Hold lamperne i orden så de lyser Det er Guds børns pligt at holde lamperne i orden og lade dem lyse. De må være beredt til at møde brudgommen når han kommer tilbage fra brylluppet. I har ikke et øjeblik at spilde når det gælder frelsen som er tilvejebragt for jer. Prøvetiden går mod afslutningen. Dag efter dag bliver menneskers skæbne afgjort og selv fra denne forsamling ved vi ikke hvor mange som vil lukke deres øjne i døden og hvile i graven. Vi burde være optaget af at livet svinder så hurtigt og at vi ikke et øjeblik er trygge hvis vort liv ikke er skjult med Kristus i Gud. Det er ikke vor opgave at se frem mod en speciel tid hvor der skal gøres noget særligt for os. Vi må fortsætte vort arbejde med at advare verden, for vi skal være Kristi vidner helt til jordens yderste grænser. Overalt omkring os har vi de unge og de uomvendte og hvad gør vi for dem? Forældre, er I fyldt af den første kærligheds glød og optaget af jeres børns frelse, eller er I så optaget af dette livs bekymringer at I ikke for alvor samarbejder med Gud? Forstår I hvad Den Hellige Ånds opgave er? Ved I at det er ved Den Hellige Ånds hjælp vi kan nå menneskene omkring os? Skal I, når dette møde er slut, gå ud herfra og glemme den alvorlige appel jeg er kommet med? Overser I advarselsbudskabet og vil sandheden I har hørt, løbe ud af hjertet som vand af en knust krukke? |