ved hans store offer skulle blive til frelse fra al synd. Jesus sagde: Jeg helliger mig selv for dem, på det at de også skulle blive helligede" ved hans fuldkomne eksempel. Vil de, som prædiker sandheden for andre, slev blive helligede ved sandheden? Vil de elske Herren af deres hele hjerte, sind og sjæl og deres næste som dem selv? Vil de søge at nå den højeste kristelige fuldkommenhed? Er deres smag forædlet, behersker de deres appetit? Nærer de alene ædle tanker, er deres sympati stærk og dyb, er deres hensigter rene, så at de i sandhed kan være Guds medarbejdere? Vi må have Helligåndens hjælp i striden; thi "vi har ikke kamp mod kød og blod, men mod fyrstendømmer og magter, mod denne verdens herrer, som regerer i denne tids mørke, mod ondskabens åndelige hær under himmelen."

Vor trang til guddommelig kraft og visdom.
Vi er blevet spurgt, hvorfor der findes så lidt kraft i menigheden, hvorfor vore lærere er så lidt skikket til deres gerning. Svaret bliver: fordi bevidste synder af forskellig slags næres blandt dem, der bekender sig til at følge Kristus, og samvittigheden forhærdes ved gentagne overtrædelser. Svaret bliver, at menneskene ikke vandrer med Gud, men skiller selskab med Jesus, og følgen bliver, at vi ser åbenbaret i menigheden egenkærlighed, ærgerrighed, stolthed, strid, kiv, hårdhed, onde tilbøjeligheder og syndige vaner. Selv blandt dem, som prædiker Guds hellige ord, findes disse onde ting, og medmindre der foregår en gennemgribende forandring blandt dem, hvis liv ikke er helliget ved sandheden, ville det være bedre at sådanne mænd forlod prædikegerningen og valgte en eller anden beskæftigelse, hvor deres vanhellige tanker ikke gjorde Guds folk nogen skade.

Apostlen siger, idet han formaner brødrene: "I øvrigt mine brødre, vær stærk i Herren i hans vældes kraft. . . . . Derfor tag guds fulde rustning på, at i kan gøre modstand på den onde dag, og bestå, efter at have overvundet alt." O hvilken dag der er lige foran os! Hvilken sigtning vil der ikke blive blandt dem, som gør fordring på at være Guds børn! De uretfærdige vil findes blandt de retfærdige. De som, har stort lys, og som ikke har vandret i det, vil have mørke i forhold til det lys, de har foragtet. Vi behøver at tage til hjerte den lærdom, som indeholdes i Paulus’ ord: "Men jeg spæger mit legeme og holder det i trældom, at ikke jeg, som prædiker for andre, skal selv blive forskudt." Vor fjende arbejder flittigt for at se, hvem han kan føje til deres rækker, som er faldne fra; men Herren kommer snart, og om ikke længe skal enhvers sag blive afgjort for evigheden. De, hvis gerning svarer til det lys, som nådig er givet dem, vil blive talte på Herrens side.

Med ventende og vågende hjerter skuer vi fremad til de rædselsfulde og skæbnesvangre scener, som skal afslutte denne jords historie. Men vi bør ikke alene vente; vi må med denne begivenhed for øje udfolde en ivrig virksomhed. Guds levende menighed vil vente, våge og arbejde. Ingen må indtage en uvirksom stilling. Alle må repræsentere Kristus og ved virksomme alvorlige bestræbelser søge at frelse dem, der går på fortabelsens vej. Vil menigheden lægge hænderne i skødet nu? Skal vi sove, således som de fremstilles i lignelsen om de fem dårlige jomfruer? Enhver forsigtighedsregel bør iagttages u; thi arbejde, som gøres på må og få, vil have åndelig udgang til følge, som hin dag vil komme over os som en tyv. Sindet behøver at styrkes, vi trænger til at se dybt og forstå vor tros grundlag. Sjælens tempel må renses ved sandheden; thi kun de rene af hjertet vil være i stand til at modstå Satans snarer.

Vi bør ikke efterligne verden i dens praksis, og dog bør vi ikke afsondre os fra verdensmenneskene; thi vort lys må skinne midt i det moralske mørke, som dækker jorden. Der er inden menigheden en sørgelig mangel på kristelig kærlighed til hverandre. Denne kærlighed udslukkes så let, og dog kan uden den ikke det rette broderskab herske, eller vi være besjælede af kærlighed til Sjæle, som Kristus døde for.

Vore brødre bør lægge mærke til denne formaning: "Undslå dig for dårlige og unyttige spørgsmål, fordi du ved, at de skaber strid! Men en Herren tjener bør ikke stride, men være mild mod alle, skikket til at lære andre, i stand til at tåle ond, så han med sagtmodighed tugter dem, som modsætter sig, om Gud engang ville give dem omvendelse til sandheds erkendelse, og de kunne komme til sig selv igen fra djævelens snare, af hvem de er fangne til at gøre hans vilje." Vi vil komme til at møde forvendte elementer i verden og menigheden. Mænd vil stå frem og påstå at være i besiddelse af stort lys; men de, som har erfaring i Guds værk, vil se, at det, de fremholder som lys er stort mørke. Den slags mennesker bør behandles i overensstemmelse med Guds ord. De, som vandrer i vildfarelse, bør få anledning til at fremholde deres anskuelser; men af dem, der vandrer i lyset, kan forventes, at de er rolige og venlige overfor den vildfarne, "skikket til at lære andre", og derved vise, at de har bedet om og fået visdom fra Gud. De vil ikke få nogen anledning til at blive opæggede, men opføre sig forstandigt og tålmodigt "så han med sagtmodighed tugter dem, som modsætter sig".

Tiden er kommet, da de, som er rodfæstede og grundfæstede i sandheden, bør vise deres fasthed og bestemthed, åbenbare for alle, at de står ubevægelige over for alle vrangslutninger, alle falske og spidsfindige grundsætninger samt alt, som uvidende og tvesindede personer opdigter. Mænd, som ikke står på en sikker grund vil gøre indvendinger mod de tydeligste og klogeste sandheder; men det er til ingen nytte at argumentere med dem om deres falske forestillinger. Den bedste måde at behandle vildfarelse på, er at fremholde sandheden og lade vilde ideer då bort ved ikke at lægge mærke til dem. Stillet op imod sandheden vil vildfarelsens svage sider være åbenbare for ethvert intelligent sind. Jo mere de vrange forestillinger, som vore modstandere såvel som de, der opstår iblandt os for at forføre sjæle, fremkommer med, bliver gentagede, jo mere støtter vi vildfarelsen. Jo mere Satans fremstillinger offentliggøres, jo mere fornøjet er hans sataniske majestæt, thi urene hjerter vil blive beredte til at modtage de avner, han vil proppe i dem. Vi vil møde sådanne vanskeligheder i selve menigheden. Mænd vil gøre en verden af et atom og en atom af en verden.

Helligåndens kraft venter på, at vi skal begære og modtage den.
Da Jesus stod over for at forlade sine disciple, opmuntrede han dem med forjættelsen om Helligånden. Denne forjættelse tilhører os ligeså meget som den tilhørte dem, men hvor sjældent fremstilles dette dog for folket, hvor sjældent omtales modtagelsen af Helligånden til menigheden. Hvilken forjættelse har vi, som en følge af denne tavshed om at så vigtigt emne, mindre praktisk kendskab til end netop denne rige forjættelse som Helligåndens gave, der kan meddele kraft til alle vore missionsarbejdere? Forjættelsen om Helligånden er lejlighedsvis blevet omtalt i prædikener, nu og da tilfældig berørt; det er alt. Man har dvælet ved profetierne og udlagt forskellige læresætninger, men det, som er af største vigtighed for menigheden for at vokse i åndelig styrke og kraft, nemlig prædiken som medfører overbevisning og sjælens omvendelse, er i høj grad ladt ude af syne. Dette emne er blevet sat til side, som betragtningen deraf hørte til fremtiden. Andre velsignelser og privilegier er blevet fremstillet for folket indtil et ønske er opvagt i menigheden efter at få sådanne af Gud lovede velsignelser: men det indtryk, man har fået af Helligåndens gave, er, at den tikke tilhører menigheden nu, men at det engang i fremtiden vil være nødvendigt for menigheden at få den.

Denne forjættede velsignelse vil, hvis den gribes i troen, medføre alle andre velsignelser, og hensigten er, at Guds folk skal have den i rigelig grad. Ved fjendens snedige rænker synes Guds folks sind at være ude af stand til at fatte og tilegne sig Guds forjættelser. De synes at tro, at der kun findes nogle få dråber af nåde for den tørstige sjæl. Guds folk har vænnet sig til at tro, at de må stole på deres egne anstrengelser, at kun lille hjælp er at få fra himmelen; og resultatet bliver, at de kun er i besiddelse af lidt lys at bibringe andre sjæle, som ligger døende i vildfarelse og mørke. Menigheden har længe været tilfreds med lidt af Guds velsignelse; de har ikke følt, at de behøver at nå op til det ophøjede privilegium, som er erhvervet dem for at nå høj betaling. deres åndelige styrke er ringe, deres erfaringer er af en elendig forkrøblet karakter, og de er uskikkede for den gerning, Herren vil have dem til at udføre. De er ude af stand til at fremholde Guds hellige ords store herlige sandheder, som kan overbevise og omvende sjæle ved Helligåndens hjælp. Guds kraft venter på, at de skal begære og modtage den. En Glædens høst venter de, som står sandhedens hellige sæd. "De, som sår med gråd, skal høste med frydesang. Den, som bærer sæden, der sås, går sin gang med gråd; men han skal komme med frydesang, når han hjembærer sine neg."

Verden har fået den forståelse af den stor mængde i menigheden, at Guds folk er et folk aldeles uden glæde, af Kristi tjeneste er af lille tiltrækning, at Guds velsignelse kun fås ved store anstrengelser. Ved at dvæle ved vore prøver og gøre meget ud af vanskeligheder misrepræsenterer vi Gud og Jesus Kristus, hvem han har udsendt; thi vejen til himmelen gøres utiltrækkende ved det mørke, som samler sig om deres sjæle, der bekender sig til at være troende, og mange vender sig med skuffelse bort fra Kristi tjeneste. Men er de, som på en sådan måde fremstiller Kristus, troende? – Nej, thi den sande troende stoler på de guddommelige løfter, og Helligånden er en trøstermand på samme tid, som den overbeviser om synd.

De kristne må bygge en solid grundvold, hvor han vil danne en stærk symmetrisk karakter og med held bøde alle de prøver religionen medfører. Det er på denne måde, at mennesket vil blive beredt til at stå for sandhedens og retfærdighedens fordringer, således som de er fremstillede i bibelen; thi han hvil blive understøttet og opholdt af Guds Helligånd. En sand kristen forener et venligt sindelag og fast bestemthed med urokkelig troskab til Gud, han vil under ingen omstændigheder handle som en forræder mod de hellige pligter. Den, som har fået Helligånden, har et varmt hjerte og en god forstand med en fasthed og viljestyrke, som er uovervindelig.

Et vendepunkt nær forstående.
Jeg er dybt bevæget i sindet over det lave mål for gudsfrygt, som gør sig gældende blandt vort folk. Og når jeg tænker på de veer, som blev udtalte over Kapernaum, så tænker jeg på, hvor meget større fordømmelse der vil komme over dem, som kender sandheden og ikke har vandret i overensstemmelse med den, men har vandret ved de blus, som de selv har tændt. Ved nattetide taler jeg alvorsfuldt til folket og bønfalder dem om at spørge deres egen samvittighed: Hvad er jeg? Er jeg en kristen eller er jeg ikke? Er mit hjerte fornyet? har Guds nådes kraft omdannet min karakter? Har jeg angret mine synder? Har jeg bekendt dem? Er de tilgivet? Er jeg ét med Kristus, ligesom han er ét med Faderen? Hader jeg, hvad jeg engang elskede? Elsker jeg nu det, som jeg engang hadede? Agter jeg alt for tab mod Kristi Jesu min Herres kundskabs ypperlighed? Føler jeg at jeg er Jesu Kristi dyrekøbte ejendom; og at jeg til enhver tid må vie mig selv til hans tjeneste.

Vi står lige foran store og alvorsfulde begivenheder. Hele jorden vil blive oplyst af herrens herlighed, ligesom vandende skjuler havets dyb. Profetier opfyldes; og stormfulde tider er foran os. gamle stridspørgsmål, som tilsyneladende har været neddyssede i lange tider, vil komme frem igen; nye stridspunkter vil opstå; nye og gamle vil forenes, - og dette vil hurtigt finde sted. Englene holder de fire vinde, at de ikke blæse på jorden, indtil det særskilte advarende budskab er givet til verden; men stormskyerne samler sig. de er rede til at bryde løs over jorden; og over mange vil dette komme uventet som en tyv om natten.

Mange smilede og ville ikke tro os, da vi fortalte dem for tyve og tredive år siden, at søndagen ville blive pånødt hele verden, og en lov komme i stand for at påtvinge dens helligholdelse og beherske samvittigheden. Vi ser dette gå i opfyldelse. Alt det, som Gud har sagt om fremtiden, vil sikkert gå i opfyldelse; ikke én ting vil slå fejl af alt det, han har talt. Protestantismen rækker nu sine hænder over svælget for at slutte håndtag med pavemagten, og der dannes et forbund for at nedtræde og bringe det fjerde buds sabbat ud af syne; og det syndens menneske, som på grund af Satans indskydelser indstiftede den falske sabbat – dette pavedømmets foster - , vil blive ophøjet og sat i Guds sted.

Det fremstilles for mig, at hele himmelen giver agt på begivenhederne, idet de udvikler sig. Et vendepunkt vil finde sted i den store og langvarige strid i Guds herredømme på jorden. Dersom det udsættes, vil Guds karakter og hans trone blive sat på spil. Himmelens rustkammer er åbent. Hele Guds univers og dets rustninger er rede. Lad retfærdigheden tale et ord, og der vil blive frygtelige åbenbarelser af Guds vrede på jorden. Der vil blive røst og torden og lyn og jordskælv og almindelig ødelæggelse. Enhver bevægelse i himlene tjener til at berede verden for det store vendepunkt.

Alle jordiske elementer er i spænding, og som et folk der har haft stort lys og underfuld kundskab, fremstilles mange af dem ved de fem sovende jomfruer, som havde deres lamper, men ingen olie i deres kar, - kolde, sløve, med en svag, aftagende gudsfrygt. Mens nyt liv springer op nedenfra, udbreder sig og tager fat på alle Satans redskaber for at berede dem for den sidste store kamp, kommer nyt lys og liv og kraft ned her ovenfra over Guds folk, der ikke er døde, som mange nu er, i overtrædelser og synder. Det folk, som nu vil se, hvad der snart skal komme over os, i det, som foregår omkring os, vil ikke længere forlade sig på menneskelige oprindelser; Men vil have bevidstheden om, at Helligånden må blive anerkendt, modtaget og fremholdt for folket, at de må søge Guds ære og arbejde alle vegne på livets gader og stræder for at frelse deres medmenneskers sjæle. Den eneste sikre og faste klippe er Kristus. Kun de, der bygger på denne klippe, skal bestå.

De, som er kødeligsindede nu, uagtet de advarsler, som Gud har givet gennem sit ord og sin Ånds vidnesbyrd, vil aldrig forene sig med de forløstes hellige familie. De er kødelige, lave i sine tanker og vederstyggelige i Guds øjne. De er aldrig blevet helligede i Sandheden. De er ikke delagtige i den guddommelige natur; de har aldrig vundet sejr over selv og verden med dens begærligheder og lyster. Mennesker med disse karaktertræk findes overalt i vore menigheder, og som følge deraf er menighederne svage og sygelige og rede til at dø. Der må ikke blive givet noget ligegyldigt vidnesbyrd nu, men et bestemt, tydeligt vidnesbyrd, som straffer al slags urenhed og ophøjer Jesus. Vi må som et folk være i en ventende tilstand og arbejde våge og bede. "Derfor vær og I beredte; thi menneskenes søn kommer på den time, som I ikke mener." "Se, jeg kommer som en tyv, salig er den, som våger og bevarer sine klæder."