Flere hundrede søstre kunne nu være i arbejdet, hvis de havde villet. De selv og deres børn burde gå enkelt klædt i pænt og godt tøj og uden pynt, og den tid, de har spildt på lysten til at tage sig ud, skulle de benytte til missionsarbejde. De kunne skrive breve til venner, som bor længere borte. Vore søstre kunne komme sammen og drøfte, hvordan de bedst kan arbejde. Der kan opspares penge, der kan skænkes som en gave til Gud og bruges til at købe blade og traktater for, som de kan sende til deres venner. De, som nu ingenting gør, burde tage fat og gøre noget. Enhver søster, som bekender sig til at være et Guds barn, burde føle sig forpligtet til at hjælpe alle inden for rækkevidde.