Galaterne var henfaldne til afgudsdyrkelse, men da apostlene prædikede for dem, frydede de sig over det budskab, der lovede dem frigørelse fra syndens trældom. Paulus og hans medarbejdere forkyndte læren om retfærdiggørelse ved tro på Kristi forsoningsoffer. De fremstillede Kristus som den, der, da han så den faldne menneskeslægts hjælpeløse tilstand, kom for at frelse mænd og kvinder ved at leve et liv i lydighed mod Guds lov og ved at påtage sig straffen for ulydighed. I lyset fra korset var der mange, der aldrig før havde kendt den sande Gud, som begyndte at forstå storheden i Faderens kærlighed. Således blev galaterne belært om de fundamentale sandheder om »Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, som for at udfri os af den nuværende onde verden gav sig selv hen for vore synder, efter vor Guds og Faders vilje.« »Ved i tro at høre,« modtog de Guds Ånd og blev »i Jesus Kristus Guds børn ved troen.« |