Ved slutningen af mødet var der mange som kom frem til platformen, tog mig i hånden og med tårer i øjnene bad om at jeg måtte bede for dem, noget jeg med stor glæde lovede. Jeg fik hilst på søstrene F og så at de var dybt bevægede. ... Moderen til en af de to som nu havde taget sit standpunkt, havde været en forbitret modstander. Hun havde sagt at hvis hendes datter begyndte at holde sabbatten, skulle hun ikke få lov til at komme i hendes hus mere, for så ville hun være en skamplet for hele familien. Fru A havde ofte udtalt at hun ikke kunne tænke sig at blive syvenedags-adventist. Hun var vokset op i den Presbyterianske kirke og havde vænnet sig til at se på det som meget upassende for en kvinde at tale i forsamlingen. At en kvinde skulle kunne holde en prædiken, var helt utænkeligt. Hun kunne lide at høre Daniells og Corliss og syntes at de var dygtige talere, men hun ønskede ikke at høre en kvinde prædike. Hendes mand havde bedt Gud om at hun måtte blive omvendt ved søster Whites forkyndelse. Da jeg kom med appellen og bad dem som ønskede at overgive sig til Herren om at komme frem, blev alle forbavsede over at se de to søstre efterkomme opfordringen. Den søster som havde mistet sit barn, sagde at hun var bestemt på ikke at gå frem. Men Herrens Ånd havde talt så indtrængende til hende at hun ikke magtede at modstå kaldet. ... Jeg var så taknemmelig over for min himmelske Far, for hans nåde og godhed da han ledte disse to dyrebare mennesker til at slutte sig til menigheden sammen med deres mænd.