Da det himmelske lys svandt bort, mærkede Peter at han var i dybt mørke; men mørket blev tilsyneladende gradvist mindre, da han vendte sig til det, og han fandt sig selv alene på den stille gade, med den kolde natteluft på sin pande. Han erkendte nu at det ikke var nogen drøm eller syn som havde hjemsøgt ham. Han blev sat fri på en kendt del af byen; han genkendte det sted som han ofte havde besøgt, og forventede at slippe for den tid til i morgen, når han var på vej til den død han havde i udsigt. Han prøvede at genkalde det der skete de sidste få øjeblikke. Han huskede at han faldt i søvn, bundet mellem to soldater, med sin sandaler og overtøjet væk. Han undersøgte sig selv og fandt sig fuldt påklædt, og bundet op.