»Så siger Herren: Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra Herren. Han bliver som ødemarkens ene og får ej lykke at se; han bor i glødende ørk, i saltland, hvor ingen fæster bo. Velsignet være den mand, som stoler på Herren, og hvis tillid Herren er. Han bliver som et træ, der er plantet ved vand, og strækker sine rødder til bækken, ej ængstes, når heden kommer, hvis løv er frodig grønt, som ej ængstes i tørkens år eller ophører med at bære frugt. . . . . Herre, du Israels håb, enhver, der forlader dig, får skam; de, der falder fra dig, skal udryddes af landet, thi Herren, er kilden med levende vand, forlod de. Læg Mig, herre, så jeg læges, frels du mig, så jeg Frelses, thi du er min ros.«