Ud fra det lys Gud har givet mig, er det tydeligt at vore søstre burde følge en helt anden kurs. De burde være mere tilbageholdne og mindre frejdige, og lægge vind på at leve i "tugt og ære". Kvindlige og mandlige trosfæller er alt for muntre og løsslupne i sin tale når de er sammen. Kvinder som kalder sig kristne, ser ikke noget galt i overdreven spøg og latter, vitser og leg. Dette passer ikke for en kristen, og det bedrøver Helligånden. Der er et tydeligt udslag af mangel på sand kristen dannelse. Det bidrager ikke til at gøre dem stærke i Herren, men forårsager heller et stort mørke. De viser himmelens rene, hellige engle bort og sænker også andre som tager del i deres letsindighed, ned på et lavt plan. Kvinder spiller ofte fristerens rolle. De finder altid påskud til at vække mændenes opmærksomhed, gifte så vel som ugifte, og ofte giver de sig ikke før Guds love bliver overtrådt og de bedste evner er sløset bort og ødelagt. . . .