Børn har prøvelser, som er lige så tunge at bære og er lige så svære i deres art, som tilfældet er med ældre menneskers prøvelser. Forældrene er selv ikke altid i den samme stemning. Deres sind er ofte besværet. De nærer forkerte anskuelser og følelser. Satan tilføjer dem slag, og de giver efter for hans fristelser. De taler pirreligt og på en måde, som ægger børnene til vrede, og er undertiden fordringsfulde og irritable. De stakkels børn tilegner sig den samme ånd, og forældrene er ikke beredte til at kunne hjælpe dem, fordi de selv var årsag til vanskeligheden. Undertiden synes alting at gå forkert. Der er pirrelighed overalt, og det bliver en ynkelig og ulykkelig stund for alle. Forældrene lægger skylden på deres stakkels børn og synes, at de er meget ulydige og uregerlige, ja, de værste børn i verden, når årsagen til forstyrrelsen ligger hos dem selv. |