Jeg kommer i tanke om en mand i en forsamling, jeg engang talte til. Han var næsten blevet et legemligt og åndeligt vrag som følge af spiritus og tobak. Det megen solderi havde gjort ham krumbøjet, og hans påklædning svarede til hans elendige tilstand. Efter alt at dømme var han kommet så langt ud, at han ikke stod til at redde. Men da jeg rettede en appel til ham om at modstå fristelsen i kraft af en opstanden frelser, rejste han sig skælvende og sagde: ¨Du viser interesse for mig; jeg vil tænke på mig selv.¨ Et halvt år senere kom han og besøgte mig, men jeg kendte ham ikke. Med ansigtet strålende af glæde og øjnene fulde af tårer greb han min hånd og sagde: ¨Du kender ikke mig, men husker du manden i den gamle blå frakke, som rejste sig i forsamlingen og sagde, at han ville prøve at lægge om?¨ Jeg var overrasket. Der stod han rank og så ti år yngre ud. Han var gået hjem fra dette møde og tilbragte mange timer i bøn og kamp, til Solen stod op. Det var en stridens nat, men priset være Gud, han vandt sejr. Denne mand kunne af egen sørgelige erfaring vidne om, hvordan det er at være trælbunden af disse syndige vaner. Han forstod at advare de unge om farerne ved at gøre sig uren, og de, der ligesom han var blevet overvundet, kunne han vise hen til Jesus som den eneste hjælpekilde.