Kristus var kommet til verden for at tilintetgøre Satan og løslade bundne fanger. Med sit eget sejrende liv skulle han modstå Satans fristelser og give menneskene et eksempel de kunne følge. Så snart Jesus kom ud i ørkenen for at blive fristet, blev hans ansigt forandret. Herligheden fra Guds trone, som blev genspejlet i hans ansigt da himmelen åbnede sig og Faderens stemme forkyndte at dette var hans Søn, den elskede, som han havde behag i, var nu borte. Verdens syndeskyld lå tungt på hans sjæl, og ansigtet bar præg af en sorg og sjælesmerte som mennesker aldrig havde kendt. Han følte hvordan en uimodståelig skam af lidenskab havde fået frit løb i verden og påført menneskene ubeskrivelige lidelser. Appetit og lidenskab var i stigende grad blevet tilfredsstillet fra generation til generation siden syndefaldet, og menneskene havde til slut så lidt moralsk kraft at de ikke længere kunne sejre uden hjælp. På menneskenes vegne skulle Kristus sejre over appetitten ved at bestå en forfærdelig prøve på dette område. Alene skulle han vandre på fristelsens vej, og ingen måtte hjælpe, trøste og støtte ham. Han skulle udkæmpe en kamp mod mørkets magter.