Lige foran arken, men adskildt af forhænget, stod guldalteret til røgelse. Ilden på dette alter tændte Herren Selv, og blev holdt helligt vedlige ved at give det hellig røgelse, der fyldte helligdommen med en velduftende sky dag og nat. Dens vellugt bredte sig milevidt omkring tabernaklet. Da præsten sendte røgelse frem for Herren, så han hen mod nådestolen. Selvom han ikke kunne se at den var der, og idet røgelsen steg op som en sky, steg Herrens herlighed ned over nådestolen og fyldte det allerhelligste, og var synlig i det hellige. Og herligheden fyldte ofte begge afdelinger, så at præsten ikke kunne føre embede og var nød til at stå ved tabernaklets dør.