Kun følelsen af Guds nærværelse kan bandlyse den frygt, som for det ængstelige barn ville gøre livet til en byrde. Han bør bevare denne forjættelse i sin erindring: » Herrens engel slår lejr omkring dem, som frygter ham og udfrier dem.« Han bør læse den vidunderlige beretning om Elisa i bjergbyen og mellem ham og skarerne af bevæbnede fjender en mægtig kreds af himmelske engle. Han bør læse om, hvordan Guds engel viste sig for Peter, da han var i fængsel og dømt til døden; hvordan engelen førte Guds tjener sikkert bort forbi de bevæbnede vagtposter, gennem de tunge døre og den store jernport med sine bolte og slåer. Han bør læse om tildragelsen på havet, hvor fangen Paulus, som var på vej til domfældelse og henrettelse, talte disse modige og håbefulde ord til de stormomtumlede soldater og søfolk, der var udmattede af slid og lang tids faste: »Vær ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt. ... Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.« Sådan skete det også! Fordi der på dette skib var en mand, ved hvem Gud kunne virke, blev hele skibets besætning af hedenske soldater og søfolk reddet. ...