Kronisk invalidering
En gang blev jeg kaldt til at tilse en ung kvinde, som jeg kendte ganske godt. Hun var syg, og det gik hurtigt ned. Hendes moder ønskede at jeg skulle bede for hende. Moderen stod der og græd og sagde: »Stakkels børn, hun kan ikke leve længe.« Jeg mærkede hendes puls. Jeg bad sammen med hende, og talte så til hende: »Min søster, hvis du vil stå op og klæde dig på og gå til dit sædvanlige arbejde på kontoret, så vil al denne sygdom forsvinde.« »Tror du virkelig dette vil forsvinde?« – »Ja helt sikkert«, sagde jeg. »Du har næsten kvalt alle livskræfterne på grund af sygdommen.« Jeg vendte mig til moderen, og fortalte hende at hendes datter døde af en sygelig fantasi, hvis hun ikke blev overbevist om deres vildfarelse. Hun har opmuntret sig selv til at blive invalid. Nu er dette en meget enkel og ligetil skole. Men jeg sagde til hende: »Gør om på denne orden, stå op og klæd dig på.« Hun adlød, og lever i dag.—brev 231, 1905.