Som menneskets stedfortræder og sikkerhed, blev menneskenes synder lagt på Kristus; Han blev regnet som en overtræder, så Han kunne genløse dem fra lovens forbandelse. Skylden fra alle Adams efterkommere fra hele tiden betyngede Hans hjerte, og Guds vrede og Hans mishags frygtelige manifestationer på grund af synden, fyldte Hans Søns sjæl med bestyrtelse. At det guddommelige ansigt blev trukket bort fra Frelseren i denne yderst pinefulde stund, gennemborede Hans hjerte med en sorg, som aldrig kan forstås tilfulde af mennesker. Guds Søn udholdt alle smerter på korset, bloddråber som flød fra Hans hoved, Hans hænder og fødder, krampetrækninger i pine, som drev fra Hans krop, og den uudsigelige pine der fyldte Hans sjæl for Sin Faders ansigts skjul væk fra Ham, talte til mennesker, der sagde: Det er for jeres kærlighed at Guds Søn går med til at disse afskyelige forbrydelser lægges på Ham; for jer ødelægger han dødens domæne, og åbner Paradisets porte og evigt liv. Han som beroliger vredens bølger ved Sit ord og gik på de skummende bølger, som fik djævle til at skælve og sygdom til at flygte fra Sin berøring, som oprejste den døde til liv og åbnede den blindes øjne, gav Sig selv på korset som det sidst offer for mennesket. Han, syndbæreren, udholder den juridiske straf for uretfærdigheden og bliver selv til synd for mennesker.