Enok levede i en fordærvet tid, hvor retsindighedens magt var meget svag. Urenheden bredte sig alle vegne omkring ham, men Enok fortsatte dog at vandre med Gud. Han opdrog sit sind til fromhed til at tænke på rene og hellige ting, og hans tale drejede sig om, hvad der var helligt og guddommeligt. Gud udvalgte ham til sin ven. Han vandrede med Gud og tog imod hans råd. Han måtte kæmpe mod de samme fristelser som vi. De mennesker, der omgav ham, var ikke mere venligt indstillede over for retfærdighed end de, der i den nuværende tid omgiver os. Den luft, han indåndede, var besmittet af synd og fordærvelse ligesom vor, men dog besudlede han sig ikke med sin tids fremherskende synder. Og sådan kan vi forblive lige så rene og ufordærvede som den trofaste Enok.