Virkningen af nedværdigende bøger og billeder. - Mange af de unge er begærlige efter bøger. De læser alt, hvad de kan få fat i. Spændende kærlighedshistorier og uanstændige billeder har en demoraliserende indflydelse. Mange læser ivrigt romaner, og som følge deraf bliver deres fantasi smudset til. Fotografier af nøgne kvinder bliver ofte sat i omløb i togene i salgsøjemed. Disse afskyelige billeder fremvises også i lysbilledsaloner [fotoforretninger] og hænger på væggene hos dem, der handler med gravure. Vi lever i en tid, hvor moralsk fordærv kommer til udfoldelse overalt. øjnenes lyst og lave lidenskaber vækkes ved at se og læse. Hjertet bliver demoraliseret gennem fantasien. Tankerne finder glæde ved at fordybe sig i scener, der vækker de laveste og sletteste lidenskaber. Disse sjofle billeder, betragtet med en snavset fantasi, ødelægger moralen og får vildledte, forblindede mennesker til at give de kødelige lyster frit løb. Derpå følger synder og forbrydelser, der trækker mennesker, som blev skabt i Guds billede, ned på dyrenes stade og til sidst fører dem til evig fortabelse. |