Intet andet menneskes liv var så overbebyrdet med arbejde og ansvar, som Jesu liv var det, men hvor ofte fandt man ham alligevel i bøn! Hvor uafbrudt var ikke hans samfund med Gud!†& Som ét med os, som meddelagtig i vor nød og svaghed var han helt afhængig af Gud, og under sin ensomme bøn søgte han guddommelig hjælp for at kunne gå styrket ud til pligter og prøvelser. I denne syndens verden udholdt Jesus både kampe og sjælekval. I samfund med Gud kunne han lægge de sorger og byrder fra sig, som var ved at overvælde ham.