Gode engle græd over at høre Satans ord og hans jublende pral. Gud erklærede at oprørende ikke skal være i himlen længere. Deres høje og lykkelige tilstand var på betingelse af lydighed mod den lov som Gud havde givet, til at herske over forstandsvæsenernes høje orden. Men der blev ikke gjort tilvejebringelser for at redde dem som vovede at overtræde Hans lov. Satan blev frækkere i sit oprør, og udtrykte sin foragt mod Skaberens lov. Dette kunne Satan ikke bære. Han hævdede at englene ikke behøvede nogen lov men skal efterlades frie, og følge deres egen vilje, som altid vil vejlede dem rigtigt; at loven begrænsede deres frihed; og at afskaffelsen af loven (19) var et af hans ståsteds store mål. Han mente at englene behøvede bedre vilkår. Ikke som Gud tænkte, som havde udfærdiget loven og havde sat dem lige med Ham selv. Englehærens lykke bestod af deres fuldkomne lydighed mod loven. Enhver havde fået sit særlige arbejde, og indtil Satan gjorde oprør, var der fuldkommen orden og harmonisk bevægelse i himlen.