Tilbage

Særlige vidnesbyrd for prædikanter og arbejdere—nr. 4


1.september, 1895
Et sanatoriekapel
28. august, 1895.
Ordentlig uddannelse
13. september, 1895.
(kapitel 1)

1.september, 1895

Avondale, Cooranborg, N. S. W., Australien, 1.september, 1895.
Kære bror og søster
Bror ___ lagde planerne for mig for de møder der skulle holdes i ugerne på forskellige steder blandt dem der kender sandheden. Uden tvivl er der nogle der for nylig er kommet til troen der vil have nytte af det, men jeg ved at I ikke er på det rigtige spor. Nogle af dem der er kaldt sammen vil uden tvivl få deres tro styrket og bekræftet; men dette arbejde har ikke advarselsbudskab til dem der stadig er i mørke og vildfarelse, som ikke kender sandheden. Tiden passerer forbi, de sidste dages farer er over os; og hvor mange vil sige til os i de sidste dage, hvor et hvert enkelt menneske vil tage imod alt efter hans gerning: Hvorfor har I ikke advaret os? I har ikke fortalt os de ting som vi skulle have vidst.

Kristus siger, »Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.« Lad vore prædikanter gå frem, afvejet med det alvorlige advarsels budskab. Når mennesker har alle muligheder til at få et kendskab til sandheden, hvorfor skal der så lægges planer der holder vore medarbejdere væk fra gerningen der frelser sjæle i vildfarelsens mørke? Tiden er kort. Lad advarselsbudskabet blive givet klart og udtrykkeligt. Herren kommer for at fuldbyrde dom over alle der ikke adlyder evangeliet.

Enok lod i hans dage budskabet lyde om Kristi komme og udførelsen af dommen over uretfærdige; og vi ser nu fuldbyrdelsen af Enoks profeti med hensyn til den store ondskab at den findes i stor mængde. Men dem som har lyset er netop dem der er udrustet af Gud til at føre en konstant pågående krigsførelse. Det er ligesom spørgsmålene stilles, »Vægter, hvordan skrider natten?« Det trofaste budskab bliver hørt med svaret, »Morgen kommer, men også nat!« Sandhedens indflydelse er meget begrænset. Lad mennesker der kender sandheden blive tilskyndet til at videregive sandhed til dem der er i mørke. Mange er tilfredsstillet med et sandhedssyn, men de er dog ikke gået der hen hvor de viderbringer det som de har modtaget. Gud har ladet mennesker mærke sandhedens kraft, men de gør ikke alle deres bestemte arbejde i at søge og frelse det der var mistet. Enhver må have sin rustning på, beredt til at vinde andre til lydighed mod Guds lov. Jeg ser at der gives så meget til dem der allerede har; disse vidunderlige møder for dem som vil have mere styrke frarøver verden det vigtige der skulle gøres. Vore prædikanter skulle nu arbejde for frelse af det mistede. Ugerne der bruges til samling af dygtige arbejdsfolk, kan blive bedre, langt bedre, de bruges til at gå ud på hovedveje og biveje med denne kundgørelse, »Kom! for nu er det rede.«

Til dem som lyder det lys de har, vil der komme oplysning fra det høje; for de himmelske budbringere venter på at samarbejde mennesker i en bedraget og syndfyldt verden. Når Guds folk går i gang med dette arbejde med et rigtig slid og slæb fra sjælen vil der blive vist en afgjort forandring i byer og landsteder. Denne vaklen hos menighederne for at holde dem oprejst gør dem mere afhængige af menneskelige anstrengelser. De lærer at lære af deres medmenneskers erfaring og giver ikke Gud deres afhængighed og deres nyttevirkning. Det er på tide at byer og landsbyer overalt hører den alvorlige advarsels note, »Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham.« Gør dig rede så du kan blive fundet for ham i fred.

Jeg beder indtrængende jer som Gud har begunstiget med kendskabet til sandheden, gå til arbejdet; der er et arbejde at gøre overalt. Alle marker er hvide til høsten. Såmænd og høstfolk behøves lige nu. Den tid I helliger jer på at stadig forkynde for dem der forstår advarselsbudskabet vil ikke give en tiendedel af den styrke som I kunne opnå ved at tage fat i det livsbringende arbejde der frelser fortabte sjæle. Engle venter på at velsigne de indviede arbejdere. Lignelsen om det fortabte får bør være en lektie til enhver sjæl der har været indviklet i Satans snare. Vi skal ikke vakle over de nioghalvfems, men gå ud og rede det mistede, opsøge dem i de store byer og steders virvar. I denne gerning vil arbejderne blive ledt til at mærke deres svaghed og de vil flygte hen til fæstningen. Det guddommelige nærvær vil være med dem for at give styrke og mod og tro og håb. De helhjertede arbejdere vil blive arbejdere sammen med Gud.

De advarsler som Kristus gav til Jerusalem bør ikke slutte med dem. Dommen over Jerusalem var et symbol på begivenhederne under dommen ved Kristi genkomst i de sidste dage, hvor alle nationer skal samles for ham. »Han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlens yderste grænser.«

Enhver Kristi efterfølger har et arbejde at gøre. Gud har givet ethvert menneske hans arbejde. Nogle få peger nu på listen for de hurtigt opfyldende profetier og forkynder: Vær rede, vis jeres lydighed til Gud ved at holde hans Gud. Der er ingen tid for Guds budbringere til at stoppe og støtte dem som kender sandheden, og dem som har ethvert fortrin. Lad dem gå videre for at højne normen og give advarselen, »Se, brudgommen er der, gå ham i møde!« Mange som hører budskabet - langt den største del - vil ikke tro den alvorlige advarsel. Mange vil blive fundet troløse mod Guds bud, som er en prøve for karakteren. Guds tjenere vil blive kaldt for fanatiske. Prædikanter vil advare folket til ikke at lytte til dem. Noa havde den samme medfart, da Guds Ånd drev ham for at give budskabet, hvadenten mennesker ville høre eller lade være.

Ske hvad der vil, Kristi komme vil overraske de falske lærere der siger, »Fred og ingen fare!« alt er »jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.« Således siger inspirationens ord, »Da er undergangen pludselig over dem«. Guds dag skal komme som en snare over alle som dvæler ved hele jordens overflade. Den kommer til dem som en luskende tyv. »Hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus.« Tilvendt vågen er vores eneste sikkerhed. Vi må altid være rede. så at den dag ikke må komme over os som en tyv.

Enhver der elsker Gud tænker at er det tid for arbejde medens det er dag, ikke blandt de får der allerede er i folden, men for at gå ud i eftersøgningen for de mistede og fortabte. Disse behøver at have en særlig hjælp for at bringe dem tilbage til folden. Nu er det tid for at vække dem forsigtigt fra deres slummer. Nu er det tiden til at bede for at sjæle ikke kun skal høre Guds ord, men uden udsættelse sikres olie i deres kar til deres lamper. Denne olie er Kristi retfærdighed. Den repræsenter karakter, og karakter er ikke til at overføre. Intet menneske kan sikre den for andre. Enhver må for sig selv opnå en karakter der er renset for enhver synds plet.

Herren kommer i kraft og megen herlighed. Det vil så blive hans arbejde at gøre en fuldstændig adskillelse mellem det retfærdige og det onde. Olien kan derfor ikke blive overført til deres kar som ikke har den. Da skal Kristi ord blive fuldbyrdet: »To kvinder skal male på samme kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. To mænd skal være på marken; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.« Retfærdigheden og ondskaben er nok knyttet sammen i livsarbejdet. Men Herren læser karakteren; han skelner hvem der er lydige børn, hvem der respekter og elsker hans bud.

Tilskueren kan ikke se nogen forskel; men der er en der har sagt at rajgræsset ikke skal rives op med menneske hænder for ikke at også rykke hveden op. Lad begge gro sammen indtil høsten. Så sender Herren sine høstfolk for at samle rajgræsset og binde det i bundter for at brændes, mens hveden samles i den himmelske lade. Domstiden er den mest alvorlige periode, hvor Herren samler hans egne fra blandt rajgræsset. Dem som har været medlemmer i den samme familie er skilt fra. Et mærke er sat på de retfærdige. De skal »tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham.« Dem som har været lydige mod Guds bud vil tilslutte sig de helliges skare i lys; de skal gå igennem portene ind i byen, og have ret til livets træ. Han skal blive modtaget. Hans navn skal stå i livets bog, mens dem med hvem han var forenet skal have mærket for evig adskillelse fra Gud.

Rajgræsset og hveden er nu blandet, men den hånd der alene kan adskille det vil give enhver hans rigtige ståsted. Dem som har haft sandhedens lys og hørt advarselsbudskabet, og har hørt invitationen til bryllupsfesten - bønder, købmænd, advokater, falske hyrder der har dæmpet folkets overbevisninger, upålidelige vagtmænd der ikke har udråbt advarselen eller kendt nattetimen - alle der har afslået lydighed mod Guds riges lov, vil ikke have ret derinde. Dem som har søgt en undskyldning for at undgå korset for adskillelse fra verdens vilje, med verden vil blive taget af snaren. De blander sig med rajgræssets kerne. Lige gik til lige i overtrædelse. Mennesker vælger at stå ved den første oprører, som fristede Adam og Eva til ikke at adlyde Gud. Rajgræsset fordobler dem selv, for de sår rajgræs, og de har del i roden for al synd - djævlen.

Over dem der holder Guds bud er velsignelsen udtalt: »Salige er de,.... at de kan få adgang til livets træ og gennem portene gå ind i staden.« De »er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk,« så de skulle fremvise hans ros som har kaldt os ud fra mørket og ind i hans vidunderlige lys. Den lydige kaldes den retfærdige; De er tiltrukket af den hellige magnet, Jesus Kristus; det hellige tiltrækker det hellige. Han som er uretfærdig vil stadig være uretfærdig. Karakter kan da ikke blive dannet eller omformet. Nådens olie kan ikke ledes fra én til en anden, ejheller har de uforstandige jomfruer tid til at købe olie til sig selv. De retfærdige er dem der holder Guds bud, og de vil for altid blive adskilt fra de ulydige og uretfærdige der har trådt Guds lov under fode. Den rene malm og slaggerne vil ikke længere være sammenblandet.

»Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende?« Kan vi svare? Er jeg den tjener, der er trofast over for det indviede hverv der er betroet mig? Ethvert menneske har fået et personligt ansvar. Vagterne har deres særlige job at erkende den farlige vej og udråbe advarslen. Kristi kors soldater må have skarpe ører for at høre. I deres ansvarligheds stilling må de give trompeten en sikker lyd, så enhver kan iføre sig sin aktions-rustning.

Hvilket arbejde gør vi hver især for Mesteren? Hvem forklarer sandheden for dem som er i vildfarelsens mørke? Hvem holder livets ord frem? Kristi fjender er mange, når de påberåber sig at være retfærdige, hvem har da ikke Kristi retfærdighed? De forklæder sig selv som lysets engle, men de er syndens prædikanter. Dette faktum skulle være fyldestgørende til at få enhver sjæl til at reagere. Hvem er trofaste tjenere af Kristi nåde? Hvem gør klog opdeling af arbejdet, og kalder enhver sjæl til aktiv tjeneste som har et klogt kendskab til sandheden, og giver alle et arbejde at gøre?

Forposterne skal holdes bevogtede. Der er mennesker som skal forsvare borgen, når de fremadrykkende styrker er i gang med en aktiv krig. For ethvert menneske er givet sit arbejde. Vi skal ikke gentage ordne fra dem der er i vildfarelse, men indskærpe sandhedens tanker. Vort arbejde gavner vore medmennesker. Vi skal ikke gå over modstanderens spor til sandheden, men udtale den tredje engels budskab, der flyver under himlens midte og proklamerer advarslen, Guds bud og Jesu Kristi vidnesbyrd.

Dem som er "passive" vil nu have påskriften på dem, »Du er vejet på vægten og fundet for let.« De kendte deres Mesters vilje, men gjorde den ikke. De havde sandhedens lys, de havde ethvert fortrin, men valgte deres egne selviske interesser, og de vil blive forladt sammen med dem de ikke prøvede at frelse. »Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: 'Min herre lader vente på sig,' og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, Da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne; dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Lad der være en alvorlig overvejelse af disse ord. Lad ingen sige, "Det betyder intet for mig om jeg er kristen." Hvem siger så dette, dig selv eller ham der læser hjertet? Den utro tjener havde fået alvorlige ansvar betroet; for verden viste han sig som en Kristi tjener; men, oh, hvor er det sørgeligt for ham selv, og for alle der i forbindelse med ham; han er en ond tjener. Han bringer sin herres gods i fare. Han lærer sjæle at træde på Guds hellige lov. Han kalder Kristus »Min herre«. Men han siger, »Min herre lader vente på sig.« Han siger ikke at Kristus vil komme; han bespotter ikke den forestilling om hans genkomst; men han fortæller folk at hans komme er udskudt. Han fjerner den overbevisning fra andres sind at Herren kommer snart. Hans indflydelse leder mennesker til overmodig, ligegyldig, udsættelse. Således er de ikke på deres vagt og de gengiver den utrofaste vagtmands ord; og endnu andre hører disse ord, men i deres onde ånd er mennesker indgroet i deres verdslighed og sløvhed. Deres kurs er nedadgående, ikke opadgående; de ser ikke efter og fremskynder Guds dag. Jordisk forbitrelse, og fordærvene tanker, tager besiddelse i sindet.

Den onde tjener slår hans medtjenere der søger at gøre hans herres vilje. Han æder og drikker med de drikfældige, dem som er kødeligt indstillet, uanset deres bekendelse til kristendommen. De er imod Kristus og det arbejde han kom til verden for at udføre, som var at efterleve Guds lov i ydmyghed, og være et eksempel for hele menneskeheden.

Kristus var omgivet af hans disciple, og en umådelig forsamling der lyttede til hans ord medens han sagde: »Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer.« »Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder.«

------------