Tilbage

Særlige vidnesbyrd til vore prædikanter. Serie A 2a


Grunde for virkningsløshed og afhjælpningen
Behov for guddommelig kraft og visdom
Tilbage til den første kærlighed
Helligåndens kraft venter vort forlangende og modtagelse
Yderligere kommentarer og uddrag
(kapitel 1)

Grunde for virkningsløshed og afhjælpningen

Jeg vil tale til dem som prædiker ordet: »Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt.« Alle fortrinene og privilegierne kan blive mangedoblet til din fordel, så du skulle blive uddannet og oplært, rodfæstet og grundfæstet i sandheden, vil ikke være nogen virkelig hjælp for dig personligt medmindre sind og hjerte er åbnet så sandheden kan finde indgang, og du gør en samvittighedsfuld afståelse af enhver vane og fremgangsmåde, og enhver synd der har lukket døren for Jesus. Lad lyset fra Kristus søge ind i enhver mørk krog af sjælen; tag med alvorlig beslutsomhed en rigtig den rigtige handlemåde. Hvis I bliver i en forket handlemåde, som mange af jer nu gør; hvis sandheden ikke arbejder i jer med omdannende kraft, så at I adlyder den af hjertet fordi I elsker dens rene principper; så kan I være sikker på at for jer vil sandheden miste dens livgivende kraft, og synd vil styrkes. Det er derfor mange ikke er virksomme repræsentanter for Mesteren. De gør hele tiden underhold for at behage og forherlige dem selv, eller værner om lysten i hjertet. De samtykker sandt nok i ti buds loven, og mange lærer loven i teorien, men de tager ikke vare om dens principper. De adlyder ikke Guds bud for at være rene, elske Gud i højeste grad, og deres nabo som dem selv. Når der hele tiden lever en løgn, kan noget sådant have styrke, kan de have tillid, vil sådanne blive virksomme arbejdere for Gud?

Frelseren bad for sine disciple, »Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed« Men hvis modtageren af Bibelkundskab ikke giver nogen mulighed i hans vaner eller udøvelse at svare på lysets sandhed, hvad da? Ånden er i strid med kødet og kødet med ånden; den ene af disse må sejre. Hvis sandheden helliggør sjælen, er synd hadet og afskyet, fordi Kristus er modtaget som en æret gæst. Men Kristus kan ikke tage del i et splittet hjerte; synd og Jesus er aldrig i kompagniskab. Han som tager imod sandheden i oprigtighed, som spiser kødet og drikker blodet af Guds Søn, har evigt liv. »De ord, som jeg har talt til jer,« sagde Jesus »er ånd og er liv.« Når troens modtager samarbejder med Helligånden, vil han gå betynget med budskabets byrde til sjæle; han vil aldrig blot være en prædiker. Han vil gå ind i hjerte og sjæl til det store arbejde med at søge og redde hvad der er tabt. Under udøvelse af Kristi religion, vil han udføre et stort arbejde i at vinde sjæle.

Enhver troende er under bånd til Gud for at blive åndeligt rettede, og tage sig selv i lysets spor, så han kan lade sit lys skinne til verden. Når alle dem som er i gang i det indviede prædikant arbejde skal vokse i nåde og i kendskabet af vor Herre og Frelser, vil de hade synd og al selviskhed. En moralsk fornyelse er hele tiden i gang; som de fortsætter med at se på Jesus, bliver de tilpasset hans billede, og er ét med ham, og har ikke deres egen retfærdighed, men den retfærdighed der er i Jesus Kristus vor Herre.

Den store fremgang i de forkyndende seminarer* er ikke halvt påskønnet. De er rige på anledninger, men udretter ikke det halve af hvad de skulle fordi dem som var med i dem ikke udøvede sandheden som var blevet præsenteret for dem i klare linjer. Mange som forklarer skrifterne til andre har ikke samvittighedsfuldt og helt overgivet sind og hjerte og liv til Helligåndens magt. De elsker synd og holder fast ved den. Jeg er blevet vist at urene vaner, stolthed, selviskhed, selvforherligelse, har lukket hjertets dør selv for dem som der lærer sandheden til andre, så at Guds misbilligelse er over dem. Kan en fornyende kraft ikke tage fat i dem? Er de blevet til et bytte for en moralsk sygdom som er uhelbredelig fordi de nægter dem selv at blive helbredt? Oh, enhver som arbejder med Ordet og læresætning ville tage agt på Paulus´ ord, »Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse.«

Hvor mit hjerte dog hopper af glæde for dem der vandrer i sindets ydmyghed, som elsker og frygter Gud. De besidder, en kraft der er langt mere værdifuld end lærdom eller veltalenhed. »Herrens frygt er visdoms grundlag,« og hans kærlighed og frygt er som en guldtråd der forener dem menneskelige repræsentant med det guddommelige. Således er alle livets tilskikkelser forenklet. Når Guds børn kæmper mod fristelser, kæmper de mod det naturlige hjertes lidenskaber, forbinder de i tro sjælen med den eneste der kan give hjælp, får de bugt med det.

Må Herren arbejde med deres hjerter som har taget i mod det store lys, så de kan gå bort fra al misgerning. Se på Golgathas kors. Der er Jesus, som gav sit liv, ikke så mennesker kunne fortsætte i synd, ikke så de kunne have ret til at bryde Guds lov, men at de gennem det grænseløse offer kan blive frelst fra synd. Kristus sagde, »Jeg helliger mig selv for dem, for at også de må blive helligede,« ved hans eksempel fuldkommenhed. Vil dem som prædiker sandheden til andre selv blive helliggjort ved sandheden? Vil de elske Herren af hjerte og sjæl og sind og deres næste som dem selv? Vil de møde den højeste norm for kristen karakter? Er deres smag ophøjet, deres lyst styret? Tager de vare på kun ædle følelser, stærk, dyb medfølelse, og rene hensigter, så de faktisk kan blive arbejdere sammen med Gud? Vi må have Helligånden til at støtte os i kampen; »thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.«
Ellen G. White
Melbourne, Australien,
3. juli, 1892.