En stadig selvfornægtende offerglæde er Guds middel mod de tærende synder som kalles selviskhed og begær. Gud har indført den planmæssige ofring til bedste for sit værk og for at sørge for de lidende og nødstedte. Han vil at det skal blive en vane at give, for at det skal modvirke begærlighedens synd. Når vi giver til stadighed, vil begærligheden dø af sult. Planmæssig ofring er Guds middel for at tage rigdommen fra de begærlige ligeså hurtig den er vundet, fordi han er den retmæssige ejer. . . .