Kun én gang om året kunne ypperstepræsten gå ind i det hellige, og efter en omhyggelig og højtidelig forberedelse. Intet andet dødeligt øje end ypperstepræsten kunne se på denne afdelings hellige storslåethed, fordi det var det særlige bosted for Guds synlige herlighed. Ypperstepræsten gik altid ind i det med skælvende hjerte, medens folk ventede med højtidelig stilhed på at han kom tilbage. Deres alvorlige ønske var at Gud ville velsigne. Foran nådestolen samtalede Gud med ypperstepræsten. Og hvis han blev inde i det allerhelligste i usædvanlig lang tid, var folk ofte bange, og frygte at det var på grund af deres synder eller en af præstens synder, at Herrens herlighed havde slået ham ihjel. Men når lyden af klingende bjælder på hans klæder kunne høres, var de stærkt lettede. Så kom han frem og velsignede folket.