Jesu fjender afventede nu Hans død med et utålmodigt håb. Med denne bildte de sig ind at rygterne om Hans guddommelige kraft og Hans mirakler ville forties for altid. De bildte sig selv ind at de ikke længere skulle skælve på grund af Hans indflydelse. De ufølsomme soldater som havde trukket Jesu krop ud på korset, delt Hans klæder blandt sig, strides over et klæde, som var vævet over et stykke. De afgjorde til sidst sagen ved at kaste lod over det. Den inspirerede pen beskriv præcis dette sceneri flere hundrede år før det skete: »Thi hunde står omkring mig, onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder, . . . . . Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod.« Sal. 22,17. 19.