Tilbage

Særlige vidnesbyrd til vore prædikanter. Serie A 1a


Særlige vidnesbyrd til vore prædikanter.
(kapitel 1)

Særlige vidnesbyrd til vore prædikanter.

Kære brødre:
Jeg kan ikke udtrykke jer mit sinds byrde og kval som sagens sande tilstand er blevet vist for mig. Der er mennesker der arbejder med en sandhedens lærers dygtighed som mangler at lære deres første lektion i Kristi skole. Den omvendende kraft fra Gud må komme over prædikanternes hjerter, eller de skulle søge et andet kald. Hvis Kristi ambassadører indså alvoren i at overbringe sandheden til mennesker, ville de blive anstændige, betænksomme mennesker, der arbejder sammen med Gud. Hvis de har en rigtig sans for betroede gaver som Kristus gav til hans disciple, vil de med ærefrygt åbne Guds ord og lytte til undervisningen fra Herren, bede om visdom fra himlen således, som de står mellem livet og døden, og de må stå ved, at de må lægge et regnskab for Gud for arbejdet der kom fra deres hænder.

Hvad kan en prædikant gøre uden Jesus? Overhovedet intet. Men hvis han er en overfladisk mand, er han ikke beredt for at udføre den pligt der er lagt på ham af Herren. »Thi skilt fra mig« siger Kristus »kan I slet intet gøre!« De rapmundede ord der falder fra hans læber, dumme anekdoter, ord der er sagt for at skabe latter, er alle fordømt af Guds ord og er helt væk fra det indviede bord.

Jeg siger jer klart, brødre, medmindre prædikanterne er omvendte, vil menighederne blive sygelige og klar til at dø. Guds kraft alene kan ændre det menneskelige hjerte og gennemsyre det med Kristi kærlighed. Guds kraft alene kan rette og undertrykke heftige udbrud og hellige sig hengivenheden. Alle som tjener må ydmyge deres stolte hjerter, underkaste deres vilje under Guds vilje, og skjule deres liv sammen med Kristus i Gud.

Hvad er målet med prædikant virksomhed? Er det at blande det verdslige med det religiøse? Teateret er stedet for sådanne fremvisninger. Hvis Kristus er formet inden i, hvis sandheden med dens helliggørrene kraft er bragt ind i sjælens indre helligdom, vil du ikke have gemytlige mennesker, du vil heller ikke have sure, tvære, og gnavne til at lære Kristi værdifulde lektier for forulykkede sjæle.

Vore prædikanter behøver en karakteromdannelse. De burde føle det hvis deres arbejde ikke er gjort i Gud, hvis de er overladt til deres egne ufuldkomne anstrengelser, er de af alle mennesker de mest elendige. Kristus vil være med enhver prædikant, der ikke helt igennem kan have opnået karakterens fuldkommenhed, og søger meget oprigtigt at blive lig Kristus. En sådan prædikant vil bede. Han vil græde mellem indgangen og alteret, råbe i sjælens kval efter Herrens nærværelse for at være med ham; ellers kan han ikke stå foran folket, med hele himlen der ser på ham, og englenes pen der tager notat af hans ord, hans optræden, og hans ånd.

Oh, det menneske ville frygte Herren! Oh, hvor de ville elske Herren! Oh, så disse Guds budbringere vil mærke byrden for lidene sjæle! Så vil de ikke længere holde dårlige taler; men de vil have Guds kraft levendegjort i deres sjæle, og deres hjerter ville gløde med ilden fra Guds kærlighed. Ude af ondskaben ville de blive stærke; for de ville være ordets gernings mand. De ville høre Jesu stemme: »se, jeg er med jer alle dage«. Jesus ville blive deres lærer; og ordet de prædiker vil blive levende og kraftfuldt, skarpere end noget toægget sværd, og en skarpsindighed i tankerne og hensigter af hjertet. Efter hvor meget som taleren påskønner den guddommelige nærværelse og ære og tillid Guds kraft, han er anerkendt som arbejder sammen med Gud. Kun i den egenskab bliver han mægtig gennem Gud.

Der behøves en hævene opløftene kraft, en konstant vækst i kendskabet af Gud og sandheden, for deres del som søger sjælenes frelse. Hvis prædikanten udtaler ord taget fra Guds levende orakler; hvis han tror på og forventer Kristi samarbejde, hvis tjener han er; hvis han skjuler sig selv og ophøjer Jesus, verdens forløser; vil hans ord nå tilhørernes hjerter, og hans arbejde vil bære guddommelig legitimation. Helligånden må være det levende organ for at overbevise om synd. Den guddommelige repræsentant overbringer taleren de fordele fra offeret der blev gjort på korset; og idet sandheden er sat i kontakt med de nærværende sjæle, vinder Kristus dem til sig selv, og arbejder på at forandre deres natur. Han er klar til at hjælpe vore svagheder, at lære, at lede, at inspirere os med tanker der er af himmelsk herkomst.

Hvor lidt kan mennesket dog gøre i arbejdet for at frelse sjæle, og alligevel hvor meget ved Kristus hvis vi er gennemsyret af hans Ånd! Den menneskelige lærer kan ikke læse tilhørernes hjerter, men Jesus tildeler den nåde som enhver sjæl behøver. Han forstår menneskets duelighed, hans svaghed, og hans styrke. Herren arbejder på det menneskelige hjerte, og en prædikant kan være for de sjæle der lytter til hans ord en dødens smag indtil døden, og retter dem væk fra Kristus; eller, hvis han helliget, opbyggelig, mistroisk af selvet, men ser på Jesus, kan han være en livets smag til liv for sjæle som er rede under Helligåndenens overbevisene kraft, og i deres hjerter bereder Herren vejen for de budskaber som han har givet til den menneskelige repræsentant. Således er de utroenens hjerter blevet rørt, og det svarer til sandhedens budskab. »Thi Guds medarbejdere er vi.« Overbevisningerne indprentes i hjertet, og oplysningen for forståelse ved ordets adgang, arbejder i fuldstændig harmoni. Sandheden der er bragt for sindet har magt til at vække sjælens slumrende energi. Når Guds Ånd arbejder i hjertet samarbejder dette med Guds arbejde gennem hans menneskelige hjælp. Når prædikanter iværksætter nødvendigheden for gennemgribende reformation for dem selv, når de mærker at de må nå en højere standard, vil deres indflydelse over menighederne blive opløftet og lutret.

Der er syndere i prædikant virksomheden. De har ikke kvaler for at gå ind ad den snævre port. Gud arbejder ikke med dem, for han kan ikke udholde tilstedeværelsen af synd. Det er den ting som hans sjæl hader. Selv englene som stod omkring hans trone, som han elskede, men som ikke tog deres første plads i trofasthed, kastede Gud ud af himlen med deres oprørske leder. Hellighed er Guds trones fundament; synd er det modsatte af hellighed; synd korsfæstede Guds Søn. Hvis mennesker kunne se hvor hadefuldt synd er, ville de ikke holde det ud, eller oplære dem selv i det. De ville forbedres i liv og karakter. Hemmelige fejl ville blive overvundet. Hvis du skal være hellig i himlen, må du først være hellig på jorden.

Der er et stort behov for at vore brødre overvinder hemmelige fejl. Guds mishag, hænger, som en sky, over mange af dem. Menighederne er svage. Selviskhed, ubarmhjertighed, begærlighed, misundelse, onde mistanker, falskhed, tyveri, røveri, sanselighed, tøjlesløshed, og ægteskabsbrud* er noteret mod dem der påberåber sig den højtidelige, indviede sandhed for denne tid. Hvordan kan disse anklagene ting blive renset ud af lejren, når mennesker som påberåber sig at være kristne udøver dem hele tiden? De er i nogen grad omhyggelige i deres metoder overfor mennesker, men de er en krænkelse over for Gud. Hans rene øjne ser, nogle vidnende optegnelser, alle deres synder, både åbenlyse og hemmelige; og medmindre de omvender sig og bekender deres synder over for Gud, med mindre de falder på klippen og brydes, vil deres synder vedblive med at stå i mod dem i optegnelsesbøgerne. Oh, skrækkelige beretninger vil blive åbnet for verden ved dommen - beretninger om synder der aldrig er blevet bekendt, om synder der ikke er blevet udvisket! Oh, så disse stakkels sjæle må se hvad de hober op af vrede til verdens dag! Da vil hjertets tanker, såvel som handlingens, blive åbenbaret. Jeg siger jer, mine brødre og søstre, der er et behov for ydmygelse af jeres sjæle overfor Gud. »Hør op med det onde,« men stop ikke her; »lær det gode«. Du kan kun herliggøre Gud ved at bære frugt til hans herlighed.

Prædikanter, for Kristus, begynd arbejdet for jer selv. Ved jeres uhelliggjorte liv har I lagt vanskeligheder for jeres egne børn og for ikke troende. Nogle af jer går efter indskydelser, handler ud fra lidenskaber og fordomme, og bringer urene, besmittede ofringer til Gud. Rens for Kristi skyld lejren ved begyndelsen, ved Kristi nåde, det personlige arbejde for renselse af sjælen fra besmittelse. En gemytlig prædikant bag prædikestolen, eller en som strækker sig over hans mål for at vinde ros, er et skuespil der korsfæster Guds Søn på ny og sætter ham til åbenlys skam. Der må være fuldstændig anger, tro på vor frelser Jesus Kristus, vagtsom påpasselighed, uophørlig bøn, og flittig ransagelse af skrifterne. Gud holder os ansvarlige for alt det vi burde være hvis vi ville udnytte vore talenter. Vi skal blive dømt i forhold til det vi burde have været, men var det ikke; det vi kunne have gjort, men ikke fuldførte det fordi vi brugte vores kræfter på at forherlige Gud. For al den kundskab vi kunne have opnået men ikke gjorde det, vil der blive et evigt tab, endda hvis vi ikke mister vor sjæle. Al vor indflydelse tilhører Gud. Alt hvad vi får skal bruges til hans herlighed. Al ejendom som Herren har betroet os skal lægges på Guds alter, for at give det tilbage til ham. Vi arbejder på vor egen skæbne. Må Gud hjælpe os alle til at blive kloge for evigt.

Mine brødre vi lever i en meget vigtig periode af denne jords historie. Der er ingen tid til at synde; det er altid farligt at fortsætte med overtrædelser; men på en særlig måde gælder det lige nu. Vi er nu på de store grænser til den evige verden og står nu i et mere vigtigt forhold til tiden og til evigheden end nogensinde før. Lad nu enhver person søge hans eget hjerte og bed indtrængende for Retfærdighedens Sols klare stråler til at uddrive al åndelig mørke og rense fra besmittelse. »Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.« Gennem tro, uden hensyn til følelser, vil Jesus, vor frelses ophav, vor tros fuldender, ved hans værdifulde nåde, styrke den moralske kraft, og synderen må regne sig selv »for døde fra synden og levende fra Gud i Jesus Kristus.« Enkel tro, med Kristi kærlighed i sjælen, forener den troende til Gud. Medens der arbejdes hårdt i kamp som en trofast soldat for Kristus, har han sympati fra hele det tro univers. De forkyndende engle er rundt omkring ham for at bistå i kampen, så han frimodigt kan sige, »Herren er min hjælper«, »min styrke, mit skjold er Herren,« Jeg skal ikke være overvundet. »Thi af nåden er I frelse ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven.«

Den uendelige visdom og kraft fra Gud er udøvet til vort bedste. Den himmelske hær kæmper sikkert vores kamp for os. De ser hele tiden med stor interesse på de sjæle der er købt ved Frelserens blod. De ser, gennem Kristi offer, værdien af den menneskelige sjæl. Det er altid sikkert at være på Herrens side, ikke halvhjertet men helt. Det er dette halvhjertede, ligegyldige, letsindige arbejde der adskiller jeres sjæle fra Jesus, Kilden for jeres styrke. Lad dette være jeres bøn: "Tag alt fra mig, lad mig miste ejendom, verdslig ære, men lad din nærværelse være med mig". Det er sikkert at overlade sjælenes tag til Gud, som regerer over hele himlen og jorden.

Vil mine tjenene brødre holde øje med at det de gør er varsomt, så de giver agt på apostelen Paulus´ formaning til Titus: »Forman ligeledes de unge mænd til at være sindige i alle forhold, og vær selv et forbillede i gode gerninger; og vis i din lærergerning uforfalsket renhed, værdighed, sund, upåklagelig forkyndelse, så den, der står os imod, må blive til skamme, fordi han intet ord har at sige om os.« Titus 2, 6-8; læs også versene 11-15.

Jeg fik vist at, for den del af prædikanterne i alle vore konferenser, er der en forsømmelse for at studere skrifterne, for at søge sandheden. Hvis deres sind var ordentligt disciplinerede, og var fyldt med værdifulde lektioner fra Kristus, da kunne de til enhver tid og i enhver nødsituation tage af kundskabens skatkammer både nye og gamle ting, til at føde Guds menighed, give ethvert menneske andel af mad passende krydret. Hvis Kristus forbliver i sjælen, vil han blive som en levende kilde, »blive et kildespring til evigt liv.«

Jeg fortæller jer tingene som jeg har set dem, og hvad der er sandt, som ved rigtigt ledet, ihærdige anstrengelser der kunne få mange, rigtig mange, flere sjæle bragt til et kendskab af sandheden. Oh, enden er nær! Hvem er rede for Kristus til at stå op fra hans trone og tage hævnens klæder på? Hvis navne er optaget i livets og lammets bog? Kun navne på dem der kun vil blive og følge lammet hvorhen han end går. Jeres fejlagtige forestillinger, jeres uheldige opdelen i etaper, må opgives, og I må klædes med Kristi retfærdigheds klæder. Tro og kærlighed - hvor menigheden dog er fattig på disse! Det himmelske skib råder jer, »købe guld, lutert i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig,... og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.« Gud hindrede at dem som prædikede i vore konferenser skulle være som tåbelige jomfruer, med lamper, blottet for nådens olie som får lampen til at lyse og give omgivelserne lys. Oh, vi mangler flere bedene prædikanter - mennesker som bærer sjælenes højtidelige vægt - mennesker der har en tro der arbejder ved kærlighed og renser sjælen. Uden tro er det umuligt at behage Gud. Hvor mangelfuld er tro ikke i vore menigheder! Hvorfor tror vi ikke at Herren vil gøre lige det han siger han vil?

Vi er Guds tjenere, og han har givet enhver af os talenter, både naturlige og åndelige. Som Guds børn burde vi hele tiden være iklædt egnethed for de himmelske herskabshuse som Kristus fortalte hans disciple da han drog bort for at berede for dem. Han som tager greb om Kristi retfærdighed kan blive et fuldkomment menneske i Kristus Jesus. Ved at arbejde fra et højt ståsted, prøve at følge Kristi eksempel, skal vi vokse til hans lighed, have mere og mere forædling.

Frelseren bad, »Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.« Dem som er rettede ved sandheden vil blive ordets gørere; de vil være flittige bibellæsere. Søge skrifterne med et alvorligt ønske om at forstå Guds vilje, og forstandigt gøre hans vilje.

Prædikanterne i vore konferenser behøver at gå forsigtigt overfor Gud. Apostlenes pålæg, »vær ydmyge« er stærkt påkrævet i deres tjeneste, ved omsorg for de sjæle der kunne sætte dem til regnskab, ved at søge at frelse de vildfarene. Du må være ægte overfor principperne, du må være retfærdig, ærlig og religiøs, men i det hele må du opelske hjertets sande ømhed, venlighed, og ydmyghed. Hvis en person er i vildfarelse, vær mere venlig mod ham, hvis du ikke er beskeden, kan du drive ham væk fra Kristus. Lad et hvert ord du taler, selv din stemmes toneleje, udtrykke din interesse i og sympati for sjælene der er i fare. Hvis du er hård, fordømmene, og utålmodig mod dem, gør du fjendens arbejde. Du åbner en fristelsens dør for dem, og Satan vil fremstille dig for dem som den der ikke kender Herren Jesus. De vil tænke at deres egen måde er rigtig, og at de er bedre end dig. Hvordan kan du da vinde de fejlene? De kan genkende ægte fromhed, udtrykt i ord og karakter. Hvis I ville lære anger, tro, og ydmyghed, må I have Jesu kærlighed i jeres egne hjerter. Sandheden I tror på er i stand til at helliggøre sjælen og danne og forme hele mennesket, ikke kun at forandre hans ord og optræden, men ydmyge stolthed og rense sjælenes tempel fra al besmittelse.

Bibelreligion er meget knap, selv blandt prædikanter. Jeg sørger dag og nat over grovheden, hårdheden, uvenligheden i ord og ånd, som er tydelig hos dem der påberåber sig at være børn af den himmelske Konge, og medlemmer af den kongelige familie. En sådan hjertets hårdhed, sådan en mangel på medfølelse, sådan en hårdhed er vist til dem der ikke er særlig afholdte, og det er noteret i himlens bøger som en stor synd. Mange taler om sandheden, de prædiker teorien om sandheden, da er Jesu smeltene kærlighed ikke blevet levende, aktive elementer i deres karakter.

Det er en tid med næsten universalt frafald, og dem der påberåber at holde den fremadskridende sandhed fejlleder menighederne når de ikke giver det vidnesbyrd så deres karakter og gerning harmoner med den guddommelige sandhed. Guds godhed, barmhjertighed, medlidenhed, blidhed, og elskene venlighed skal udtrykkes i ord, optræden, og karakter af alle som påberåber sig at være Guds børn, især hos dem der påberåber sig at være budbringere sendt af Herren Jesus med livets ord for at frelse de fortabte. De er påbudt af Bibelen at tage alt det som er hårdt og råt og primitivt i deres karakter væk, og være podet ind i Kristus, den levende vin. De burde bære den samme frugtkvalitet som vinen bærer. Således kan kun grenen blive en sand fremstilling af vinens kostbarhed.

Kristus kom til verden for at åbenbare Faderen iblandt det store mørke af vildfarelse og overtro som fik overhånd. Kristi disciple skal fremstille ham i deres hverdagsliv, og således vil det sande lys fra himlen skinne frem i klare uafbrudte stråler til verden. Således er karakteren åbenbaret helt anderledes fra hvad vi har set hos dem der ikke gør Guds ord til deres vejleder og norm. Et gudskendskab må være beskyttet midt i mørket der omgiver verden og det store mørke der indhyller folket. Tid efter anden har den rene Kristi karakter været misrepræsenteret af dem der påberåber at tro ham og Guds ord. Hjertets hårdhed har været dyrket. Kærlighed og venlighed og sand opmærksomhed er hurtigt forsvundet fra prædikanter og menigheder. Hvad kan Guds univers tænke ved dette? Dem som påberåber sig at være Kristus repræsenterene viser snarere hjertets hårdhed som er karakteristisk for Satan, som gjorde ham uegnet til himlen, og farlig at have der. Og netop sådan vil det blive med der dem kender sandheden og stadig lukker hjertets dør for dens helliggørende kraft. Gud besluttede, »ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror.« Kristi tjenere skal ikke kun være instrumenter ved at prædike om Jesus for at lede folk til omvendelse, men de må fortsætte deres vagt og interesse ved at holde Herren og Frelseren Jesus Kristus frem for folket, ved forskrift og eksempel. De skal helliggøre dem selv så deres tilhørere også må blive helliggjort. Således vil alle vokse i godhed, gå fra nåde til nåde, indtil Guds ambassadør fuldstændigt kan bringe ethvert menneske ind i Jesus Kristus. Da vil det tjenene embede blive set i dets sande og indviede karakter.

Men standarden for prædikant virksomheden er blevet stærkt forringet og den sande helligdoms prædikant er dårligt fremstillet for verden. Gud er rede til at tage imod mennesker som hans repræsentanter, og gøre dem til lys for verden, repræsentanter ved hvem han nådigt kan indgyde lys til forståelse. Hvis mennesker som har budskabet ikke har Kristus blivende i dem, hvis de ikke er sande, - for nogle er det ikke, - kan Herren vække dem fra deres bedrag før det bliver for sent. Gud ønsker at mennesker skal være gode, medlidende, og elske som brødre. Jesus venter på dem for at åbne døren, så han kan komme ind og indgyde i deres hjerter hans varme, hans godhed, hans ømme medlidenhed; så arbejderen i al sin berøring med mennesker kan vise Frelseren til verden.

Prædikanter optræder ofte som kritikere, der ofte viser deres tilbøjelighed til stejlhed i stridigheder. Sabbat efter sabbat går, og næsten intet indtryk af Kristi nåde er gjort på tilhørernes hjerter og sind. Således vil prædikantvirksomheden gå hen og blive betragtet som mindre vigtig. Hele himlen arbejder på syndernes frelse; og når den mest trængende af den menneskelige slægt kommer med anger til hans Fader, som den fortabte Søn, er der glæde i den himmelske hær. Der er varme, ydmyg høflighed og kærlighed i himlen. Lad prædikanter gå til Gud i bøn, og bekende deres synder, og med et lille barns enfoldighed spørge efter de velsignelser de behøver. Bed indtrængende om Kristi kærligheds varme, og bring den da ind i jeres prædikener; og lad ingen få anledning til at gå og sige at den lære I tror ikke sætter jer i stand til at udtrykke sympati for de lidene mennesker - så I har en kærlighedsløs religion. Helligåndens virksomheder vil brænde selviskhedens affald bort, og åbenbare en kærlighed der er prøvet i ilden, en kærlighed som gør rig. Han som har disse rigdomme er i tæt harmoni med ham der elskede os at han gav sit liv for vor forløsning. Da Paulus talte til Korinterne, sagde han, »Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.« Det var hvad Kristus lærte disciplene: »thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Paulus ville indprente i prædikanternes og folks sind at grunden til hvorfor evangeliet var overdraget til svage og fejlene mennesker, så mennesker ikke bare kunne få den ære der tilkommer Gud, men så Gud kunne modtage hele æren. Ambassadøren skal ikke give sig selv ære og påtage sig selv succesens ære, eller endda dele æren med Gud, som om han ved sin egen kraft har fuldført arbejdet. Udførlige fornuftslutninger eller doktriners stridslystne påvisninger giver sjældent indtryk på tilhørernes sans for hans behov og hans fare. Enkle, kortfattede meddelser, fra et hjerte der er gjort blødt og medfølende ved Kristi kærlighed, vil blive som senneps kornets sæd, med hvilket Kristus selv sammenlignede hans udtalelser om guddommelig sandhed. Han sætter sin Ånds sunde kraft ind i sjælen for at få sandhedens sæd til at spire og bære frugt.

Vil mine brødre tage sig i agt for at ingen ære gives til mennesker? Vil de erkende at Kristus gør arbejdet på det menneskelige hjerte, og det ikke er dem selv? Vil tjenene brødre bede indtrængende med Gud alene i skjult bøn for hans nærværelse og hans kraft? Vov ikke at give en anden prædiken før du ved, ved din egen erfaring, hvad Kristus er for dig. Med hjerter gjort hellige ved tro på Kristi retfærdighed, kan du prædike Kristus, så kan du løfte den opstandne frelser for dine tilhørere; med undertrykt og smeltet hjerte ved Jesu kærlighed kan du sige, »Se Guds lam, som bærer verdens synd!« Der er en sørgelig forsømmelse på Bibellæsning og søgning for sig selv i den med ydmygt hjerte. Tag ikke imod noget menneskes udlægning af skriften, uanset hans stilling, men gå til Bibelen og søg i den for dig selv. Efter at have hørt Jesus, sagde samaritanerne, »Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens Frelser.« Der er sandhedens guldgrube. Træng ned i det store dyb, og du vil besidde det kendskab som er af højest værdi for dig. Mange er blevet dovne og forbryderisk ligegyldige med hensyn til at søge i skrifterne, og de er som fattige for Guds Ånd og for kendskabet til hans ord. Vi læser i Åbenbaringen, der blev fremstillet for Johannes, om nogle som havde et navn at leve efter når de var døde. Ja, der er mange af dem blandt os som et folk, mange som påberåber sig at være levende, når de er døde. Mine brødre, medmindre Helligånden påvirker jer som en levende bestanddel, medmindre I lyder dens tilskyndelse, gør jer afhængige af dens indflydelse og arbejder i Guds styrke, er mit budskab til jer fra Gud: "I er under et bedrag som kan vise sig at være skæbnesvanger for jeres sjæle. I må blive omvendte. I må modtage lys før i kan give lys. Sæt jer selv under retfærdighedens sols klare stråler." Da kan I sige sammen med Esajas, »Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Herrens herlighed er oprundet over dig.« I må opelske tro og kærlighed. »For kort til at frelse er ej Herrens arm, hans øre er ikke for sløvt til at høre.« Søg Herren. Bliv der indtil du ved at Kristus er din Frelser.

Jeg ønsker, mine brødre, at I må have det i tankerne, at bibelreligion aldrig må ødelægge menneskelig forståelse. Sand kristen belevenhed behøver at blive oplært og ført ud i livet, og at den må tages med i alle jeres samkvem med jeres brødre og med verdslige. Der er et behov for langt mere kærlighed og høflighed i vore familier end der nu vises. Når vore tjenende brødre skal dagligt drikke af Kristi Ånd vil de blive sande venlige, og vil ikke betragte det som en svaghed at være kærlige og medlidende, for det er en af grundsætningerne i Kristi evangelium. Kristi lære blødgør og undertrykker sjælen. Sandheden der er modtaget i hjertet vil udføre en fornyelse i sjælen. Den som elsker Jesus vil elske sjælene han døde for. Med sandheden plantet i hjerterne vil Kristi kærlighed og dens omdannene kraft åbenbares. Det som er hårdt, bittert, og dominerende, er ikke af Kristus, men kommer fra Satan. Kulde, hjerteløshed og varsom medfølelse, bor i Israels lejr. Hvis det tillades at disse onder styrkes som det er blevet i nogle af de tidligere år, vil vore menigheder blive i en elendig tilstand. Enhver lærer af sandheden behøver Kristi lig bestanddele i hans karakter. Der vil ikke være nogen mørke miner, ingen udskælden, ingen udtryk af foragt, på nogen måde, af nogen mennesker som opelsker kristenhedens gunst. Han føler at han må være en deltager af den guddommelige natur, og at han må være fyldt op fra de uudtømmelige kilder af himmelsk nåde, ellers vil han miste den menneskelige godheds mælk fra sin sjæl. Vi må elske mennesker for Kristi skyld. Det er let for det naturlige hjerte at elske nogle få foretrukne, og tage parti for disse, men Kristus påbyder os at elske hverandre som han elskede os. »Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren og dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri. Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.«

Du har et alvorligt højtideligt arbejde at gøre for at berede Herrens vej. Du behøver den himmelske salvelse, og du må have den. »Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.« Hvem kan være letsindig, hvem kan engagere sig i overfladisk, almindelig snak, når han ved tro ser det slagtede Lam bønfaldende foran Faderen som menighedens talsmand på jorden? Lad os ved tro se på regnbuen rundt om tronen, og skyen af synder der er bekendt bag ved den. Løftets regnbue er en forsikring til enhver ydmyg, angerfuld, troende sjæl, så hans liv er ét med Kristus, og at Kristus er ét med Gud. Guds vrede vil ikke falde over en sjæl der søger tilflugt i ham. Gud selv har erklæret, »jeg vil se blodet og gå eder forbi;« »Når buen da står i skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige pagt.« Det er Kristus der elsker verden med en kærlighed som er grænseløs. Han gav hans dyrebare liv. Han var hans Faderes enbårne. Han er opstået igen fra døden, og er ved Guds højre hånd, og gør mellemkomst for os. Denne samme Jesus er, med hans menneskelighed forherliget, med intet ophør af hans herlighed, vor Frelser. Han har pålagt os at elske hverandre som han har elsket os. Vil vi opelske den kærlighed? Skal vi blive som Jesus?
Ellen G. White
Petoskey, Michigan,
den 20.august 1890.