På glarhavet foran tronen, det glarhav, der ser ud, som var det isprængt med ild - sådan stråler det af Guds herlighed - er samlet alle de, der er »gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal«. Med »Guds harper i deres hænder« står de sammen med Lammet på Zions bjerg, disse hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er blevet løskøb t ud af menneskeslægten. Der høres en lyd som en brusen af mange vande og som en buldren af stærk torden, »af harpespillere, der spiller på deres harper«. De synger »en ny sang« foran tronen, en sang, som ikke kan læres af andre end de hundrede og fireogfyrretyve tusinde. Det er Moses' og Lammets sang - en sang om befrielse.