Det var ved midnat, det behagede Gud at befri sit folk. Medens de ugudelige bespottede rundt omkring dem, kom Solen pludseligt til syne, skinnende i sin kraft, og Månen stod stille. . . . Mørke, tunge skyer steg op og stødte mod hverandre. Men der var en plet af uomskiftelig herlighed, hvorfra Guds røst lød lig mange vandes lyd og rystede himlene og Jorden. Der skete et stort jordskæl. Gravene åbnedes, og de, som var døde l troen under den tredje engels budskab og havde holdt sabbaten, stod herliggjorte frem af deres leje i støvet for at høre den fredspagt, som Gud ville gøre med dem, der havde holdt hans lov. {BM 345}