Præsterne kunne ikke kun se det fornuftige i hans syn; de var nød til at være enig med ham, og løslod fangerne meget modvilligt, efter at have slået dem med stave og pålagt dem igen og igen at ikke forkynde i Jesu navn, ellers skulle de betale med deres liv for deres frækhed. »Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld. Og de holdt ikke op ned hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus«.