Disciplene hvile på sabbaten, i sorg over deres Herres død, medens Jesus, herlighedens Konge, lå i graven. Da natten drog hen, blev der sat soldater til at bevogte Frelserens hvilested, medens usynlige engle svævede over den hellige plet. Natten gik langsomt, og medens det stadigt var mørkt, vidste de overvågende engle at tidspunktet for at frigive Guds dyrebare Søn, deres elskede Befalingsmand, var næsten kommet. Da de afventede åndeløst Hans sejrsstrund, en mægtig engel kom hurtigt flyvende fra himlen. Hans ansigt var som lynglimt, og hans klæder hvide som sne. Hans lys spredte mørket fra hans spor og fik de onde engle, som triumferende påberåbte sig Jesus krop, til at flygte i rædsel for hans stråleglans og herlighed. En af englehærene som var vidne til Kristi ydmygelse, og overvågede Hans hvilested, sluttede sig til englen fra himlen, og de gik sammen ned til graven. Jorden skælvede og rystede idet de nærmede sig, og der skete et stort jordskælv.