En fanatisk lære som af dens egne talsmænd blev kalt læren om hellig kjød", blev lansert i år 1900 i Indiana og rev med sig distriktets formand og forskellige mitionsarbejdere. Det var en teori som gikk ud på at da Kristus gikk igennem sjelekampen i Getsemane, opnådde han en hellig natur (hellig kjød) således som Adam hadde før sitt fall. Ifølge denne teorien måtte de som fulgte Frelseren, opnå den samme tilstand af fysisk syndfrihed som en vesentlig forberedelse for forvandlingen. Øjenvitner berefter at disse fanatikerne arbejdet op en skyhøj stemning på mødene sine ved at benytte musikkinstrumenter som orgler, fløjter, fioliner, tamburiner, horn og til og med en stor basstromme. De lad vekt på fysiske demonstrationer og ropte, bad og sang indtil en eller anden i forsamlingen falt bevidstløs om på gulvet. En eller to mænd som netop for sådanne tilfælles skyld gik op og ned ad midtergangen, trak da denne person op på platformen. Et dusin mennesker samlet sig rundt det udstragte legemet. Nogle sang, nogen råbte og nogen bad, alt på samme tid. Når så denne personen vågnet, blev han regnet sammen med dem som hadde gået igennem Getsemane-erfaringen. Han hadde fået "hellig kød" og hvade en forvandlings-tro. Efter dette kunne han ikke synde, blev det påstået, og han kunde aldrig dø. To af vore ledende prædikanter, S.N. Haskell og A.J. Breed, blev sendt til lejrmødet som blev holdt i Muncie, Indiana, 13.-23. september 1900, for at møde denne fanatisme.