Altid tog jeg min mand med mig når jeg var ude og køre, og jeg tog ham med mig hvor som helst jeg skulle ud og holde møder. Jeg havde en fast møderunde. Jeg orkede ikke at overtale ham til at være med på talerstolen. Endelig, efter mange, mange måneder sagde jeg til ham: "Nå kære mand, i dag er det din tur til at tale." Han ønskede ikke at gøre det, men jeg gav ikke efter. Jeg tog ham med mig op til talerstolen. Den dag talte han til forsamlingen. Selv om mødelokalet var fyldt af ikke troende, kunne jeg ikke lade være med at græde i en halv time. Mit hjerte flød over af glæde og taknemmelighed. Jeg viste at sejren var vundet.