Dem som hævder at være kristne, som bekender at tro sandheden, og stadig drikker af hedenskabens forurenede kilder, drager andre ved forskrift og eksempel bort fra Libanons kolde, og sneklædte vande, er tåber selvom de selv bekender at være kloge. »Hør det ord Herren taler til eder, Israels hus! Så siger Herren: Væn Eder ikke til hedningernes færd og frygt ikke himmelens tegn, fordi hedningerne frygter dem. . . Men (172) Herren er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge; for hans vrede skælver jorden, og folkene udholder ikke hans harme. Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen. Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen. Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen, og han lader skyer stige op fra jordens ende, får lynene til at give regn og sender stormen ud af sine forrådskamre. Dumt er hvert menneske, uden indsigt; hver guldsmed får skam af sit billede; thi hvad han støber, er løgn, og der er ikke ånd i den; tomhed er de, et dårende værk; når deres hjemsøgelses tid kommer, er det ude med dem. Jakobs arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt, og Israel er hans arvelods stamme; Hærskares Herre er hans navn.«