Han havde ikke haft noget at ryge på. - Som et eksempel på rygerens manglende evne til at styre sine sanser, når han ikke får sin stimulans, skal jeg fortælle om noget, jeg engang lagde mærke til. En ældre mand, som på det tidspunkt var min nærmeste nabo, var slem til at ryge. Da jeg en formiddag gik ind for at få en bog, jeg havde lånt ham, havde han ikke fået noget at ryge på, som han plejede. I stedet for at give mig bogen, jeg bad om, gav han mig et stykke snor. Forgæves søgte jeg at gøre ham begribeligt, hvad jeg ønskede, men jeg måtte gå uden min bog. Næste dag gik jeg derind igen i samme ærinde, og straks gav han mig bogen. Så spurgte jeg, hvorfor han ikke havde givet mig den dagen før. Han svarede: »Hvad, var du her i går? Det husker jeg ikke noget til. Å jo, nu ved jeg, hvad der var galt. Jeg havde ikke fået noget at ryge på!« Sådan virkede det på hans hjerne, når han ikke fik sin stimulans. Hans læge rådede ham til at holde op med at ryge, ellers kunne han ikke leve. Han holdt også op, men resten af sit liv led han af en konstant trang til den sædvanlige stimulans; han måtte kæmpe en uophørlig kamp.