Hvor få der er, som har noget begreb om den smerte, der nagede Guds Søns hjerte i de tredive år, han levede på denne jord. Der lå en skygge af sorg og smerte over hans liv fra krybben til Golgata. Han var en smerternes mand og udholdt en hjertesorg, som intet menneske er i stand til at beskrive. Han kunne i sandhed have sagt: "Giv agt og se, om der gives en smerte som den, der er tilføjet mig." Klages. 1,12. Hans lidelser bestod af den dybeste sjæleangst og hvilket menneske formåede at have medfølelse med den evige Guds Søns sjæleangst. Skønt han hadede synd af hele sit hjerte, tog ham hele verdens synd på sig, da han betrådte vejen til Golgata og led overtæderens straf. Uskyldig led han den skyldiges straf; skønt uden brøde gav han sig selv for at lide straffen for overtrædelsen af Guds lov. Straffen for hvert eneste menneskes synder tog den evige Guds Søn på sig. Enhvers syndeskyld vejede tungt på verdens forløsers sjæl. Den, der ikke kendte til synd, blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Idet han påtog sig menneskeskikkelse, stillede han sig, hvor han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, for at vi kunne få lægedom ved hans sår.